1979

Frank Bösch, Zeitenwende 1979. Als die Welt von heute begann, C.H. Beck 2019

Der er årstal nok at tage af, hvis man skal pege på et tidspunkt, da verden af i dag begyndte. Stefan Zweig tog som bekendt afsked med die Welt von gestern i 1914. 1933, 1945, 1968, 1989, 2001 er andre væsentlige snit i de seneste hundrede års historie. Frank Bösch har fået den idé at pege på årstallet 1979, som er tilpas mærkværdigt til at nysgerrigheden vækkes. Ved læsningen bliver det så meget desto klarere, at han har en pointe. Ret beset har han mange. De ti kapitler handler om henholdsvis revolutionen i Iran, Pave Johannes Paul II’s besøg i Polen, revolutionen i Nicaragua, Kinas åbning for kapitalisme, bådflygtningene fra Vietnam, Sovjetunionens besættelse af Afghanistan, Thatchers valgsejr i Storbritannien, den anden oliekrise, uheldet på atomkraftværket på Three-Mile-Island og TV-serien Holocaust. Det er meget at blande sammen, og især sidstnævnte var nok mest af betydning for et tysk – herunder østrigsk – publikum.

Systematiseret handler det om fire ting: religionens rolle i politik, neoliberalismens fremgang, opbrydningen af Den kolde Krigs bipolaritet samt energiforsyningens centrale rolle.

For religionens vedkommende er det naturligvis indlysende at pege på, at med Khomeinis magtovertagelse i Iran fik politisk islam et væsentligt fodfæste. Saudi-Arabien havde på dette tidspunkt allerede længe været en religiøs stat, men udviklede sig i disse år i langt højere grad i teokratisk retning. Men Bösch peger også på den sydamerikanske befrielsesteologi og naturligvis den katolske kirkes betydning for undermineringen af det sovjettro regime i Polen, der peger frem mod vore dages moralske, religiøse og politiske konservatisme sammesteds.

Thatcher var lige som Schlüter ikke så konservativ så det gjorde noget, men hun gjorde lige som han op med fagforeningernes magt og havde relativ bred folkelig opbakning til denne kamp. Bösch peger på, at Thatcher faktisk udviste mådehold i sine bestræbelser på at liberalisere og privatisere. Neoliberalisme er netop ikke en minimalstats- og laissez-faire-ideologi, men idealet om statsligt tilvejebragte rammer for og kontrol med markedskræfterne som kilde til velstand og vækst snarere end indkomstudligning. 

Kinas tilnærmelse til den åbne markedsøkonomi var startskuddet til landets status som økonomisk stormagt, der ikke lod sig underordne Den Kolde Krigs binære logik. Også i Mellemøsten betød den stigende velstand på grund af olieeksporten og bekendelsen til politisk islam som et alternativ til både socialisme og liberalt demokrati, at landene fik et selvstændigt råderum som andet end bare slagmark for andres kampe. Under den første oliekrise 1973 kunne de olieeksporterende lande i Mellemøsten stadig i en vis grad handle samlet, men under den anden krise i 1979 stod det klart, at Mellemøsten ganske vist udgør en væsentlig pol i det globale spil, men i modsætning til Kinas stramt kontrollerede imperium udgår der – foruden olie – mest kaos fra regionen.

Oliekriserne fik også de vestlige lande til at satse på alternative energikilder, alternativ ikke forstået som bæredygtig, men som noget andet end olie fra Mellemøsten. Bl.a. Tyskland købte store mængder gas i Sovjetunionen, Norge og Storbritannien udviklede egne olieudvinding i Nordsøen (Bösch glemmer Danmark og Tyskland). Satsningen på atomkraft var en indlysende løsning på problemet, men den fik et kraftigt tilbageslag med uheldet på Three-Mile-Island, og gav anledning til udvikling af produktion af vedvarende energi. Selv om drivkraften var forsynings- og sikkerhedspolitikken, var der også en ny ideologisk spiller på banen til understøttelse af den udvikling: De Grønne.

Ved at lade kronologien spille hovedrollen i form af et enkelt årstal benytter Bösch sig af et fortælleteknisk og i en vis forstand også et analytisk greb, som på den  ene side ikke altid yder de mangeårige processer, som der oftest er tale om, fuld retfærdighed, men som på den anden side lirker den etablerede forståelse ud af de kendte lejer. Først og fremmest er bogen en udfordring til dem, der betragter 1989 som det afgørende brud, der definerer vores tid. Bösch viser tydeligt, at forudsætningerne for det, vi er blevet til, de ideologiske, sikkerhedspolitiske og økonomiske forandringer, der definerer Den kolde Krigs ophøre, skal søges i tiåret forud for Murens fald.

