Ellen Hørup


Lone Rünitz, Ellen Hørup – kvinden, verdensborgeren og rebellen, Syddansk Universitetsforlag, 351 sider

Ellen Hørup blev født i 1871 som datter af Emma og Viggo Hørup. Hendes far var medgrundlægger af dagbladet Politiken og medlem af Folketinget for Venstre. Ellen fik en for tiden relativ fri opdragelse, og hun uddannede sig som tandlæge i København og Paris, men bortset fra et kort vikariat praktiserede hun aldrig. Både intellektuelt og materielt levede hun af den arv, faderen efterlod: en usædvanlig fermt formuleret pacifisme og en stor aktiepost i Politiken. Hun blev i 1896 gift med den to år ældre advokat Vilhelm Nielsen. Ægteparret adopterede en datter. I 1920 flyttede hun permanent til Rom uden sin mand. Ægteskabet blev kort tid efter opløst. Den 17-årige adoptivdatter blev parkeret på et pensionat i Schweiz. I Rom forelskede hun sig som 50-årig i en væsentlig yngre katolsk præst, der flyttede ind hos hende, officielt som logerende. Forholdet var meget stormfuldt, men varede med pauser hendes liv ud.

I Italien begyndte Hørup at gøre sig bemærket som forfatter til artikler og især kronikker om politiske emner. Hun beskrev sig selv som journalist, men var vel mere, hvad vi i dag kategoriserer som debattør eller politisk kolumnist. I 1928 tog hun på en rejse til Indien, hvor hun mødte Gandhi og blev stærkt optaget af ham i en grad, så hun opfattede sig som hans discipel. I de følgende år arbejdede hun reelt som en af Gandhis europæiske ambassadører, fra 1932 med hovedsæde i Genève, hvorfra hun med sine penge og sin arbejdskraft bidrog til at udbrede Gandhis budskab på de europæiske hovedsprog. Også det europæiske flygtningespørgsmål, der blev aktuelt efter Hitlers magtovertagelse i 1933, involverede hun sig i.

I løbet af 1930erne blev hun påvirket i marxistisk retning. Det betød også, at hun forlod Gandhis linje, selv om hendes personlige fascination af manden forblev intakt. Hun forbandt sig resten af livet med ideer og bevægelser, der havde tilknytning til den yderste venstrefløj, f.eks. som medstifter i 1945 af en dansk afdeling af Kvindernes demokratiske Verdensforbund, der var under mistanke for at være en kommunistisk frontorganisation.

Under krigen lod hun dog de storpolitiske emner ligge og koncentrerede sin publicistvirksomhed om kritikken af børneforsorgen i Danmark. Det skaffede hende mange venner og fjender – samt en dom for at have huset to bortløbne drenge fra et børnehjem. Efter krigen blev hun erklæret modstander af Atlantpagten. Da hun døde i 1953 blev hun i talrige nekrologer hyldet for sin personlige integritet, generøsitet, intelligens og gode pen.

Rünitz deler beundringen for Ellen Hørup, men hun er bestemt ikke ukritisk over for dette temperamentsfulde, forfængelige, forkælede, selvoptagede, stædige, rethaveriske og derfor meget menneskelige menneske. Hørup var typen, der kunne optræde som figur i Scherfigs Idealister.

Bogen er kendetegnet af grundighed. Den mangler dog en redaktionel overhaling. En så sammensat og omflakkende skikkelse som Ellen Hørup gør, at teksten nødvendigvis må springe både tematisk og kronologisk, men det kræver også, at læseren må tages mere ved hånden end tilfældet er her. Det er ikke altid til at hitte rede i hvad, hvor og hvornår, og det dramatiske potentiale i historien om Ellen Hørup forløses ikke. Kan man se bort fra denne forstyrrelse af læseoplevelsen, er der tale om en veldokumenteret biografi og væsentlig introduktion til en af det tyvende århundredes betydningsfulde danske intellektuelle.

(Kristeligt Dagblad 26. juli 2019. Rubrikken var en anden.)

1 kommentar:

  1. Vil du se på og kommeentere på følgende?
    Kritik af børneforsorgen i Forældrebladet udgivet af Ellen Hørup 1943-1950
    E-bog ved Holger Terp læs her:
    http://www.fredsakademiet.dk/library/Forsorg.pdf
    Med venlig hilsen,
    Holger Terp.
    En af de anbragte.

    SvarSlet