Mands minde

Jens Smærup Sørensen, Jens - en fortælling, Gyldendal

Jens Smærup Sørensen afviser selv med denne bog at have skrevet en selvbiografi og deklarerer den som ”en fortælling”. Det er ikke til at sige, hvad det skal til for, dette nu efterhånden udbredte skrømteri med forfatterpersonligheden, når der skrives selvbiografi. Det skulle nødig hedde sig, at der var noget om snakken, bare fordi forfatteren skriver ”jeg”.

Det er så meget desto mærkeligere som at Sørensen selv til indledning så udmærket sætter på plads, hvad erindringer er. Han reflekterer over, hvordan han kan huske så langt tilbage som sin spæde barndom, da han lå i sin barnevogn under et æbletræ og kan huske det fordi ”duften og synet af sådan et sødmefuldt æbletræs hvide, rosenrøde og gulnistrede blomsterpragt gennem hele mit nu mere end 70-årige liv igen og igen har gentaget sig som noget nær det saligste vores klode har at byde på.” Erindring er gentagelse af erfaring.

Livet begynder med sansningen, mener han, men først med sproget og dets grammatik bliver jeg’et til som adskilt fra et du. Så det er først med sproget, at det selv bliver til, som gør en selvbiografi meningsfuld. Det er en intellektuel programerklæring og læsevejledning, der lader døren til Sørensens akademiske baggrund med påvirkning fra 1960ernes franske litteraturteori stå på lind.

Det intellektuelle beredskab forbliver heldigvis i skjult reserve. Sørensen bruger sin suveræne forfatterstemme til at tale med det levede og erfarede livs autoritet. Beskrivelsen af barndommen på en gård i landsbyen Staun i Himmerland er bogens højdepunkt. Det er en relativ vurdering, for den er på intet tidspunkt mindre end god – for nu at sige det på påtaget jysk.

Staun var en hel verden, hvor alting havde sin orden og alle kendte deres plads. Det er et velkendt motiv i erindringslitteraturen. For Sørensens generation – han er født i 1946 – gør den omstændighed sig yderligere gældende, at han blev voksen præcis samtidig med, at de bærende strukturer for den landbokultur, der var hans barndoms univers, brød sammen. Han legemliggør den urbanisering, der kendetegner efterkrigstidens Danmark. Det er imidlertid ikke historien om den begavede knægt, der blev holdt til bogen. Han var ikke noget vidunderbarn. Sagen var snarere den, at Jens ret tidligt viste sig utjenlig til virksomhed i landvæsenet, og så måtte man finde et andet udkomme til ham.

Det er et raffinement i fortællingen – og selvfølgelig er bogen også en fortælling – at eksileringen fra barndommens land foregår i flere trin. Først sendes han i købstadsskole i Nibe, dernæst på gymnasium i Aalborg og siden på universitetet i Aarhus. For hver gang fjerner han sig stadig mere fra den virkelighed, der var barnets ved at opgive sin dialekt, sin barnetro - ja, sågar sit navn. Han voksede op i den tro, at han hed Jens Bislev, for det var det efternavn, som hans far havde taget efter den barnløse farbror, der havde adopteret faderen og efterladt ham gården i Staun.

Sørensen er ikke nostalgisk eller fremmedgjort. Han betragter hele sit liv og sine erfaringer som en ressource for forfatteren Jens Smærup Sørensen - som nu f.eks. æbletræet. Det er også klart, at det kun er de erfaringer, der har litterært potentiale, der er med i bogen. Han nævner selv adskillige aspekter af sit liv, som han aldrig vil udfolde på skrift, f.eks. at han i sin studietid om sommeren var tjener og bartender på et stort københavnsk hotel. Det snakkesalige og anekdotiske holder han sig for god til. Han leverer kondenserede anskueliggørelser som i denne beskrivelse af den nykonfirmerede drengs oplevelse af pigerne i Nibe Skole:

”Hvad pigerne tænkte forblev længe mysteriøst, for de delte ligesom højst af høflighed og i få øjeblikke vores interesser. Og da vi holdt op med også at være temmelig ligeglade med dem, og antydningen af smil fra en af dem lige med ét indtog pladsen som livets hidtidige højdepunkt, kunne vores forsøg på at nærme os dem fortsat i nogen tid tage sig ret akavede ud. Havde man selv vovet sig frem og straks igen stukket halen mellem benene, var det selvfølgelig frygteligt pinligt, og det var næsten kun til at komme over ved at drille nogen af de andre, der ikke havde stået sig meget bedre.”

Foruden at beskrive det asymmetriske forhold mellem drenge og piger i teenageårene med fortættet klarhed viser dette afsnit Sørensens nænsomme arbejde med sproget. Hans brug af lidt bedagede stående vendinger er både eksotisk og genkendelig, fordi de består af velkendte ord i sjældne sammensætninger. En sikker dosering af biord giver teksten tone af det talte sprog, en klang af noget dialektalt.

