Hans Hauge: Fast kein Nazi? Heidegger, Løgstrup und die Ethik. Jungeuropa Verlag.

Var Martin Heidegger nazist? Det er et stående spørgsmål i den offentlige debat i Tyskland, og det har fået stigende sprængkraft, fordi synet på Heidegger er blevet en markør i den aktuelle politiske diskussion. Han er en af dem, som det yderste højre har taget til sig. 

Hans Hauges bidrag til denne diskussion, bogen "Løgstrup, Heidegger og nazismen" fra 2016, foreligger nu i en oversættelse, som også på indholdssiden er tilpasset den tysksprogede læser. Forlaget har forsynet den med et forord og et par forklarende tilføjelser. Der er blevet ændret i noterne, og nogle afsnit er helt udeladt, blandt andet et, hvor Hauge forsøger at kæde den aarhusianske teologiprofessor Regin Prenter sammen med nazismen.

Bogen vakte en del polemik, da den udkom på dansk for 10 år siden. Nils Gunder Hansen anmeldte den i Kristeligt Dagblad: "Hauge skriver fortællende, snakkende, sladrende, gisnende. Man kan ikke altid helt se, hvor han henter sine oplysninger fra, og hvor vi lige nu befinder os."

Man kan i forlængelse af denne præcise karakteristik sige, at den også er decideret usammenhængende. Dertil er noteapparatet langt under akademisk standard. Lidt velvilligt kan man kalde bogen for en uforpligtende og løst ordnet samling af anekdoter om europæiske intellektuelles netværk og privatliv i det 20. århundrede med Heidegger som tilbagevendende tema.

Hauges hovedargument er, at hvis folk, der omgikkes Heidegger, ikke mente, at han var nazist, må konklusionen være, at Heidegger "næsten ikke var nazist". Denne Verharmlosung – bagatellisering – har Hauge fra K.E. Løgstrup. I det posthumt udgivne skrift om Heidegger (udgivet på forlaget Klim 2008) nævnte Løgstrup Heideggers kortvarige "nationalsocialistiske raptus", hvorpå Løgstrup i øvrigt fortav sin læremesters politiske standpunkt. 

Hauge benægter ikke, at Heidegger talte ilde om for eksempel "verdensjødedommen", men forbinder det ikke med noget specifikt antisemitisk, endsige nazistisk. I det hele taget er Hauges evne til at se bort fra dokumentation, der taler ham imod, ganske betragtelig. Direkte morsomt bliver det for eksempel i en passage, hvor han påstår, at Heidegger ikke bar mærket for medlemmer af nazistpartiet under hele sit besøg i Rom i 1936. Bogens oversætter har her indsat en fodnote, der dementerer denne påstand.

Hauges hovedtese holder ikke. Heidegger var medlem af nazistpartiet fra 1933 til 1945. Hvis der skulle herske nogen tvivl om, hvorvidt han også af sindelag var nazist, kan man referere til de såkaldte sorte hæfter, efterladte optegnelser, der blev offentliggjort fra 2014 og frem. De udstillede for alvor Heidegger som antisemit. Det samme gælder brevvekslingen med broderen Fritz, der blev kendt i en bredere offentlighed i 2016. 

Men så er spørgsmålet: Gør det Heidegger irrelevant som filosof? Var hans filosofi nazistisk? Hauge gør op med det, han kalder the biographical turn, altså at et værk skal forstås som en integreret del af en forfatters liv. Han er fortaler for den såkaldte værkimmanente læsning, der forstår et forfatterskab uafhængigt af forfatteren.

Det gør Hauge paradoksalt nok ved selv at være kolossalt optaget af biografi og ikke særlig meget af filosofi. Hvem gjorde hvad hvornår? Han er påfaldende nyfigen og sladdervorn og er for eksempel ret optaget af, at Heidegger løbende var sin kone utro. Hauge kommer derimod kun glimtvis i nærheden af at antyde, på hvilken måde Heideggers filosofi kan læses uafhængigt af hans partibog. 

