Højskolehistorie

 Ove Korsgaard, Højskoler for folket, Aarhus Universitetsforlag

Aarhus Universitetsforlags serie med 100 nedslag i Danmarks historie, hvortil denne anmelder har bidraget med bindet om Grundtvig, tager gerne udgangspunkt i en konkret begivenhed på et konkret tidspunkt. Ove Korsgaards bind om folkehøjskolerne begynder den 7. november 1844 i Rødding, hvor der ”skulle indvies en ny type højskole, en folkehøjskole”, der havde til formål at uddanne bondesønner ud over den undervisning, de havde modtaget i almueskolen. På bogens bagside kan man læse, at det var ”verdens første folkehøjskole”. I kapitel 2 introduceres læseren imidlertid for en anden højskole, nemlig den i 1842 stiftede højere bondeskole i Rendsborg. Den havde også til formål at uddanne bondesønner til deltagelse i samfundslivet.

Og så kommer man som læser i tvivl. Hvad er egentlig forskellen på de to skoler? Indlysende nok var den i Rendsborg tysk, mens den i Rødding var dansk. Korsgaard mener, at den principielle forskel bestod i, at Rødding Højskoles formål i langt højere grad end den i Rendsborg var nationalt. Den var indrettet på at forsvare danskheden i Slesvig, hvilket berettigede til den særlige betegnelse folkehøjskole og dermed også prædikatet ”den ældste”. Skolen i Rødding var imidlertid også planlagt som en højere bondeskole og som sådan ikke engang den ældste danske af slagsen. Den ældste indviede nemlig sin skolebygning et par uger tidligere, den 18. oktober i Sundbylille mellem Slangerup og Frederikssund. Den havde det formål, at de bedste hoveder blandt bønderkarlene skulle uddannes, så de kunne hævde sig som repræsentanter i de nyligt oprettede sogneforstanderskaber, amtsråd og stænderforsamlinger, altså det samme som i Rendsborg og Rødding.

Korsgaards distinktion må ses som et forsøg på at redde Rødding Højskoles status som den ældste og dermed underforstået også den vigtigste højskole. Nu kan der ikke herske tvivl om, at Rødding var vigtig. Det er graden af vigtighed, der kan diskuteres. Højskolen i det slesvigske Rødding måtte efter 1864 flytte umiddelbart nord for den nye grænse til Askov, men bevarede ifølge Korsgaard sin betydning. ”Kulturelt set havde Danmark gennem godt 100 år to hovedstæder, nemlig København og Askov”, skriver han. Det er noget af en flothed. Han inkluderer endda sig selv ind i den historie: ”Da jeg var elev på Askov Højskole i 1963-1964 og 1964-1965, var der stadig en levende idémæssig og kulturel forbindelse tilbage til den form for højskole, som havde eksisteret siden skolens start i 1865.” Så er linjen lagt.

Hele bogen kommer for den forudsætningsløse læser til at virke som et forsvar for den klassiske fortælling om folkehøjskolerne som en særlig dansk opfindelse, der skyldes Grundtvig, og som har medvirket afgørende til opbygningen af den særlige, danske samfundsform. Denne fortolkning har gennem årene været udsat for mange kritiske angreb, og Korsgaard kender udmærket den omfattende forskning om emnet og har selv bidraget i den henseende, f.eks. med den pointe, at Grundtvig ikke havde noget væsentligt at gøre med stiftelsen af højskolen i Rødding. Alligevel skriver han Grundtvig ind i kapitlet om Rødding. Korsgaard peger også på en række brud i højskolens historie, f.eks. det, der indtraf i 1968, da bongotrommer, yoga og venstrefløjsere gjorde deres indtog. Men på den anden side vil han også meget gerne have, at der skal være kontinuitet og sammenhæng, f.eks. i højskolernes forhold til demokratiet. Demokratiet blev først for alvor tematiseret på Krogerup Højskole efter 2. Verdenskrig. Men det var jo bare en udbygning af, hvad højskolerne havde gjort hele tiden, må man forstå. Det er bestemt heller ikke forkert, når man tager i betragtning, at det oprindelige formål med de første skoler var at uddanne valgte repræsentanter, men det er ikke dér, Korsgaard tager fat, for det ville anfægte præmissen for den påstand, at Rødding er den ældste folkehøjskole, så Korsgaard må om ad den – ikke uefne – betragtning, at det nationale i bred almindelighed er en forudsætning for det demokratiske – blot ikke i Bismarcks Tyskland, som han tilføjer. Og hvorfor så egentlig ikke det? Og var Bismarcks Tyskland mindre nationalt og demokratisk end Estrups Danmark? Det henstår ubesvaret.

Ubberup Højskole med Bindesbølls øvelseshus.
(eget foto)

Korsgaard er indsigtsfuld, men savner i en vis forstand modet til at tage konsekvensen af sin egen indsigt. Han betjener sig i denne bog af en bred pensel, og så bliver der gerne malet hen over sprækkerne i stoffet. Højskolernes traditionelle selvfortælling får lov til at stå lidt udflydende skildret uden at han for alvor tager de diskussioner, som stoffet indbyder til.

(Kristeligt Dagblad den 15. august 2023. Avisen valgte en anden rubrik)

Barkgnavernes skræk

 Frederik Stjernfelt, Alkymist i lænker, Gyldendal

I tidligere bøger har Frederik Stjernfelt brugt historien til at bringe et budskab til nutiden. Især har han kredset om Oplysningstiden som ophavet til de værdier, som de fleste af os i dag betragter som væsentlige. Med netop Oplysningstiden er der imidlertid det problem, at den ved nærmere øjesyn ikke så ofte lever op til de idealer om oplysning, fornuft, orden og retfærdighed, som en ophøjet nutid kan finde på at opstille.

