En anonym rejsende

Volker Barth, Inkognito – Geschichte eines Zeremoniells. Oldenbourg Verlag, 2013

Sent på aftenen den 14. maj 1912 spadserede en ældre,velklædt og lettere korpulent herre gennem Hamborg. Han fik et ildebefindende og faldt om på den centrale plads Gänsemarkt. Tililende, herunder en politibetjent, kom ham til hjælp, og han nåede at give den oplysning, at han boede på det nærliggende Hotel Hamburger Hof, men inden man kunne komme til en nærmere afklaring af, hvem denne herre var, mistede han bevidstheden.

I overensstemmelse med forskrifterne sørgede betjenten for, at den ukendte fremmede blev bragt til Hafenkrankenhaus, hvor den vagthavende læge kunne konstatere, at døden var indtrådt. I mellemtiden synes oplysningen om, hvor afdøde var indlogeret, at være gået tabt. Manden bar ingen identitetspapirer på sig, så politiet udsendte en fremlysning. Ud på natten blev det ved Hotel Hamburger Hofs direktørs mellemkomst opklaret, at der var tale om en dansk greve ved navn Kronborg.

Hvis man slår op i den danske adelskalender, finder man imidlertid ingen ved navn Kronborg. Var manden da bedrager? Nej, det kan man ikke sige. Der var nemlig tale om ingen ringere end den danske konge, Frederik VIII, der sammen med sin dronning og flere af sine børn var på gennemrejse fra et kurophold ved den franske riviera på vej hjem til København. Grevetitlen var kongens pseudonym, når han rejste inkognito.

»Inkognito« betyder ordret ukendt, men kongen havde ikke til hensigt at rejse anonymt, det vil sige uden navn. Formålet med et inkognito var tilvejebringe et spillerum for kongen.

En konge er med sin person bundet, som regel på livstid, til den funktion, som han udfylder. Det har skæbnekarakter at blive født som tronfølger, fordi det er en stilling, som indehaveren sjældent og vanskeligt kan undslippe. Der findes eksempler på, at tronfølgere ikke er blevet konge, men de pågældende har som erstatning som regel fået tildelt den identitet at være den, der ikke blev konge, og det er kun en betinget fritagelse fra skæbnen. Spørg bare grev Ingolf af Rosenborg, der ville have været konge i Danmark i dag, hvis det ikke havde været for ændringen af tronfølgerloven i 1953.

Kongerollen er eksponent for den udvikling, som den personlige identitet har gennemgået i de seneste godt 500 år. Hvad vil det overhovedet sige at etablere en personlig identitet? Det er ikke så ligetil, og det kan illustreres udmærket med fænomenet inkognito, som den tyske historiker Volker Barth gør i sin nye bog om emnet.

Kongens funktion blev i løbet af den sene middelalder og tidligt moderne tid gennemritualiseret. Det vil sige, at enhver selv nok så banal hændelse eller relation var iscenesat og forbundet med omfattende regler og involverede en hel række mennesker. Disse iscenesættelser fik i løbet af det 17. århundrede et omfang, der medførte, at en i teorien enevældig konge som Ludvig XIV af Frankrig var fanget i et gyldent bur af nøje koreograferet hofkultur.

Berømt er Solkongens morgentoilette, der blev overværet af et udvalgt publikum. Det blev betragtet som et privilegium at høre til dem, der iagttog, hvordan den legemliggjorte sol stod op om morgenen. I dag betragter vi det som en selvfølge at kunne låse døren til toilettet. Den luksus kunne Ludvig XIV ikke tillade sig, selv om han var enevældig hersker over den største og folkerigeste stat i Europa.

Man skal være varsom med at forudsætte, at fortidens mennesker havde samme behov, som vi har, men hvis man antager, at grundlaget for den moderne opfattelse af individet blev grundlagt i det 16. og 17. århundredes Europa, ikke mindst i Frankrig, giver det mening, at det var netop på dette tid, at inkognitoinstitutionen blev sat i system. Konger og fyrster begyndte at antage aliaser, især når de rejste uden for grænserne af deres egen jurisdiktion.

