For Ebbe Reich blev Grundtvig forløst erotisk

Ebbe Kløvedal Reich, Frederik. En Folkebog om Grundtvigs tid og liv. Gyldendal 1972

Da denne bog udkom i foråret 1972 fik den en overvældende modtagelse, og den solgte i store oplag. Kristeligt Dagblad havde sendt bogen til anmeldelse hos frimenighedspræst og højskoleforstander Poul Engberg (1908-2008), der måtte overgive sig:

”Når der nu fra venstreorienteret, mere eller mindre revolutionær side foreligger et så fantastisk værk som dette om ’den gamle’, må det ikke blot tages som et tegn på, at ingen, der lever med i dette lands skæbne, kommer uden om hans monumentale skikkelse. Vi bør hilse værket velkommen som en solstribe i dagningen. Vi hører trods alle meningsforskelle sammen i dette folk.” Ja, Engberg gik så vidt som til at tilslutte sig Reichs tanke om, at der var tydelige paralleller mellem Grundtvigs og Maos tanker: ”Det var nemlig en kulturrevolution, han ville, ’den gamle’, deri har Ebbe ret.” (KD, 1. april 1972)

Bogen blev Ebbe Reichs folkelige gennembrud som historiker og historiefortæller. Selv var han vokset op i et miljø, der var fremmed for grundtvigianismen, som han først mødte, da han i 1968 blev ansat som lærer på Askov Højskole. 

Mens den tidlige litteratur om Grundtvig havde koncentreret sig om personen N.F.S. Grundtvig, havde Efterkrigstidens Grundtvigforskning i høj grad fokuseret på den litterære og teologiske værkanalyse. Ebbe Reich var påvirket af ikke mindst Kaj Thanings fortolkninger af Grundtvigs værk, men han anvendte dem til at give sin egen version af Grundtvigs person og levned. Det hænger ikke mindst sammen med, at Reich var påvirket af psykoanalysen, der netop er meget biografisk orienteret. Samtidig er det også tydeligt, at han var afhængig af Hal Kochs tolkning, der lagde vægt på, at der i det tilsyneladende vanvid også lå et erkendelsespotentiale. Det talte til flipperen Ebbe, der eksperimenterede med bevidsthedsudvidende stoffer.

Reichs bog er på en og samme tid vidnesbyrd om hans nyvundne fortrolighed med Grundtvigs liv og værk og hans vilje til at fiktionalisere. Bogen har fået genrebetegnelsen romanbiografi. Andre betegnelser – senest ’exofiktion’ – er siden blevet bragt i anvendelse for at karakterisere de bøger, der bygger på virkeligheden uden at forpligte sig til altid at overholde historievidenskabens konventioner. De trækker alle på den legitimitet, som henvisningen til virkeligheden giver, samtidig med, at forfatterne ikke forpligter sig til at sige sandheden.

Reich lagde replikker og situationer ind i sin tekst, for hvilke der ikke er belæg i kilderne. Det interessante er, at han sjældent greb til vidtløftige fabuleringer. Derimod var små afvigelser fra det dokumenterbare nok til, at han kunne præstere en ny tolkning af Grundtvigs biografi. Som prægnant eksempel kan nævnes Grundtvigs religiøse krise i december 1810. Fra Grundtvigs ungdomsven Sibbern kendes en erindring om en episode på Vindbyholt Kro, hvor Grundtvig havde følt djævelen som en slange, der havde snoet sig om hans krop. I Reichs gengivelse bliver det imidlertid til, at slangen snoede sig indefra og ud gennem Grundtvigs ryg. Det er ingen uvæsentlig variation, fordi Reich dermed konverterede episoden fra at være et møde med djævelen til at være en oplevelse, der snarere giver mindelser om den erotiske kraft, kaldet kundalini, som Reich kendte fra sin hjemmelsmand og navne, psykoanalytikeren Wilhelm Reich.

Fra Kaj Thaning kendte Reich Grundtvigs betagelse af den frigjorte engelske kvinde, Clara Bolton, som han traf under sin rejse til England i 1830. I et langt senere digt beskrev Grundtvig mødet i sanselige vendinger, og det omtolkede Reich til, at der var tale om et fuldbyrdet erotisk forhold. Berømt blev den replik, som Reich lagde i munden på Grundtvig under et besøg hos Clara: ”I Helligåndens navn lad kødet tale!” 

