Enmandstidsskrifter

 Steen Tullberg, Forfatterne og 1848 – belyst ud fra fem enmandstidsskrifter, Multivers

Steen Tullberg, der til daglig arbejder på Center for Grundtvigforskning har fået den originale idé at gennemgå fem såkaldte enkeltmandstidsskrifter, der alle udkom i årene omkring statsomvæltningen 1848-49. Det drejer sig om M.A. Goldschmidts Nord og Syd (1847-1859) N.F.S. Grundtvigs Danskeren (1848-1851), Hans Egede Schacks 1848 (1849-1850), Frederik Dreiers Samfundets Reform (1852-1853) samt Søren Kierkegaards Øieblikket (1855). Udgiverne skrev selv alle bidragene til deres tidsskrifter, og Tullberg kalder dem datidens pendant til nutidens internetblogs. Selv skriver Tullberg et lidt tørt og ordrigt, men klart akademikerdansk.

Det er ikke fordi tidsskrifterne er ukendte. Især Kierkegaards og Grundtvigs har været studeret nærmest til fladtrådthed. Det originale i Tullbergs tilgang er at læse dem som kanaler for en gensidig kommunikation om kultur og samfundsforhold. De læste flittigt hinanden, og deres tidsskrifter er fyldt med replikker og duplikker. På den måde nedbryder Tullberg også forestillingen om enmandstidsskriftet som det ensomme genis genre. Selv Kierkegaard, der nærmest gjorde sin ensomhed til et princip, talte ikke i et vakuum. 

I centrum for denne samtale stod den velskrivende M.A. Goldschmidt, der også var anledningen til nogle af de mindst klædelige passager i Grundtvigs forfatterskab. Midt under Treårskrigen anklagede Grundtvig Goldschmidt for ikke at kunne nære sand fædrelandskærlighed med den begrundelse, at Goldschmidt var jøde og derfor havde et andet fædreland end Danmark. ”Hr. Grundtvig paatvinger mig Adkomstbrev og Skjøde paa et fædrene Arvegods i Palæstina og deraf følgende Borgerskab,” svarede Goldschmidt og takkede ironisk for, at han ikke desto mindre havde lov til at forblive som gæst i Danmark.

”Tilsammen udgør enmandstidsskrifterne en prototype eller matrice for den demokratiske debat, der er blevet ført lige siden – både i kraft af deres substans, men også fordi de rummer en hel del af den tomgangspolemik, som demokratiet nok aldrig slipper af med,” lyder det i Tullbergs konklusion. Når Tullberg hævder, at disse fem tidsskrifter var en ny fremtoning (ordet er skabt af Goldschmidt som en dansk oversættelse af det tyske Erscheinung), får man det indtryk, at der ikke var en politisk offentlighed før 1848. Det var der. Den var selvfølgelig begrænset af enevældens restriktive pressepolitik, men de politiske synspunkter og teorier, der førte til enevældens fald i Norge i 1814 og i Danmark i 1848, var relativt lettilgængelige for den veluddannede elite, der forhandlede sig frem til Eidsvollforfatningen og Junigrundloven.

Men ikke desto mindre har Tullberg ret i at pege på ligheden mellem nu og dengang, og det bidrager til vores forståelse af, at internettet ikke kan gives skylden for alting, heller ikke en dårlig debatkultur. Kværulantisk rethaveriskhed kan sagtens trives på andre platforme.

(Kristeligt Dagblad 30. januar 2026)

A.P. Møller

 DR TV

Dynastiet Mærsk

Der er to historier om A.P. Møller, en blå og en rød version. Den blå handler om den visionære forretningsmand, der så muligheder, hvor andre så begrænsninger. Det er historien om mæcenen og patrioten, der bidrog til fædrelandets forsvar og velstandens vækst. Den anden historie handler om en egenrådig patriark, en udemokratisk, opportunistisk kapitalist, der tjente styrtende på at sælge våben til Nazityskland.

