Stat og marked

Ove Kaj Pedersen, Markedsstaten, Hans Reitzels Forlag, 423 sider, kr. 300

Denne bog handler om historien om den frie ret til at udbyde sin arbejdskraft. Egentlig handler den om det modsatte, nemlig at arbejdskraft aldrig i Danmark har været udbudt på et frit og åbent marked. Under enevælden var arbejdet bundet ind af lavsvæsen, fæsteforhold, fattigvæsen, husbondret, vornedskab, tradition og meget andet. Samfundet var grundlæggende bygget op om privilegier og særrettigheder, der knyttede sig til især bosted, køn, formue og stand. Privilegier har to sider. Hvis skattefrihed er nogens privilegium, betyder det, at andre skal betale så meget desto mere. Hvis husbond har revselsesretten, betyder det at tyendet risikerer at få stryg. Privilegier gør et samfund assymetrisk, fordi det gennemvæves af hierarkiske systemer, uligheder og magtrelationer.

Enevælden indebar fra sin begyndelse i 1660 en stærk centralisering af magten i staten, og denne proces nedbrød ganske vist mange af de gamle privilegier, men erstattede dem med nye. Et godt eksempel er stavnsbåndet. Det blev indført i 1733 til erstatning for ældre lovgivning, og hensigten var at give godsejeren, hvis pligt det var at stille med et bestemt antal karle til krigstjeneste, et middel til at fastholde drenge og mænd på godset. Ophævelsen af stavnsbåndet i 1788 fejres som regel som et gode, men i praksis kunne det kun ophæves, fordi soldaterindskrivningen blev centraliseret, således at den ikke længere påhvilede godsejerne.

I modsætning til retten til at drive fri næring, blev retten til at råde over udbuddet af sin egen arbejdskraft ikke sikret med Grundloven i 1849. Den såkaldte forsørgelsesparagraf (nuværende §75) fastslår i sit første afsnit, at enhver arbejdsduelig borger skal have mulighed for at arbejde på vilkår, der betrygger hans tilværelse, og i det andet afsnit, at den, ”der ikke kan ernære sig eller sine, og hvis forsørgelse ikke påhviler nogen anden, er berettiget til hjælp af det offentlige, dog mod at underkaste sig de forpligtelser, som loven herom påbyder.” 

Denne paragraf fortolker Ove Kaj Pedersen som en fortsættelse af den enevældige lovgivnings behandling af fattige og straffede, nemlig at de skulle stille deres arbejdskraft til rådighed for staten. Det er hans grundlæggende pointe, at arbejdskraften aldrig er sat fri, det vil sige stillet til den enkeltes fri rådighed. Den danske stat har ganske vist i modsætning til næsten alle andre stater afholdt sig fra at regulere arbejdsmarkedet, men den særlige danske arbejdsmarkedsmodel, knæsat med den store aftale mellem arbejdsgivere og fagforeninger i 1899 forudsætter, at aftaler mellem arbejdsgiver og arbejdstager grundlæggende indgås kollektivt og ikke individuelt.

Oven på den sådan set ret enkle historie om reguleringen af markedet for arbejdskraft bygger Ove Kaj Pedersen en anden historie, frihedens historie. Her må man indskyde, at det bestemt ikke er nogen nem opgave at parafrasere, hvad Ove Kaj Pedersen overhovedet vil med sin bog. Bogen er for lang og for dårligt redigeret. Læseren må igennem flere kapitlers begrebsgymnastik, inden man når til det første konkrete eksempel på side 61. De teoretiske afsnit er meget vanskeligt tilgængelige, skrevet som de er i en fransk, abstrakt filosofisk tradition. De kapitler, der gennemgår lovgivningen gennem tiderne synes nærmest at være forberedende noter, der er løftet direkte over i manuskriptet, mens andre passager ligner forfatterens talesprogsagtige dialog med sig selv. Hvis bogen er tiltænkt den almindeligt interesserede læser, rammer den temmelig meget ved siden af sit publikum. Det er synd, for Pedersen har nogle virkelig interessante pointer (forudsat jeg altså har forstået dem ret), når det handler om frihed.

Man kunne vende tilbage til stavnsbåndet for at illustrere. Dets ophævelse er blevet fremhævet som et meget stort fremskridt for friheden i Danmark. Det var det som nævnt i den konkrete sammenhæng næppe, men pointen går videre, for tolkningen af friheden som en slags konstans i historien, der er enten undertrykt eller ikke, bygger på en tilbageprojicering af et fænomen fra det 19. århundrede, som Pedersen kalder ”normalsubjektet”. Det er et myndigt retssubjekt, der har rådighed over f.eks. egen formue og ejendom, civilstand, bevægelsesfrihed og arbejdskraft, og som derfor frit kan indgå kontraktlige forhold med andre normalsubjekter om indgåelse af ægteskab, salg af ejendom eller udlejning af arbejdskraft på lige fod, ubundet af privilegier. Normalsubjektet er i en vis grad et ideal, ikke mindst som nævnt for arbejdskraftens vedkommende, men et ideal med et samfundsforandrende potentiale. Men det har også betydning for fortolkningen af historien. 