Det var et mønster i Reichs fortolkning af Grundtvigs biografi, at det erotiske i forening med det spirituelle blev forløsende for Grundtvig. Det gjaldt således også i 1867, da Grundtvig i det, som af omgivelserne blev tolket som vildelser, blandt andet meddelte, at den aldrende enkedronning Caroline Amalie skulle føde en ny Holger Danske - antydningsvis ved Grundtvigs egen mellemkomst.

Ser man bort fra bogens elementer af fiktion, bestod dens appel i, at den koblede samtidens ungdomskultur, det psykedeliske, feminismen, mysticismen til det 19. århundredes romantik, idealisme og mytologi-dyrkelse. Samtidig blev den også et indlæg i debatten om Danmarks indtrædelse i EF. På samme måde som hans samtidige samarbejdspartner Ejvind Larsen ved hjælp af Grundtvig gjorde kristendommen til et anliggende for venstrefløjen, gjorde Ebbe Reich danskhed til et brugeligt begreb sammesteds.

(Kristeligt Dagblad 22. okt. 2022)

Da Grundtvig og Marx fandt sammen

Ejvind Larsen, Grundtvig – og noget om Marx, udgivet som et særnummer af tidsskriftet Kredsen, nr. 4, 1972

Der står 1972 på omslaget, men dette nummer af tidsskriftet Kredsen var så forsinket, at det først udkom i 1974. På dette tidspunkt havde de første chok lagt sig over, at man kunne gøre noget så usædvanligt som at jævnføre Marx og Grundtvig, for journalist og redaktør Ejvind Larsen (f. 1936) havde selv sammen med Ebbe Kløvedal Reich året før forfattet et skuespil, ”Til kamp mod dødbideriet!”, hvor Grundtvig blev præsenteret som kapitalismekritiker.

Ejvind Larsen er selv vokset op på Amager med kirkegang i Vartov, og det er ikke tilfældigt, at hans skrift udkom som et særnummer af et tidsskrift udgivet af Studenterkredsen, hvor Larsen havde fået sin teologiske opdragelse. Han var tillige venstresocialist, og man kan læse udgivelsen som hans forsøg på at forene modsætningerne i de livsanskuelser, han abonnerede på.

Larsen lod Marx og Grundtvig mødes i det praktiske: ”Aandens Løsen er Bedrifter!” Det udsprang af nogle konkrete erfaringer med ungdomsoprøret, der også havde ramt højskolerne. Først gik det ud over Ryslinge Højskole, hvor der i 1968 udbrød oprør blandt eleverne i forbindelse med, at netop Venstresocialisterne afholdt et møde på skolen. Også på Askov Højskole, hvor Ebbe Reich var lærer, var der et par år senere oprør. Der var med andre ord brug for at sætte ord på mødet mellem den grundtvigske højskole og den marxistiske ungdom. 

Til det formål trak Larsen store veksler på Kaj Thanings disputats fra 1963, der lagde vægt på Grundtvigs folkelige vending i 1832. Den betød, at Grundtvig fra dette tidspunkt skelnede mellem det kirkelige og det folkelige. Dermed blev for det første oplysning frigjort fra forkyndelsen og for det andet det politiske adskilt fra religion. I de følgende år udviklede Grundtvig sine tanker om danskhed og folkelighed, ikke mindst om behovet for, at også bondestanden havde krav på oplysning og deltagelse i samfundslivet. 

Grundtvigs folkelighedsbegreb byggede på et opgør med standsopdelingen af samfundet, altså det princip at der består uoverstigelige sociale og kulturelle forskelle i samfundet. For Grundtvig måtte folkelighed indebære et lighedsprincip i social og kulturel – men dog ikke i økonomisk – forstand. Denne tanke greb Larsen fat i, men for at få pengene til at passe lod han ”folkelighed” forblive en flydende betegner. På den ene side var det udtryk for et lighedsprincip, men på den anden side fastholdt han også en hierarkisk betydning af begrebet, således at det kunne paralleliseres med den arbejderklasse, som han kendte fra marxismens begrebsverden. Det underbyggede Larsen ikke mindst med de kritiske bemærkninger, som Grundtvig gjorde sig om den kræmmerkapitalisme, han havde mødt på sine rejser til England i begyndelsen af 1830erne. 