Sproget udvikler sig med fortællingen. Det første fremmedord springer i øjnene, så snart Jens er kommet til Nibe Skole. Indtil da fortælles der som i en af Johannes V. Jensens himmerlandsfortællinger. Ikke fordi man læste Jensen hjemme i Staun. Man levede i den virkelighed, som Jensen skrev om. Det er Sørensen selv, der nævner det. Det ville have været prætentiøs forlorenhed, hvis ikke Sørensen i sin beherskelse af formen havde kunnet overbevise sin læser om den mandjævning.

Bogen er et resultat af en række foredrag, som Sørensen har holdt i Vartov i København. De er blevet til på initiativ af Grundtvigs Forum, der for nogle år siden genoplivede en tradition, der blev indledt med række foredrag, som Grundtvig holdt hen over sommeren og efteråret 1838, oprindeligt annonceret som ”Forelæsninger over de sidste halvhundredeaars Historie”. Det var sønnen Svend Grundtvig, der fandt på titlen Mands Minde, da han udgav foredragene efter sin fars død. Sørensen fletter ikke verdenshistorien ind i sin egen. Kun hen mod bogens slutning behandles den udvikling, som verden er undergået i hans levetid. Han slutter med at reflektere over livet og dets afslutning. I hans levetid, skriver han, ”er hvert enkelt menneskes mulige ansvarsområde blevet voldsomt udvidet, langt hinsides det overskuelige.” Det stiller krav, der aldrig var på tale i Staun, hvor ansvaret bestod i at efterlade bedriften i god foderstand til arvingerne. Den verden kommer aldrig igen. ”At tage ansvar også for så mange flere efterkommere end lige vores nærmeste vil ikke længere være et abstrakt ideal. Men sådan at gøre sig ansvarlig, i stort og småt, ja, i kraft af ganske lidt og blot det ringeste håb, det kan igen – vil jeg tro – blive værd at leve for, og hjælpe enhver af os med at give ordet fra sig og til at dø med fred i sindet.”

(Kristeligt Dagblad den 18. september 2018)

Konkurrencestaten - en forældreløs succes

Ove K. Pedersen

Reaktionens tid. Konkurrencestaten mellem reform og reaktion.

Informations Forlag, 290 sider

I en relativt moden alder – han er født i 1948 – er Ove Kaj Pedersen blevet et varmt navn i den danske samfundsdebat. Han brød igennem til offentligheden for syv år siden med bogen om konkurrencestaten. Begrebet er ikke noget, han har fundet på. Det stammer fra den internationale sociologiske forskningslitteratur, som han havde stiftet bekendtskab med i sin egenskab af professor på CBS/Handelshøjskolen i København.

I bogen om konkurrencestaten var han faktisk ret kritisk over for fænomenet, men har fået et mere forsonligt forhold til den, og Pedersen deklarerer selv denne bog som et forsøg på rette op på de misforståelser, som den første bog affødte.

Konkurrencestaten, hvis opkomst vagt dateres til 1980erne, er i Pedersens forståelse en modifikation af velfærdsstaten. Den er netop ikke et (neo)liberalt projekt, der overlader alt til markedet. Tværtimod blev ”markedet nu gjort til en politisk institution. Det blev staten, der skulle sikre rammerne for den nationale konkurrencedygtighed, og virksomhedernes og husholdningernes ansvar at finansiere velfærden. Staten skulle mobilisere den enkeltes potentiale ved at stille uddannelse til rådighed for stadigt flere gennem hele livet. Individet havde på sin side et ansvar for at udnytte mulighederne.” Konkurrencestaten er altså med andre ord udtryk for en statsliggørelse af markedet, ikke en markedsgørelse af staten. Samtidig er der sket det, at hele uddannelsessektoren er blevet instrumentaliseret, således at børn fra de er ganske små opdrages til at blive soldater i konkurrencestatens tjeneste, som det hedder med en nu berømt og berygtet formulering fra Pedersens første bog, og som han nu ikke tager afstand fra, men dog holder ude i arms længde. Skolen for livet har i hvert fald trangere kår.

Der er udkommet to andre læseværdige bøger i år, hvis hovedpointe er, at velfærdsstaten næsten fra begyndelsen var et økonomisk og åndeligt fallitbo. Arne Hardis’ bog om Jørgen S. Dich viser, at det allerede i begyndelsen af 1970erne stod klart, at velfærdsstaten var udfordret på finansieringen, og Lasse Horne Kjældgaards Meningen med velfærdsstaten, der viser, at det allerede i midten af 1960erne stod klart, at forsøget på at forlene velfærdsstaten med en meningsgivende kulturpolitisk overbygning slog fejl. Det er en skam, at de er kommet så sent, at Ove Kaj Pedersen ikke har haft lejlighed til at inddrage dem i sine overvejelser, for de kunne have tjent som en klargørende baggrund for hans pointe nemlig, at mens det er lykkedes at løse det finansielle problem, som Jørgen Dich pegede på, er der ikke tilvejebragt noget svar på spørgsmålet, hvad meningen er med velfærdsstaten.