Berømt er den rejse, som den russiske zar Peter den Store foretog i 1697 forklædt som almindelig underofficer under navnet Petr Michailowitch. Rejsen varede halvandet år og førte den pseudonyme zar gennem mange europæiske lande. Den rejsende lod sig indkvartere i ydmyge herberger, men konventionen »inkognito« var endnu ikke blevet så fast indarbejdet en del af europæisk kultur, at den kunne forventes overholdt overalt. Ikke alle forstod, at de bare skulle lade, som om han bare var en almindelig russer på gennemrejse, og de europæiske aviser, der netop var i deres vorden, skrev frimodigt om den kejserlige højheds besøg. Zaren havde nu heller ikke gjort det let for sig selv. Han havde et følge på 250 tjenere, rådgivere, diplomater med mere. I London var han indkvarteret i, hvad vi i dag vel nærmest ville kalde en Bed & Breakfast i Norfolk Street, hvor han af gode grunde ikke kunne holde audiens, men ikke desto mindre modtog besøg af både selveste kongen.

I løbet af det 18. århundrede fik inkognito en mere fast form, således at monarker og højadelige for alvor kunne begynde at lege med deres identitet med en begrundet forventning om, at alle omkring dem legede med. Men selvfølgelig var der ikke bare tale om en leg. Zar Peters rejse var ikke udslag af kejserlig vilkårlighed eller tilfældig nysgerrighed. Han var optaget af at lære af den økonomiske og teknologiske udvikling i det nordvestlige Europa. Hans inkognito hjalp ham til at åbne kommunikationsveje, som ikke på samme måde blev stillet ham til rådighed ad hofceremoniellets sædvanlige kanaler.



"Czarens Hus" i Nykøbing Falster. Da Peter d. Store var i Danmark i 1716 besøgte han også Nykøbing Falster. Imidlertid spiste han som om han var inkognito ikke på slottet, men på byens postkro, der derefter benævnes efter ham. Ældre Postkort, Museum Lolland-Falster.

Forekomsten af inkognito synes at være et resultat af en afgørende nydannelse af identiteten som historisk fænomen, idet den ikke længere var bundet til den funktion eller plads, man havde i samfundet, men derimod til den fri vilje. Og i kongens eller fyrstens tilfælde betød et inkognito ikke en fravælgelse af den magt, som kongeværdigheden indebar. Derimod accentueredes kongens magt af det forhold, at kongen endog havde magten til midlertidigt at definere sig selv som en, der var noget andet end konge. Kongeværdigheden blev med andre ord til et spørgsmål om valg og ikke blot skæbne. Dermed kunne kongen finde sig til rette i den moderne verden, hvor individet først og fremmest karakteriseres ved at have en fri vilje, og hvor identiteten af samme årsag ikke ligger fast. Hvis den fri vilje lod sig binde af konventioner eller vaner, var den jo i sagens natur ikke længere fri. Derfor står en moderne identitet altid til potentiel genforhandling.

For en konge som Frederik VIII var der også en praktisk grund til at antage et inkognito. I løbet af det 19. århundrede var infrastrukturen i Europa udviklet i en grad, der gjorde lystrejser mere tilgængelige også for de kongelige. Medlemmer af de europæiske fyrstehuse tilbragte gerne en del af vinteren ved Middelhavet. Når en fyrste rejste under inkognito, skulle værtslandet ikke stille med hele udtrækket af æresbevisninger og militære parader. Raffinementet bestod i, at netop fordi også værten godtog den fiktion, at kongen var greve, var en fuldbyrdet anerkendelse af kongens valg af identitet.

Da Frederik VIII først var død, og hans identitet var fastslået af de hamborgske myndigheder, var der imidlertid ingen vej uden om det forhold, at han var kongelig. Der måtte stilles en æresgarde foran Hotel Hamburger Hof den følgende dag, for den afdøde var nu blevet berøvet sin mulighed for at vælge sin egen identitet og var derfor kongelig igen. Konge var han imidlertid ikke, for det var hans ældste søn, Christian X, blevet i det højeblik, hans far døde, men der var stadig tale om et kongeligt besøg. Frederik VIII’s lig blev standsmæssigt overført til Lübeck, hvorfra det med kongeskibet blev bragt hjem.