Da bogen udkom i Tyskland tidligere i år, blev det bemærket blandt andet her i avisen, at forlaget – Jungeuropa Verlag – også udgiver bøger, der stammer fra den yderste højrefløj. Forordet – skrevet af Christian Illner – motiverer udgivelsen med, at Heideggers kritikere med Jürgen Habermas i spidsen kun alt for gerne har trukket nazi-kortet for at fremme deres egen sag. Illner bruger udtrykket Kontaktschuld (kontaktskyld; på engelsk guilt-by-association). Det dækker over den betragtning, at skyld smitter af ved berøring eller med andre ord: Hvis man har ladet sig inspirere af Heideggers filosofi, er man så også automatisk smittet af hans nazisme? Nej, selvfølgelig ikke. Harald Bergstedts digt "Solen er så rød, mor" er stadig godt, selv om dets digter manglede politisk dømmekraft.

Problemet med Hans Hauges bog er i den henseende, at han selv frejdigt benytter kontaktskyld som metode. Der er ingen anden måde at forstå hans frit associerende fremgangsmåde og løst fremsatte påstande. Hauge har selv over for Kristeligt Dagblad med den for ham særegne ironiske nonchalance hævdet, at han ikke har nogen politisk dagsorden.

Men Hans Hauge kan lige så lidt som Heidegger løbe fra, at en bog nu engang har en forfatter. Set udefra kan man ikke andet end konstatere, at Hans Hauge har gjort sig til nyttig idiot for den ene part i en ideologisk konflikt af ganske betydelig politisk rækkevidde i Tyskland såvel som i Europa. Naivitet er udelukket som forklaring. Dertil er hans indsigt for stor. Ironiens tid er ude. Hans Hauge har kastet sit lod.

(Kristeligt Dagblad 17. okt. 2026)

Bjarne Hesselbæk: Den forhærdede idealist – Niels Erik Bank-Mikkelsen og kampen for udviklingshandicappedes ret til et normalt liv. Gads Forlag.

Niels Erik Bank-Mikkelsen (1919-1990) var gennem mange år ledende embedsmand i det, der hed åndssvageforsorgen. Han var også meget aktivistisk i sine forsøg på at ændre systemets syn på de udviklingshæmmede, og han bliver betragtet som af central betydning i den store omlægning af forsorgens arbejde fra midten af det 20. århundrede og frem. Der skete en såkaldt normalisering, idet de udviklingshæmmede ikke længere blev opbevaret i store anstalter ledet af læger, men blev huset i decentrale bosteder med mulighed for adgang til skolegang, uddannelse, arbejde og et privatliv. Samtidig blev de flyttet fra et medicinsk regimente til et socialpædagogisk. Hele denne udvikling er allerede beskrevet af historikeren Birgit Kirkebæk for 25 år siden. Bjarne Hesselbæks tilgang til stoffet er i modsætning til Kirkebæks konsekvent biografisk. Bank-Mikkelsen voksede op i et hjem tilknyttet Evangelisk Luthersk Mission. Som ung blev han optaget af Arne Sørensen og engagerede sig i Sørensens parti Dansk Samling. Han bidrog også til partiets blad. Det er ret tydeligt, at Hesselbæk er fremmed for både pietistisk kristendom og nationalkonservatisme. Han ved ikke rigtig, hvad han skal stille op med den unge Bank-Mikkelsen, som han holder ud i strakt arm. Så går det bedre med at beskrive Bank-Mikkelsens engagement i modstandskampen. Efter krigen omvendte Bank-Mikkelsen sig til socialdemokratismen og blev ansat som embedsmand i Socialministeriet. Så er skinnerne lagt til historien om en socialpolitisk helt. Hesselbæks sympati for Bank-Mikkelsens socialpolitiske linje skinner herfra tydeligt igennem. Bank-Mikkelsen havde medvind på alle cykelstier, steg hurtigt i graderne og blev internationalt kendt og anerkendt for sin linje. Danmarks forsorgspolitik blev et forbillede verden over. Det var journalist på Aktuelt Else Steen Hansen, der fandt på betegnelsen en forhærdet idealist, og det er sådan set forbavsende, at en embedsmand kunne slippe af sted med at politisere i dén grad, som han gjorde. En central episode i bogen er et besøg i Californien, hvor Bank-Mikkelsen – antagelig i ledtog med lokale meningsfæller – fik sat fokus på de elendige forhold for de udviklingshæmmede dér. Det huede ikke statens guvernør, Ronald Reagan. Omkring 1970 vendte vindene. Bank-Mikkelsen blev degraderet opad til en chefstilling i Socialstyrelsen, der netop var blevet oprettet. Her havde han ikke længere samme råderum. Han gik på tidlig pension i 1983. Kildematerialet til bogen er Bank-Mikkelsens eget arkiv. Hesselbæk har tydeligvis haft rigeligt med materiale at arbejde med. Der kunne godt være prioriteret noget hårdere i stoffet for at fastholde den røde tråd. Til gengæld hjælper Hesselbæks gode pen og glød for sagen med at fastholde læserens opmærksomhed.