I denne bog om lægen, alkymisten, astrologen og den ihærdige pamfletist Johann Konrad Dippel (1673-1734) har Stjernfelt da også fjernet sig afgørende fra den ambition at lede i fortiden efter noget, der ligner nutiden. I stedet studerer han den, fordi den er fremmed. Og Dippel er virkelig et interessant og eksotisk bekendtskab, der abonnerede på en række forestillinger om videnskab og religion, som er ganske fremmed for os. I dag ville han blive kaldt obskurantist, måske endda lidt kværulantforrykt.

Det er ikke fordi Dippel slet ikke har efterladt sig en arv af nytte for eftertiden. Han blev – ved et tilfælde – ophavsmand til en syntetisk fremstilling af blå farve, kaldet berlinerblåt, der blev af betydning for bl.a. fajanceindustrien. En anden er opfindelsen af pyroleum animale (hjortetakolie) som er en essens udvundet af vildtkadavere. Dippel mente, at det var en universalmedicin. Når produktet kan erhverves i almindelig handel den dag i dag, skyldes det dog, at det er så ildelugtende, at det skræmmer dyr væk. Det kan f.eks. stryges på unge træer for at holde store planteædere fra at gnave af barken.

Motiv fra Altona. (eget foto)

Dippel blev i sin tid kendt som en ihærdig kritiker af den lutherske kirke, ikke fordi han var ateist, men fordi han mente, at kirken slet ikke var kristen nok. Han hørte til de såkaldte radikale pietister, der forkastede kirkelige institutioner og dogmatik for at finde roden til det sande gudsforhold i deres eget hjerte. Ikke mindst i Sverige fik han mange følgere.

Denne individualisme og dette oprør mod autoriteter udfordrede naturligvis ikke alene den etablerede gejstlighed, men også de stater, hvis fyrster byggede deres legitimitet på at være den rette tros forsvarere. Det var et problem, for Dippel var som de fleste af sine samtidige intellektuelle afhængig af netop de fyrstelige patroner, hvis autoritet han betvivlede. De var på den anden side især interesseret i hans eksperimenter med alkymi. Det var også et problem, for resultaterne udeblev altid, og på et eller andet tidspunkt slap den fyrstelig patrons tålmodighed op, og Dippel løb tilsvarende tør for penge. Mere end en gang måtte han flygte fra en stor gæld.

Men så var det muligt at shoppe lidt rundt i Europa og erhverve sig en ny patron. I 1714 ankom Dippel til Altona, der stod under den danske konges overhøjhed. Frederik IV var af Kongeloven forpligtet til at forsvare den augsburgske konfession, altså den lutherske ortodoksi, men Altona var en blandt flere byer i hans riger og lande, hvor der var indrømmet andre trossamfund – og heterodokse individualister som Dippel – ganske betydelige friheder.

Dippel engagerede sig imidlertid i en konflikt om venalitet, korruption. Det var et problem, som det enevældige styre tog meget alvorligt. Dippel begyndte som anklager, men endte som anklaget – og dømt for blandt andet injurier. I processen lagde han sig ud med sine patroner i Altona, overpræsident Christian Ditlev Reventlow og hans kone, Benedicte, født Brockdorff.

Det er denne konflikt, som er emnet for de fleste sider af denne bog. Det 18. århundrede var et særdeles trættekært århundrede, og det er årsagen til, at vi ved så meget om det. Så snart myndighederne blev involveret i en uoverensstemmelse, blev den med bureaukratisk omhu noteret ned og nidkært gemt, så man 300 år senere kan læse materialet igennem.

Stjernfelt kalder dommen over Dippel et typisk eksempel på ”hvor despotisk, arbitrær og grusom magtudøvelse” kunne være under enevælden. Det kommer dog lidt an på den målestok, man anlægger. Dippels straf var ikke arbitrær, men et resultat af et stort udredningsarbejde af en til formålet nedsat kommission, og straffen var heller ikke synderlig hård, hvis man sammenligner med, hvad staten ellers kunne tilbyde af hårdt strafarbejde, lemlæstelse og død for selv mindre forseelser. Dippel blev i 1719 forvist til en mild arrest på Bornholm. Kun ved selve domfældelsen bar han de lænker, der nævnes i bogens titel. På øen fik han efterhånden en relativ frihed, der blandt andet satte ham i stand til at praktisere som læge og bidrage med en vidtløftig teori om Bornholms oldtid. I 1726 blev han benådet, ikke mindst på foranledning af Dronning Anne-Sofie, halvsøster til ovennævnte C.D. Reventlow.

Stjernfelt tager billedligt talt sin læser med helt ind i Rigsarkivets læsesal, hvor han sidder og bakser med sagens akter. Vi ser historikeren over skulderen, mens han omhyggeligt gennemgår brev efter brev, pamflet efter pamflet, traktat efter traktat, supplik efter supplik. Han bryder selv ind i sin egen tekst med den indrømmelse, at det nok ikke er så let at holde rede på fortællingens tråd: ”Det er et ret kompliceret netværk af hvem-ved-hvad om hvem-der-ved-hvad, der træder frem her.”

Hvor redeligt det end er, at forfatteren så samvittighedsfuldt deler sine overvejelser med læseren, kan man ikke sige, at der er kommet en letlæst, endsige overskuelig bog ud af den tilgang. Et appendiks gengiver en tidslinje over Dippels liv. Den er tydeligvis medtaget som kompensation for det overblik, som brødteksten ikke er så god til at levere. Men hvis man ikke er så optaget af selve handlingsforløbet og hellere vil grave dybt i et fremtrædende eksempel på det tidlige 18. århundredes forestillingsverden og idéer, er denne bog et godt sted at begynde.

(Weekendavisen 11. aug. 2023)