Pedersen stiller det op som en række af paradokser: ”Hvordan kan den danske konkurrencestat fremstå som en verdensstjerne, men samtidig udsættes for ubønhørlig kritik? Hvordan kan sammenlignende statistik vise, at Danmark har en konkurrencestat med en betydeligt – positiv – fordelingseffekt, mens debatten alligevel er rundhåndet med eksempler på ulighed, fattigdom og folkesygdomme. Hvordan kan sammenligninger vise, at Danmark har en effektiv offentlig sektor, der leverer høj kvalitet for stadig flere, mens debatten alligevel flyder over med skrækeksempler på misrøgtede patienter, brutaliserede relationer mellem borgere og offentlige medarbejdere? Hvordan kan sammenligninger vise, at danskernes tilfredshed med deres liv er højere end nogen anden befolknings og har været stigende siden slutningen af 1990’erne, altså under konkurrencestaten, mens debatten alligevel er grebet af et slags kollektivt mismod med argumenter om forringet livskvalitet, udbredt stress og tab af livsmod? […] Og hvordan, endelig, kan mange påstå, at den offentlige sektor er skåret til benet, mens omkostningerne til velfærdsydelser og -service aldrig har været højere?”

Mens det med konkurrencestatens modifikation af den skandinaviske velfærdsstat er lykkedes at skaffe medvind på alle de økonomiske cykelstier, er spørgsmålet, hvorfor konkurrencestaten har udløst en sådan kritik, ”selvom den har leveret velstand og velfærd, finanspolitisk holdbarhed, lighed og tryghed i verdensklasse?” Svaret er, at der ikke er tale om en finansieringskrise, men en legitimeringskrise. Igen er det en skam, at Pedersen ikke har haft lejlighed til at konsultere en tredje bog fra i år, Esben Schjørring og Michael Jannerups undersøgelse af forholdet mellem værdipolitik og fordelingspolitik efter 2001, hvor de stiller det afgørende spørgsmål, hvorfor fordelingspolitik ikke længere kan vinde valg? Schjørring og Jannerups svar er ikke nødvendigvis det rigtige, men spørgsmålet er begavet stillet, for det peger i netop den retning, som Pedersen kigger i. Konkurrencestaten løste velfærdsstatens økonomiske krise uden at sætte velfærdsstatens kerneopgave over styr. Det er i global, ja i europæisk sammenhæng, en helt enestående bedrift. Problemet er, at vælgerne ikke belønner dem, der løste dette problem, men dem, der fører valgkamp på en værdipolitisk dagsorden.

At Pedersen er så urutineret en pamfletist er charmerende, fordi han ikke har noget særligt kalkuleret forhold til, hvordan den offentlige debat fungerer. Det er på den anden side irriterende, fordi han tydeligvis ikke har nogen sikker fornemmelse af, hvem hans publikum er eller hvordan man mest hensigtsmæssigt skruer en tekst sammen. Hvis Ove Kaj Pedersen føler sig misforstået, har han først og fremmest sig selv at takke. I forordet takker han hjerteligt sine to forlagsredaktører for deres store indsats. Jeg tør slet ikke tænke på, hvilket skrummel af en tekst de fik indleveret til at begynde med. Han virker i passager som en, der ved et tilfælde er drattet ud af det berømte elfenbenstårn og nu lidt fortumlet står og forsøger at samle tankerne, så han med begge hænder kan øse af sin visdoms fylde for de tilstedeværende repræsentanter for den læsende offentlighed. Han har heldigvis for den anmelder, der forsøger at finde hoved og hale i bogen, en evne til at samle sine pointer i velturnerede aforismer, men de er øer af klarhed i et hav af snakkesalighed. Teksten kunne snildt halveres uden meningstab.

Faktuelt ryger der for mange finker af panden. Enevælden varede ifølge Pedersen 400 år. Den varede i Danmark under 200 år. Han mener, at ”fra 1969 er det kun chefer i centraladministrationen, der er ansat som tjenestemænd.” Det vil komme bag på de mange postbude, lokomotivførere, professorer, politibetjente, skolelærere og sognepræster, der også efter 1969 har været eller er tjenestemænd. Pedersen mener også, at værnepligten er indført i slutningen af 1800-tallet. Han bør nok lige læse op på Junigrundloven af 1849.

Til syvende og sidst er de spørgsmål, som Ove Kaj Pedersen tager op, imidlertid så vigtige, at drøftelsen af dem ikke må lade sig distrahere af hans manglende evne til at meddele sig i veldisponeret, kortfattet klartekst eller forholde sig samvittighedsfuldt til historiske kendsgerninger. Eller for at tale pedersensk: det er et paradoks, at en så vigtig og tænksom bog er skrevet så dårligt.

(Kristeligt Dagblad 4. september 2018. Enkelte rettelser i forhold til den trykte udgave