(Kristeligt Dagblad 19. sept. 2026)

Amdi forsvinder

Rune Skyum-Nielsen, Amdi forsvinder, Politikens Forlag, 477 sider, 320 kroner

Rune Skyum-Nielsen udgav for fire år siden bogen ”Amdi bliver til” om Mogens Amdi Petersens (f. 1939) barndom og ungdom indtil grundlæggelsen af Den rejsende Højskole i 1970. I denne bog følger han historien helt op til nutiden. Den er skrevet, så man kan få udbytte af den, selv om man ikke har læst den første. Men det kan anbefales at begynde med begyndelsen.

Bogen er journalistisk i sin form. For det første bygger den i altovervejende grad på interviews. Skyum-Nielsen har opsporet en lang række mennesker, der har kendt Amdi Petersen, og fået dem i tale. Han bruger dog også andre ikke tidligere anvendte kilder som f.eks. udskrifter af PET's telefonaflytninger af Tvindtoppen. For det andet krydsklipper han mellem fortid og nutid. Mellem kapitler, der redegør for opbygningen af Skolesamvirket Tvind, er placeret afsnit, hvor Skyum-Nielsen fortæller mere personligt om sit arbejde med stoffet. I centrum for dette står en reportagerejse til den mexicanske delstat Baja California, hvor Tvind har bygget sit internationale hovedkvarter, og hvor Amdi Petersen formodes at opholde sig.

Beretningen om opbygningen af det globale imperium er en fascinerende historie om en højskole, der blev til flere, og hurtigt blev det også til en HF- og læreruddannelse, efterskoler, tøjindsamling, genbrugsbutikker, ulandshjælp til det sydlige Afrika, plantager i Caribien og Brasilien, en møbelfabrik i Kina, skuffeselskaber i skattely og tvivlsomme forretningsmetoder. Det kulminerede i 2002, da Mogens Amdi Petersen blev anholdt i Los Angeles, varetægtsfængslet og udleveret til en retssag i Danmark mod ham og en håndfuld andre fra Tvindledelsen. Den endte med, at to fik fængselsstraf, mens Amdi Petersen selv gik fri.

For kendere af Tvindstoffet ligger det spændende i bogens nutidsdel. Ikke mindst et interview med tidligere politimester Jens Kaasgaard afslører afgørende detaljer, der ikke har været fremme før. For det første har det indtil nu været en gåde, hvordan den private efterforsker og hemmelighedskræmmer Frede Farmand kunne få adgang til at filme politiets ransagning af en Tvindejendom i april 2001. Det viser sig, at Kaasgaard havde givet ham et tip mod til gengæld at holde lav profil indtil da. Ransagningen gav næring til ikke blot et anklageskrift, men også en international efterlysning af Mogens Amdi Petersen. I efteråret 2001 bragte Jyllands-Posten en række artikler om en luksuslejlighed ejet af Tvind i Miami, Florida, hvor Mogens Amdi Petersen opholdt sig. Skyum-Nielsen mere end antyder, at det var Kaasgaard, der gav avisen et tip. Formålet var at ryge Amdi ud af sin rede og bringe ham i bevægelse. Med de skærpede sikkerhedsregler efter den 11. september samme år kunne ingen længere rejse uantastet med fly, og i februar 2002 klappede fælden i Los Angeles’ internationale lufthavn. Skyum-Nielsen får dermed forbundet nogle indtil nu løsrevne prikker til et sammenhængende billede, der giver rigtig god mening.