(Skrevet til denne blog juli 2019)

Postkort fra 1979 forestillende Vindmøllen i Tvind ved Ulfborg, som var den første vindmølle i verden med en nominel kapacitet på 2 MW. (Den reelle kapacitet var dog væsentlig lavere.) På den modsatte side af postkortet var handelsministeriets adresse og teksten "Jeg er også imod atomkraft" fortrykt. Tvindmøllen, der blev indviet i foråret 1978, blev et væsentligt symbol for den nye politiske bevægelse, der ønskede ikke alene uafhængighed af olie, men også atomkraft som energikilde. Som sådan er møllen et centralt symbol på det vendepunkt i historien, som Frank Bösch peger på.

Ellen Hørup

Lone Rünitz, Ellen Hørup – kvinden, verdensborgeren og rebellen, Syddansk Universitetsforlag, 351 sider

Ellen Hørup blev født i 1871 som datter af Emma og Viggo Hørup. Hendes far var medgrundlægger af dagbladet Politiken og medlem af Folketinget for Venstre. Ellen fik en for tiden relativ fri opdragelse, og hun uddannede sig som tandlæge i København og Paris, men bortset fra et kort vikariat praktiserede hun aldrig. Både intellektuelt og materielt levede hun af den arv, faderen efterlod: en usædvanlig fermt formuleret pacifisme og en stor aktiepost i Politiken. Hun blev i 1896 gift med den to år ældre advokat Vilhelm Nielsen. Ægteparret adopterede en datter. I 1920 flyttede hun permanent til Rom uden sin mand. Ægteskabet blev kort tid efter opløst. Den 17-årige adoptivdatter blev parkeret på et pensionat i Schweiz. I Rom forelskede hun sig som 50-årig i en væsentlig yngre katolsk præst, der flyttede ind hos hende, officielt som logerende. Forholdet var meget stormfuldt, men varede med pauser hendes liv ud.

I Italien begyndte Hørup at gøre sig bemærket som forfatter til artikler og især kronikker om politiske emner. Hun beskrev sig selv som journalist, men var vel mere, hvad vi i dag kategoriserer som debattør eller politisk kolumnist. I 1928 tog hun på en rejse til Indien, hvor hun mødte Gandhi og blev stærkt optaget af ham i en grad, så hun opfattede sig som hans discipel. I de følgende år arbejdede hun reelt som en af Gandhis europæiske ambassadører, fra 1932 med hovedsæde i Genève, hvorfra hun med sine penge og sin arbejdskraft bidrog til at udbrede Gandhis budskab på de europæiske hovedsprog. Også det europæiske flygtningespørgsmål, der blev aktuelt efter Hitlers magtovertagelse i 1933, involverede hun sig i.

I løbet af 1930erne blev hun påvirket i marxistisk retning. Det betød også, at hun forlod Gandhis linje, selv om hendes personlige fascination af manden forblev intakt. Hun forbandt sig resten af livet med ideer og bevægelser, der havde tilknytning til den yderste venstrefløj, f.eks. som medstifter i 1945 af en dansk afdeling af Kvindernes demokratiske Verdensforbund, der var under mistanke for at være en kommunistisk frontorganisation.

Under krigen lod hun dog de storpolitiske emner ligge og koncentrerede sin publicistvirksomhed om kritikken af børneforsorgen i Danmark. Det skaffede hende mange venner og fjender – samt en dom for at have huset to bortløbne drenge fra et børnehjem. Efter krigen blev hun erklæret modstander af Atlantpagten. Da hun døde i 1953 blev hun i talrige nekrologer hyldet for sin personlige integritet, generøsitet, intelligens og gode pen.

Rünitz deler beundringen for Ellen Hørup, men hun er bestemt ikke ukritisk over for dette temperamentsfulde, forfængelige, forkælede, selvoptagede, stædige, rethaveriske og derfor meget menneskelige menneske. Hørup var typen, der kunne optræde som figur i Scherfigs Idealister.

Bogen er kendetegnet af grundighed. Den mangler dog en redaktionel overhaling. En så sammensat og omflakkende skikkelse som Ellen Hørup gør, at teksten nødvendigvis må springe både tematisk og kronologisk, men det kræver også, at læseren må tages mere ved hånden end tilfældet er her. Det er ikke altid til at hitte rede i hvad, hvor og hvornår, og det dramatiske potentiale i historien om Ellen Hørup forløses ikke. Kan man se bort fra denne forstyrrelse af læseoplevelsen, er der tale om en veldokumenteret biografi og væsentlig introduktion til en af det tyvende århundredes betydningsfulde danske intellektuelle.

(Kristeligt Dagblad 26. juli 2019. Rubrikken var en anden.)