Således kunne da bøndernes andelsbevægelse i Larsens fortolkning blive udtryk for en proletarisk og nær-demokratisk bevægelse, der var udsprunget af Grundtvigs tankegang. Man kan tolke det som en senfølge af denne konklusion, at Pelle Dragsted fra Enhedslisten – et efterfølgerparti til VS – i 2021 fik N.F.S. Grundtvigs pris af Grundtvigsk Forum for sine tanker om bl.a. andelstanken som en særlig slags nordisk socialisme. Man må sige til Larsens forsvar, at han udmærket kendte den historiske forskning, der tydeligt viser, at der ikke er nogen beviselig direkte forbindelse mellem Grundtvig og andelsbevægelsen. Ikke desto mindre lod han pointen blive hængende, og dermed cementerede han den opfattelse, at der var noget om snakken. 

Man kan sige, at socialisterne tog førergreb på Grundtvig, når de hævdede, at han var på deres side. Enkelte røster – som f.eks. den unge Bertel Haarder – gjorde dengang krav på Grundtvig som borgerligt-liberalt forbillede, men havde kun begrænset held med forehavendet. Grundtvig blev et ikon også for venstrefløjen. Blandt andet Kristeligt Dagblad har været kritisk over for den omstændighed, at præster i højere grad end befolkningen som helhed stemmer på venstrefløjspartier som SF og Enhedslisten. Man kunne også vende den iagttagelse om og sige, at venstrefløjen er forblevet åben som missionsmark. 

Larsen selv svigtede ikke sit embede som kirkegænger. Han rummer modsætningen mellem Marx og Grundtvig i sin person. Som skribent har han ubesværet anvendt ordene ’bolignød’ og ’arvesynd’ i samme sætning. Som redaktør, journalist og public intellectual har han mere end de fleste bidraget til, at kirke og kristelighed er emner, der også tages alvorligt på venstre side af det politiske spektrum. 

(Kristeligt Dagblad 17. okt. 2022)

Den sekulariserede Grundtvig

 Kaj Thaning, For menneskelivets skyld. Grundtvigs opgør med sig selv. Gyldendal 1971

Sognepræsten og højskolemanden Kaj Thaning (1904-1994) forsvarede i 1963 en disputats i tre bind om Grundtvig. Otte år senere samlede han sine konklusioner i en mere håndterlig bog på godt 200 sider. Heller ikke den er dog særlig tilgængelig for den læge læser. Thaning fik betydning ikke mindst blandt teologer, og hans tolkning af Grundtvig er antagelig en af efterkrigstidens mest indflydelsesrige, fordi han bragte Grundtvig i pagt med tidens strømninger. Det var Thaning, der gjorde Grundtvig spiselig for efterkrigstiden, som grundtvigforskeren Ole Vind har bemærket et sted.

Ofte anvendes et af omslagene i Grundtvigs liv som fortolkningsnøgle til hans forfatterskab. Man har peget på hans romantiske vækkelse, da han var huslærer på Langeland 1805-08 eller hans kristelige vækkelse 1810-11 som afgørende. De fleste opfatter udviklingen af den såkaldte kirkelige anskuelse eller ”den mageløse opdagelse” fra 1825 som afgørende, fordi han hermed omdefinerede sin opfattelse af kristendommen fra at være en personlig vækkelse til at være deltagelse i et historisk defineret menighedsliv.

Thaning mente derimod, at Grundtvig først blev grundtvigianer i 1832, fordi han på dette tidspunkt udskilte det folkelige fra det kirkelige, anskuelsen fra troen, mennesket fra religionen. Det er Thanings opfattelse, at Grundtvig indtil da – og her bruger han ikke mindst prædikenerne som kilde – abonnerede på en luthersk bodskristendom, der opfatter mennesket som en synder, hvis eneste opgave her i livet er at søge Guds nåde, før det indhentes af døden. Efter 1832 derimod kom Grundtvig ifølge Thaning til erkendelse af, at kristendommen er til for menneskelivets skyld. ”Ja, livet mellem fødsel og død er selve forudsætningen for, at evangeliets tale om frelse overhovedet kan give mening. Det er jo menneskelivet, der oprejses, genfødes og befries fra dets fjender. Kristendom betyder ikke frelse fra livet, men til livet, trods døden.”