Efter frikendelsen i byretten i Ringkøbing rejste Amdi Petersen ud af landet igen, og da anklagemyndigheden efter nogen overvejelse søgte at forkynde en anke til Landsretten for ham, var han intetsteds at finde. Selv om den efter et kæremål nu i rettens øjne er lovligt forkyndt, er sagen ikke bragt til afslutning endnu. Der er ingen udlevereringsaftale med Mexico, så sagen vil med større sandsynlighed ende med den 87-årige anklagedes død end med hans domfældelse.

Rune Skyum-Nielsen har foretaget omfattende research, og han forstår at bringe journalistikkens forskellige genrer i spil, så der er kommet en tankevækkende og læseværdig bog ud af det. Reportagerejsen fra Mexico bringer ikke så meget nyt om Amdi Petersen, men siger en hel del om de lokale vilkår, der er præget af en voldsom narkokriminalitet, som ingen på de kanter kan undgå at forholde sig til. Til bogens kvaliteter føjer sig en række aldrig før offentliggjorte illustrationer. Et sted- og navneregister ville have været et nyttigt redskab til at navigere i et felt, der omfatter virkelig mange mennesker, hvis virke spreder sig over hele kloden den dag i dag.

(Kristeligt Dagblad 14. juni 2026)

Enmandstidsskrifter

 Steen Tullberg, Forfatterne og 1848 – belyst ud fra fem enmandstidsskrifter, Multivers

Steen Tullberg, der til daglig arbejder på Center for Grundtvigforskning har fået den originale idé at gennemgå fem såkaldte enkeltmandstidsskrifter, der alle udkom i årene omkring statsomvæltningen 1848-49. Det drejer sig om M.A. Goldschmidts Nord og Syd (1847-1859) N.F.S. Grundtvigs Danskeren (1848-1851), Hans Egede Schacks 1848 (1849-1850), Frederik Dreiers Samfundets Reform (1852-1853) samt Søren Kierkegaards Øieblikket (1855). Udgiverne skrev selv alle bidragene til deres tidsskrifter, og Tullberg kalder dem datidens pendant til nutidens internetblogs. Selv skriver Tullberg et lidt tørt og ordrigt, men klart akademikerdansk.

Det er ikke fordi tidsskrifterne er ukendte. Især Kierkegaards og Grundtvigs har været studeret nærmest til fladtrådthed. Det originale i Tullbergs tilgang er at læse dem som kanaler for en gensidig kommunikation om kultur og samfundsforhold. De læste flittigt hinanden, og deres tidsskrifter er fyldt med replikker og duplikker. På den måde nedbryder Tullberg også forestillingen om enmandstidsskriftet som det ensomme genis genre. Selv Kierkegaard, der nærmest gjorde sin ensomhed til et princip, talte ikke i et vakuum. 

I centrum for denne samtale stod den velskrivende M.A. Goldschmidt, der også var anledningen til nogle af de mindst klædelige passager i Grundtvigs forfatterskab. Midt under Treårskrigen anklagede Grundtvig Goldschmidt for ikke at kunne nære sand fædrelandskærlighed med den begrundelse, at Goldschmidt var jøde og derfor havde et andet fædreland end Danmark. ”Hr. Grundtvig paatvinger mig Adkomstbrev og Skjøde paa et fædrene Arvegods i Palæstina og deraf følgende Borgerskab,” svarede Goldschmidt og takkede ironisk for, at han ikke desto mindre havde lov til at forblive som gæst i Danmark.

