Hvad får en mor til at foragte sine børn?

Adrian Lloyd Hughes, Mors afskedsbrev, DR lyd

Udgangspunktet for TV- og radioværten Adrian Lloyd Hughes’ podcast er hans mors død som 67-årig for en snes år siden. Han og ikke mindst hans brødre havde et anstrengt forhold til deres mor, Jette Dreyer Hughes, men der ventede dem alligevel en ubehagelig overraskelse, for i et efterladt brev, som lillebror Adrian var blevet bedt om at læse højt efter hendes død, udtrykte moderen, hvad der ikke kan forstås som andet end foragt for sine børn. Dog havde hun et soft spot for den små Adrian.

Som efterklang af en stor klokke, der er slået hårdt an, står spørgsmålet og dirrer i luften: Hvad får en mor til at foragte sine børn? Hughes forfølger nu moderens egen historie for at finde ud af, hvad der i hendes fortid kan forklare en sådan reaktion. Det er på sin vis en klassisk psykoterapeutisk tilgang til problemet at ville forklare det biografisk. Det må være noget med barndommen, og han bliver bekræftet så langt, at moderens manglende evne til at elske sine egne børn antagelig er en karakterbrist, hun havde arvet fra sine egne forældre. Eller hvad hun som 21-årig erfarede faktisk var hendes adoptivforældre.

Begyndelsen af Thorvald
Dreyers biografi i Blå Bog
1957, der beskriver hans
første to ægteskaber. Biografier
i Blå Bog er bygget på oplysninger
fra den biograferede selv.

Adrians morfar var byggematadoren Thorvald Dreyer, der skabte sig en formue på at opføre almennyttige boliger f.eks. i Brøndby Strand og erhvervsejendomme som ”Buen” mellem Hovedbanegården og Vesterport Station i København.

Sammen med sin første kone, Johanne, født Deleuran, adopterede han Jette, som imidlertid mistede sin adoptivmor kort før sin konfirmation. Faderen fandt meget hurtigt derefter sammen med champagnepigen Inge Nielsen, der godt ti år senere i en alder af knap 40 år kom sørgeligt – og vist også temmelig belejligt – af dage ved en formodet faldulykke på Sicilien i 1962. Eneste vidne til ulykken var Frederiksbergs mangeårige borgmester Arne Stæhr Johansen, hvis elskerinde, Margot, meget hurtigt derefter blev Thorvald Dreyers tredje kone. Hun var tillige en meget dygtig advokat, og Thorvald og Margot Dreyer indgik i en ménage à trois – hvis ikke flere – med borgmesteren. De levede et liv med forgyldte badeværelser, indendørs pool og den røde løber som selvfølgeligt underlag for enhver færdsel.

Dermed åbnes der også til en historie om magtmisbrug, korruption, nepotisme og bedrageri i den danske byggebranche i det 20. århundrede, som havde fortjent at blive uddybet mere, hvis det var en historisk podcast, men det er det ikke. Det er personligt, og historien er, at Thorvald Dreyer og hans tredje kone forsømte børn og børnebørn. Drengen Adrian havde næsten ingen kontakt med sin morfar. Han måtte i bogstavelig forstand læse om ham og papmormoderen i de kulørte blade, hvis han ønskede at vide noget om dem.

Men ikke kun Thorvald Dreyer var fremmed for sine egne børn. Hans datter endte med i praksis at slå hånden af de børn, som hun havde fået med sin walisiske ægtemand, fordi hun var et andet sted i sit liv, som man kunne finde på at sige dengang. Hun var en entreprenant kvinde, der som midaldrende tog en uddannelse som psykolog og opnåede kortvarig berømmelse som stifter af et kontaktbureau. Hun havde udpræget forstand på mennesker, men en påfaldende mangel på forståelse for sine egne nære relationer.

Hughes afdækker en historie, der umiddelbart fascinerer og fastholder lytterens interesse, fordi den er så kulørt. I tilgift har han fået Ghita Nørby til at lægge stemme til sin mor. Det er antagelig podcastens bedst fungerende greb, for hvem er bedre til at give den som selvoptaget grande dame end en primadonna?

Men det er ikke det ekstraordinære, der er historiens bærende element. Det er det genkendelige. Vedkommende bliver historien, fordi den afdækker nogle mønstre, der går igen i mange familier, og i hvert fald fungerer som anfægtelse for den, der er blevet pålagt det umådelige ansvar selv at være forælder. Det er en fortælling om svigt, forstillelse, misundelse og det evigt vedkommende ønske om at blive elsket.

I Thorvald Dreyers biografi fra Blå Bog 1989, året
for hans død, er der intet spor af hans to første
ægteskaber. Hans evne til at afskrive menneskelige
relationer gik tilsyneladende i arv til hans adoptivdatter.

I sin karriere har Hughes gjort sig bemærket som en vært, der fylder meget i det rum, han befinder sig i, og det har delt publikum. Ikke alle bryder sig om ham. Denne anmelder retter sig efter Volmer Sørensens diktum, at man ikke bør have noget imod krukker, så længe der er noget i dem. Under alle omstændigheder er det ikke den velkendte Adrian Lloyd Hughes, der optræder i denne podcast. Dette er så meget alvor for ham, at det ikke lader sig håndtere med velartikuleret ironi og munter konversation. Han har, som man siger, taget af hovedstolen, og man kan simpelthen høre, ja nærmest føle, de psykologiske omkostningers træk på den personlige konto, når han fortæller og interviewer sine brødre og sin far. Hughes har investeret så meget af sig selv og sin familie i denne podcast, at det er temmelig umuligt ikke at lytte med.

