Under jorden


Frihedsmuseet

Frihedsmuseet, hvis officielle navn var Museet for Danmarks Frihedskamp 1940-1945, blev oprettet i 1957 som et bevidst forsøg på at give den aktive modstandskamp en stemme. Det blev finansieret af private midler og blev overdraget til Nationalmuseet at drive. Alle var enige om at hylde ”Det kæmpende Danmark”, som man sagde. Det dækker imidlertid over en fortolkningskamp.

Frihedskampens veteraner ville gerne have et museum for deres udlægning af historien, mens alle andre gerne ville have del i den ære og anerkendelse, som blev vist modstandsfolkene. Krigssejlerne blev f.eks. lukket ind i varmen fra begyndelsen, hvilket bestemt ikke var nogen selvfølge. Fra politisk side blev der efter krigen gjort forsøg på at kvæle modstandsbevægelsen i velvilje. Det gik helt imod modstandsfolkenes fortolkning. De fleste af dem mente, at de havde kæmpet en tofrontskrig både mod besættelsesmagten og den officielle danske politik. Det politiske Danmark var derfor ikke synderlig stærkt repræsenteret ved åbningen af museet den 15. oktober 1957. Æresgæster var Kongeparret og den danske gesandt i Washington, Henrik Kauffmann, altså repræsentanter for det, der blev betragtet som en indre opposition mod samarbejdspolitikken.

Siden 1957 er fortolkningen af Besættelsestidens historie uddybet og nuanceret i betydelig grad. Da Frihedsmuseet brændte i 2013, måtte man derfor også stille spørgsmålet, om det i virkeligheden var på tide at lade gaven gå tilbage i den forstand, at man måtte begynde forfra med at fortælle historien.
Hvorfor kræves der egentlig et særskilt museum for den del af den danske krigshistorie, der strækker sig fra 1940 til 1945, mens de øvrige krige gennem tusind år helt frem til i dag udstilles andetsteds, nemlig i Københavns Tøjhus, nu Krigsmuseet, der ligeledes sorterer under Nationalmuseet?

Svaret er, at 2. Verdenskrig stadig indtager en særstilling som et reservoir af fortællinger, hvorfra vi øser for at forstå os selv som samfund og civilisation, mens de øvrige krige kun er omfattet af en mere distanceret antikvarisk interesse. Man troede for en generation siden, at interessen for Besættelsestiden ville dø ud, når tiden ikke længere var i mands minde. Det har vist sig at være helt forkert. Besættelsestiden spiller fortsat en central rolle for den danske selvforståelse. Derfor har man ikke har haft modet til andet end at genopføre et museum bygget på den samme grund og den samme grundidé som i 1957 – med nogle variationer.

Størstedelen af Frihedsmuseets kvadratmeter befinder sig under terræn. Set fra gaden er det en beskeden bygning med oval grundplan i to etager, der falder godt ind i den grønne park. Selve udstillingshallen befinder sig i anden kælderetage, og det indbyder naturligvis til det indlysende ordspil på det fænomen at ”gå under jorden”. Det er en tendens i de seneste års museumsbyggeri, at man gerne beror alene på kunstig belysning. Det er nok spørgsmålet, hvor levedygtigt det koncept er i længden. I dette tilfælde bliver det lidt klaustrofobisk. Erfaringen viser, at Solen har virkelig meget for sig som kilde til oplysning.

Udstillingen er bygget kronologisk op fra april 1940 til befrielsessommeren og retsopgøret. Ved hjælp af interaktiv teknologi følger man fem skikkelser, fire modstandsfolk og en der valgte at gå i tysk tjeneste; en kvinde og fire mænd; to kommunister, to partiløse og en nazist: Musse Hartig (1915-1996), Karl Christensen (1913-2002), Jørgen Kieler (1919-2017), Thorkild Lund-Jensen (1920-1945) og Henning Brøndum (1916-1947). Valget af nazisten og krigsforbryderen Brøndum som case er modigt og rigtigt, for han sætter de øvriges historier i krast perspektiv. For de øvrige fires vedkommende kan man altid spørge, om de er repræsentative for modstanden? Mangler der ikke en politimand eller en officer? Hvad med det organisatoriske ledelseslag? Hvad med fremtrædende meningsdannere som Vilhelm la Cour, Kaj Munk, Arne Sørensen eller Kristeligt Dagblads beundrede lederskribent Gunnar Helweg-Larsen, hvis man må have lov at være lidt lokalpatriotisk?