 

I den danske folklore hedder det sig, at Frederik VIII døde på et bordel. Det er og bliver et rygte. Det er imidlertid et interessant spørgsmål, hvordan dette rygte opstod. Det synes ikke mindst at stamme fra den tyske presse, der mere end antydede, at den danske konge gerne tog ophold i metropolen ved Elben for at nyde de glæder, som blev tilbudt enhver besøgende verdensmand. For de lokale var det naturligvis ikke ubekendt, at Gänsemarkt grænsede op til en gade, der dengang var bekendt for prostitution. I den danske tradition har det ikke mindst været af betydning, at det sygehus, hvortil liget i første omgang blev bragt, ikke lå lang fra det, der i dag er kendt som Hamborgs forlystelseskvarter, St. Pauli. Alt tyder dog på, at Frederik VIII netop denne aften blot var ude at spadsere for at – spadsere.

(Weekendavisen den 20. sept. 2013)

Krig tager liv og giver mening

Tom Buk-Swienty, Kaptajn Dinesen – Ild og Blod, Gyldendal, 512 sider, kr. 349,95

Wilhelm Dinesen (1845-1895) deltog som ung, nyuddannet officer i krigen i 1864, hvor han udmærkede sig. Tom Buk-Swienty stødte på ham i sit arbejde med sine bøger om Dybbøls fald og Slaget på Als og lagde mærke til, at Dinesen reagerede anderledes end den typiske deltager i de forfærdende slag. Mens krigen for de fleste var den rene rædsel, var den for den unge Dinesen en form for eksistentiel nødvendighed. Midt i galskaben fandt han den glød, som han levede af.

Han opsøgte krigen igen som frivillig på fransk side i den fransk-tyske krig 1870-1871 på samme måde som han opsøgte farerne ved andre dristige eventyr. Det kom fra faderen, A.W. Dinesen, godsejer og artilleriofficer, der havde deltaget som frivillig på fransk side i kolonikrigene i Nordafrika, og som vandt sig status som dansk national helt under den første slesvigske krig 1848-1850. Viljen til krig blev bragt videre til Wilhelm Dinesens søn, Thomas Dinesen, der deltog som frivillig i 1. Verdenskrig i den canadiske hær.

Til fælles havde de tre generationer yderligere, at de gav deres krigerfaringer et litterært udtryk. De kunne skyde, og de kunne skrive. Det gjaldt som bekendt også Wilhelms datter og Thomas’ søster, Karen Blixen, hvis pseudonym, Isak Dinesen, jo ikke for ingenting spiller på patriarkalske principper og muligheden af et blodigt sønneoffer.

Krigen var for familien Dinesen ikke ensbetydende med tab af mening; den var derimod ladet med skæbne og betydning. Den var en del af kulturen og ikke en del af kulturens forfald. Om sin hjemsendelse –dekoreret med Victoriakorset – skrev Thomas Dinesen:

”Nu vender vi tilbage til den gamle verden, med dens kendte love og vedtægter. Vi skal igen gøre os sorger og bekymringer om mange ting, vi skal have de gamle skyklapper på, nu har vi igen en fremtid som en lammende byrde på skulderen. Det ventes af os, at vi skal tage interesse i livets ’realiteter’, dagens politik, vores aktiers udbytte, vores slips’ farve --- Bag os, uigenkaldeligt bag os, ligger eventyrskoven, - den virkelige verden, det eneste liv.”

Præcis som sin far fandt Thomas Dinesen livets mening i krigerhåndværket, kunsten at slå ihjel. Det blev Thomas Dinesens skæbne, at hans livs højdepunkt faldt så tidligt, at han derefter måtte leve 60 år i denne fladbundede og trivielle hverdag, inden døden endelig kom til ham. Anderledes gik det for hans far, Wilhelm, der døde som blot 49-årig, angiveligt for egen hånd. Omstændighederne om hans død er ikke ganske opklarede, heller ikke i denne bog, der er første bind i en tobindsbiografi, hvis konklusion vi må vente med at få næste år.

