Salonkunstens kalamiteter

Lennart Gottlieb, Identitet. Om identitetsproblemer og det særligt privilegerede i tidens kunstkultur. Forlaget Frydenlund

Lennart Gottlieb (f. 1953) er en respekteret kunsthistoriker med en lang karriere bag sig på Aarhus Kunstmuseum, Glyptoteket og Statens Museum for Kunst. I udgangspunktet er denne bog et opgør med den identitetspolitik, der præger museumsbranchen, Kunstakademiet og kunsthistorie som fag på Universiteterne. Anledningen er for det første Den hirschsprungske Samlings indkøb af Bertha Wegmanns portræt af den unge Marie Triepcke (senere gift Krøyer) fra 1885 og for det andet opstillingen af skulpturen ”I am Queen Mary”, udfærdiget af Jeanette Ehlers og La Vaughn Belle på Københavns havnefront - ”det ene værk var plat appellerende, det andet docerende og fordomsfuldt”.

At kritisere den identitetspolitiske vending blandt danske kunstnere og kunstteoretikere hører efterhånden til standardrepertoiret på højrefløjen, men Gottlieb taler ikke fra et politisk standpunkt. Han taler som kunsthistoriker og dermed ud fra, hvad han betragter som en fagligt funderet definition af, hvad god kunst er: ”Kultur er disciplinering. Kunst er åndelig kompensation og ekspansion, og kunst er tillige, når den er bedst, modstand mod den kulturelle disciplinering, specielt den, der regulerer kunstværkets rammer.” (s.19)

Det er tydeligt, at Gottliebs kunstsyn er tæt forbundet med modstand mod rammer, forudsigelighed, regler, institutioner. Han hylder den forestilling, som lå bag impressionismens opgør med den parisiske salonkunst, nemlig at kunstneren ikke er til for at behage sin samtid, men for at være i pagt med fremtiden. Derfor er det nærmest en diskvalifikation i sig selv, hvis en kunstner har solgt godt i sin samtid eller hvis kunstneren bruger sin virtuositet til kamæleonagtigt at tilpasse sig tidens smag og normer – som f.eks. Wegmann. Når kunst lader sig disciplinere, bliver den til kultur og ophører med at være kunst. Kunsten må ikke være facil, ufarlig, pæn, tilpasset.

Forfatteren har sat sig 
selv på bogens forside med
cigaret og sommerhabit
i Los Angeles anno 1987,
en selvironisk kommentar
 til kritikken af de fonde,
 der har tjent deres penge
på rusmidler.

I den anden ende af Gottliebs skala ligger den gennempolitiserede skulptur på havnefronten, der på sin vis også – selv om den hævder at være udtryk for et oprør – er facilt tilpasset et modelune, den postkoloniale kunstteori. Gottlieb gennemspiller den efterhånden velkendte kritik af kunstværket for slet ikke at handle om, hvad det hævder at handle om. Værket  handler om kunstnerne selv. Hans analyse af den ene kunstner, Jeanette Ehlers’ selviscenesættelse er skarp, men også nænsom og forstående.

Gottlieb afbryder sig selv med nogle overraskende selvbiografiske indskud i teksten, som det indledningsvist er vanskelige at tyde. Pludselig bliver vi konfronteret med historien om, hvordan hans mor blev fejlmedicineret til døde som blot 62-årig i 1993, og et andet sted skal vi høre om hans opdagelse af, at diabetes 2 (der tidligere kaldtes ikke insulin-krævende sukkersyge) slet ikke kræver insulin. Han har tydeligvis et udestående med medicinalindustrien. 

Efterhånden falder ti-øren. Det handler om NOVO-fondens sponsorering af kunstmiljøet, som efter Gottliebs opfattelse er gennemsyret af en feministisk aktivisme. De store museer er ledet af kvinder og har næsten kun kvindelige ansatte, og de arrangerer udstillinger med kvindelige kunstnere. Det er også grunden til, at Den hirschsprungske har købet Wegmanns maleri. Hun er kvinde. De andre store fonde får også et fur, ikke alene fordi de bruger pengene forkert, men fordi deres penge kommer fra tobak, alkohol og sukker.

Gottlieb går videre med sin kritik, fordi han beskylder fondene og museerne for noget nær nepotisme, fordi alle kender alle, sidder i hinandens bestyrelse og bevilger hinanden penge. Afsnittet hedder ganske enkelte ”De sammensvorne” med en fordækt henvisning til et hovedværk af Otto Bache, en af de salonkunstnere, som Gottlieb ikke bryder sig om. Billedet forstiller gerningsmændene på flugt efter mordet i Finderup Lade. Tilsvarende mener Gottlieb, at de ansvarlige for kunsten i dag er inkompetente og at de slår kunsten ihjel ved at forvandle kunstmuseerne til kulturhistoriske museer.

Til slut i bogen giver Gottlieb sit eget bud på et monument på den københavnske havnefront for slaverne i Dansk Vestindien, en gigantisk sort blok, placeret hvor Amaliehaven nu ligger, i hele anlæggets bredde, et par etager høj, så den tager udsigten til Amalienborg Slotsplads og Marmorkirken fra havnen. Gottlieb vil næppe vinde mange tilhængere for dette forslag, så det er i glimrende pagt med hans eget æstetiske ideal, der handler om endelig ikke at gøre nogen tilpas.