Med valget af eksempler af fodfolkets rang er vægten også lagt på den enkelte skæbne og det personlige valg. Didaktisk giver det mulighed for identifikation, og der lægges op til afgørende spørgsmål som ”Hvad ville du selv have gjort i den samme situation?”. Det betyder også, at hverdagsaspektet kan integreres i udstillingen. Hvordan kommer der mad på bordet? Hvad gør man, når der ligger våben frit fremme i lejligheden og den lille datter har slugt en patron? Til gengæld fortoner den politiske kontekst sig. Netop det forhold, at modstanden ikke udfoldede sig i et politisk eller ideologisk tomrum er blevet fremhævet i Niels Wium Olesens anbefalelsesværdige bog, ”Modstand”, der udkom tidligere på året.

Den handler provokerende nok meget lidt om de enkelte sabotører og deres aktioner. Til gengæld tydeliggør den, at krig er politik videreført med andre midler, og den understreger de indre modsætninger i modstandsbevægelsen i en grad, der gør det temmelig vanskeligt at tale om den i bestemt form ental. Modsætningen mellem kommunisten Christensen og den borgerlige Kieler er med andre ord lige så interessant som modsætningen mellem kommunisten Hartig og nazisten Brøndum er det.

De fem hovedpersoners tanker, som de selv udtrykte dem, er bærende for udstillingen. De læses op af skuespillere i små filmklip, som gæsten kan fremkalde undervejs. Det betyder, at udstillingen er meget teksttung. Den får karakter af en mellemting mellem en lydbog og en dokumentar på DR2. Fraværet af dagslys forstærker oplevelsen af at befinde sig i en meget lille biograf. Forestillingen varer ca. 1½ time.

Der er ingen tvivl om, at Frihedsmuseets nye udstilling bygger på den meget stærke faglighed, der har kendetegnet museets drift i årtier. Der er tænkt meget over tingene. Men ethvert tilvalg indebærer et fravalg, især når pladsen er så relativ trang som den er. Det er umuligt at tilfredsstille både den forudsætningsløse krydstogtsturist, der lander på Langelinie lige henne om hjørnet, og Jørgen, der for længst har læst alle bøgerne. Og Jørgen skal nok belave sig på, at der er taget mange hensyn til turisterne. Men på sine egne præmisser står konceptet klart og stærkt formuleret. Om de arkitektoniske og didaktiske valg, der er truffet, også er langtidsholdbare, må tiden vise. Umiddelbart spændende bliver det at se, hvem der er inviteret til åbningen den 3. juli.

(Kristeligt Dagblad 30. juni 2020. Avisens rubrik var en anden, og enkelte formuleringer blev ændret.)