(Kristeligt Dagblad den 29. juni 2021)

Tilbage til hovedsporet

Nationalmuseet, Vikingetidsudstillingen

Nationalmuseet har lukket og slukket for Jim Lyngvilds fotostater og åbnet dørene til en ny udstilling, der yder museets fantastiske vikingetidssamling fuld retfærdighed.

Der bruges en del skærme og projektioner i udstillingen. De fungerer godt og stjæler ikke billedet fra det, som er museets trumfkort: genstandene; lige fra den klejne pilespids i forvitret jern til den imponerende og næsten to kg tunge halsring i rent guld fra Tissø.

Udstillingen er opstillet i museets særudstillingshal, Egmonthallen, men den er tænkt som en semipermanent udstilling. Eftersom museet af økonomiske årsager har måttet opgive at arrangere egentlige særudstillinger, virker det som en klog beslutning at flytte den permanente vikingeudstilling til et rum, hvor der er plads til at folde temaerne ud.

I 1992 da Egmonthallen var helt ny, var særudstillingen ”Viking og Hvidekrist” et stort tilløbsstykke. Publikum stod i køb langt ude på gaden. Den samlede nogle af de allerfornemmeste genstande og skatte fra samlinger i hele verden og blev også vist i Paris og Berlin. Den lagde i høj grad vægt på vikingerne som kulturelt integreret i Europa, netop på et tidspunkt da spørgsmålet om europæisk integration stod højt på den politiske dagsorden. Særudstilling ”Viking” fra 2013, der også nåede til Berlin og London, var meget mere orienteret mod hverdagen, og hvad de arkæologiske fund kunne fortælle om vikingerne. Der blev lagt vægt på, at vikingerne ikke blot var krigere, men også bønder og handelsfolk.

I den nye udstilling føres den arkæologiske linje videre. Den betydelige udvikling, der er sket i den historiske og arkæologiske tekstilforskning i de seneste år, har sat sit præg blandt andet i form af fornemme rekonstruktioner af dragter. Vikingetidens skriftkultur har også fået øget opmærksomhed. Som i 2013 har man valgt at lade vraget af det vikingeskib, der kaldes ”Roskilde 6”, være den centrale genstand. Skibet var hele 37 meter langt og fylder derfor godt op i rummet. Kun kølen er bevaret, men den er såmænd imponerende nok i sig selv. Et metalskelet anskueliggør effektivt resten af skroget.

Fortolkningen har dog forskudt sig siden 2013, og det skyldes nok ikke mindst museumsinspektør Jeanette Varberg, der er hovedarkitekten bag. Hun er er mere til sværd og ild end vadmel og høslæt. Vikingerne var ganske rigtigt bønder og handelsfolk, men det adskilte dem ikke fra resten af verden på den tid. Viking betyder ganske enkelt sørøver. I et par hundrede år fra slutningen af det 8. til begyndelsen af det 11. århundrede dominerede de skandinaviske vikinger Nordeuropa i kraft deres overlegne evne til at føre amfibiekrig, og ”Roskilde 6” står i sin majestæt som repræsentant for den tids mest effektive krigsmaskiner.

Det skal jo ikke være Wissenschaft det hele,

så i Nationalmuseets butik kan man naturligvis

også erhverve sig en bog om, hvordan en ægte

viking fletter sit hår og lægger sin sminke.

(eget foto)

Udstillingen er naturligvis også et svar på den opmærksomhed og kritik, som den nu lukkede plancheudstilling blev genstand for. Grundlæggende er museet er vendt tilbage til sin kernevirksomhed, som er forskningsbaseret formidling med udgangspunkt i museets samlinger. Som en lære fra Lyngvilds popularitet har museet entreret med en kunstner, der har fået frie hænder til at skildre vikingetidens konger og dronninger. Det er der kommet nogle interessante historiske frihåndstegninger ud af, der kobler historiske gætterier med noget, der minder mest om et rollespilsunivers. Dermed er der også givet plads til det fabulerende uden at det får lov til at dominere. Målgruppen er bred. Der skal være noget for både børnehaver og gymnasieklasser, bedsteforældre og børnebørn, entusiaster og turister. Især de sidstnævnte er en væsentlig målgruppe, fordi de udgør – eller forventes at udgøre – en stor del af museets indtægtsgrundlag.

Udstillingen i 2013 fik kritik, fordi den savnede en fortælling. Der var mange fine genstande, men ingen historie. Det er der rådet bod på ved, at en del af denne udstilling er viet til en dramatiseret fortælling om en mand, der drager i viking, hvor der anvendes filmbidder og få, udvalgte genstande. Det er en smagssag, om man bryder sig om den slags, men det er under alle omstændigheder professionelt lavet. En virkelig interessant effekt opnås ved at vise tidligt kristne genstande fra blandt andet Syrien som et eksempel på, hvad vikingerne kunne møde på deres færd. Det kaster også et historisk lys på de nugældende forhold. Denne fortællende del af udstillingen vil blive udskiftet om et par år.

Under normale omstændigheder ville man kunne nøjes med at tage imod udstillingen som en tiltrængt formidlingsmæssig opdatering og udvidelse af den hidtidige vikingetidsudstilling, der efterhånden var blevet noget bedaget. Men efter nogle år, hvor direktøren havde gjort sig selv til hovedperson i et realityprogram, famlet lidt rundt med kedsomhedsknapper og kastet sin kærlighed på en asatro fotograf, er der anledning til at glæde sig over, at Nationalmuseet har fundet tilbage til hovedsporet.

(Kristeligt Dagblad 29. juni 2021. Enkelte stilistiske rettelser)