Lennart Gottlieb taler ex chatedra. Lidt docerende, kunne man sige, dog ikke helt uden selvindsigt. Han taler også som repræsentant for sin generation af kunsthistorikere og kunstnere, selv om han også modsiges af nogle af sine jævnaldrende kollegaer, ikke mindst Mikael Wivel. Gottlieb kan imidlertid ikke afskrives som bare en gammel sur mand, der har haft sin tid. Han har et skarpt blik og en spids pen. Især hans kritik af den ideologiserede museumsvirksomhed og kunstteori er hele bogen værd.

(anmeldt til denne blog)

Den gode tone er en, de andre skal holde

Suzanne Brøgger, En forfatters dagbog 2010-2020, Gyldendal

Den 10. december 2011 noterede Suzanne Brøgger i dagbog, at hun ikke ville skrive mere om sig selv. Det fortsatte hun dog med i ti år, og nu kommer det skrevne på tryk. At pånøde den læsende offentlighed 400 siders løftebrud, forekommer noget prætentiøst.

Det er vanskeligt at vurdere bogens genremæssige status. Er der tale om en offentliggørelse af noget, som oprindeligt var helt privat? I hvor høj grad havde Brøgger et publikum for øje, da hun satte pen til papir til at begynde med? Brøgger har i hele sit liv gjort det private til et offentligt anliggende gennem sine bøger, så det er vanskeligt ikke at få den tanke, at publicering har ligget som en mulighed hele tiden. Det ligger også i tekstens tone. Den er ikke henvendt til forfatteren selv, for hun har ikke brug for at overbevise sig selv om noget. Teksten higer efter at blive læst, angler efter anerkendelse uden for det lille rum, som er dagbogens. 

Der er dog næppe tale om et gennemkalkuleret litterært produkt, for læseværdigt er det netop kun i passager. Brøgger udbryder ganske vist: ”Mine dagbøger er mit livsværk”, og hun kan næppe udfærdige en dosmerseddel uden at give den et anstrøg af litterær kvalitet, så man skal ikke blive overrasket over, at en uredigeret dagbog fra hendes hånd har læseværdige passager. Men de er måske snarere noter til (endnu) en selvbiografi, som altså må nøjes med at udkomme som noter. Har de så fortjent at blive læst? Kun hvis man i forvejen synes, at Suzanne Brøgger er en interessant person, og at hendes omtale af venner og modstandere har vægt.

Bogen slutter med et såkaldt ”omslag”, en kappe af generelle betragtninger om racisme, corona, klima, MeToo og hvad der ellers fylder i den offentlige debat i disse år. Det virker lidt som om Brøgger har forlæst sig på Carsten Jensen. Ingen af de to jævnaldrende ronkedorer synes at være klar over, at en verden, der har adgang til sociale medier, ikke længere venter i spænding på, at deres uredigerede strøtanker udkommer med ryg på.

Dagbogen handler i høj grad om hendes udadvendte liv, til foredrag, på kunstudstilling, til middag og reception, i teatret – London, Paris, New York, you know. Den er præget af spontane udfald og indforståede indskydelser. Som dagbog mangler den imidlertid i udpræget grad efterretninger om hverdagslivets tildragelser og fortrædeligheder. Der er nogle antydninger om haven og naboer, der kommer til te og jordbærkage, eller at ”varmesystemet” ikke virker. Glæden over datterens færd i livet forekommer autentisk. Sorger og bekymringer hører vi ikke meget om. Til gengæld har hun mange ærgrelser. Hun er tydeligvis irriteret over, at hendes mand er blevet gammel. Selv har Suzanne Brøgger ingen alder, når hun selv skal sige det på sine overmodige dage. 

Et gennemgående tema er Det danske Akademi, i hvilket hun blev indballoteret i 1997. Akademiet skabte overskrifter i foråret 2020, da flere medlemmer enten trådte ud eller ophørte som aktive. Stridens årsag var ifølge presserapporterne Marianne Stidsen, der med sine offentlige udtalelser om #metoo-bevægelsen har stødt mange mennesker fra sig. Men der føjes lag til historien med denne udgivelse. Brøgger støttede Stidsens optagelse i 2014. Man kan godt forstå denne sympati, for begge kvinder er som typer rundet af den seksuelle frigørelse i 1960erne og -70erne, Brøgger i dens begyndelse, Stidsen i dens afslutning, lige før Den store Sygdom med det lille Navn, AIDS, gjorde en ende på festen i 1980erne og selv Suzanne Brøgger slog sig ned på landet med mand og barn. Det var den seksuelle frigørelse, der gjorde op med forestillingen om kvinden som den blotte passive genstand for mandens begær. 

Man må som ligestillet kvinde i dette spil påtage sig rollen som både handlingens subjekt og objekt, mener Brøgger: ”Aldrig har jeg ønsket at skade nogen. Men hvis min livsudfoldelse har såret andre, er det jo ikke anderledes, end at andres har såret min.” skrev hun i 2012.