Da Rasmus, Maren og over 300.000 danskere blev amerikanere


Jørn Brøndal, Danske amerikanere, Aarhus Universitetsforlag
Jørn Brøndal begynder som man ofte gør, når der formidles, med et eksempel: Rasmus og Maren. Rasmus var veteran fra krigen i -64 og var 26 år gammel, da han i 1867 sammen med sin syv år yngre kone og deres spæde søn rejste til USA. De hørte dermed til den første større bølge af danske indvandrere. Vi får Rasmus’ og Marens historie, om hvordan efternavnet Poulsen blev til Paulson og Maren blev til Mary, hvordan de klarede sig i Midtvesten, hvor de fleste skandinaver slog sig ned. Brøndal er som forfatter leksikalsk anlagt, så vi forlader efter nogle sider Rasmus og Maren, og derefter følger en temmelig komprimeret tekst fyldt med fakta. Fra 1868 til 1930 rejste cirka 322.000 dansker til USA. Men udvandringen var ikke et dræn i den danske befolkning, der i samme periode voksede kraftigt. Ikke desto mindre ville den have været meget større uden emigrationen. I 1930 var der 529.000 danske indvandrere af første eller anden generation i USA. Danmark havde på dette tidspunkt en befolkning på godt 3,5 million. Nogle udvandrere vendte tilbage til Danmark, andre blot for en stund til Europa. Skønsmæssigt 30.000 dansk-amerikanere kæmpede i den amerikanske hær under 1. Verdenskrig. For fjenden kæmpede omtrent det samme antal dansksindede slesvigere.
Et helt kapitel er viet mødet med indianere, afro-amerikanere og kinesere. Datidens racetænkning inddelte jordens folkeslag i et hierarki af mere eller mindre civiliserede racer, og Brøndal gør opmærksom på, at nordeuropæere – med undtagelse af de katolske irere - automatisk blev indplaceret i toppen af dette hierarki. Danskerne havde altså privilegeret adgang til den amerikanske drøm. Han viser også, hvordan danskerne selv delte denne forståelse med adskillige artige citater.
Brøndal gennemgår de politiske, religiøse eller sociale grunde til at udvandre, beskriver hvordan danskerne holdt sammen, dannede foreninger, skoler og menigheder, og hvordan integrationen i det amerikanske samfund tog fart i tredje generation, således at det, der er tilbage i dag af dansk kultur i USA er musealiseret nostalgi.
Smeltediglen som metafor for det kulturelt blandede USA kom på alles læber efter et teaterstykke med titlen The Melting Pot havde premiere i 1908. Brøndal har åbenlyst moret sig med at vise, at udtrykket allerede blev brugt af den danske præst Holger Rosenstand i en bog om USA fra 1901.
Brøndal skriver ud fra et betydeligt overskud af viden og indsigt, så han har måttet prioritere hårdt i stoffet kan man se. Først på de allersidste sider kommer han til et ret væsentligt aspekt af udvandringen, nemlig hvordan den virkede tilbage på oprindelseslandet. ”I Danmark er den brede offentligheds interesse for udvandrere af nyere dato”, skriver han. Det passer ikke helt. Da der i Søndermarken i København i 1925 blev indviet et af dansk-amerikanere finansieret monument for dem ”der drog ud og aldrig vendte tilbage”, deltog 40-50.000 mennesker. Som Brøndals egne tal angiver havde en meget stor andel af danskerne udvandringen helt inde på livet, alene fordi chancen for, at de havde en nær slægtning i Amerika var temmelig stor. Der var også en organiseret hjemlandsturisme blandt udvandrerne, som Tina Langholm Larsen har skrevet om. Denne trafik frem og tilbage har bidraget til en dialektik på tværs af Atlanten i ”det amerikanske århundrede”. I en bog om det danske i USA ville det have været interessant at se det amerikanske i Danmark udfoldet. Til gengæld er det en lise at læse om USA uden at den nuværende præsident nævnes med et eneste ord. Tak for det.
(Kristeligt Dagblad 11. juni 2020. Redaktionen havde foretaget enkelte forandringer i teksten)

Grænserne findes


Grænseland. DR, 17., 24., 31. maj og 7. juni 2020.
1. og 2. afsnit.
I anledningen af 100-året for Genforeningen har Danmarks Radio taget det på sig at forklare forudsætningerne for Genforeningen i 1920. Det er gjort ved hjælp af dramatiseringer, ekspertkommentarer og en gennemgående fortæller i skikkelse af Lars Mikkelsen.