DR tegner i udgangspunktet et sympatisk portræt af den gamle skibsreder. Han skildres som en kærlig, nærmest krammelig familiefar og en samvittighedsfuld, men også dristig forretningsmand. Hele serien om ”Dynastiet Mærsk” udspiller sig fra omkring 1920 til afslutningen af 2. Verdenskrig. A.P. Møllers virke under 1. Verdenskrigs volatile vilkår lades ude af betragtning. I den forstand er første afsnits undertitel (”Begyndelsen”) misvisende, for dynastiet havde han på dette tidspunkt for længst grundlagt sammen med sin far.

DR har brugt kunstig intelligens til at skabe
de historiske omgivelser.

DR's mangeårige dramachef Ingolf Gabold gennemførte systematiske segmentanalyser af seerne, fordi han mente, at der populært sagt skulle være noget for både de røde og de blå. Denne strategi skabte store succeser som for eksempel 'Borgen' (2010-2013). Siden mistede DR igen pejlingen og gjorde sig sårbar for kritik, senest med ”Grønlands hvide guld” (februar 2025), der blev beskyldt for at være et usagligt partsindlæg.

Med serien om A.P. Møller er det tydeligt, at DR på et års tid har ændret kurs. Nogle vil antagelig fortolke den som en vending i retning af en blå tolkning, fordi der gives et så positivt billede af Møller. Men samtidig lægges der vægt på skyggesiden af hans virksomhed, engagementet i Højgaard-kredsen, aktieposten i Riffelsyndikatet og hans hårde modstand mod fagforeninger og deres krav.

Ved at lægge vægt på paradokserne åbnes historien for fortolkning. Han afskyede kommunister, men respekterede sin medarbejdere, høj som lav. Hans accept af, at Riffelsyndikatet leverede til tyskerne, var også et forsvar mod, at tyskerne overtog produktionen. At han brugte mange af sine penge på at støtte Den danske Brigade i Sverige kan fortolkes som uegennyttig fædrelandskærlighed – eller måske som aflad? Netop i præsentationen af historiens kompleksitet opstår forståelsen. De medvirkende eksperter er gode til at understøtte denne tilgang.

Historien er fængende fortalt med dramatisk nerve og en menneskeliggørelse af hovedpersonerne. Interessant er inddragelsen af Mærsk McKinney Møllers bror, Hans, der døde som ung. Han var oprindeligt udset til at videreføre firmaet. Den unge Mærsk blev derfor lige så meget sin brors som sin fars arving.

Der er brugt kunstig intelligens til at supplere scenografien, og den halter lidt sine steder. Dialogen bærer præg af manuskriptforfatternes manglende fortrolighed med datidens sprogtone og omgangsformer. Mærsk var for eksempel som gymnasiast forelsket i sin klassekammerat Emma, og de var selvfølgelig dus. Da de mødes igen ti år senere, er de helt uden forklaring blevet Des.

HM Christian X i Tom Jensens skikkelse

Især de yngre skuespillere mangler sprogligt gehør, så de for eksempel ikke kan høre forskel på udtalen af talordet ’ti’ og konjunktionen ’thi’. Men det meste hænger på manuskriptet. Påfaldende er den hyppige anvendelse af de anglicismer, der er indgået i det danske sprog i det seneste slægtled. Møder aftales ikke. De ”sættes op”. Aftaler indgås ikke. De ”lukkes”. Da Mærsks søster beder sin bror om at blande sig uden om, siger hun, at ”det ikke er din forretning” (”None of your business”). Nu må man sige om familien Møller, at den var meget angelsaksisk orienteret, men det er næppe det, der forsøges antydet. Det er antagelig bare tankeløshed fra manuskriptforfatterens hånd. Det er nok også årsagen til, at ordet ”regneark” ikke er blevet luget ud af manuskriptet. Det kom først ind i det danske sprog med computeren i 1980erne.

(www.k.dk 29. dec. 2025)

(Jeg havde oprindeligt skrevet, at Mærsk var gymnasiast. En læser gjorde opmærksom på, at Mærsk McKinney Møller ganske vist gik på Øregaard Gymnasium, men som realist, ikke gymnasiast.)

