Luther opdateret

Anne Marie Pahuus og Henrik Grøndal Lund (red.), 95 nye teser, Aarhus Universitetsforlag

Da Luther i efteråret 1517 fik slået sine 95 teser på en kirkedør i Wittenberg, havde budskabet en klar afsender og en lige så entydig modtager, og teserne blev formuleret i en dengang velkendt genre, den akademiske disputation.

Denne bog ejer ikke samme entydighed.  Bidragene handler om alt fra religiøse og eksistentielle spørgsmål over uddannelse, kunst og medier til politik og økonomi. Den har 30 bidragydere, der alle formulerer sig klart og fyndigt, og som yderligere – med nogle få undtagelser – alle har det til fælles, at de er uddannet, arbejder eller har arbejdet i Aarhus.

Men der savnes en fælles forståelse af, hvilken genre der skrives i. Forfatterne bevæger sig fra prædiken over læserbrev til politisk manifest og almindelige idehistorisk forskningsformidling. De fleste af teksterne kunne have været trykt som kronikker i enten Kristeligt Dagblad eller Politiken – hvad enkelte vist også har.

Sammenlagt kan bogen ikke gøre krav på at være meget andet end blot endnu en debatbog, der næppe kan gøre sig forhåbninger om at flytte og forandre lige så meget som Luther gjorde for 500 år siden. Mindre kan naturligvis også gøre det, og hvis man kan abstrahere fra de ambitioner, som udgiverne selv signalerer med den noget prætentiøse titel, er der tale om udbytterig læsning.
Politisk hælder bogen til centrum-venstre med en ikke ubetydelig affinitet for det konservative. Teologisk kan man udsondre Løgstrup og Grundtvig som væsentlige pejlemærker. Filosofisk og idehistorisk er den kontinentale og livsfilosofiske tradition dominerende.

”Magtens rene form er ufejlbarlighed,” skriver Mikkel Thorup. ”Den behøver aldrig at forklare eller begrunde, aldrig at undskylde eller give grunde. Den lytter ikke. Den taler kun.” Det er magten i dens rene, rå form. Den moderne, demokratiske, politiske magt er en modifikation af denne magt. Den er først og fremmest diskursiv, forstået på den måde, at enhver magtudøvelse skal begrundes, forklares, legitimeres. Den anfægtes altid, fordi ord mødes af andre ord. En politik kan man forsøge at iscenesætte som ’nødvendig’, men den er ikke mere nødvendig end de argumenter, der bærer den.

Det skriver Ove Kaj Pedersen noget om i sit vigtige bidrag til en kritik af økonomismen. Han viser, hvordan finansministerielle regnemodeller langsomt har taget magten fra politikerne siden begyndelsen af 1960erne. Mange, der tror, at de er uenige med Pedersen, vil have godt af at læse ham.

Hvis man tager udgangspunkt i Thorups bidrag, drages man selvfølgeligt mod magtens stemme, fx EU-kommissær Margrethe Vestager: ”Hvis problemet er større end dig, kan du få magt over det ved at løse problemet sammen med andre” er Vestagers begrundelse for EU’s fortsatte nødvendighed.

Eller man kunne tage bestyrelsesformand for Aarhus Universitet og tidligere EU-kommissær Connie Hedegaard, der skriver om klima og grænser for vækst. Det gør professor Steen Hildebrandt også, men Hedegaard er bare mere overbevisende, fordi hun tydeligvis har erfaring med, hvordan man gør sådan noget i praksis. Hildebrandt bevæger sig i de mere uforpligtende formaningers holistiske luftlag.

Flygtningekrisen får også nogle ord med på vejen. Professor Wulf Kansteiner mener, at krisen kun er en krise, fordi den opleves som sådan i modtagerlandene. Kansteiner oplever tydeligvis ikke selv flygtninge som et problem. De flygtninge, der kom til EU i 2015 udgjorde ifølge Kansteiner ”godt 3 % af de flygtninge, som over hele verden det år forlod deres hjemstavn”, og de ankom til et EU, der har en velstand ”svarende til 23 % af verdens samlede BNP”.  Det får ham til at konkludere, at der ikke er tale om ”et materielt problem”, men ”et problem, der bunder i kultur, mentalitet, etik – og erindring.” Kansteiner bør nok læse op på sin statistik, for denne anmelder kan ikke helt få hans tal til at passe. Det ligner mistænkelig meget Verharmlosung. Han har naturligvis ret i, at der er forskel på, hvordan flygtninge er blevet modtaget, og at det også skyldes mentaliteten i modtagerlandet, men han overser betydningen af konteksten og flygtningene selv. Der er ganske enkelt forskel på en hjemstavnsfordreven tysker i 1945 og en somalisk analfabet i 2015.

