Amdi forsvinder

Rune Skyum-Nielsen, Amdi forsvinder, Politikens Forlag, 477 sider, 320 kroner

Rune Skyum-Nielsen udgav for fire år siden bogen ”Amdi bliver til” om Mogens Amdi Petersens (f. 1939) barndom og ungdom indtil grundlæggelsen af Den rejsende Højskole i 1970. I denne bog følger han historien helt op til nutiden. Den er skrevet, så man kan få udbytte af den, selv om man ikke har læst den første. Men det kan anbefales at begynde med begyndelsen.

Bogen er journalistisk i sin form. For det første bygger den i altovervejende grad på interviews. Skyum-Nielsen har opsporet en lang række mennesker, der har kendt Amdi Petersen, og fået dem i tale. Han bruger dog også andre ikke tidligere anvendte kilder som f.eks. udskrifter af PET's telefonaflytninger af Tvindtoppen. For det andet krydsklipper han mellem fortid og nutid. Mellem kapitler, der redegør for opbygningen af Skolesamvirket Tvind, er placeret afsnit, hvor Skyum-Nielsen fortæller mere personligt om sit arbejde med stoffet. I centrum for dette står en reportagerejse til den mexicanske delstat Baja California, hvor Tvind har bygget sit internationale hovedkvarter, og hvor Amdi Petersen formodes at opholde sig.

Beretningen om opbygningen af det globale imperium er en fascinerende historie om en højskole, der blev til flere, og hurtigt blev det også til en HF- og læreruddannelse, efterskoler, tøjindsamling, genbrugsbutikker, ulandshjælp til det sydlige Afrika, plantager i Caribien og Brasilien, en møbelfabrik i Kina, skuffeselskaber i skattely og tvivlsomme forretningsmetoder. Det kulminerede i 2002, da Mogens Amdi Petersen blev anholdt i Los Angeles, varetægtsfængslet og udleveret til en retssag i Danmark mod ham og en håndfuld andre fra Tvindledelsen. Den endte med, at to fik fængselsstraf, mens Amdi Petersen selv gik fri.

For kendere af Tvindstoffet ligger det spændende i bogens nutidsdel. Ikke mindst et interview med tidligere politimester Jens Kaasgaard afslører afgørende detaljer, der ikke har været fremme før. For det første har det indtil nu været en gåde, hvordan den private efterforsker og hemmelighedskræmmer Frede Farmand kunne få adgang til at filme politiets ransagning af en Tvindejendom i april 2001. Det viser sig, at Kaasgaard havde givet ham et tip mod til gengæld at holde lav profil indtil da. Ransagningen gav næring til ikke blot et anklageskrift, men også en international efterlysning af Mogens Amdi Petersen. I efteråret 2001 bragte Jyllands-Posten en række artikler om en luksuslejlighed ejet af Tvind i Miami, Florida, hvor Mogens Amdi Petersen opholdt sig. Skyum-Nielsen mere end antyder, at det var Kaasgaard, der gav avisen et tip. Formålet var at ryge Amdi ud af sin rede og bringe ham i bevægelse. Med de skærpede sikkerhedsregler efter den 11. september samme år kunne ingen længere rejse uantastet med fly, og i februar 2002 klappede fælden i Los Angeles’ internationale lufthavn. Skyum-Nielsen får dermed forbundet nogle indtil nu løsrevne prikker til et sammenhængende billede, der giver rigtig god mening.

Efter frikendelsen i byretten i Ringkøbing rejste Amdi Petersen ud af landet igen, og da anklagemyndigheden efter nogen overvejelse søgte at forkynde en anke til Landsretten for ham, var han intetsteds at finde. Selv om den efter et kæremål nu i rettens øjne er lovligt forkyndt, er sagen ikke bragt til afslutning endnu. Der er ingen udlevereringsaftale med Mexico, så sagen vil med større sandsynlighed ende med den 87-årige anklagedes død end med hans domfældelse.