Thaning greb fat i en upubliceret verselinje fra 1837, ”Menneske først, og kristen så”, som han ligefrem udnævnte til Grundtvigs motto. Pointen er skabelsesteologisk. Menneskelivet er ikke defineret af syndefaldet, men af gudbilledligheden, den ånd, som Vorherre oprindeligt indblæste i Adam. Det gør menneskelivet til forudsætning for, at Guds ord kan høres. Deraf udviklede Grundtvig sin opfattelse af sproget som definerende for mennesket og også den opfattelse, at det er de citater af Jesu egen mund, som siges før nadver og dåb, som er gudstjenestens, ja kristendommens kerne. De er de egentlige ”levende ord”. Dermed er kristendommen heller ingen læresag. Prædikestolen er ikke en lærestol og vice versa. Grundtvig mente derfor også, at undervisningen i skolevæsenet ikke skulle være forkyndende.

Thanings tese modtog fra begyndelsen kritik, og den er da også ført noget håndfast igennem. Når man vil underordne et så vældigt forfatterskab som Grundtvigs en enkelt tanke, risikerer man at alle elementer heraf reduceres til henholdsvis foregribelser, bekræftelser og efterklange af det, man ønsker at vise. Men ikke desto mindre identificerede Thaning et vigtigt moment hos Grundtvig, nemlig hans opfattelse af forholdet mellem helligånd og folkeånd. 

Thaning lagde selv vægt på forskellen mellem de to. Det hang sammen med, at han selv tilhørte første generation af Tidehvervsbevægelsen, der kierkegaardsk understregede den absolutte afstand mellem Gud og mennesket og derfor også stærkt kritiserede den kortlivede Grundtvig-renæssance under besættelsen, der netop understregede sammenhængen mellem folkeånd og helligånd. Det var hvad Hal Koch kom meget tæt på at prædike i efteråret 1940. Thanings samtidige Vilhelm Krarup (1904-1999) ålede netop Hal Koch for at blande danskhed og kristendom. Det er så blevet overskygget og kompliceret af, at Vilhelm Krarups søn, Søren Krarup fra midten af 1980erne stod i spidsen for en fuldstændig omvending af Tidehvervsbevægelsen til at være fortaler for netop den tanke, at danskhed og kristendom hænger sammen. Da var Thaning for længst ude af Tidehverv.

Thanings tolkning af Grundtvig betød en langt større understregning af Grundtvigs skabelsesteologi. Det åbnede for en forbindelse mellem Løgstrup og Grundtvig, som ikke mindst Ole Jensen stod for. Det havde også den væsentlige konsekvens, at den politiske Grundtvig blev frisat. Thanings sækulariseringstese gjorde det lettere at spænde Grundtvig for en politisk vogn uden først at skulle aflægge teologisk regnskab. Det åbnede for en helt uventet alliance mellem Grundtvig og venstrefløjen hinsides Socialdemokratiet. Den tråd blev samlet op af Ebbe Kløvedal Reich og Ejvind Larsen.

(Kristeligt Dagblad 1. oktober 2022)

Den profetiske seer

Hal Koch, Grundtvig, Gyldendal 1944

Da den 36-årige professor i kirkehistorie, Hal Koch, i september 1940 udbød en forelæsningsrække om Grundtvig, herskede der stadig et generelt mødeforbud, men eftersom der formelt set var tale om undervisning, kunne forelæsningerne gennemføres – og det for fulde huse. De blev også trykt som kronikker i landets aviser og siden holdt i radioen. I 1941 blev de i revideret form udsendt som bog på svensk og to år efter på dansk.

Det var tydeligt, at Hal Koch talte til tiden. Indledningskapitlet gengiver åbningsforelæsningen uredigeret, hvor Hal Koch talte under indtryk af den krig, der blev ført i Europa. Dansk ungdom var ikke blevet kaldt bort til krigens gerning, sagde han, og universitetet kunne fortsætte sin virksomhed. ”Og dog er de fleste af os kommet ængstede, bekymrede, raadvilde. Og Vé jer, om I ikke har følt det hver og en. Bekymrede og raadvilde, fordi vort Land og vort Folk er bleven en Kastebold for stærke Magter – ikke for stærkere Magter, som det saa ofte siges, men for voldsomme Kræfter, der truer vor hele Eksistens. Og med Eksistens tænker vi ikke paa Handel og Industri, paa Landbrug og andre Næringsveje, vi tænker ikke paa Føde og Klæder, men vi tænker paa vort danske Rige, vort Folk og vort Sprog, som er den Rod, vi er rundet af, den Plet Jord, vi er bundet til. Har I ikke følt den Bekymring, er I ikke ængstede og raadvilde helt ind i Sjælegrunden, da duer I ikke til andet end at kastes ud og trampes ned.”