Alligevel ser Brøgger og Stidsen forskelligt på grænsedragningen mellem seksuel frihed og seksuel chikane. Det udtrykker sig ikke mindst i synet på lederen af Det svenske Akademi 2015-18, Sara Danius og hendes forgænger Horace Engdahl. Brøgger hylder Danius, mens Stidsen mener, at Danius misbrugte sin stilling til at fremme sin egen dagsorden til skade for akademiet. Den fortolkningskamp peger frem mod krisen i Det danske Akademi i 2020. Det er dog ikke striden med Stidsen, der fylder mest i dagbogen. Det gør derimod Brøggers uenighed med to andre akademimedlemmer, Søren Ulrik Thomsen og Frederik Stjernfelt, som hun unådigt omtaler som ”Gøg og Gokke”. Thomsen og Stjernfelt har på hver deres måde og ofte sammen gjort op med 1968erne. Selv om de er en god halv snes år yngre end Brøgger, repræsenterer de noget ældre i den forstand, at de i modsætning til hende ikke er uden alder. Forgængeligheden – også hans egen – er nærmest et hovedtema i Thomsens forfatterskab. 

Striden går tilbage til 2011, da Per Kirkeby gjorde sit medlemskab passivt i protest mod Søren Ulrik Thomsen – stadig ifølge Brøggers dagbog. Det handlede om ytringsfrihed. Brøgger stillede sig på Kirkebys side og overvejede at gøre som han, hvad hun altså endte med at gøre knap 10 år senere. 

Om årsagen til sin udmelding skriver Brøgger, at der i Akademiet var arrangeret oplæsning af verdenslitteratur. Men da Stidsen foreslog at læse op af Horace Engdahl, ”som ikke er en klassiker, men notorisk proselyt af voldtægtsmanden, lød der ramaskrig, for og imod, og det endte i et sammenbrud, som ingen forvandt. Jeg meldte mig passiv med øjeblikkeligt varsel. Var blevet for gammel til endnu en ytringsfrihedskrig, som ingen kunne vinde.” Stadig ifølge Brøggers referat.

Nu kan man ikke sige, at Stidsen er sit eget synspunkts bedste advokat. Hun har en noget firkantet måde at sige tingene på. Men det var altså ikke Stidsens opførsel i Akademiet, der førte til Brøggers opsigelse af medlemskabet. Det var Stidsens ønske om at læse op af et stykke litteratur. Det kunne Brøgger ikke tåle. Er Brøgger i virkeligheden en snow flake, der går ind for de-platforming? Hun er i hvert fald en drama-queen, der ikke vil anerkende, at Stidsen kunne have en pointe, som er værd at diskutere. Brøgger mener selv, at hun repræsenterer den moderate midte i den offentlige debat og ”hjertets dannelse”, men hvis hun ønskede at fremstå som moderat og dannet, kunne hun begynde med at lade være med at udstille sin egen trang til at forsyne sine modstandere med øgenavne. ”Idealet for et akademi må være samtalen,” som Brøgger så rigtigt skriver. Mindelighed er bare ikke hendes stil. Vi kan jo alle skumle arrigt i vort lønkammer, men når skumlerierne stilles til skue for alle, må Brøgger stå til regnskab for sin egen rethaveriske uforsonlighed. 

(Kristeligt Dagblad 12. okt. 2021. Redaktionen havde foretaget enkelte ændringer i teksten.)

Tysklands retning

 Moritz Schramm, Kampen om midten, Gads Forlag 2021

Moritz Schramm er lektor i tysk på Syddansk Universitet, født 1970 og opvokset i Berlin. Han giver med denne bog sin egen vurdering af udviklingen i tysk politik i de seneste 150 år og dermed også et skøn over den retning, som tysk politik vil tage efter forbundskansler Merkels bebudede afgang efter det kommende forbundsdagsvalg.

Schramms anliggende er for så vidt klassisk i tysk politisk historieskrivning: Hvordan skal man forstå og indplacere nationalkonservatismen og højreradikalismen i historien? Kort fortalt er hans udlægning, at det konservative og det anti-demokratiske var en integreret del af det andet tyske kejserrige 1871-1918. Weimarrepublikken 1918-1933 repræsenterede på mange måder et alvorligt forsøg på en liberalisering, men de konservative kræfter var for stærke og skaffede Hitler til magten. Efter 1945 forsømte Forbundsrepublikken at gøre op med nazi-fortiden, og dermed var der frit lejde for tidligere nazister til at besætte ledende stillinger i samfundet. De konservative i CDU/CSU husede også medlemmer, der havde synspunkter, der var mindre end stuerene. Helmut Kohl får i Schramms politiske skudsmålsbog nærmest dumpekarakter som dådløs repræsentant for en udlevet konservatisme.

Et gennemgående positivt begreb i Schramms politiske ordbog er ”progressiv”. Det modstilles begreber som ”stilstand” og ”lammelse”. Dermed kridter han diskursivt en bane op, hvor historiens endemål er kendt af historikeren, og det gør det så meget desto nemmere for historikeren at fælde værdidomme. Han kan se, hvad der peger fremad, og hvad der ikke gør. For Schramm har ”det konservative” tydeligvis ingen fremtid. Han skal nok forberede sig på modsigelse blandt de konservative.