”Tilsammen udgør enmandstidsskrifterne en prototype eller matrice for den demokratiske debat, der er blevet ført lige siden – både i kraft af deres substans, men også fordi de rummer en hel del af den tomgangspolemik, som demokratiet nok aldrig slipper af med,” lyder det i Tullbergs konklusion. Når Tullberg hævder, at disse fem tidsskrifter var en ny fremtoning (ordet er skabt af Goldschmidt som en dansk oversættelse af det tyske Erscheinung), får man det indtryk, at der ikke var en politisk offentlighed før 1848. Det var der. Den var selvfølgelig begrænset af enevældens restriktive pressepolitik, men de politiske synspunkter og teorier, der førte til enevældens fald i Norge i 1814 og i Danmark i 1848, var relativt lettilgængelige for den veluddannede elite, der forhandlede sig frem til Eidsvollforfatningen og Junigrundloven.

Men ikke desto mindre har Tullberg ret i at pege på ligheden mellem nu og dengang, og det bidrager til vores forståelse af, at internettet ikke kan gives skylden for alting, heller ikke en dårlig debatkultur. Kværulantisk rethaveriskhed kan sagtens trives på andre platforme.

(Kristeligt Dagblad 30. januar 2026)

A.P. Møller

 DR TV

Dynastiet Mærsk

Der er to historier om A.P. Møller, en blå og en rød version. Den blå handler om den visionære forretningsmand, der så muligheder, hvor andre så begrænsninger. Det er historien om mæcenen og patrioten, der bidrog til fædrelandets forsvar og velstandens vækst. Den anden historie handler om en egenrådig patriark, en udemokratisk, opportunistisk kapitalist, der tjente styrtende på at sælge våben til Nazityskland.

DR tegner i udgangspunktet et sympatisk portræt af den gamle skibsreder. Han skildres som en kærlig, nærmest krammelig familiefar og en samvittighedsfuld, men også dristig forretningsmand. Hele serien om ”Dynastiet Mærsk” udspiller sig fra omkring 1920 til afslutningen af 2. Verdenskrig. A.P. Møllers virke under 1. Verdenskrigs volatile vilkår lades ude af betragtning. I den forstand er første afsnits undertitel (”Begyndelsen”) misvisende, for dynastiet havde han på dette tidspunkt for længst grundlagt sammen med sin far.

DR har brugt kunstig intelligens til at skabe
de historiske omgivelser.

DR's mangeårige dramachef Ingolf Gabold gennemførte systematiske segmentanalyser af seerne, fordi han mente, at der populært sagt skulle være noget for både de røde og de blå. Denne strategi skabte store succeser som for eksempel 'Borgen' (2010-2013). Siden mistede DR igen pejlingen og gjorde sig sårbar for kritik, senest med ”Grønlands hvide guld” (februar 2025), der blev beskyldt for at være et usagligt partsindlæg.

Med serien om A.P. Møller er det tydeligt, at DR på et års tid har ændret kurs. Nogle vil antagelig fortolke den som en vending i retning af en blå tolkning, fordi der gives et så positivt billede af Møller. Men samtidig lægges der vægt på skyggesiden af hans virksomhed, engagementet i Højgaard-kredsen, aktieposten i Riffelsyndikatet og hans hårde modstand mod fagforeninger og deres krav.

Ved at lægge vægt på paradokserne åbnes historien for fortolkning. Han afskyede kommunister, men respekterede sin medarbejdere, høj som lav. Hans accept af, at Riffelsyndikatet leverede til tyskerne, var også et forsvar mod, at tyskerne overtog produktionen. At han brugte mange af sine penge på at støtte Den danske Brigade i Sverige kan fortolkes som uegennyttig fædrelandskærlighed – eller måske som aflad? Netop i præsentationen af historiens kompleksitet opstår forståelsen. De medvirkende eksperter er gode til at understøtte denne tilgang.