Meldungen aus dem Reich

Peter Harmsen, Det tredje riges øjne og ører. De hemmelige SS-rapporter 1939-1945, Lindhardt og Ringhof

Det nazistiske Tysklands regering betjente sig af et stort, diskret netværk af loyale informanter, der skulle lodde folkestemningen. Deres indberetninger – Meldungen aus dem Reich – blev samlet og parafraseret i jævnlige rapporter til sikkerhedstjenesten under Reichssicherheitshauptamt der SS. De er en velkendt og ofte brugt kilde til tyskernes hverdag under krigen, men det er første gang danske læsere præsenteres for materialet i en samlet fremstilling. Det gør Peter Harmsen systematisk, overskueligt og med kildekritisk sans for, hvad rapporterne kan oplyse os om. Vi kommer vidt omkring fra forsyningssituationen, boligforhold, sex, jazz og sundhedsvæsenet til personkulten om Hitler, tæppebombningerne af tyske byer, jødeudryddelserne og felttoget i Sovjetunionen. Rapporterne var et vigtigt værktøj for den nazistiske ledelse. De fungerede som en ”smidig feedbackmekanisme”, der tjente til kalibrering af propagandaen. En interessant omstændighed er, at propagandaminister Joseph Goebbels var fortaler for, at propagandaen gerne skulle tale sandt. Regimet stod i det dilemma, at det byggede på løgne, men at dets legitimitet ikke mindst afhang af, at folk havde tillid til det, der blev meddelt i pressen. I spørgsmålet om krigens gang havde de fleste adgang til alternative informationskilder i form af for eksempel feltpost fra frontlinjen, så der måtte ikke være for stor afstand mellem avisernes reportager og hvad den menige soldat skrev hjem, hvis troværdigheden skulle opretholdes.

Bogens bagsidetekst lover, at den ”giver en del af svaret på, hvordan en af verdens bedst uddannede befolkninger lod sig forlede af en vanvittig ideologi.” Det er en noget ufuldstændig beskrivelse af Harmsens anliggende. For rapporterne havde netop til formål at opsamle utilfredshed ”uden udeladelse af ubekvemme sandheder”, altså hvad der kunne tjene som varsel om modstand mod regimet. Der registreredes lige så mange mislyde og dissonanser som tilslutning og applaus. Derfor er det lige så meget en dokumentation af regimets paranoia og fiasko som af dets selvopfattelse og succes. Harmsen tegner et billede af et mere porøst og skrøbeligt styre, end det selv gerne ville give indtryk af at være. 

Bogens kapitel 3 om ”Folkets stemme” er et essay med udblik til nutiden, og det kan læses af alle med interesse for magtens og opinionens natur og indbyrdes afhængighed i forskellige styreformer. Mens regeringen i et demokrati kan nøjes med at tage folkeviljen alvorlig i valgår, fordi valget er den eneste og autoritative adkomst til magten, må diktatorer altid have et øje på hver en finger. En leder må forvente at falde ved hjælp af de selvsamme midler, der gav adgang til magten, og den, der hersker ved hjælp af vilkårlighed og vold, er derfor på valg hver eneste dag.

Forlaget har valgt et grafisk udtryk med brug af sort og rød til forsiden på baggrund af en collage af dokumentariske fotos fra krigens tid. Det er en kliché, der signalerer julegave til den Hitler-interesserede onkel. Han kan så altid finde et hår i suppen. Når læseren første gang møder Goebbels, har han klumpfod. I en billedtekst længere inde i bogen har den forvandlet sig til et kortere ben på grund af børnelammelse. De mange citater fra rapporterne er forsynet med en del forklarende noter, men de er af varierende relevans. For eksempel forsynes byen Greifswald med den note, at den ligger 100 kilometer nordvest for Stettin, en oplysning, der ganske vist er rigtig, bortset fra at sidstnævnte by i dag er polsk og hedder Szczecin, men oplysningen er stadig helt uden betydning for forståelsen af citatet. Det er små irritationsmomenter i en i øvrigt reflekteret og velskrevet bog, der roligt kan lægges under juletræet som gave til den nidkært læsende onkel.