Så vidt repræsenterer Schramm en klassisk venstreorienteret fortolkningstradition i tysk historie. Denne fortolkningslinje er ikke helt uden problemer. Det andet tyske kejserrige var ikke meget mindre eller mere ikke-demokratisk eller konservativt end for eksempel det samtidige danske kongerige. Det var langt fra kun konservative kræfter, der bragte Hitler til magten, og den indre opposition mod Hitler udgjordes ikke mindst af konservative.

Og endelig bør man vel – trods alle problemer og indre konflikter – anerkende, at Kohl stod som arkitekten bag den fredelige indlemmelse af det tidligere DDR i Forbundsrepublikken på trods af omfattende international modstand, en løsning som i dag nyder bred anerkendelse.

Kohl takkede af i 1998. Hans efterfølger i embedet som forbundskansler, socialdemokraten Gerhard Schröder, får interessant nok en ikke entydigt negativ vurdering af Schramm, selvom Schröder gennemførte de strukturreformer på arbejdsmarkedet, som de konservative gerne ville have indført, hvis de kunne. Men Schröder udgør i Schramms fortælling kun et interregnum, inden Angela Merkels overtagelse af embedet i 2005. Ifølge Schramm var det Merkel, der havde held med at udgrænse de nationalkonservative og højreradikale kræfter fra det store konservative mainstreamparti takket være en pragmatisk, udogmatisk og adaptiv politik.

Her træder Schramm meget tydeligt ind i en dansk politisk diskussion, idet han mener, at den afgørende forskel mellem dansk og tysk politik er, at de traditionelle tyske partier har distanceret sig fra højreradikalismen, mens både Venstre og Socialdemokratiet herhjemme som regeringsbærende partier har indoptaget synspunkter, ikke mindst i udlændingepolitikken, som tidligere var repræsenteret udelukkende af dem, der ikke blev betragtet som stuerene. Denne sammenligning falder ud til Tysklands fordel i Schramms analyse.

Schramms perspektiv er tysk, og det er både en styrke og en svaghed ved bogen. Det er godt, at der på dansk foreligger en kvalificeret udlægning af tysk politisk kultur på tyske præmisser. Bagsiden af denne tilgang er, at bogen også vender ryggen til sit publikum. Schramm sammenligner ganske vist som nævnt med danske forhold for at sætte tingene i perspektiv for sin læser, men det forbliver på skitseplanet. Den europæiske kontekst forsømmes næsten fuldstændig. Alene en sammenligning med Østrig ville have føjet væsentlige perspektiver til.

Ved det tyske forbundsdagsvalg i 2017 skete det for første gang, at et parti til højre for CDU/CSU opnåede repræsentation i Forbundsdagen, nemlig Alternativ for Tyskland (AfD). Opkomsten af AfD tolker Schramm som en sejr for Merkel, fordi det betød, at de synspunkter, der tidligere var repræsenteret inden for CDU/CSU, nu også nominelt er marginaliseret på en politisk impotent højrefløj. Dermed er den ombejlede midte i tysk politik, som både CDU/CSU og socialdemokraterne orienterer sig imod, ifølge Schramm renset for det, som ikke har fremtiden for sig.

I forbindelse med det seneste valg til Forbundsdagen i 2017 udgav journalist ved Weekendavisen Jesper Vind en lille læseværdig bog om den tyske højrefløj, ”Det nye tyske højre”. Vinds pointe er en helt anden end Schramms. Vind ser Tyskland i europæisk kontekst, og i 2017 blev Tyskland et normalt europæisk land i den forstand, at nationalkonservative synspunkter vandt repræsentation i det nationale parlament, sådan som det er tilfældet i de fleste nabolande.

Sådan ser Schramm det ikke. Han ser dannelsen af AfD i historisk kontekst som en institutionaliseret marginalisering af det nationalkonservative standpunkt, der har været til stede i tysk politisk tænkning i mere end 100 år.

(Kristeligt Dagblad 8. sep. 2021. Avisen valgte en anden rubrik)

En norsk bog om Norge

 Kristoffer Flakstad, Den danske bog om Norge, Gads Forlag, 262 sider, 299,95 kr.

En klassisk vittighed fortæller om en franskmand, en tysker og en nordmand, der alle fik til opgave at skrive om elefanten. Franskmanden spadserede til Paris’ zoologiske have og skrev samme aften et essai fuld af esprit om elefantens kønsliv. Tyskeren tilbragte først syv år i Afrika, dernæst syv år i Indien og udgav til slut et værk i mange bind med titlen ”Indledende studier i elefantens væsen og adfærd”. Nordmanden tog op i sin hytte på fjeldet og skrev bogen ”Norge og vi nordmænd”.

Selv om denne bog markedsføres som ”Den danske bog om Norge”, er det en ret norsk bog, der først og fremmest er optaget af alle Norges fortræffeligheder. Bogens narrative grundstruktur er udtryk for en klassisk norsk selvfortælling. Engang i den tidlige Middelalder var Norge en stor europæisk magt, men så kom Kalmarunionen og ”Firehundredeårsnatten”, da Norge var underlagt et udbyttende og undertrykkende dansk styre. De danske konger interesserede sig ikke for Norge, og hvis de gjorde, bragte de kun skidt med sig. 