Historien er fængende fortalt med dramatisk nerve og en menneskeliggørelse af hovedpersonerne. Interessant er inddragelsen af Mærsk McKinney Møllers bror, Hans, der døde som ung. Han var oprindeligt udset til at videreføre firmaet. Den unge Mærsk blev derfor lige så meget sin brors som sin fars arving.

Der er brugt kunstig intelligens til at supplere scenografien, og den halter lidt sine steder. Dialogen bærer præg af manuskriptforfatternes manglende fortrolighed med datidens sprogtone og omgangsformer. Mærsk var for eksempel som gymnasiast forelsket i sin klassekammerat Emma, og de var selvfølgelig dus. Da de mødes igen ti år senere, er de helt uden forklaring blevet Des.

HM Christian X i Tom Jensens skikkelse

Især de yngre skuespillere mangler sprogligt gehør, så de for eksempel ikke kan høre forskel på udtalen af talordet ’ti’ og konjunktionen ’thi’. Men det meste hænger på manuskriptet. Påfaldende er den hyppige anvendelse af de anglicismer, der er indgået i det danske sprog i det seneste slægtled. Møder aftales ikke. De ”sættes op”. Aftaler indgås ikke. De ”lukkes”. Da Mærsks søster beder sin bror om at blande sig uden om, siger hun, at ”det ikke er din forretning” (”None of your business”). Nu må man sige om familien Møller, at den var meget angelsaksisk orienteret, men det er næppe det, der forsøges antydet. Det er antagelig bare tankeløshed fra manuskriptforfatterens hånd. Det er nok også årsagen til, at ordet ”regneark” ikke er blevet luget ud af manuskriptet. Det kom først ind i det danske sprog med computeren i 1980erne.

(www.k.dk 29. dec. 2025)

(Jeg havde oprindeligt skrevet, at Mærsk var gymnasiast. En læser gjorde opmærksom på, at Mærsk McKinney Møller ganske vist gik på Øregaard Gymnasium, men som realist, ikke gymnasiast.)

Meldungen aus dem Reich

Peter Harmsen, Det tredje riges øjne og ører. De hemmelige SS-rapporter 1939-1945, Lindhardt og Ringhof

Det nazistiske Tysklands regering betjente sig af et stort, diskret netværk af loyale informanter, der skulle lodde folkestemningen. Deres indberetninger – Meldungen aus dem Reich – blev samlet og parafraseret i jævnlige rapporter til sikkerhedstjenesten under Reichssicherheitshauptamt der SS. De er en velkendt og ofte brugt kilde til tyskernes hverdag under krigen, men det er første gang danske læsere præsenteres for materialet i en samlet fremstilling. Det gør Peter Harmsen systematisk, overskueligt og med kildekritisk sans for, hvad rapporterne kan oplyse os om. Vi kommer vidt omkring fra forsyningssituationen, boligforhold, sex, jazz og sundhedsvæsenet til personkulten om Hitler, tæppebombningerne af tyske byer, jødeudryddelserne og felttoget i Sovjetunionen. Rapporterne var et vigtigt værktøj for den nazistiske ledelse. De fungerede som en ”smidig feedbackmekanisme”, der tjente til kalibrering af propagandaen. En interessant omstændighed er, at propagandaminister Joseph Goebbels var fortaler for, at propagandaen gerne skulle tale sandt. Regimet stod i det dilemma, at det byggede på løgne, men at dets legitimitet ikke mindst afhang af, at folk havde tillid til det, der blev meddelt i pressen. I spørgsmålet om krigens gang havde de fleste adgang til alternative informationskilder i form af for eksempel feltpost fra frontlinjen, så der måtte ikke være for stor afstand mellem avisernes reportager og hvad den menige soldat skrev hjem, hvis troværdigheden skulle opretholdes.