Koch anvendte en for ham ukarakteristisk national patos. Han talte om den nødvendige besindelse på danskheden, kravet om kamp for ”dansk Aand og Tunge”, og derfor havde han valgt at tale om Grundtvig. ”For ham var det at være Menneske hele Livet igennem uløseligt sammenknyttet med det at være dansk … Derfor staar han os nærmere i vor Raadvildhed, fordi han virkelig ved noget om, hvad dansk Menneskeliv er. Derfor lytter vi til hans Sang – ikke for at gentage eller efterligne, men fordi Skjalden, Livets kaarne Spejder, formaar at kaste Lys over den Vej, der for Tiden snor sig trangt og sært.”

I direkte polemik mod bl.a. psykiateren Hjalmar Helweg, der mente at store dele af Grundtvigs værker kan forklares med sindslidelse, fremhævede Hal Koch, at Grundtvig ”er den profetiske Seer, der skuer ind i Dunkelheden”. Stillet over for den fortvivlelse, som hans tilhørere stod over for i 1940, tilbød han dem ingen løsninger, men den mulighed sammen med Grundtvig at skue ind i det dunkle og gådefulde, det fortvivlende.

Selv om bogen gør indtryk af at være en biografi, interesserede Koch sig i grunden kun for den unge Grundtvig, ikke mindst hans store krise i 1810-11. Koch benægtede ikke, at den rummede et element af sindslidelse, men han fremhævede, at krisen førte til meget mere end den vækkelse og golde biblicisme, som normalt fremhæves som resultatet. Grundtvig havde været ude i ”Livets Grænseland, hvor man skuer de sidste Ting” og var nået til et helhedssyn på ”Tro og Viden, Religion og Kultur”. Han udsondrede sig ikke – som de vakte kredse gjorde - fra menneskelivet. ”Langt snarere kunde man kalde ham Humanist, i den Forstand, at intet menneskeligt var ham ligegyldigt,” som Koch provokerende skrev, vel vidende at humanismen for de fleste betragtedes som kristendommens modsætning.

Bogen slutter med nogle refleksioner over Grundtvigs opfattelse af folkelighed, hvor Koch måtte medgive, at Grundtvigs skrifter ofte havde brod mod tyskerne. Men ifølge Koch kunne man ikke tage Grundtvig til indtægt for et had mellem nationerne. Grundtvigs tanker bar først og fremmest præg af noget fællesmenneskeligt. ”Man er nu engang ikke Menneske i al almindelighed, men man hører hjemme i et Folk, det være sig Dansk, Tysk eller Engelsk, og denne Kendsgerning skal og maa tages alvorligt.” Det er et vilkår ifølge Koch, at mennesket ikke er ”den Herre, som suverænt kan tage Livet i sin egen Tjeneste”. Dermed lagde Koch op til den tolkning, der har været dominerende i grundtvigske kredse siden, nemlig at Grundtvigs forståelse af danskhed ikke er det samme som aggressiv nationalisme.

Efter krigen og indtil sin død i 1963 bevarede Hal Koch sin fremtrædende plads i den offentlige debat. Han er i dag først og fremmest kendt som forfatter til pamfletten fra 1945, Hvad er demokrati? Det har fået mange til at antage, at han også i 1940 talte om demokrati, men det er en efterrationalisering. Man kan godt med lidt god vilje se, hvordan elementer af bogen om Grundtvig peger frem mod den konklusion, som Hal Koch drog af besættelsen, nemlig at konflikten ikke var mellem dansk og tysk, men mellem demokrati og nazisme. Men der står stadig ikke et ord om demokrati i bogen om Grundtvig.

(Kristeligt Dagblad 20. sep. 2022. Rubrikken var en anden.)

Var Grundtvig sindssyg?

Hjalmar Helweg, N.F.S. Grundtvigs Sindssygdom, Henrik Koppels Forlag 1918, 128 sider. Andet oplag 1932.