Bogen er ikke en biografi, men ifølge sin egen varedeklaration en ”dokumentarisk fortælling”. Det må forstås således, at den er en levnedsskildring, der benytter sig af fiktionens former, men er baseret på dokumenterbare oplysninger. Buk-Swientys styrke som forfatter er beskrivelsen af de dramatiske tildragelser, der udgjorde centrum i Dinesens eksistens. Bogen begynder og slutter med de dramatiske begivenheder, da kommunardopstanden blev slået ned i Paris i 1871 med Dinesen som øjenvidne. Hertil hører også historien om, hvordan Dinesens tilbedte kusine, komtesse Agnes Frijs, der på samme tid døde af tyfus under et kurophold i Italien, fratog ham ”hans glødende ungdomstro på, at man i krig fandt skønhed og storhed”.

Der er dog kun spredte henvisninger til kildematerialet, må man bemærke. En kritisk læser kunne godt have tænkt sig nogle flere noter, så man kan se, hvor forfatteren har sine oplysninger fra. Det er en nedvurdering af det store publikum, som Tom Buk-Swienty med rette har fået, at det må nøjes med et summarisk noteapparat.

Det er en åbenlys god idé at tage fat på Wilhelm Dinesen, fordi  han inkarnerede en kultur, der har spillet en væsentlig rolle langt op i det 19. århundrede, men som er blevet negligeret og glemt i det 20. århundredes historieskrivning. Han var ikke adelig, men han repræsenterede et aristokratisk sæt af værdier, en patriarkalsk krigerkultur, som i nutiden er forblevet en nærmest oprørsk understrøm i et ellers tryghedssøgende velfærdssamfund. Vi ser denne understrøm repræsenteret i de unge mænd, der indtil for nylig har opsøgt ild og blod som frivillige i dansk krigstjeneste i Afghanistan. Det er jo paradoksalt, at en oprindeligt systembevarende, konservativ kultur i dag har fået et oprørsk udtryk, men netop dette paradoks finder Buk-Swienty udtrykt hos Dinesen, der ikke fandt sin ære i at repræsentere sin tids tempererede dannelseskultur, men i at drikke tæt og le op i dødens åbne ansigt.

(Kristeligt Dagblad 20. september 2013)

 

Fra redning til flugt

Bo Lidegaard, Landsmænd - de danske jøders flugt i oktober 1943, Politikens Forlag

Hvis denne bog var udgivet for blot nogle få år siden, ville den antagelig ikke have fået "de danske jøders flugt" som en del af undertitlen. Så ville den have heddet noget med " de danske jøders redning".

Der er tale om en forskydning væk fra en betragtning af jøderne som genstande for en redningsaktion over til en forståelse af de flygtende selv som aktivt handlende.

Bo Lidegaard har fået adgang til dagbøger, breve og optegnelser fra nogle af de involverede, og kernen i bogen er en kildebaseret, dramatisk fremstilling af begivenhederne fra den 26. september til den 9. oktober i kronologisk orden, der ser historien især fra flygtningenes perspektiv.

Lidegaard former sin fremstilling som en krydsklippet montage, der følger en række hovedpersoner, hovedsageligt fra København, på deres ofte kringlede rute til Sverige. Lidegaard kan sit skrivehåndværk, og den dramatiske nerve fastholdes dygtigt.

Begivenhederne i oktober 1943 har været normgivende for den danske selvforståelse og for mange udlændinges forståelse af Danmark. Det var en af de få begivenheder under krigen, som danskerne som kollektiv kunne knytte an til med selvrespekt, og ikke mindst takket være Leon Uris' roman "Exodus" om staten Israels oprettelse, hvor nogle af hovedpersonerne er danske, har et stort, ikke mindst amerikansk, publikum fået et meget positivt billede af danskernes indsats i oktober 1943.

Mange udlændinge tror stadig, at Christian X i solidaritet med sine jødiske undersåtter bar en jødestjerne. Det passer ikke. Danske jøder gik ikke med jødestjerne, og kongen altså heller ikke, men der er den sandhed i historien, at kongen varmt støttede den danske regerings politik, der gik ud på at beskytte de danske jøder mod overgreb. Af afgørende betydning var det endvidere, at denne politik havde en stærk klangbund i befolkningen. Antisemitisme var ikke særlig udbredt i Danmark. Jøderne blev betragtet som landsmænd.