Morgengryet efter Danskernatten kom efter indførelsen af egen forfatning i 1814 og blev forstærket efter ophævelsen af unionen med Sverige i 1905, da Norge kunne hævde sig som nation med den norskeste af alle norske helte, Fridtjof Nansen, i spidsen. Han stod på ski og fik Nobels fredspris. Mere norsk med norsk på bliver det ikke. 

En af bogens mest interessante pointer er påpegningen af, at kulturudvekslingen mellem Norge og Danmark forstået som kunstnere og andre, der har deres ophav i det ene land og deres virke i det andet, er fortsat ubrudt gennem flere hundrede år indtil i dag. Før 1811, da Norge fik sit første universitet, var det en selvfølge, at nordmænd, der ønskede at uddanne sig, måtte tage til København. Ludvig Holberg er nok den kendteste. I det 19. og i de første årtier af det 20. århundrede forblev København Norges kulturelle hovedstad. De største norske forfattere – Kielland, Ibsen, Bjørnson osv. – udkom indtil 1920erne på Gyldendal i København. Knut Hamsun ønskede også at blive udgivet på Gyldendal, men blev skuffet. Amalie Skram nærmest flygtede til København. Sigrid Undset, der var født i Kalundborg, og Aksel Sandemose tog turen den anden vej til Norge. I de seneste år er dansk kulturliv blevet beriget med navne som Sissel Kyrkjebø, Lene Nystrøm og Jakob Oftebro. Kristoffer Flakstad remser snesevis af andre eksempler op.

En anden af Flakstads centrale pointer er, at Bergen er motoren i norsk kulturliv. Fra Ludvig Holberg over Edvard Grieg til Gunnar Staalesen er der udgået kulturpersonligheder af internationalt format fra denne by, der står i samme størrelsesforhold til Oslo som Aarhus til København. Man hører ikke nær så meget om Oslo – om end Oslobåden spiller en vis rolle. I Oslo hedder den naturligvis noget andet, nemlig ”Danskebåten”.

Flakstad er født og opvokset i Danmark, men hans hjerte tilhører tydeligvis Norge i almindelighed og Bergen i særdeleshed. Bogen er nærmest en turistbrochure i stift bind. Flakstad løber på sin vis åbne døre ind. Norge hører allerede til danskernes mest foretrukne rejsemål i skarp konkurrence med Grækenland, kun overgået af Spanien, Italien og Tyskland. Men danskerne tager først og fremmest til Norge for at opleve naturen, og det er Flakstads ærinde at markedsføre Norge som en kulturnation. Han skiller sig hæderligt fra opgaven, men hvis man skal sælge noget til danskerne, kan man med fordel gøre det med lidt mere munterhed, for nu ikke at tale om selvironi. Her kunne Flakstad lære lidt af de bergensiske brødre, som han også nævner, Vegard og Bård Ylvisåker, hvis satire mesterligt punkterer norsk selvhøjtidelighed.

Bogen forbliver deskriptiv, ja nærmest opremsende. Kun ganske forbigående berøres centrale emner som Norges forhold til EU, NATO og ikke mindst til Norden – for nu slet ikke at tale om det højaktuelle spørgsmål om Arktis, som mange danskere vil have en naturlig interesse i at vide noget om. 

Sine steder i bogen finder man en manglende omhu for detaljen. Bertel Thorvaldsen bliver til Thorvald Bertelsen, og der står, at den norske nobelpriskomité nedsættes af den norske regering, selv om den opgave er Stortingets. Der kunne som ganske almindelig forbrugervejledning gøres mere ud af det, der sprogligt samler og adskiller danskere og nordmænd. Det gælder helt ned til den berømmelige torsk fra Lofoten, som indtager en hovedrolle i Flakstads fortælling, fordi den i tørret form i mere end et halvt årtusinde har udgjort en væsentlig eksportartikel til det sydlige Europa. Hvorfor ikke bruge den norske betegnelse skrei? 

(Kristeligt Dagblad 1. juli 2021)

Hvad får en mor til at foragte sine børn?

Adrian Lloyd Hughes, Mors afskedsbrev, DR lyd

Udgangspunktet for TV- og radioværten Adrian Lloyd Hughes’ podcast er hans mors død som 67-årig for en snes år siden. Han og ikke mindst hans brødre havde et anstrengt forhold til deres mor, Jette Dreyer Hughes, men der ventede dem alligevel en ubehagelig overraskelse, for i et efterladt brev, som lillebror Adrian var blevet bedt om at læse højt efter hendes død, udtrykte moderen, hvad der ikke kan forstås som andet end foragt for sine børn. Dog havde hun et soft spot for den små Adrian.