Johan Otto von Spreckelsen

Dan Tschernia

Spreck – En biografi om arkitekten J.O. von Spreckelsen, Aarhus Universitetsforlag

Johan Otto von Spreckelsen (1929-1987) ville have været et navn blandt få arkitekturhistoriske kendere, hvis det blot var for de kirker, han tegnede. Der var kun fire, to katolske (Spreckelsen var opdraget katolsk), Sankt Nikolaj i Hvidovre og Sankt Nikolaj i Esbjerg, og to til folkekirken, Vangede Kirke og Stavnsholtkirken i Farum, der alle hævder sig på linje med de fineste kirkelige nybyggerier efter krigen af navne som Utzon og Exner. Han blev kort tid efter sin eksamen også lærer, siden professor, på akademiet og var anerkendt som en reflekteret og kompromisløs fagmand og en dygtig pædagog.

Spreckelsen tænkte mere geometrisk end organisk, og hans valgte form til sine projekter var kuben. Han vandt flere konkurrencer uden at de blev realiseret. I 1982 udskrev den nyvalgte franske præsident Mitterand en konkurrence om et byggeri på la Tête Défense, et point-de-vue på hovedaksen i Paris fra Louvre over Triumfbuen til det nyligt bebyggede forretningskvarter La Défense.

Forslagene blev indgivet anonymt, og den i Frankrig fuldstændig ukendte dansker vandt med et projekt, der emulerede triumfbuemotivet i en gennembrudt kube, der på alle ledder var dobbelt så stor som den eksisterende triumfbue. Som en bekendelse til oprøret mod den store fortælling, som den historiske parisiske symmetriakse udgjorde – og af praktiske hensyn - blev Spreckelsens nye triumfbue drejet nogle få grader i forhold til hovedaksen.

Alle inklusive præsidenten var begejstrede over projektet, og Spreckelsen blev katapulteret fra at være et respekteret navn blandt danske kollegaer til at være en international stjerne og skaberen af et af de væsentligste bygningsværker i Frankrig i det 20. århundrede. Men midt i byggefasen skiftede det parlamentariske flertal i Frankrig, Mitterands prestigeprojekt mistede sin politiske opbakning og Spreckelsen endte med at forlade arbejdet.

Spreckelsen var i Frankrig kontraktligt forpligtet til at samarbejde med en fransk arkitekt, og hans valg faldt på Paul Andreu, som også endte med at færdiggøre projektet efter at Spreckelsen forlod det. Andreu siger selv i dag, at han gjorde det i loyalitet mod Spreckelsens oprindelige intentioner under hensyn til de praktiske, politiske omstændigheder, der gjorde sig gældende. Spreckelsen nåede ikke selv at se sit projekt færdiggjort. Han døde af en galopperende tarmkræft.

Stavnsholtkirken i Farum. Eget foto 2020.

Byggeriet i Paris var bestemt ikke konfliktfrit. Der var stor forskel mellem den franske og danske arbejdskultur og der var en efterhånden betydelig afstand mellem Spreckelsens intentioner og det, der kunne lade sig gøre teknisk og økonomisk. Bogens fortjeneste er ikke mindst, at den kortlægger disse konflikter. Tschernia er journalistisk i sin tilgang. Det vil sige, at han for det første ikke lader som om han er arkitekturhistoriker, hvad han ikke er. For det andet benytter han interviews med vidner og aktører som hovedkilde. Han har ikke anvendt samtidigt skriftligt kildemateriale i nævneværdigt omfang. Spreckelsens enke har ikke villet give adgang til arkitektens arkiv, og Tschernia har ikke forfulgt byggesagen i de franske arkiver.

Aktørerne har naturligvis alle deres egen version af historien om ”La Grande Arche”, og deres beretninger peger ikke altid i samme retning.  Efter Spreckelsens død forsøgte en ingeniør, der havde bistået ham med de statiske beregninger, Erik Reitzel, at tage æren for idéen til kuben, og Reitzel havde faktisk held med at overbevise andre mennesker om, at det skulle være tilfældet. Tschernia har i dette spørgsmål helt entydigt påtaget sig rollen som arkitektens advokat. Tschernia lægger ikke skjul på sit engagement i historien om Spreckelsen. Han har en fortid som kultur- og presseråd på den danske ambassade i Paris i 1980erne, og det var i den egenskab han lærte Spreckelsen at kende og lavede en dokumentarudsendelse om ham. Ærindet med bogen er ”at genoplive og bevare mindet om den begavede og sympatiske danske arkitekt.” Det er en ærlig og tydelig deklaration af en personlig og velfortalt biografi.

(Kristeligt Dagblad 9. juli 2019. Avisens rubrik var en anden.)