Det er en slags svendeprøve for danske historikere at forsøge at forklare det slesvigske problem. De fleste kender anekdoten om den britiske dronning Victoria, der i 1864 spurgte sin premierminister, lord Palmerston, hvad det nu egentlig gik ud på? Palmerston svarede ifølge anekdoten, at kun tre mennesker kendte svaret på det slesvigske spørgsmål: ”Den første var Deres Majestæts afdøde mand, den anden en tysk professor, som nu er blevet afsindig, og den tredje er mig selv, og jeg har glemt alt om det.” Moralen er, at man er lovlig undskyldt, hvis man ikke lige har en forklaring på rede hånd. Og hvis man vil have et svar, skal det trækkes op af et morads af statsretslige, forfatningsmæssige, nationale, sikkerhedspolitiske, sproglige, dynastiske og sociale konflikter.

Man kan for så vidt begynde helt i Middelalderen, men DR indleder sin serie i 1840erne, da den nationale konflikt eskalerede. Vi introduceres til et par af hovedrolleindehaverne i dramaet, Hertugen af Augustenborg og politikeren Laurids Skau. Hertugen etableres som en grum, tysk lensherre. Skau er på den anden side fremstillet som en godlidende, dansk bondeknøs, der kæmper for ret og retfærdighed. Det bliver lidt for tykt, for i stedet for at forstå den nationale konflikt, gentages blot nogle af de figurer, der indgik som elementer i den. Synsvinklen bliver et kollektivt, nationalt ”vi”, der lukker sig om sig selv. Tyskerne var ganske rigtigt fjenden dengang, men det var ”vi” jo også, må man huske. Første afsnit går til og med Første Slesvigske Krig 1848-50, og DR lægger sig op af en fortolkning af konflikten, der lægger det meste af skylden for krigens udbrud på slesvig-holstenerne.

Andet afsnit indledes med krigen i 1864. Også her fremstilles den tyske side som aggressoren. Til illustration vælges en arrogant preussisk officer og efter krigens afslutning en lige så arrogant preussisk embedsmand. Det får karikaturens karakter og virker lidt som en overkompensation efter Ole Bornedals fæle politisering af det historiske stof i TV-serien ”1864” fra 2014, der fremstillede danskerne som lallende idioter. Stadigvæk prioriteres det lokale frem for den europæiske kontekst. Krigene om Slesvig udkæmpedes ganske vist inden for et geografisk set overskueligt rum, men konteksten var europæisk. Alle stormagter – Rusland, Frankrig, Østrig, Preussen og Det forenede Kongerige – havde en aktie i de begivenheder, der endte med at forskyde magtbalancen i det europæiske indhav, Østersøen. Denne kontekst lades ude af betragtning. Til gengæld kan de dramatiserede sekvenser tjene til illustration af, hvordan denne europæiske konflikt blev oplevet og håndteret lokalt.

I andet afsnit af serien træder H.P. Hanssen frem som en hovedaktør på dansk side i den nationale kamp efter 1864. Det giver fortællingen en politisk nerve, der hæver sig op over den blotte nationale modsætning, og så begynder det at blive interessant. Hanssen ønskede at aktivere den nordslesvigske befolkning som en politisk faktor i Preussen ved at stille op til både rigsdags- og landdagsvalg og ad denne vej at skaffe den danske sag en talerstol. Andet afsnit slutter med Første Verdenskrigs udbrud, som fortælleteknisk bruges som en cliffhanger.

Det er en dyr og flot produktion. Musikken er komponeret af Phillip Faber, men den virker temmelig generisk, hvis man også har fulgt med i serien om Danmarks natur, der fyldte samme sendeflade de forudgående søndage – endda med samme fortæller. Hvad er egentlig forskellen mellem den musik, der ledsager billederne af sort sol over Tøndermarsken og den, der skal illustrere bøndernes politiske kamp længere inde i landet?