Som efterklang af en stor klokke, der er slået hårdt an, står spørgsmålet og dirrer i luften: Hvad får en mor til at foragte sine børn? Hughes forfølger nu moderens egen historie for at finde ud af, hvad der i hendes fortid kan forklare en sådan reaktion. Det er på sin vis en klassisk psykoterapeutisk tilgang til problemet at ville forklare det biografisk. Det må være noget med barndommen, og han bliver bekræftet så langt, at moderens manglende evne til at elske sine egne børn antagelig er en karakterbrist, hun havde arvet fra sine egne forældre. Eller hvad hun som 21-årig erfarede faktisk var hendes adoptivforældre.

Begyndelsen af Thorvald
Dreyers biografi i Blå Bog
1957, der beskriver hans
første to ægteskaber. Biografier
i Blå Bog er bygget på oplysninger
fra den biograferede selv.

Adrians morfar var byggematadoren Thorvald Dreyer, der skabte sig en formue på at opføre almennyttige boliger f.eks. i Brøndby Strand og erhvervsejendomme som ”Buen” mellem Hovedbanegården og Vesterport Station i København.

Sammen med sin første kone, Johanne, født Deleuran, adopterede han Jette, som imidlertid mistede sin adoptivmor kort før sin konfirmation. Faderen fandt meget hurtigt derefter sammen med champagnepigen Inge Nielsen, der godt ti år senere i en alder af knap 40 år kom sørgeligt – og vist også temmelig belejligt – af dage ved en formodet faldulykke på Sicilien i 1962. Eneste vidne til ulykken var Frederiksbergs mangeårige borgmester Arne Stæhr Johansen, hvis elskerinde, Margot, meget hurtigt derefter blev Thorvald Dreyers tredje kone. Hun var tillige en meget dygtig advokat, og Thorvald og Margot Dreyer indgik i en ménage à trois – hvis ikke flere – med borgmesteren. De levede et liv med forgyldte badeværelser, indendørs pool og den røde løber som selvfølgeligt underlag for enhver færdsel.

Dermed åbnes der også til en historie om magtmisbrug, korruption, nepotisme og bedrageri i den danske byggebranche i det 20. århundrede, som havde fortjent at blive uddybet mere, hvis det var en historisk podcast, men det er det ikke. Det er personligt, og historien er, at Thorvald Dreyer og hans tredje kone forsømte børn og børnebørn. Drengen Adrian havde næsten ingen kontakt med sin morfar. Han måtte i bogstavelig forstand læse om ham og papmormoderen i de kulørte blade, hvis han ønskede at vide noget om dem.

Men ikke kun Thorvald Dreyer var fremmed for sine egne børn. Hans datter endte med i praksis at slå hånden af de børn, som hun havde fået med sin walisiske ægtemand, fordi hun var et andet sted i sit liv, som man kunne finde på at sige dengang. Hun var en entreprenant kvinde, der som midaldrende tog en uddannelse som psykolog og opnåede kortvarig berømmelse som stifter af et kontaktbureau. Hun havde udpræget forstand på mennesker, men en påfaldende mangel på forståelse for sine egne nære relationer.

Hughes afdækker en historie, der umiddelbart fascinerer og fastholder lytterens interesse, fordi den er så kulørt. I tilgift har han fået Ghita Nørby til at lægge stemme til sin mor. Det er antagelig podcastens bedst fungerende greb, for hvem er bedre til at give den som selvoptaget grande dame end en primadonna?

Men det er ikke det ekstraordinære, der er historiens bærende element. Det er det genkendelige. Vedkommende bliver historien, fordi den afdækker nogle mønstre, der går igen i mange familier, og i hvert fald fungerer som anfægtelse for den, der er blevet pålagt det umådelige ansvar selv at være forælder. Det er en fortælling om svigt, forstillelse, misundelse og det evigt vedkommende ønske om at blive elsket.

I Thorvald Dreyers biografi fra Blå Bog 1989, året
for hans død, er der intet spor af hans to første
ægteskaber. Hans evne til at afskrive menneskelige
relationer gik tilsyneladende i arv til hans adoptivdatter.

I sin karriere har Hughes gjort sig bemærket som en vært, der fylder meget i det rum, han befinder sig i, og det har delt publikum. Ikke alle bryder sig om ham. Denne anmelder retter sig efter Volmer Sørensens diktum, at man ikke bør have noget imod krukker, så længe der er noget i dem. Under alle omstændigheder er det ikke den velkendte Adrian Lloyd Hughes, der optræder i denne podcast. Dette er så meget alvor for ham, at det ikke lader sig håndtere med velartikuleret ironi og munter konversation. Han har, som man siger, taget af hovedstolen, og man kan simpelthen høre, ja nærmest føle, de psykologiske omkostningers træk på den personlige konto, når han fortæller og interviewer sine brødre og sin far. Hughes har investeret så meget af sig selv og sin familie i denne podcast, at det er temmelig umuligt ikke at lytte med.

(Kristeligt Dagblad den 29. juni 2021)

Tilbage til hovedsporet

Nationalmuseet, Vikingetidsudstillingen

Nationalmuseet har lukket og slukket for Jim Lyngvilds fotostater og åbnet dørene til en ny udstilling, der yder museets fantastiske vikingetidssamling fuld retfærdighed.