(Kristeligt Dagblad 19. dec. 2025. Avisen havde en anden rubrik.)

Forurening

 Jørgen Burchardt, Cheminova 1938-1953. Danmarks største forurener. Frydenlund Academic.

Som nyuddannet ingeniør grundlagde den blot 24-årige Gunnar Andreasen (1914-1989) den kemiske fabrik Cheminova i Gladsaxe nord for København. Virksomheden voksede under hans dynamiske ledelse og fik hurtigt en million-omsætning, målt i datidens penge vel at mærke. I 1944 gjorde han noget, der stadig står som lidt af en gåde. Han forærede som eneejer af virksomheden hele sin aktiepost til Aarhus Universitet. Han var selv uddannet på Danmarks Tekniske Højskole i København og havde ikke noget særligt med det unge universitet i Jylland at gøre. Selv har Andreasen givet udtryk for, at der var tale om ren filantropi. Det illegale blad Information beskyldte ham for at ville løbe fra ansvaret for værnemageri, hvad bladet siden måtte dementere. Det forhindrede dog ikke modstandsbevægelsen i at foretage flere sabotageaktioner mod virksomheden. Der er også blevet spekuleret i, om han forsøgte at løbe fra problemer i privatøkonomien, da han var fraskilt. Men heller ikke Jørgen Burchardt kan give en sammenhængende forklaring på gåden. Under alle omstændigheder skulle Aarhus Universitet have frygtet Andreasens gave, for selvom indtægterne er flydt rigeligt, var Cheminova i nærmest bogstaveligste forstand gift for universitetets renommé.

Socialdemokraten, 10. feb. 1943

Efter overdragelsen til Aarhus Universitet ved dets forskningsfond forblev Andreasen som direktør for Cheminova, som lige efter krigen flyttede fra Gladsaxe til Måløv. Andreasen var som fabrikant og forretningsmand opportunist i et marked, der i begyndelsen var bestemt af krigsøkonomiens importbegrænsninger og råvaremangel og efter krigen af en stigende international konkurrence. Han kunne på ganske få måneder omstille produktionen afhængig af forsynings- og afsætningsmulighederne. Efter flytningen til Måløv specialiserede fabrikken sig i pesticider, for eksempel DDT.

Burchardt er på den ene side optaget af Andreasens person og hans motivation, men han er på den anden side påfaldende karrig med biografiske oplysninger om ham. Burchardt skriver, at Andreasen var gift i alt fire gange, men han sætter kun navn på to af ægtefællerne. Til gengæld bruger han mange sider på at skrive om Andreasens advokat og Cheminovas mangeårige bestyrelsesformand, den farverige højesteretssagfører Knud Gamborg.

Det er først og fremmest virksomhedens drift, der interesserer Burchardt, det tekniske, økonomien, arbejdsmiljøet og ikke mindst påvirkningen af miljøet. Fabrikken var plaget af gentagne brande, eksplosioner og andre alvorlige arbejdsulykker, og den udledte fra begyndelsen urenset spildevand, der for eksempel ætsede kloakrørene op eller forurenede Roskilde Fjord. Blandt Cheminovas kritikere var kredslæge Jens Jensen, Glostrup, der i øvrigt også var søn af Johannes V. Jensen. Sagerne hobede sig op, så Andreasen fremskyndede i 1953 en plan om at flytte produktionen til Harboøre, hvor han håbede at slippe for yderligere bøvl, fordi det var langt fra København, og fordi spildevandet kunne ledes direkte ud i Vesterhavet. Dengang antog man, at det var ufarligt. Andreasen forlod direktørposten i 1961, og Aarhus Universitet slap endeligt af med sin hadegave i 2014. Til gengæld indkasserede det 10½ milliarder kroner til sin forskningsfond.