Bogens bagsidetekst lover, at den ”giver en del af svaret på, hvordan en af verdens bedst uddannede befolkninger lod sig forlede af en vanvittig ideologi.” Det er en noget ufuldstændig beskrivelse af Harmsens anliggende. For rapporterne havde netop til formål at opsamle utilfredshed ”uden udeladelse af ubekvemme sandheder”, altså hvad der kunne tjene som varsel om modstand mod regimet. Der registreredes lige så mange mislyde og dissonanser som tilslutning og applaus. Derfor er det lige så meget en dokumentation af regimets paranoia og fiasko som af dets selvopfattelse og succes. Harmsen tegner et billede af et mere porøst og skrøbeligt styre, end det selv gerne ville give indtryk af at være. 

Bogens kapitel 3 om ”Folkets stemme” er et essay med udblik til nutiden, og det kan læses af alle med interesse for magtens og opinionens natur og indbyrdes afhængighed i forskellige styreformer. Mens regeringen i et demokrati kan nøjes med at tage folkeviljen alvorlig i valgår, fordi valget er den eneste og autoritative adkomst til magten, må diktatorer altid have et øje på hver en finger. En leder må forvente at falde ved hjælp af de selvsamme midler, der gav adgang til magten, og den, der hersker ved hjælp af vilkårlighed og vold, er derfor på valg hver eneste dag.

Forlaget har valgt et grafisk udtryk med brug af sort og rød til forsiden på baggrund af en collage af dokumentariske fotos fra krigens tid. Det er en kliché, der signalerer julegave til den Hitler-interesserede onkel. Han kan så altid finde et hår i suppen. Når læseren første gang møder Goebbels, har han klumpfod. I en billedtekst længere inde i bogen har den forvandlet sig til et kortere ben på grund af børnelammelse. De mange citater fra rapporterne er forsynet med en del forklarende noter, men de er af varierende relevans. For eksempel forsynes byen Greifswald med den note, at den ligger 100 kilometer nordvest for Stettin, en oplysning, der ganske vist er rigtig, bortset fra at sidstnævnte by i dag er polsk og hedder Szczecin, men oplysningen er stadig helt uden betydning for forståelsen af citatet. Det er små irritationsmomenter i en i øvrigt reflekteret og velskrevet bog, der roligt kan lægges under juletræet som gave til den nidkært læsende onkel.

(Kristeligt Dagblad 19. dec. 2025. Avisen havde en anden rubrik.)

Forurening

 Jørgen Burchardt, Cheminova 1938-1953. Danmarks største forurener. Frydenlund Academic.

Som nyuddannet ingeniør grundlagde den blot 24-årige Gunnar Andreasen (1914-1989) den kemiske fabrik Cheminova i Gladsaxe nord for København. Virksomheden voksede under hans dynamiske ledelse og fik hurtigt en million-omsætning, målt i datidens penge vel at mærke. I 1944 gjorde han noget, der stadig står som lidt af en gåde. Han forærede som eneejer af virksomheden hele sin aktiepost til Aarhus Universitet. Han var selv uddannet på Danmarks Tekniske Højskole i København og havde ikke noget særligt med det unge universitet i Jylland at gøre. Selv har Andreasen givet udtryk for, at der var tale om ren filantropi. Det illegale blad Information beskyldte ham for at ville løbe fra ansvaret for værnemageri, hvad bladet siden måtte dementere. Det forhindrede dog ikke modstandsbevægelsen i at foretage flere sabotageaktioner mod virksomheden. Der er også blevet spekuleret i, om han forsøgte at løbe fra problemer i privatøkonomien, da han var fraskilt. Men heller ikke Jørgen Burchardt kan give en sammenhængende forklaring på gåden. Under alle omstændigheder skulle Aarhus Universitet have frygtet Andreasens gave, for selvom indtægterne er flydt rigeligt, var Cheminova i nærmest bogstaveligste forstand gift for universitetets renommé.

Socialdemokraten, 10. feb. 1943

Efter overdragelsen til Aarhus Universitet ved dets forskningsfond forblev Andreasen som direktør for Cheminova, som lige efter krigen flyttede fra Gladsaxe til Måløv. Andreasen var som fabrikant og forretningsmand opportunist i et marked, der i begyndelsen var bestemt af krigsøkonomiens importbegrænsninger og råvaremangel og efter krigen af en stigende international konkurrence. Han kunne på ganske få måneder omstille produktionen afhængig af forsynings- og afsætningsmulighederne. Efter flytningen til Måløv specialiserede fabrikken sig i pesticider, for eksempel DDT.

