1979

Frank Bösch, Zeitenwende 1979. Als die Welt von heute begann, C.H. Beck 2019

Der er årstal nok at tage af, hvis man skal pege på et tidspunkt, da verden af i dag begyndte. Stefan Zweig tog som bekendt afsked med die Welt von gestern i 1914. 1933, 1945, 1968, 1989, 2001 er andre væsentlige snit i de seneste hundrede års historie. Frank Bösch har fået den idé at pege på årstallet 1979, som er tilpas mærkværdigt til at nysgerrigheden vækkes. Ved læsningen bliver det så meget desto klarere, at han har en pointe. Ret beset har han mange. De ti kapitler handler om henholdsvis revolutionen i Iran, Pave Johannes Paul II’s besøg i Polen, revolutionen i Nicaragua, Kinas åbning for kapitalisme, bådflygtningene fra Vietnam, Sovjetunionens besættelse af Afghanistan, Thatchers valgsejr i Storbritannien, den anden oliekrise, uheldet på atomkraftværket på Three-Mile-Island og TV-serien Holocaust. Det er meget at blande sammen, og især sidstnævnte var nok mest af betydning for et tysk – herunder østrigsk – publikum.

Systematiseret handler det om fire ting: religionens rolle i politik, neoliberalismens fremgang, opbrydningen af Den kolde Krigs bipolaritet samt energiforsyningens centrale rolle.

For religionens vedkommende er det naturligvis indlysende at pege på, at med Khomeinis magtovertagelse i Iran fik politisk islam et væsentligt fodfæste. Saudi-Arabien havde på dette tidspunkt allerede længe været en religiøs stat, men udviklede sig i disse år i langt højere grad i teokratisk retning. Men Bösch peger også på den sydamerikanske befrielsesteologi og naturligvis den katolske kirkes betydning for undermineringen af det sovjettro regime i Polen, der peger frem mod vore dages moralske, religiøse og politiske konservatisme sammesteds.

Thatcher var lige som Schlüter ikke så konservativ så det gjorde noget, men hun gjorde lige som han op med fagforeningernes magt og havde relativ bred folkelig opbakning til denne kamp. Bösch peger på, at Thatcher faktisk udviste mådehold i sine bestræbelser på at liberalisere og privatisere. Neoliberalisme er netop ikke en minimalstats- og laissez-faire-ideologi, men idealet om statsligt tilvejebragte rammer for og kontrol med markedskræfterne som kilde til velstand og vækst snarere end indkomstudligning. 

Kinas tilnærmelse til den åbne markedsøkonomi var startskuddet til landets status som økonomisk stormagt, der ikke lod sig underordne Den Kolde Krigs binære logik. Også i Mellemøsten betød den stigende velstand på grund af olieeksporten og bekendelsen til politisk islam som et alternativ til både socialisme og liberalt demokrati, at landene fik et selvstændigt råderum som andet end bare slagmark for andres kampe. Under den første oliekrise 1973 kunne de olieeksporterende lande i Mellemøsten stadig i en vis grad handle samlet, men under den anden krise i 1979 stod det klart, at Mellemøsten ganske vist udgør en væsentlig pol i det globale spil, men i modsætning til Kinas stramt kontrollerede imperium udgår der – foruden olie – mest kaos fra regionen.

Oliekriserne fik også de vestlige lande til at satse på alternative energikilder, alternativ ikke forstået som bæredygtig, men som noget andet end olie fra Mellemøsten. Bl.a. Tyskland købte store mængder gas i Sovjetunionen, Norge og Storbritannien udviklede egne olieudvinding i Nordsøen (Bösch glemmer Danmark og Tyskland). Satsningen på atomkraft var en indlysende løsning på problemet, men den fik et kraftigt tilbageslag med uheldet på Three-Mile-Island, og gav anledning til udvikling af produktion af vedvarende energi. Selv om drivkraften var forsynings- og sikkerhedspolitikken, var der også en ny ideologisk spiller på banen til understøttelse af den udvikling: De Grønne.

Ved at lade kronologien spille hovedrollen i form af et enkelt årstal benytter Bösch sig af et fortælleteknisk og i en vis forstand også et analytisk greb, som på den  ene side ikke altid yder de mangeårige processer, som der oftest er tale om, fuld retfærdighed, men som på den anden side lirker den etablerede forståelse ud af de kendte lejer. Først og fremmest er bogen en udfordring til dem, der betragter 1989 som det afgørende brud, der definerer vores tid. Bösch viser tydeligt, at forudsætningerne for det, vi er blevet til, de ideologiske, sikkerhedspolitiske og økonomiske forandringer, der definerer Den kolde Krigs ophøre, skal søges i tiåret forud for Murens fald.

(Skrevet til denne blog juli 2019)

Postkort fra 1979 forestillende Vindmøllen i Tvind ved Ulfborg, som var den første vindmølle i verden med en nominel kapacitet på 2 MW. (Den reelle kapacitet var dog væsentlig lavere.) På den modsatte side af postkortet var handelsministeriets adresse og teksten "Jeg er også imod atomkraft" fortrykt. Tvindmøllen, der blev indviet i foråret 1978, blev et væsentligt symbol for den nye politiske bevægelse, der ønskede ikke alene uafhængighed af olie, men også atomkraft som energikilde. Som sådan er møllen et centralt symbol på det vendepunkt i historien, som Frank Bösch peger på.