I disse uger strides to skønlitterære forfattere – Johanne Mygind og Kim Blæsbjerg – om, hvem der har retten til at fortælle hvad om Cheminova. Men ingen ejer som bekendt historien. Burchardt har gravet dybt og længe for at præsentere sin udgave. Han er ingen ferm fortæller, må man sige. Til gengæld er han grundig og hans anliggende er væsentligt. Man skal ikke læse bogen som et drama. Det skal man nok overlade til folk som Blæsbjerg og Mygind. Styrken i bogen er klart det tekniske, beskrivelsen af produktionsprocesserne og ikke mindst myndighedstilsynet, der var overraskende nidkært allerede fra 1940erne. Man taler ofte om, at miljøpolitik er noget, der først blev indført omkring 1970, men Burchardt viser tydeligt, at både kommunale og statslige kontrolinstanser fra begyndelsen var efter Cheminova, og at det samtidig nærmest ligger i virksomhedens DNA at ignorere myndighedskrav og påbud.

Med undertitlen har Burchardt gjort sin bog til et anklageskrift. Den historiske undersøgelse slutter i 1953, men perspektiverne rækker frem til nutiden. I Gladsaxe, Måløv og ikke mindst i Harboøre har Cheminova efterladt en arv, der har fået betegnelsen generationsforurening, fordi gevinsten er høstet af én generation, mens prisen betales af de næste både helbredsmæssigt og økonomisk. Burchardt anklager også myndighederne, men hans egen dokumentation viser, at de, der havde en tilsynspligt, som nævnt også forsøgte at gøre noget. Hans kritik mod eneejeren gennem 70 år, Aarhus Universitets Forskningsfond, er til gengæld overraskende afdæmpet. Det er der ingen grund til. Ejeren af virksomheden har hovedansvaret for det kolossale svineri, der er efterladt. Fonden ses ikke blandt de mange, der har støttet udgivelsen. Det ville nok have klædt aarhusianerne at bidrage til udredningen af årsagen til deres egen kolossale velstand. Men det kan jo nås endnu, når historien fra tiden efter 1953 skal udredes.

(Kristeligt Dagblad 28. nov. 2025)

Samfundspagten kan ikke genforhandles

Adam Holm, En tyran mindre, Gyldendal, 192 sider, 249,95 kr.

Adam Holm er historiker og journalist, og i denne bog blander han genrerne. Hvert kapitel kan læses som et essay for sig. Der er både nedslag i Syriens historie og indslag fra hans egne rejser i landet. Bogen foregiver ikke at give noget stort overblik over hverken historien eller regionen, hvad den bestemt heller ikke gør. 

Hovedstolen er beskrivelser af Assad-regimets helt umådelige brutalitet. I sin ukunstlede prosa udpensler Holm den ene torturscene efter den anden, maler minutiøst billeder af mord og massakrer begået af regimet og dets kumpaner. Hvor skrækindjagende det end måtte være, er redegørelsen for disse rædsler ikke bogens egentlige fortjeneste. Det er, at læseren er undervejs med en tænksom og vemodig rejsende.

Holms hengivenhed for dette land er tydelig. Han besøgte Syrien for første gang i 1998, og det var kærlighed ved første blik. Men gjorde den blind, kærligheden? Han kan ikke frigøre sig fra den tanke, at han har været ”nyttig idiot” for et brutalt regime i lighed med danske venstreorienterede, som rejste til Sovjetunionen og lovpriste, hvad de så.

Landet var i århundreder underlagt osmannisk styre, en kort overgang under fransk kontrol for efter 2. Verdenskrig at udskilles som selvstændig stat, men altid præget af sekterisk vold og indre splid. Da Hafez al-Assad kuppede sig til magten i 1970, var det med den begrundelse, at kun en fast hånd kunne holde styr på et så sammensat land beboet af så stridbare folkeslag, og denne politik blev videreført af hans søn Bashar, der arvede magten 30 år senere.