Rune Skyum-Nielsen har foretaget omfattende research, og han forstår at bringe journalistikkens forskellige genrer i spil, så der er kommet en tankevækkende og læseværdig bog ud af det. Reportagerejsen fra Mexico bringer ikke så meget nyt om Amdi Petersen, men siger en hel del om de lokale vilkår, der er præget af en voldsom narkokriminalitet, som ingen på de kanter kan undgå at forholde sig til. Til bogens kvaliteter føjer sig en række aldrig før offentliggjorte illustrationer. Et sted- og navneregister ville have været et nyttigt redskab til at navigere i et felt, der omfatter virkelig mange mennesker, hvis virke spreder sig over hele kloden den dag i dag.

(Kristeligt Dagblad 14. juni 2026)

Enmandstidsskrifter

 Steen Tullberg, Forfatterne og 1848 – belyst ud fra fem enmandstidsskrifter, Multivers

Steen Tullberg, der til daglig arbejder på Center for Grundtvigforskning har fået den originale idé at gennemgå fem såkaldte enkeltmandstidsskrifter, der alle udkom i årene omkring statsomvæltningen 1848-49. Det drejer sig om M.A. Goldschmidts Nord og Syd (1847-1859) N.F.S. Grundtvigs Danskeren (1848-1851), Hans Egede Schacks 1848 (1849-1850), Frederik Dreiers Samfundets Reform (1852-1853) samt Søren Kierkegaards Øieblikket (1855). Udgiverne skrev selv alle bidragene til deres tidsskrifter, og Tullberg kalder dem datidens pendant til nutidens internetblogs. Selv skriver Tullberg et lidt tørt og ordrigt, men klart akademikerdansk.

Det er ikke fordi tidsskrifterne er ukendte. Især Kierkegaards og Grundtvigs har været studeret nærmest til fladtrådthed. Det originale i Tullbergs tilgang er at læse dem som kanaler for en gensidig kommunikation om kultur og samfundsforhold. De læste flittigt hinanden, og deres tidsskrifter er fyldt med replikker og duplikker. På den måde nedbryder Tullberg også forestillingen om enmandstidsskriftet som det ensomme genis genre. Selv Kierkegaard, der nærmest gjorde sin ensomhed til et princip, talte ikke i et vakuum. 

I centrum for denne samtale stod den velskrivende M.A. Goldschmidt, der også var anledningen til nogle af de mindst klædelige passager i Grundtvigs forfatterskab. Midt under Treårskrigen anklagede Grundtvig Goldschmidt for ikke at kunne nære sand fædrelandskærlighed med den begrundelse, at Goldschmidt var jøde og derfor havde et andet fædreland end Danmark. ”Hr. Grundtvig paatvinger mig Adkomstbrev og Skjøde paa et fædrene Arvegods i Palæstina og deraf følgende Borgerskab,” svarede Goldschmidt og takkede ironisk for, at han ikke desto mindre havde lov til at forblive som gæst i Danmark.

”Tilsammen udgør enmandstidsskrifterne en prototype eller matrice for den demokratiske debat, der er blevet ført lige siden – både i kraft af deres substans, men også fordi de rummer en hel del af den tomgangspolemik, som demokratiet nok aldrig slipper af med,” lyder det i Tullbergs konklusion. Når Tullberg hævder, at disse fem tidsskrifter var en ny fremtoning (ordet er skabt af Goldschmidt som en dansk oversættelse af det tyske Erscheinung), får man det indtryk, at der ikke var en politisk offentlighed før 1848. Det var der. Den var selvfølgelig begrænset af enevældens restriktive pressepolitik, men de politiske synspunkter og teorier, der førte til enevældens fald i Norge i 1814 og i Danmark i 1848, var relativt lettilgængelige for den veluddannede elite, der forhandlede sig frem til Eidsvollforfatningen og Junigrundloven.

Men ikke desto mindre har Tullberg ret i at pege på ligheden mellem nu og dengang, og det bidrager til vores forståelse af, at internettet ikke kan gives skylden for alting, heller ikke en dårlig debatkultur. Kværulantisk rethaveriskhed kan sagtens trives på andre platforme.

(Kristeligt Dagblad 30. januar 2026)