Man kan ikke forlange af en TV-serie, at den får alle faktorer med. Der må klippes hårdt i stoffet, hvis der skal komme bare nogenlunde seværdigt fjernsyn ud af møjen, og man kan selvfølgelig altid diskutere prioriteringerne. Det er en kvalitet, at serien er to-sproget. I dramatiseringerne taler tyskerne faktisk tysk, nogle bedre end andre. Danskerne taler dansk. Problemet er, at det er et tydeligt østdansk anno 2020, der tales. Det er påfaldende, at det ikke har kunnet lade sig gøre at skaffe skuespillere, der taler bare en eller anden form for jysk, endsige sønderjysk. Det samme gælder i øvrig de fleste locations, der er fundet på øerne. Slesvigsk byggeskik er ikke særlig godt repræsenteret som kulisse. Det er svært at abstrahere fra den sjællandske stemning, der lægges ned over stoffet.

3. afsnit
Danmarks Radios serie om grænselandet er i tredje afsnit nået til 1914, og Den store Krig tilbyder sig som et taknemmeligt, dramatisk omdrejningspunkt for fortællingen. Mændene kaldes i krig, og kvinderne må tage slæbet med at få bedriften til at fungere. Klip fra en brevveksling mellem en indkaldt teglværksejer og hans forlovede hjemme ved Flensborg Fjord fungerer stærkt som eksemplificering af denne relation. Vægten er på hverdagshistorien hjemme, og krigen set nedefra, fra den enkelte soldats perspektiv. Det bliver lige lovlig nærsynet. Grænselandet var jo også af strategisk betydning i kraft af f.eks. Kielerkanalen, flådestationen ved Flensborg eller zeppelinerbasen ved Tønder.

Tragedien på Vestfronten er blevet en filmisk kliché, som der trækkes store veksler på. Mareridtet i skyttegravene er godt stof, men det suger opmærksomheden fra f.eks. Østfronten eller søkrigen. De dansksindede nordslesvigere udkæmpede ”en krig, der ikke var deres”, som det hedder med en vending, der ofte er blevet anvendt. Når krigen ikke var sønderjydernes, underforstår man, at den altså tilhørte nogle andre. Men det var jo næppe den tysksindede nabo i Haderslev. Ganske vist var der indledningsvis en vis krigsbegejstring i Tyskland, men den gik hurtigt fløjten. Krigens vilkår var i høj grad delt af alle – danske, tyske og de evigt glemte frisere – i grænselandet, og det er et aspekt, der berøres, men det forsvinder i den overordnede fortællings ramme om den tyske undertrykkelse af de stakkels danskere. Selvfølgelig skal Danmarks Radio have lov til at fortælle danskernes historie, men det skader jo ikke at hæve blikket lidt og se sagerne fra flere vinkler.

Tidsbilledet er godt tegnet visuelt i de dramatiserede sekvenser. Da jeg i anmeldelsen af de første afsnit bemærkede, at sønderjyderne taler påfaldende østdansk, fik jeg en kommentar fra en sønderjyde: ”Hvis de snakkede rigtig synnejysk, ville den almindelige seer jo have brug for undertekster.” Og det er unægtelig rigtigt. De tyske replikker halter dog stadig, undertekster eller ej. Det er for tydeligt, at det er danske skuespillere, der kæmper med udtalen. Afsnittet slutter med, at teglværksejer Hollesen vender hjem til sin forlovede, og værten, Lars Mikkelsen, fortæller om de mange faldne danskere. Afsnittet har sin styrke i, at det har sat sig i den enkelte sønderjydes sted. Dramatiseringer indbyder til den form for identifikation. Den politiske historie må vi så vente med at få til næste uge.