Bogens epilog indledes med et citat fra Thomas Hobbes’ Leviathan fra 1651. I modsætning til sine mere liberalt sindede landsmænd mente Hobbes, at samfundspagten var uden fortrydelsesklausul. Når først magten var overgivet til suverænen, kunne den ikke kaldes tilbage, fordi det var den eneste måde at sikre fred og stabilitet. Det var netop også Assad-regimets legitimeringsstrategi. 

Syrien var, da Bashar al-Assad tog over, ved at åbne sig mod omverdenen, og det blev et populært rejsemål for intellektuelle som f.eks. Adam Holm. Det indebar imidlertid, at de tilrejsende stiltiende eller på anden måde måtte leve med den hobbesianske præmis. Det var i Assad-styrets Damaskus, at der blev åbnet et dansk kulturinstitut, hvor kunstnere og videnskabsfolk kunne nyde det nænsomt restaurerede antikke hus og skrive hjem om civilisatorisk ælde, levantisk gæstmildhed og fredelig sameksistens mellem religionerne. Det var det Syrien, som den unge Adam Holm forelskede sig i.

Med denne bog tvinger han sig selv og enhver, der har nerverne til at læse den, til at bese, hvad det indebar. Det var ikke en idyl, man kan længes efter. Præmissen var så falsk som nogen. Der var ikke fred og fordragelighed, men undertrykkelse og vold. Efter det arabiske forår i 2011 brød en voldsom borgerkrig ud, og styret udviste ingen nåde mod den befolkning, som den hævdede at beskytte. Antallet af døde tælles i hundreder af tusinder og fordrevne og flygtninge i millioner. Regimet stod i alliance med andre samvittighedsløse aktører fra Hizbollah i Libanon til Putin i Moskva, og repræsentanter for den ekstreme europæiske højrefløj kom i nådig audiens i Damaskus. Assad holdt tilsyneladende skansen, indtil det – næsten fra den ene dag til den anden – smuldrede for ham og han måtte søge tilflugt i Rusland.

Verden blev en tyran mindre, som Holm skriver. Mere sprogligt korrekt er det vel, at vi er blevet en tyran færre. Hvorom alting er, forbliver spørgsmålet, hvem skal tage over? Epilogen balancerer mellem den historiske erfaring af århundreders vold og væbnet konflikt på den ene side og et næsten forceret håb om forandring, frihed og fred på den anden. ”Et nyt kapitel skal skrives i Syriens forpinte historie. Allerhelst et kapitel, der ikke handler om en ny tyran.”

Holm svarer aldrig direkte på spørgsmålet, om hans ungdoms kærlighed gjorde ham til nyttig idiot. Han peger heller ikke fingre ad andre. Det er for så vidt klogt nok. Men det vækker trods alt nysgerrigheden. Hvad vidste folk egentlig om Syrien for 25 år siden, og hvad sagde de?

(Weekendavisen 27. aug. 2025, avisens rubrik var en anden)

Stand, rang og klasse

Gunner Lind, Eliterne. 100 Danmarkshistorier, Aarhus Universitetsforlag

Den undergenre under historievidenskaben, der kaldes socialhistorien, beskæftiger sig i overvejende grad med de underprivilegerede, de besiddelsesløse, forpinte og forhungrede. Tidligere professor i historie Gunner Lind skriver også socialhistorie, blot om dem i den anden ende af hierarkiet. I modsætning til mange af sine kollegaer peger Lind ikke fingre ad privilegierne eller rigdommen. Han analyserer, hvordan eliter bliver til, iscenesættes, fungerer og forsvinder. Der er en pointe med flertalsformen, fordi adkomsten til samfundets top følger forskellige spor: evner og vilje, formue og forbindelser, arv og ægteskab, tjeneste og forretning. Mellem de forskellige eliter kan der være en stor, men aldrig fuldstændig fællesmængde

Historien begynder med valget af den første af de oldenborgske konger i 1448. Christian I herskede over et standssamfund, hvis eliter var højadelen og den øverste gejstlighed, og hans magt hvilede på deres tilslutning. Gejstligheden blev rystet af Reformationen i 1530erne, og adelsvælden blev afløst af kongelige enevælde efter 1660. I den forbindelse indførtes en forordning om rang, der udfordrede, men bestemt ikke afskaffede forestillingen om stand. Rangforordningen afgjorde, hvem der stod tættest på kongen og dermed var mest betydningsfuld. De enevældige konger lagde vægt på, at avancement var afhængigt af loyalitet mod kongemagten, men også i stadig stigende grad af evner og uddannelse. Samtidig skabte enevælden også sin egen arvelige adel med titler af grever og baroner. 