Der bruges en del skærme og projektioner i udstillingen. De fungerer godt og stjæler ikke billedet fra det, som er museets trumfkort: genstandene; lige fra den klejne pilespids i forvitret jern til den imponerende og næsten to kg tunge halsring i rent guld fra Tissø.

Udstillingen er opstillet i museets særudstillingshal, Egmonthallen, men den er tænkt som en semipermanent udstilling. Eftersom museet af økonomiske årsager har måttet opgive at arrangere egentlige særudstillinger, virker det som en klog beslutning at flytte den permanente vikingeudstilling til et rum, hvor der er plads til at folde temaerne ud.

I 1992 da Egmonthallen var helt ny, var særudstillingen ”Viking og Hvidekrist” et stort tilløbsstykke. Publikum stod i køb langt ude på gaden. Den samlede nogle af de allerfornemmeste genstande og skatte fra samlinger i hele verden og blev også vist i Paris og Berlin. Den lagde i høj grad vægt på vikingerne som kulturelt integreret i Europa, netop på et tidspunkt da spørgsmålet om europæisk integration stod højt på den politiske dagsorden. Særudstilling ”Viking” fra 2013, der også nåede til Berlin og London, var meget mere orienteret mod hverdagen, og hvad de arkæologiske fund kunne fortælle om vikingerne. Der blev lagt vægt på, at vikingerne ikke blot var krigere, men også bønder og handelsfolk.

I den nye udstilling føres den arkæologiske linje videre. Den betydelige udvikling, der er sket i den historiske og arkæologiske tekstilforskning i de seneste år, har sat sit præg blandt andet i form af fornemme rekonstruktioner af dragter. Vikingetidens skriftkultur har også fået øget opmærksomhed. Som i 2013 har man valgt at lade vraget af det vikingeskib, der kaldes ”Roskilde 6”, være den centrale genstand. Skibet var hele 37 meter langt og fylder derfor godt op i rummet. Kun kølen er bevaret, men den er såmænd imponerende nok i sig selv. Et metalskelet anskueliggør effektivt resten af skroget.

Fortolkningen har dog forskudt sig siden 2013, og det skyldes nok ikke mindst museumsinspektør Jeanette Varberg, der er hovedarkitekten bag. Hun er er mere til sværd og ild end vadmel og høslæt. Vikingerne var ganske rigtigt bønder og handelsfolk, men det adskilte dem ikke fra resten af verden på den tid. Viking betyder ganske enkelt sørøver. I et par hundrede år fra slutningen af det 8. til begyndelsen af det 11. århundrede dominerede de skandinaviske vikinger Nordeuropa i kraft deres overlegne evne til at føre amfibiekrig, og ”Roskilde 6” står i sin majestæt som repræsentant for den tids mest effektive krigsmaskiner.

Det skal jo ikke være Wissenschaft det hele,

så i Nationalmuseets butik kan man naturligvis

også erhverve sig en bog om, hvordan en ægte

viking fletter sit hår og lægger sin sminke.

(eget foto)

Udstillingen er naturligvis også et svar på den opmærksomhed og kritik, som den nu lukkede plancheudstilling blev genstand for. Grundlæggende er museet er vendt tilbage til sin kernevirksomhed, som er forskningsbaseret formidling med udgangspunkt i museets samlinger. Som en lære fra Lyngvilds popularitet har museet entreret med en kunstner, der har fået frie hænder til at skildre vikingetidens konger og dronninger. Det er der kommet nogle interessante historiske frihåndstegninger ud af, der kobler historiske gætterier med noget, der minder mest om et rollespilsunivers. Dermed er der også givet plads til det fabulerende uden at det får lov til at dominere. Målgruppen er bred. Der skal være noget for både børnehaver og gymnasieklasser, bedsteforældre og børnebørn, entusiaster og turister. Især de sidstnævnte er en væsentlig målgruppe, fordi de udgør – eller forventes at udgøre – en stor del af museets indtægtsgrundlag.

Udstillingen i 2013 fik kritik, fordi den savnede en fortælling. Der var mange fine genstande, men ingen historie. Det er der rådet bod på ved, at en del af denne udstilling er viet til en dramatiseret fortælling om en mand, der drager i viking, hvor der anvendes filmbidder og få, udvalgte genstande. Det er en smagssag, om man bryder sig om den slags, men det er under alle omstændigheder professionelt lavet. En virkelig interessant effekt opnås ved at vise tidligt kristne genstande fra blandt andet Syrien som et eksempel på, hvad vikingerne kunne møde på deres færd. Det kaster også et historisk lys på de nugældende forhold. Denne fortællende del af udstillingen vil blive udskiftet om et par år.

Under normale omstændigheder ville man kunne nøjes med at tage imod udstillingen som en tiltrængt formidlingsmæssig opdatering og udvidelse af den hidtidige vikingetidsudstilling, der efterhånden var blevet noget bedaget. Men efter nogle år, hvor direktøren havde gjort sig selv til hovedperson i et realityprogram, famlet lidt rundt med kedsomhedsknapper og kastet sin kærlighed på en asatro fotograf, er der anledning til at glæde sig over, at Nationalmuseet har fundet tilbage til hovedsporet.