4. afsnit
Fjerde og sidste afsnit af DR’s serie Grænseland undgår med held at hensynke i den lykkelige afslutnings magelighed. Det kunne ellers have været så oplagt. Efter de slesvigske krige, preussisk undertrykkelse af danskheden i Nordslesvig, 1. Verdenskrigs rædsler kunne der være lagt op til en god gang hjemme-ude-hjem-fejring. Men afsnittet undgår den uklædelige triumfalisme, som de foregående afsnit ellers godt kunne have lagt op til. Signaturmelodien for 3. afsnit var ”Tunge mørke natteskyer” og for 4. afsnit ”Se, nu stiger solen”, begge af Jakob Knudsen. Solisten får næsten ødelagt glæden over Oluf Rings fantastiske melodi til sidstnævnte med sin drævende intonation. Hvis man kan abstrahere fra det, er det ikke modsætningen mellem sangenes hovedtemaer, mørke og lys, der dominerer indtrykket, men derimod at begge sanges grundstemning er melankoli. De er ikke som dag og nat, men som daggry og skumring. Begge melodier – den første er af Nielsen – var helt nye i 1918, da afsnittet tager fat, og de bidrager dermed til tidsbilledet. Man kan god spørge, hvorfor de mange fædrelandssange fra tiden omkring Genforeningen ikke er bedre repræsenteret: ”For en fremmed barsk og fattig”, ”Du gav os de blomster”, ”Som en rejselysten flåde”, ”Hvor smiler fager” osv. osv. De er også børn af tiden og illustrerer oven i købet det problem, som behandles, nemlig det nationale. Hvor smukke disse sange end er, virker valget af Knudsens salmer rigtigt, fordi de tjener til påmindelse om, at der også var andet på spil: Skæbne og eksistens, tvivl og håb.

Fjerde afsnit balancerer godt mellem den store og den lille historie. Vi får illustrative eksempler på enkelte skæbner og med de forenklinger, som hører til genren, også en god gennemgang af den overordnede politiske proces, der førte til Slesvigs deling i 1920. Fokus er på indre konflikter og dilemmaer. Hvordan forholdt de dansksindede sig til deres tysksindede naboer? Hvad var modsætningerne på de indre linjer i den danske tilgang til spørgsmålet? Skulle grænsen gå ved Dannevirke, syd om Flensborg eller hvor den endte med at gå? Det endte med at sejrherrerne efter krigen afgjorde, at det ikke var et spørgsmål, der kunne besvares bilateralt mellem Danmark og Tyskland. De involverede parter, både nationalt og lokalt, endte med at blive statister i en storpolitisk proces.

Tilrettelæggerne har ikke kunnet modstå fristelsen til at bruge slottet i Versailles som illustration til fredsforhandlingerne. Det er unægtelig også et fotogent sted. Men forhandlingerne foregik faktisk i det centrale Paris. Kun selve underskrivelsen af fredstraktaten foregik i Versailles, hvorfor den også kaldes Versaillesfreden. Det var en delikat hævnakt fra fransk side, fordi tyskerne efter sejren over Frankrig i 1870-71 havde brugt slottet som kulisse for deres triumf. Nu blev det rammen om deres ydmygelse.
Afsnittet slutter med et velanbragt udblik til, at ikke alle problemer blev løst i 1920. Der blev efterladt mindretal på hver side af den nye grænse. Størrelsen på disse mindretal varierer i speak og rulletekster. Det er sådan set mere illustrativt end det vel var intentionen, for tallene varierer jo netop så meget, fordi mindretallene ikke er enten/eller.

Det betyder ikke, at der ikke er forskel på tysk og dansk. Det betyder ikke, at grænsen ikke skal være der. Da Inger Christensen i digtsamlingen Alfabet nåede til bogstavet G, faldt det hende ind at skrive: ”Grænserne findes”. Det var i 1981. Siden dengang er grænseløsheden bare steget og steget, indtil vi i 100-året for Genforeningen har oplevet en pludselig og uventet re-aktualisering af grænsen, fordi den nu kan både lukkes og åbnes ved politisk beslutning som et resultat af smittefare. Der er ingen tvivl om, at de fleste i grænselandet gerne ser en åben grænse. Men grænsen findes ikke desto mindre som grænse mellem noget og noget andet. Og uden denne forskel ville Grænselandet ikke være grænseland. Der er rigeligt stof til både et femte og et sjette afsnit.