”Grundtvig… var han ikke bare sindssyg?” Det er et spørgsmål, man ofte kan møde, hvis digteren, præsten, historikeren og meget andet N.F.S. Grundtvig (1783-1872) er emnet for almindelig konversation. At der kunne hæftes en psykiatrisk diagnose på Grundtvig, blev som teori første gang bragt på bane i 1918 af den unge og lærde reservelæge på Københavns Kommunes psykiatriske hospital, Skt. Hans ved Roskilde Hjalmar Helweg (1886-1960). Helwegs bog fik stor indflydelse, ikke mindst fordi den lokkede med at sætte noget så uhåndterligt, vældigt og sammensat som Grundtvigs levnedsløb og forfatterskab på en relativt enkel formel.

Det var nu slet ikke Helwegs hensigt med bogen at reducere Grundtvigs biografi til en overskuelig sygejournal. Tværtimod ønskede han at gøre op med de almindelige fordomme om sindets sygdomme. ”At den sindssyge tænker forrykte Tanker, udfører vanvittige Handlinger og intet andet, synes de fleste en Selvfølgelighed; men at en Hjerne, der har været hjemsøgt eller endnu hjemsøges af Sygdom, kan præstere noget virkeligt værdifuldt, falder kun de færreste ind.” Dermed ønskede Helweg ved hjælp af den almindelige agtelse, som Grundtvig nød, at kaste et formildende lys på samtidens psykiatriske patienter ved at vise, at også de kan være gode og nyttige borgere. ”Det manio-depressive Anlæg kan forme rigere nuancerede Personligheder, kan understrege Egenskaber, der ellers maaske ikke vilde træde frem over Niveauet, kan give Fantasien mere Fart, og Udladningerne mere paradoksal Kraft, end den almindelige ’sunde’ Hjerne kunde præstere.”

Det var ikke fordi tidligere redegørelser for Grundtvigs levnedsløb havde fortiet noget. De havde blot andre begrebsligheder at gøre godt med, når det handlede om de kriser, der vitterligt var i Grundtvigs liv, ikke mindst den, der indtrådte i slutningen af 1810. Grundtvig havde indtil da troet, at han skulle være historiker og litterat i hovedstaden, men så anmodede hans far, den aldrende præst i Udby-Ørslev pastorat ved Vordingborg, Johan Grundtvig, sin søn om at træde til som hjælpepræst, og det kastede Grundtvig ud i en alvorlig krise. Den første store biografi, der udkom om Grundtvig, var skrevet af en nordmand, H. Brun, i 1882, og Brun lagde lige som mange følgende af Grundtvigs levnedsskildrere vægt på at denne krise som en form for omvendelse. Den alvor, som en sådan forandring indebar, medførte også, at ”hans Sinds Tilstand grændsede til Vanvid”, som Brun skrev. Men det var altså stadig at forstå inden for et religiøst univers, hvor det ikke handler om helbredelse, men om sjælens frelse.

Helweg derimod mente at kunne identificere krisen som et udslag af en manio-depressiv psykose. Helwegs verdensbillede var medicinsk og ikke religiøst, og han forstod Grundtvig i overensstemmelse hermed. Helwegs værk var i pagt med den stigende selvbevidsthed, hvormed den medicinske videnskab i det 20. århundredes begyndelse erobrede retten til at give forklaring på fænomener, der indtil da havde hørt under f.eks. æstetikkens eller moralens jurisdiktion. Helwegs samtidige, bakteriologen Carl Julius Salomonsen, holdt i 1919 et berømt foredrag om den moderne kunsts bevægelse bort fra det figurative. Salomonsen mente, at fx Picassos abstrakte malerier var udtryk for en form for smitsom sindslidelse.

Helwegs forståelse af sygelighed og sundhed var bundet op på det, som vi i dag ville kalde kulturelle, sociale eller æstetiske markører. Det bliver meget tydeligt, når han forsøgte at se sin pointe bekræftet ved hjælp af litterær analyse. Selv de mindste ting blev for Helweg til tegn og varsler på overståede eller kommende sygdomsanfald. Han betragtede det f.eks. som et sundhedstegn, at Grundtvig rettede sit oprindelige ordvalg i ’Velkommen igen, Guds engle små’ fra ’rollinger’ til ’puslinger vi har i hver en vrå’. Det anså Helweg som mere smagfuldt og tolkede det dermed også som et udtryk for, at Grundtvig var i bedring, da han rettede i sit digt.