Man kan anbefale mange af bidragene: stadsdirektør Niels Højbjergs idehistoriske gennemgang af begrebet arbejde (de kommunalt ansatte i Aarhus har en indsigtsfuld direktør), biskop Henrik Wigh-Poulsens forklaring af Gud eller redaktørernes teser om dannelse, identitet og samvittighed. Men det er svært at yde en så sammensat bog retfærdighed i en anmeldelse.

(Kristeligt Dagblad 20. maj 2017)

Fra Bethlehem til Årø

Carsten Bach-Nielsen, Julekirken på Årø, Beringske Forlag 2017

”We ’Big Picture’ People rarely become historians.” Det er Steen fra Steen og Stoffer (Calvin & Hobbes af Bill Watterson), der konkluderer dette efter at han i skolen har været udsat for en test. Spørgsmålet var om betydningen af The Erie Canal, og den begavede opportunist og filosof Steen svarer: ”I kosmisk sammenhæng, antagelig ingen.” Når striben er sjov, skyldes det også, at der er en betydelig grad af sandhed i denne karakteristik af forskellen mellem historikere og filosoffer. Historikere har somme tider svært ved at se den konkrete betydning af en filosofisk overvejelse, og filosofferne har somme tider svært ved at se den principielle betydning af undersøgelsen af en given historisk tildragelse.

Striben faldt mig ind, da jeg læste min gode kollega i Aarhus, Carsten Bach-Nielsens lille bog om kirken på Årø. Øen hører til Øsby sogn på fastlandet. Årø var slesvigsk og forblev også efter 1864 i modsætning til Ærø slesvigsk, og efter Slesvigsk indlemmelse i Preussen og det tyske kejserrige var øen også den nordligst beliggende tyske ø. Øen forblev dog næsten fuldstændig dansksproget.

Bogen er i udgangspunktet en grundig, arkivbaseret undersøgelse af, hvordan øens beboere arbejdede for at få et eget kapel, så de slap for at tage til fastlandet for at gå i kirke. Es war ein hin und her, som man siger. Den slesvigske biskop, Generalsuperintendent Kaftan, der selv var tosproget slesviger, støttede den årøske kirkesag. Grunden blev skænket af en lokal gårdmand, og midlerne til kirkens opførelse og indretning skulle udredes af kirkelige midler og tilvejebringes ved indsamling.

Som arkitekt blev oprindeligt valgt preussisk bygningsinspektør Kreisbauinspektor J.B Jablonowski fra Haderslev, men kirken endte med at blive opført efter tegninger af Baurat Heinrich Clausen, Berlin. Clausens bror var tidligere medarbejder hos Jablonowski og Stadtbaumeister i Aabenraa, og han blev tilknyttet projektet som rådgiver.

Det ønskede kapel endte med at blive en fuldgyldig annekskirke. Kaftan indviede den i julen 1906 – på dansk – og den fik betegnelsen Julekirke. Og så når vi til The Big Picture. Årø Kirkes lidt besynderlige navn er en reference til den tysk-evangeliske Weihnachtskirche i Bethlehem. Den stod under protektion af kejserinde Auguste Victoria, der var augustenborger.  Hun understøttede også kirkebyggerier på sin hjemegn.  Kejseren lagde stor vægt på den tyske tilstedeværelse i Det hellige Land. Selv foretog han en pilgrimsfærd, eller nærmere et korstog, til Jerusalem i 1898, hvis officielle anledning var indvielsen af den tyske kirke i Jerusalem, Erlöserkirche. Kaftan deltog også i rejsen, men lagde altså større vægt på den andagtsfulde julekirke i Bethlehem end den mere storladne prestigekirke i Jerusalem, da forbindelsen skulle knyttes mellem den nordligste ø og den tyske kirkes repræsentation i Det hellige Land. På den måde passer den lille kirke på Årø ind i en meget større historie, for måske bliver Big Picture People sjældent historikere, men det skal jo ikke hindre historikere i at blive Big Picture People.

(Anmeldelse på Facebook 10. maj 2017)