Junigrundloven af 1849 afskaffede alle privilegier, der knyttede sig til stand og rang uden at afskaffe nogen af delene. Hierarkierne bestod, nu oftere betegnet som klasser. Helt frem til begyndelsen af det 20. århundrede var til- og omtaleformer en vigtig social markør, der kodede for klasse, køn og civilstand. Mens vi i dag ikke længere taler om og til hinanden som i TV-serien Matador, er det en central pointe i bogen, at vore dages overklasse ganske vist for manges vedkommende er blevet det ved egen kraft og på det moderne samfunds meritokratiske og demokratiske vilkår, men at strukturer og kulturelle koder, der går helt tilbage til Senmiddelalderens aristokrati stadig gør sig gældende. Monarkiet er den ældste samfundsinstitution i Danmark og stadig central. Den gamle fødselsadel findes endnu, og det samme gør den enevældige rangforordning, herunder dens grever og baroner. Danmark er ikke domineret af gamle penge, men de findes, og nye penge har det med at tilegne sig de gamle eliters kulturelle koder og at efterstræbe deres værdighedstegn. Trods omvæltningerne 1536, 1660 og 1848/49 og trods en omfattende økonomisk udligning er de danske eliter og ledende institutioner i dag et resultat af en akkumuleret udvikling over mange hundrede år.

Gunner Lind betjener sig af en fortættet prosa, der ikke kan kaldes elegant, men til gengæld indholdsmættet. Han skilter ikke med det betydelige teoretiske beredskab, der ligger til grund for analysen. Under teksten simrer blandt andre de for moderne historievidenskab så væsentlige sociologer som Max Weber, Pierre Bourdieu og Charles Tilly. Lind skriver med overblik i syntesen, præcision i detaljen og analytiske dybde. Her øses af et helt forskerlivs erkendelser. Medlemmer af nutidens eliter kan med fordel læse med.

(Kristeligt Dagblad 15. okt. 2025)

Whistleblower

Christian Jensen, Til sidste kommer det frem, Politikens Forlag

Christian Jensen (f. 1972) har skrevet sine erindringer i utide. Beretninger fra barndommens Grindsted blandes med tildragelser fra hans karriere som journalist og redaktør. Bogen markedsføres som en hyldest til ’whistlebloweren’, den meddeler, der for egen regning og risiko udstiller magtmisbrug, korruption og uhæderlighed ved at lække fortrolige oplysninger. 

Christian Jensen blev allerede som nyuddannet journalist kendt, fordi han var med i den gravergruppe på Berlingske Tidende, der i 1999 afslørede, at Riffelsyndikatet, der havde leveret våben til tyskerne under krigen, i 1950 af Revisionsudvalget for Tyske Betalinger blev pålagt at betale et stort beløb til staten. Berlingskes artikler vakte opsigt, fordi A.P. Møller havde været storaktionær i Riffelsyndikatet, og artiklerne tog form af en direkte anklage mod skibsrederen. Hans søn, Mærsk McKinney Møller blev så fortørnet på Berlingeren, at han solgte sine aktier i Det berlingske Officin til stor skade for avisen. Artiklerne bragte faktisk nyt for dagen, og de gav også anledning til en øget fokus i forskningen på erhvervslivets rolle under Besættelsen, så Jensen kan med rette være stolt af sit arbejde.