(Kristeligt Dagblad 9. sept. 2022. Rubrikken var en anden)

Hvis man vil vide, hvem Amdi er

 Rune Skyum-Nielsen, Amdi bliver til, Politikens Forlag

Efter at jeg for snart 25 år siden udgav en bog om skolesamvirket Tvind og Mogens Amdi Petersen (f. 1939) har jeg ikke tal på de gange, jeg er blevet ringet op af journalister, der har stillet mig spørgsmålet: ”Hvem er Amdi?” Jeg har altid svaret henholdende. Nu er der inden for kort tid kommet to rigtig gode bud, der begge søger svaret på dette spørgsmål i barndommen og ungdommen.

For et halvt år siden udkom Peter Tygesens bog om de første 40 år af Mogens Amdi Petersens liv (anmeldt her i avisen 8. marts), og nu følger Rune Skyum-Nielsen med sin version af historien. Begge bøger er journalistiske i den forstand, at de først og fremmest bygger på interviews med folk, der har kendt Amdi Petersen, og derfor er det også i vid udstrækning den samme historie, de fortæller – med de variationer og forskydninger, som den menneskelige erindring nu engang lægger ind i stoffet på 50-70 års afstand.

Skyum-Nielsen har arbejdet sammen med skuespilleren Thure Lindhardt, og der antydes et filmprojekt. Det er måske også her man skal finde grunden til hans mere psykologiske tilgang til emnet, ønsket om at trænge ind i personligheden. Det er antagelig lige så meget skuespillerens som psykologens ambition om at forstå, der gør sig gældende.

Breve, som de to sammen har skrevet til Amdi Petersen i håbet om et interview i hans mexicanske eksil, er aftrykt i bogen: ”lad os tale om dit uforlignelige liv”, beder de om. ”Uden dig ville der have været færre pædagogiske landvindinger. Uden dig færre fællesskaber. Uden dig mindre at skrive hjem om.” Men de smigrer forgæves. Indtil videre har kun Pia Elers, som udgav bogen ”På rejse med Amdi” for 2 år siden, haft held med få Amdi Petersen i tale.

Lindhardts og Skyum-Nielsens breve kredser om slægtens betydning. Som de skriver til Amdi Petersen: ”Det er kuriøst, at begge dine bedsteforældre hed Peter Petersen, og begge kom til verden på en mølle den samme dag, nemlig 8. april 1873. At de skulle få så forskellige skæbner. Mens din farfars djurslandske familie vadede i ulykker, blev din vestfynske morfar en stor kanon.” I overensstemmelse med denne iagttagelse er to af bogens indledende kapitler viet den petersenske slægtsforskning. Det er selvfølgelig noget af et sammentræf, at forfædrene var møllere, men pointen hænger lidt i luften. Var den store vindmølle, som blev bygget ved Tvind i Vestjylland i slutningen af 1970erne under Amdi Petersens lederskab en eller anden form for forsøg på at måle sig med ophavet?

Mogens Amdi Petersen var en opløben knægt fra Ringe, den strenge skoleinspektørs søn, der endte med at gøre oprør mod sin fars værdier, en 1968er før begrebet blev til. Amdi Petersen var som ung nyansat skolelærer medstifter af et kollektiv i Odense i 1963, og han gjorde sig efterhånden bemærket som karismatisk midtpunkt i byens kreative venstrefløjsmiljø. I 1965 blev han efter to års prøvetid nægtet fast ansættelse i Folkeskolen med den udtrykkelige begrundelse, at han var for langhåret. Sagen vakte landsdækkende opsigt, og der har siden været spekuleret i, om der i virkeligheden var en anden grund. Skyum-Nielsen ventilerer en troværdig teori om, at Amdi Petersen havde brudt en aftale med skolens ledelse. Desværre meddeler han ikke, hvad denne teori bygger på. Samtidig forsøgte Amdi Petersen sig med usædvanligt ringe held som træskibsreder, og endelig tog han med nogle venner på en dramatisk jordomrejse, hvor forfatteren Arne Herløv Petersen også deltog. Det er ikke mindst hans dagbøger, bogen bygger på. Bogen slutter med en dramatisk retssag i Flensborg, hvor Amdi Petersen blev idømt fængselsstraf efter at have deltaget i en politisk demonstration. Da var han 30 år gammel.

Skyum-Nielsen har en tendens til dramatiserende fyldekalk: ”Kolding lå menneskeøde hen, da et sæt billygter skar igennem natten og søgte ned ad Fredericiagade.” Det er lige før, at natten også var mørk og stormfuld. Men bortset fra det er han en ferm fortæller, og bogen bygger på grundig research. Man er i gode hænder. Dertil er bogen fortrinligt illustreret. Så hvis man vil vide, hvem Amdi er, er denne bog et godt sted at begynde.