Det er stadig fristende at tro på, at jøderne blev reddet, fordi danskerne er et særligt fortræffeligt folkefærd, ikke mindst når udlændinge oven i købet har bekræftet os i denne tro. Ikonisk for mange danskere er den scene fra tv-serien " Matador", hvor den indtil da karakterløse Maude Varnæs redder jøden hr. Stein. Vi vil alle gerne tro om os selv, at vi ville handle ligeså. Det giver en moralsk selvtilfredsstillelse at blive retfærdiggjort pr. stedfortræder.

Men moral udgør ikke i sig selv nogen tilfredsstillende forklaring på det, der faktisk skete. Nogle har vendt det moralske kompas om og har været meget optaget af for eksempel at bebrejde de folk, der lagde båd til flugten over Sundet, at de tog ågerpriser for overfarten. De var jo menneskesmuglere. Det er ikke en dagsorden, der optager Lidegaard.

Den tyske rigsbefuldmægtigede, Werner Best, var presset af Berlin for at få en løsning på det, som nazisterne kaldte " jødeproblemet". Best så imidlertid også klart, at danskerne ikke betragtede jøderne som et problem, og at et indgreb over for danske jøder ville vække en kraftig og uhensigtsmæssig modvilje blandt danskerne. Best havde ingen ideologiske kvababbelser. Han var overbevist SS-mand.

Men i Danmark forestod han den civile administration og var hele tiden opmærksom på ikke at støde danskerne fra sig. Hvis det kom til en skærpet konflikt, måtte han nemlig overlade tøjlerne til den militære øverstkommanderende von Hanneken. Hanneken var på sin side ikke meget for at stille mandskab til jødeaktionen, selvom den foregik under den militære undtagelsestilstand efter augustoprøret i 1943. Han anlagde den samme betragtning som Best, nemlig at en jødeaktion ville ødelægge forholdet til danskerne.

Georg Duckwitz var søfartssagkyndig på det tyske gesandtskab i København, og han fremstilles ofte som " den gode tysker", fordi det var ham, der over for fremtrædende socialdemokrater røbede de tyske planer om at deportere de danske jøder.

Men Duckwitz var - eller havde i hvert fald været indtil krigens begyndelse - overbevist nazist og antisemit, præcis som Best, og Duckwitz var uanset sine motiver antagelig ikke meget mere end et sendebud for Best. Sagen var nemlig den, at mange danskere, herunder fremtrædende jøder, ikke troede på, at tyskerne ville gennemføre en jødeaktion. Duckwitz talte dansk og havde troværdighed nok til, at hvad han sagde ikke bare kunne affejes som blot endnu et rygte.

En anden væsentlig faktor var det forhold, at der skulle være et land, som de danske jøder kunne flygte til. Selvom Sverige lå lige for målt i kilometer, var det ingen selvfølge, at de ville blive modtaget på den anden side af Sundet.

Sverige havde ført en aktiv tilpasningspolitik til Tyskland i krigens første år, men den blev forladt i 1942-1943, og det muliggjorde den velkomst, som de danske jøder fik.

Lidegaard redegør omhyggeligt for disse forudsætninger for flugten. Men når det kommer til stykket i konklusionen, vander det alligevel ud i en lidt konturløs fejring af redningen: " Flugten lod sig frem for alt gøre, fordi den danske befolkning så tidligt, så entydigt og så beslutsomt havde vendt sig mod selve den tankegang, der lå bag jødeforfølgelserne.

Nøglen til at forstå den mirakuløse redning ligger således i den politiske indsats gennem de ti år, der gik forud for aktionen." Det er en pointe, der uden tvivl vil gøre sig godt på det amerikanske marked for den slags bøger - en oversat udgave af bogen er på vej - og den er naturligvis heller ikke helt uden hjemmel, men den udtrykker en alt for idealiseret betragtning af den danske politiske kultur i 1943. Danmark var et land på randen af krig og i splid med sig selv.

Modstandere af regeringens tilpasningspolitik var villige til at ofre de danske jøder for at fremkalde " norske tilstande", altså det, som de mente var den nødvendige konflikt. Kun et mindretal af de norske jøder undgik som bekendt at blive taget af tyskerne. At de danske jøder ikke blev ofre for samme skæbne, var et tilfælde. Kun i den betydning kan man tale om et mirakel.