(Kristeligt Dagblad på net og i avisen 17. maj – 8. juni 2020)

I forhold til Tyskland


Steen Andersen, ”Der er intet foruroligende for Danmark” – Danmark mellem stormagterne frem mod 9. april 1940, Syddansk Universitetsforlag


Beskrivelsen af store og betydningsfulde historiske beslutninger bliver kun alt for let inficeret af efterrationalisering og bagklogskab. Man behøver blot sammenligne foråret 1940 med foråret 2020. Store mængder af informationer, holdninger, advarsler og formodninger vælter ind over beslutningstagerne. Bagefter kan man rive regeringen i næsen, at den overså en advarsel, negligerede en anbefaling eller ignorerede en oplysning. Men det kan man typisk fordi man nu ved, hvordan det gik og derfor kan identificere dem, der endte med at få ret. Der er til hver en tid mange forudsigelser, formodninger og forventninger i almindeligt omløb. Langt fra alle virkeliggøres. Historiens gang er et lotteri, der udtrækker enkelte af dem og ophæver dem til profetier, fordi de viste sig at være rigtige. Beslutningstagere i krisesituationer nyder derimod ikke bagklogskabens privilegium. De skal træffe afgørelse ud fra en række mulige og tænkelige udfald, mens deres politik bagefter altid bliver bedømt på dens værdi for det faktiske udfald.
Kristeligt Dagblad den 9. april 1940, der blev 
redigeret dagen før den tyske besættelse.

Steen Andersen har sat sig for med denne bog at undersøge grundlaget for de beslutninger og forholdsregler, der blev truffet af den danske regering fra indgåelsen af den dansk-tyske ikke-angrebspagt i maj 1939 til iværksættelsen af Operation Weserübung ganske tidligt om morgenen den 9. april 1940. Han vil om bag ved bagklogskaben. Det vil alle historikere selvfølgelig, men det kan være meget sundt at blive mindet om, at det er formålet. Fremgangsmåden er en kildenær beskrivelse af de informationer, der til hver en tid stod til rådighed, i kombination med en analyse af de motiver og den tankegang, der lå til grund for bearbejdningen af disse informationer. Hovedpersonen er udenrigsminister P. Munch, en af de mest forhadte skikkelser i dansk politik i det 20. århundrede. Andersen har en sikker hånd. Han hverken fordømmer eller forherliger, men gør et virkelig velkvalificeret forsøg på at forstå, hvorfor Munch gjorde som han gjorde og sagde som han sagde. P. Munch var styret og begrænset af en forestilling om, at en blivende tilpasning til Berlin ville beskytte Danmark fra at blive involveret i den eskalerende stormagtskonflikt i slutningen af 1930erne. Han kunne simpelthen ikke forestille sig, hvilken fordel Tyskland kunne få af en militær invasion af Danmark, som Tyskland ikke allerede kunne opnå ad diplomatisk vej. Deri tog han som bekendt fejl. En af Steen Andersens mange interessante pointer er, at fejltagelser kan være velbegrundede. Det gjaldt f.eks. et tilfælde, da Munch i lyset af de advarsler om tysk aggression, der var indløbet i begyndelsen af april 1940 bad Erik Scavenius om at tage til Berlin for at sondere tyskernes hensigter. Scavenius afviste med henvisning til, at det var helt utænkeligt, at Tyskland ville gribe til yderligere erobringer. ”Det interessante ved den vurdering,” skriver Steen Andersen, ”var ikke, at det få dage senere skulle vise sig at være en fatal fejlvurdering men derimod, at den faktisk byggede på en realistisk analyse af situationen.” I denne ene formulering er Andersens anliggende kondenseret, og den rummer også nøglen til en forståelse af Munchs og Scavenius’ rolle, som hverken udelukker deres kritikere eller deres tilhængere fra at blive klogere. Det er en bedrift af Steen Andersen, at han formår at skrive om et så omstridt og betændt emne på en måde, der drager modsætninger ind i diskussionen snarere end at skærpe en ufrugtbar polemisering.