(Kristeligt Dagblad 30. aug. 2022)

To samtidige

Anders Holm, To samtidige, Forlaget Anis

Skulle man genopføre det 19. århundrede som kammerspil, ville N. F. S. Grundtvig (1783-1872) og Søren Kierkegaard (1813-1855) antagelig optræde. Det er i brydningen mellem det grundtvigske og kierkegaardske, at den moderne folkekirke er blevet til, en forening af tilsyneladende modsætninger; Grundtvigs profetiske kæmpeskikkelse over for Kierkegaards anæmisk-koleriske flaneur, yderlighed over for inderlighed. 

At de var uenige, lader sig ikke benægte, men striden er ofte blevet reduceret til eksempler på begge d'herrers ubetvivlelige håndelag for polemik og satire. Berømt er Kierkegaards karakteristik af grundtvigianerne som den »lille Troup af Begeistrede, der ere dannede paa Pastor Grundtvigs ølnordiske Skjenkestue«. Baggrunden for kritikken var Grundtvigs beskæftigelse med historien, især den oldnordiske litteratur. 

Søren Kierkegaard af Louis Hasselriis.
Det teologiske Fakultet, KU.
(eget foto)

For Grundtvig var kristendommen et historisk fænomen, en virkelighed, der omsluttede mennesket. Historisk bevidsthed gav indsigt i menneskelivets grundvilkår og den måde, hvorpå kristendommen greb ind i det. Kristendommen var noget, der hændte mennesket over tid. 

Kierkegaard derimod betragtede det historiske som udenværker, der kun afledte opmærksomheden fra det ene forhold, at sandheden var subjektiviteten, og at den var en tildragelse, som fandt sted på et øjeblik. Grundtvigsk kristendom udlevedes noget forenklet som en proces i menighedens og folkets fællesskab, mens Kierkegaard i egentlig forstand ikke kunne være menighedsdannende. Hans kristendom skyede mængden og udspillede sig inde i det moderne storbymenneskes eksistentielle ensomhed. En pointe hos Holm er det, at de begge bevægede sig, ikke nødvendigvis med eller mod, men i forhold til hinanden. Begge hørte på hver deres tidspunkt til den eksisterende kirkes væsentligste kritikere, Grundtvig i sin ungdom, Kierkegaard mod slutningen af sit liv, da han vitterligt stødte alle fra sig med sin voldsomme kritik af statskirkens ' Levebrødsgejstlighed'. Der udspandt sig direkte og ikke mindst indirekte en dialog mellem de to teologer. 

Det giver lejlighed til at pege på nogle vigtige lighedspunkter, herunder at Grundtvig faktisk kunne se noget rigtigt i Kierkegaards stormløb mod kirken - især efter at stormløberen selv var død. For både Grundtvig og Kierkegaard handlede det om at løse det problem, den historiske bibelkritik havde opstillet, nemlig hvordan man kunne tale om, at der udgik en autoritet fra et skrift, som havde vist sig blot at være et historisk dokument. Det handlede om at komme om ved den historiske afstand og gøre evangeliet samtidigt, nærværende. Grundtvig gav mundtligheden forrang som formidler af forbindelsen til Gud. I trosbekendelsen, fadervor og nadverindstiftelsens ord så - eller rettere hørte - han autentiske og uforvrængede ord som af Jesu egen mund, hvad han kaldte »det levende ord«. Kierkegaard pegede ganske rigtigt på, at en mundtlig tradition ikke er spor mere ægte end en skriftlig. Hans løsning var at fastholde det umulige eller paradoksale i kristendommen, således at afstanden til Jesus Kristus kun kunne overvindes i troens spring, ikke ved forstanden, dannelsen eller historisk lærdom. 

Anders Holm er en sagtmodig og uprætentiøs lærd, der afvikler sine pointer med klarhed, knaphed og præcision. Han har gjort sig den ikke ringe ulejlighed at sætte sig meget grundigt ind i både Grundtvig og Kierkegaard, og for dem, der ikke lige har nået det, vil denne bog også gøre fyldest som en indføring i de to store forfatterskaber i almindelighed.

(Politiken 31. marts 2009)