(Kristeligt Dagblad 9. sep. 2013)

Thyge Svenstrup skrev en kommentar til min anmeldelse den 12. sep.:

Seriøs historieforskning har som sit endelige mål at klarlægge forholdet mellem årsager og virkninger i begivenhedsforløbet.

Bo Lidegaard, der har flere solide, bredt anlagte værker om Danmarks historie i det 20. århundrede bag sig, hævder i sin nyeste bog " Landsmænd - de danske jøders flugt i oktober 1943", at redningen i sidste instans skyldtes den indsats for demokrati og humanisme, som de danske samarbejdspolitikere havde ydet i 1930' erne.

I sin anmeldelse i Kristeligt Dagblad den 9. september erklærer Jes Fabricius Møller imidlertid, at de danske jøder kun undgik udryddelsen ved " et tilfælde".

Men hvorfor dog blive stående ved denne før-videnskabelige måde at ræsonnere på? Hvorfor ikke gå yderligere et skridt tilbage og se forsynets eller Guds finger i historien eller miraklet i oktober 1943? Man kan undre sig lidt over, hvad der er på spil i anmeldelsen. Måske ideologiske aversioner. Eller måske har Fabricius-Møller blot dagen, han skrev sin anmeldelse, ligget under for et mindre intellektuelt deficit - tilfældigvis.

Jeg svarede den 17. sep.:

Thyge Svenstrup peger i en replik til min anmeldelse af Bo Lidegaards bog om jødernes flugt i 1943 på det interessante spørgsmål, hvad et mirakel egentlig er. Hvis vi forudsætter, at der ikke er tale om, at Gud griber direkte ind i historien, er vi ladt tilbage med en definition af begrebet, der indebærer en eller anden form for tilfældighed. Jødernes redning kan kun beskrives som mirakuløs, hvis den ikke var helt forudsigelig.

Det var den, hvad de mange samtidige europæiske eksempler viser, netop ikke. Lidegaard mener, at miraklet bestod i den mobilisering af humanitet og demokrati, som de ansvarlige politikere havde stået for siden midten af 1930'erne.

Jeg ønsker ikke at forklejne betydningen af den socialdemokratiske antikommunisme og antinazisme i 1930' erne, men vil blot pege på, at samarbejdspolitikken ikke var den eneste forudsætning for jødernes vellykkede flugt i oktober 1943.

Hvis de tyske myndigheder i Danmark havde ønsket at spærre Øresund for flygtninge, ville det have kunnet lade sig gøre med en langt større effektivitet, end tilfældet var. Hvis svenskerne havde ønsket at modsætte sig en flygtningestrøm fra Danmark, ville de have kunnet gøre det.

Disse to helt afgørende forudsætninger fremgår, må det noteres, ganske tydeligt af Lidegaards bog. Dertil kommer den afgørende forudsætning, at en flugt af denne størrelsesorden kun kunne lade sig gøre med den almindelige danskers tilslutning. Tyskerne lod ganske vist stå til, men kun, fordi de kunne balancere hårfint på grænsen af troværdig benægtelse.

Werner Bests stilling beroede på, at han kunne overbevise Berlin om, at han var hardliner, samtidig med at hans civile administration i Danmark byggede på en forestilling om gensidighed baseret på forhandling.

Best arbejdede for at opretholde illusionen om, at jødernes flugt kom bag på ham. Hvis emsige danskere stak flygtninge til tyskerne, kunne tyskerne altså ikke stikke kikkerten for det blinde øje. At så få af flygtningene blev taget, er altså et vidnesbyrd om, at de danske jøder af de fleste danskere blev betraget som landsmænd. Ellers ville flere være blevet stukket. Deri har Lidegaard helt ret.

Men jødernes heldige flugt må også betragtes som et enestående sammenfald af omstændigheder. Samarbejdspolitikken havde indtil da bidraget til at forskåne jøderne. Den var en nødvendig, men ikke en tilstrækkelig forudsætning for en heldig flugt. Den krævede en kombination af heldige forudsætninger, der tilsammen godt kan kaldes et mirakel.