Desværre oversælger han historien. Han får det til at se ud som om der var tale om "kendelser for økonomisk værnemageri”, altså strafbare forhold, men det var netop ikke tilfældet. Det var en administrativ konfiskation med tilbagevirkende kraft af penge tjent på handel med tyskerne. Denne handel var ikke alene kendt og lovlig, men også tilskyndet af regeringen. Værnemager i lovens forstand var Riffelsyndikatet ikke og endnu mindre A.P. Møller, der oven i købet ifølge den officielle biografi af Ove Hornby lod provenuet fra aktierne i Riffelsyndikatet tilflyde modstandsbevægelsen. 

Historien i Berlingske Tidende blev til som følge af et anonymt tip. Jensen afviser, at kilden var Frank Aaen. Den forhenværende kommunist Aaen har ellers pralet offentligt af sin andel i sagen, og det ville klæde Jensen at reflektere lidt mere over, hvorfor netop Aaen betragtede dette anslag mod både A.P. Møller og Berlingeren som sin egen triumf.

Interview med af Anna Libak med Frank Aaen
i Weekendavisen 9. feb. 2007

Christian Jensen var ansvarshavende redaktør på Information, da avisen i 2013 skrev historien om det omfattende efterretningssamarbejde mellem Danmark og USA. Det var altså almindeligt kendt stof, men ikke desto mindre gik PET og anklagemyndigheden ti år senere langt for at få blandt andre Lars Findsen, Simon Andersen og Claus Hjort Frederiksen dømt for at lække netop disse oplysninger. Det begyndte med en whistleblower i FE, som inspireret af Edward Snowden lækkede oplysninger til Tilsynet med Efterretningstjenesterne, og det førte til Findsens hjemsendelse og varetægtsfængsling. Alle anklager endte som bekendt med at blive frafaldet. Jensen erklærer højtideligt, at han ikke forstår sagens forløb, og hans sympati er klart på Findsens side. Interessant nok falder det ham ikke ind at identificere den af ham så anpriste whistleblower som den, der udløste det, der udefra lignede en dominoeffekt drevet frem af panik og dårlig dømmekraft hos myndigheder og politikere. Hvis man betragter fængslingen af Lars Findsen som et problem, må man samtidig betragte whistlebloweren som en del af dette problem.

Bogen kunne godt have været strammere redigeret. Kapitlerne om Chelsea Manning, Edward Snowden eller Inger Støjberg er forglemmelige. Mere kød på historien kommer der, når det handler om Jakob Scharf, tidligere chef for PET. Samme tjeneste søgte og fik i 2016 et fogedforbud mod en bog, som Politiken-journalisten Morten Skjoldager havde skrevet om og med Scharf. Christian Jensen besluttede derfor i stedet at trykke bogen som et tillæg til Politikens søndagsudgave, og hans beskrivelse af den beslutningsproces og de kvaler i tusindtal, som den voldte ham, er substantiel læsning. Her er vi inde og røre ved det strafansvar, der faktisk knytter sig til at bære de gyldne kæder som ansvarshavende redaktør, og man får et klarere indtryk af Christian Jensen som et både samvittighedsfuldt og generøst menneske.

Bogens blanding af det personlige erindringsstof og de mere principielle sager fungerer ikke altid. Der skulle nok være truffet et mere konsekvent redaktionelt valg fra begyndelsen. Handler det om den små Christian ”fra den socialt udfordrede jyske arbejderklasse”, der stiger til tops i den københavnske medieverden som chefredaktør for Politiken, eller er det en journalistfaglig bog om håndteringen af anonyme kilder og læk af fortrolige oplysninger? Den skulle nok have været det sidste, for Jensen er for eksempel ikke særlig dygtig til at iscenesætte sin egen barndom som dårlig. Til gengæld får vi den ikke så uvæsentlige oplysning for den senere udvikling, at hans bedste ven siden barndommen er ovennævnte Simon Andersen, dansk journalistiks pendant til Stig Tøfting. Til sammenligning er Christian Jensen vel nærmest som Kasper Hjulmand, flink og lidt uskarp.

(Kristeligt Dagblad 24. sept. 2025)