Burchardt er på den ene side optaget af Andreasens person og hans motivation, men han er på den anden side påfaldende karrig med biografiske oplysninger om ham. Burchardt skriver, at Andreasen var gift i alt fire gange, men han sætter kun navn på to af ægtefællerne. Til gengæld bruger han mange sider på at skrive om Andreasens advokat og Cheminovas mangeårige bestyrelsesformand, den farverige højesteretssagfører Knud Gamborg.

Det er først og fremmest virksomhedens drift, der interesserer Burchardt, det tekniske, økonomien, arbejdsmiljøet og ikke mindst påvirkningen af miljøet. Fabrikken var plaget af gentagne brande, eksplosioner og andre alvorlige arbejdsulykker, og den udledte fra begyndelsen urenset spildevand, der for eksempel ætsede kloakrørene op eller forurenede Roskilde Fjord. Blandt Cheminovas kritikere var kredslæge Jens Jensen, Glostrup, der i øvrigt også var søn af Johannes V. Jensen. Sagerne hobede sig op, så Andreasen fremskyndede i 1953 en plan om at flytte produktionen til Harboøre, hvor han håbede at slippe for yderligere bøvl, fordi det var langt fra København, og fordi spildevandet kunne ledes direkte ud i Vesterhavet. Dengang antog man, at det var ufarligt. Andreasen forlod direktørposten i 1961, og Aarhus Universitet slap endeligt af med sin hadegave i 2014. Til gengæld indkasserede det 10½ milliarder kroner til sin forskningsfond.

I disse uger strides to skønlitterære forfattere – Johanne Mygind og Kim Blæsbjerg – om, hvem der har retten til at fortælle hvad om Cheminova. Men ingen ejer som bekendt historien. Burchardt har gravet dybt og længe for at præsentere sin udgave. Han er ingen ferm fortæller, må man sige. Til gengæld er han grundig og hans anliggende er væsentligt. Man skal ikke læse bogen som et drama. Det skal man nok overlade til folk som Blæsbjerg og Mygind. Styrken i bogen er klart det tekniske, beskrivelsen af produktionsprocesserne og ikke mindst myndighedstilsynet, der var overraskende nidkært allerede fra 1940erne. Man taler ofte om, at miljøpolitik er noget, der først blev indført omkring 1970, men Burchardt viser tydeligt, at både kommunale og statslige kontrolinstanser fra begyndelsen var efter Cheminova, og at det samtidig nærmest ligger i virksomhedens DNA at ignorere myndighedskrav og påbud.

Med undertitlen har Burchardt gjort sin bog til et anklageskrift. Den historiske undersøgelse slutter i 1953, men perspektiverne rækker frem til nutiden. I Gladsaxe, Måløv og ikke mindst i Harboøre har Cheminova efterladt en arv, der har fået betegnelsen generationsforurening, fordi gevinsten er høstet af én generation, mens prisen betales af de næste både helbredsmæssigt og økonomisk. Burchardt anklager også myndighederne, men hans egen dokumentation viser, at de, der havde en tilsynspligt, som nævnt også forsøgte at gøre noget. Hans kritik mod eneejeren gennem 70 år, Aarhus Universitets Forskningsfond, er til gengæld overraskende afdæmpet. Det er der ingen grund til. Ejeren af virksomheden har hovedansvaret for det kolossale svineri, der er efterladt. Fonden ses ikke blandt de mange, der har støttet udgivelsen. Det ville nok have klædt aarhusianerne at bidrage til udredningen af årsagen til deres egen kolossale velstand. Men det kan jo nås endnu, når historien fra tiden efter 1953 skal udredes.

(Kristeligt Dagblad 28. nov. 2025)