Danmark blev i takt med krigens udvikling fra den tyske invasion af Polen i september 1939 til den sovjetiske invasion af Finland i november stadig mere klemt af stormagterne, ikke kun Tyskland. Den danske neutralitetspolitik var konstant udfordret, også fordi Danmark stod isoleret i Norden. Steen Andersen viser med udgangspunkt i britiske kilder, hvor irriterede briterne var over den danske tilpasningspolitik til Tyskland. Bogens væsentligste bidrag til forståelse af situationen er dokumentationen af de systematiske britiske forsøg på bryde de skandinaviske landes neutralitet. En stor britisk flådeaktion i Østersøen i foråret 1940 blev først i sidste øjeblik aflyst. Den ville med sikkerhed have udløst krig på dansk grund, og det var netop planen, at det skulle inddrage de skandinaviske lande i krigen på de vestallieredes side. Briterne koncentrerede i stedet deres opmærksomhed på Nordnorge, hvor de ønskede at sikre havnen i Narvik. Steen Andersen viser, at de fortsatte britiske krænkelser af den danske og norske neutralitet var årsag til stor bekymring i København. De har siden fået lov til at stå i skyggen af den tyske besættelse den 9. april, og er af eftertiden blevet helt anderledes bedømt. Men den konkrete oplevelse i Skandinavien i det tidlige forår 1940 var et pres fra både syd, øst og vest. Når besættelsen kom som en overraskelse, skyldtes det altså ikke, at man ikke var klar over, at der ville ske noget. Men kun få regnede med en uvarslet militær besættelse af hele landet.

Det er ikke til at kommen udenom, at bogen er skæmmet af en uafsluttet sproglig redaktion. Der er ikke læst ordentligt korrektur. Mange af citaterne fra kilderne er åbenlyst fejlbehæftede. Hvordan kan en formulering hentet fra en svensk kilde som ”försvar av flygplatser omme de bart söder om gränsen” overhovedet passere nogens skrivebord? (Der må være tale om forsvaret af flyvepladser ”omedelbart” syd for grænsen.) Et blivende irritationsmoment er den stadig anvendelse af vendingen ”i forhold til”. Den forekommer på snart sagt hver eneste side og meget sjældent velanbragt. Hvad skal man mene om følgende sætning: ”Ikke en gang i forhold til spørgsmålet om diplomatisk støtte i forhold til en situation, hvor Tyskland ville kræve en grænseændring, var der meget hjælp at hente i Storbritannien.” Det skal for det første være ”megen” og ikke ”meget”, da hjælp er fælleskøn. For det andet kan sætningen ikke alene forenkles, men også gøres klarere. Hvorfor skriver Andersen ikke bare: ”Der kunne ikke engang forventes britisk diplomatisk støtte i tilfælde af et tysk krav om grænseændring.”  Eller hvad med en formulering som: ”Selvom trusselsbilledet i forhold til videre sovjetisk aggression mod Skandinavien var aftagende, betød det ikke at krigsskyerne var drevet væk, tværtimod.” Her bliver manglen på præcision suppleret af en unødvendig metafor. Helt centrale formuleringer forurenes af denne sproglige unode som f.eks. i analysen af ”at de skandinaviske landes stilling internationalt blev betragtet fra London som et forhold, der skulle bearbejdes, presses og trues til at agere i forhold til de britiske interesser.” Hvad er meningen? Betyder det ”i modsætning til”, ”under hensyn til” eller ”i overensstemmelse med”? Det er efter konteksten at dømme nok det sidste, der menes.

En så god bog som denne har fortjent et andet oplag. Det kunne passende benyttes som lejlighed til at ofre tid på en ordentlig sproglig overhaling, så den kan få de seks stjerner, den fortjener. Indtil da må den nøjes med fem.

(Kristeligt Dagblad 3. juni 2020. Avisen havde en anden rubrik.)