Grundfortællingen om frihedens historie, altså den enkelte borgers ret til handle på egne vegne, blev til, at en oprindelig, naturlig frihed var blevet undertrykt af en despotisk magt, men at mennesket på ny skulle frisættes. Man antog ganske enkelt, at ”friheden” fandtes fx under enevælden, blot i undertrykt tilstand, og derfor har stavnsbåndets ophævelse spillet så stor en rolle i denne udlægning af historien. Det er en grundfortælling, der også indebærer, at der findes et grundlæggende modsætningsforhold mellem frihed og (central) statslig magtudøvelse. Heroverfor sætter Pedersen den tanke, at friheden i skikkelse af normalsubjektet ikke dukkede op fra en tilværelse i nedtrykt uvirksomhed efter enevældens fald, men derimod skabtes af den moderne statsmagt. Kort fortalt gives alle de forudsætninger, som sikrer den enkeltes handlefrihed som retssubjekt, som borger, som ejendomsbesidder af staten – markedsstaten. Det marked, der er det handlende subjekts arena, er tilvejebragt af staten, og forudsætningen for, at individet kan handle på det, er ikke mindst en høj grad af disciplinering. Den konflikt, der opstår, er altså ikke en kamp mellem stat og individ, men er udtryk for et indbygget paradoks i friheden selv.

Eller med Pedersens egne ord, der her også kan tjene som en afsluttende illustration af hans lidt egensindige omgang med sproget: ”På den måde forudsættes det, at der med markedsstaten og dens individuelle friheder skabes et rum for muligheder, men også en distance mellem norm og handling, ligesom modsætningen mellem at være fri og at leve socialt rejser spørgsmål om, hvad en stat er, og hvordan den leves. Samtidig rejses spørgsmålet om udøvelse af magt, dvs. om, hvordan statsformen søges gjort uomgængelig ved, at subjekter dannes til at forstå sig som individer med egen myndighed, uddannes til at handle rationelt, gives færdigheder til at følge markedets incitamenter og også styres og kontrolleres til at gøre som pålagt eller udsættes for tvang eller repression, hvis de ikke gør det. Redskaberne for påvirkning er mange, men det vigtigste er, at de alle indebærer udøvelse af magt til forudsætning for minimering af distancen og maksimering af statsformens aktualisering.”

(Kristeligt Dagblad 27. juni 2014. Sidste afsnit med det lange citat var udeladt i avisens trykte udgave. Avisen havde valgt en anden overskrift)

Overlever fra Holocaust

Robert Fischermann, At forstå er ikke at tilgive - en dansk KZ-overlevers livslange rejse,Gyldendal

Robert Fischermann blev født i København i 1928 som søn af indvandrede jøder fra Kurland i det nuværende Letland. Familien var blevet advaret forud for jødeaktionen i oktober 1943, men var med undtagelse af de to ældste søskende af forskellige grunde hjemme, da tyskerne bankede på. Faderen undslap, men Robert, hans mor og tre yngre søskende blev taget af tyskerne og sendt til Theresienstadt, hvor de tilbragte halvandet år som kz-fanger.

Theresienstadt var ingen almindelig kz-lejr. Den tjente som en slags mønsterlejr, som tyskerne kunne bruge til at vise frem for offentligheden. At overleve Theresienstadt handlede om ikke at blive sendt videre til en udryddelseslejr. De danske fanger nød i kraft af en særaftale særlig opmærksomhed, så de forblev i lejren, men det betød naturligvis ikke, at de målt på nogen menneskelig skala slap let. Forholdene var kummerlige, sygeligheden og dødeligheden tilsvarende stor. Af de 470 danske jøder i Theresienstadt døde de 53 under opholdet i lejren. Og eftersom de danske fanger ikke vidste, at de ikke ville blive sendt videre, var den psykiske belastning også betydelig.

Fischermann, hans mor og søskende blev reddet hjem af De Hvide Busser i krigens sidste måneder. De blev genforenet med familiens ældste datter, men erfarede, at faderen og en ældre bror var omkommet under flugtforsøget til Sverige i oktober 1943. Ved hjemkomsten led moderen af depressioner, og en søster begik selvmord. Men Fischermann overlevede som et helt menneske.

 

Han havde mistet sin jødiske tro, men erstattede den med en tro på staten Israel. Han blev zionist. Han tog en uddannelse som ingeniør, blev lykkeligt gift, og familien flyttede i 1972 til Israel, hvor den har boet siden. Først i en høj alder har han kunnet mobilisere et beredskab, der har sat ham i stand til at fortælle om sine oplevelser.

 

Som så mange andre overlevende fra holocaust fortæller han nøgternt og usentimentalt om sine oplevelser under krigen. Det er, som om dette toneleje egner sig bedst, når en særligt brutal virkelighed troværdigt skal gengives. Holocaust er et emne, hvor ethvert forsøg på at bruge et mere malende sprog vil risikere at besmykke eller dække over det, som det forsøger at beskrive.

 

Derudover beretter Fischermann også om, hvordan han efter krigen har kæmpet med at oparbejde sin fortid og forblive et helt menneske i processen. Bogen er en hel selvbiografi. Dermed lægger Fischermann sig op ad en tendens, der også gør sig gældende i holocaust-forskningen, nemlig at se på eftervirkningerne af fangenskabet. De er for de fleste livslange.

 

Til slut i bogen kommer han til de mere principielle overvejelser om, hvorvidt tilgivelse af den slags ugerninger, som blev begået mod blandt andre jøderne under krigen, er mulig, og hans konklusion er, at det i hvert fald ikke er op til ham at tilgive på andres vegne. Fischermanns bog føjer sig til den lange række af vidnesbyrd om en forbrydelse, der med tiden kun forekommer mere ufattelig, men så meget desto vigtigere er det, at historien bliver fortalt igen.

(Kristeligt Dagblad 2. juni 2014)