(Kristeligt Dagblad 29. juni 2021. Enkelte stilistiske rettelser)

Hvorfor ikke Kina?

Ole Høiris, 'Det vilde' i europæisk idéhistorie, Aarhus Universitetsforlag

Først en gåde: I begyndelsen af 14.-tallet rejste en stor flådeekspedition ud og nåede så langt som til Indien og Afrikas østkyst, hvorfra den hjembragte en giraf til hovedstaden, hvor dyret vakte stor opsigt. Hvad hed hovedstaden? Gåden er relevant, fordi denne bog handler om, hvordan de europæiske opdagelsesrejser og den europæiske ekspansion fra den sene middelalder og frem formede den europæiske tankegang. Bogen er nærmest en videnskabshistorie, der beskriver hvordan Europa bevægede sig fra et bibelsk verdensbillede i Middelalderen over et verdensbillede bestemt af antikke tænkere i Renæssancen til et videnskabeligt ideal bygget på iagttagelse og fornuft i Oplysningstiden. De oversøiske rejser var ifølge Høiris essentielle i denne udvikling, fordi de anfægtede de overleverede forestillinger om verden. ”Opdagelserne spillede således en meget afgørende rolle i dannelsen af den særlige måde at erkende og agere i verden på, noget, som blev først Vestens og siden hele verdens.” Forudsætningerne for, at disse rejser kunne foretages var udviklingen af større havgående skibe foruden kompasset, krudtet og trykketeknikken, mener Høiris.

Og så er vi tilbage ved gåden. Svaret er – Beijing. Den opdagelsesrejsende hed Zheng He. Han rejste på opdrag af sin kejser ud med skibe af en størrelse og et mandskab af et omfang, som det tog europæerne århundreder at matche. På dette tidspunkt havde kineserne udviklet både kompasset, krudtet og bogtrykkerkunsten – samt meget andet. Og kineserne foretog altså også opdagelsesrejser. Men hvis præcis de samme forudsætninger var til stede i Kina, hvorfor udviklede kineserne så ikke den samme tankegang og videnskab som europæerne? Dette spørgsmål – kendt blandt globalhistorikere som ”The Needham Question” – svarer Høiris ikke på.

Høiris er som idé- og videnskabshistoriker gammeldags i den forstand, at han på sin vis reproducerer den myte, som Oplysningstiden fortalte om sig selv, nemlig at den selv repræsenterede lyset, der afløste det middelalderlige, religiøse mørke. Dermed reproducerer han også den eurocentrisme, der glemmer f.eks. Kina. Her skal det retfærdigvis bemærkes, at Høiris ikke er klassisk eurocentrist i den forstand, at han synes, at alt godt kommer fra Europa. Han er meget kritisk over for det europæiske blik på verden. Bogens første sætning lyder: ”Der er et særligt træk ved den europæiske måde at opfatte andre folk på.” En væsentlig pointe er, at der i udviklingen fra Middelalderen til i dag gør sig en bemærkelsesværdig kontinuitet gældende, nemlig at europæernes skiftende verdensbilleder altid har placeret europæerne øverst i et forestillet hierarki blandt verdens folk, uanset om Bibelen, klassikerne eller moderne videnskab ligger til grund. Men det forbliver stadig eurocentrisme, uanset om man mener, at alt godt eller alt skidt kommer fra Europa.

Derfra er det blot som om projektet stikker lidt af fra Høiris, og han fortaber sig i videnskabshistoriske, kartografiske og mange andre refleksioner. Det er stadig en uhyre interessant bog, præget af, at dens forfatter har en lang karriere som universitetslærer bag sig. Man kan godt se mange af bogens pointer leveret som punchlines i et auditorium. Kvaliteten i Høiris’ undersøgelse ligger i detaljen, f.eks. hans ikonografiske analyse af ”vildmanden” i den europæiske forestillingsverden. Kapitlet om det europæiske møde med grønlænderne i det 16. og 17. århundrede – altså før Hans Egedes missionsfremstød – er også uhyre læseværdigt. Aarhus Universitetsforlag har dertil virkelig lagt sig i selen. Bogen er i stift bind og udsøgt illustreret i en høj trykkvalitet, finansieret af en række gode fonde.

Som akademisk afhandling udgivet på et universitetsforlag mangler bogen imidlertid en vigtig bestanddel, nemlig hvad man kalder forskningsdiskussionen. Det kan lyde som en uvedkommende og verdensfjern genre, men den er væsentlig, fordi den skal gøre rede for, hvad denne bog bibringer af ny viden, og hvorfor denne viden er vigtig. Hvad siger Høiris, som man ikke allerede kan få at vide ved at læse den eksisterende litteratur? Eller sagt på en anden måde: Hvorfor er denne bog ikke overflødig? Det er den ret dårlig til selv at gøre rede for, ikke mindst set i lyset af, at den skriver sig ind i en uhyre omfattende diskussion om, hvad der udgør det særligt europæiske. Høiris har isoleret sig selv fra denne diskussion, og det er en skam, for dermed bliver bogen kun relevant for dem, der kender denne diskussion i forvejen.

(Kristeligt Dagblad 15. maj 2021. Avisen havde en anden rubrik)