Grundtvig mellem de ideologiske kløfter

Ove Korsgaard og Michael Schelde ( red.): Samfundsbyggeren - artikler om Grundtvigs samfundstænkning. Forlaget Anis, 251 sider, 249 kroner.

Constantin Hansens berømte billede af åbningsmødet i den grundlovgivende rigsforsamling i oktober 1848 pryder forsiden af denne bog om Grundtvigs betydning for samfundstænkning og politik.

Grundtvig indtager umiddelbart ikke nogen fremtrædende plads på billedet. I forgrunden promenerer alle de nationalliberale skikkelser, mens Grundtvig er pakket væk, siddende i baggrunden til højre langt fra billedets centrum. Faktisk var Grundtvig slet ikke til stede på mødet, for han blev først medlem af forsamlingen efter et suppleringsvalg, men det anfægter ikke en dygtig maler.

Hansen har placeret Grundtvig lige under billedets forsvindingspunkt, hvor de linjer, der markerer dybdeperspektivet, mødes. På den måde sidder Grundtvig tilbagetrukkent og dog centralt i billedet, og dermed er bogens tema slået an: hvordan skal man placere Grundtvig i samfundets, statens og nationens udvikling i det 19.

århundrede? Hvor central var han? Hvem og hvad var han påvirket af, og hvem og hvad påvirkede han? Det vil føre for vidt at omtale alle bogens bidrag. I virkeligheden lader spørgsmålet sig også bedst besvare ved at se over på den anden side af grænsen - den svenske.

Urban Claesson fra Högskolan i Dalarna foretager i bogens sidste kapitel om Sverige, " landet uden Grundtvig", en sammenligning af Danmarks og Sveriges udvikling i det 19. århundrede. Der er flere afgørende forskelle mellem Danmark og Sverige. Den danske selvejende bondestand var et relativt nyt fænomen i Danmark i 1800-tallet. Den blev til som et resultat af landboreformerne i anden halvdel af det 18. og første halvdel af det 19. århundrede. I Sverige var selvejerbønderne langt mere etablerede som stand, også på den svenske rigsdag. De danske bønder havde større grund til at organisere sig som opposition til staten, mens de svenske bønder allerede følte sig som en del af staten.

Omvendt forholdt det sig med vækkelsesbevægelserne i de to lande. I Danmark forblev vækkelserne i det store hele inden for folkekirken, mens de i Sverige, hvor de anglo-amerikanske vækkelser havde betydelig større succes, organiserede sig som frikirker. Her må man i øvrigt endelig ikke glemme at pege på Indre Mission som en afgørende faktor i udviklingen, fordi Indre Mission valgte at blive i folkekirken som en bevidst strategi. At Indre Mission gør væsentlig mindre væsen af sig end grundtvigianerne, får ofte folk til at glemme betydningen af den valgte strategi for integrationen af kirke, stat og folk.

Endelig var industrialiseringen i Sverige mere fremskreden. Derfor stod Socialdemokratiet stærkere dér end i Danmark, hvor bondepartiet Venstre var hovedaktør i forfatningskampen. Her kommer Grundtvigs opfattelse af sammenhængen mellem Helligånd og Folkeånd, det vil sige mellem kristendommen og det nationale, mellem skabelsesorden og historisk virkelighed, ind i billedet. Partiet Venstre tog i vid udstrækning Grundtvigs tanker til sig, også da partiet blev statsbærende i 1901.

Hermed skabtes der i Danmark den stærke integration af kirke, stat og folk, mens den politiske udvikling i Sverige bragte et parti til magten, som ikke havde kirken som selvfølgelig følgesvend. I forlængelse af Claessons pointe kan man pege på, at Venstre faktisk ikke sad på magten særlig længe, og da Socialdemokratiet overtog rollen som statsbærende parti, skete det med en inklusion og ikke en eksklusion af kirken og den grundtvigske folkelighedstanke. Claesson peger på, at kirken i Danmark har folket som subjekt, det vil sige handlende aktør, mens den svenske folkekirke bygger på, at den har folket som objekt. Denne tanke kunne man forsøgsvis overføre på den danske henholdsvis den svenske stat.

Fra Grundtvigs 150-års-fødselsdag i 1933 til hans 200 års fødselsdag i 1983 blev han fremstillet som ophavet til alt godt og hensigtsmæssigt herneden. Det var det halve århundrede, da Grundtvig og Danmark levede lykkeligt sammen.

På en eller anden måde lykkedes det at koble nation, stat og velfærdspolitik sammen til et amalgam af livsanskuelse, forestillingsverden og praktisk politik, som man kunne sætte mærkaten " Grundtvig" på.

I løbet af 1980' erne kunne det imidlertid ikke holde længere. Murens fald, borgerkrigen i Jugoslavien, globalisering, økonomisk krise og migration slog alvorlige sprækker i den danske models selvforståelse. Grundtvig blev fejet til side af dem, der troede på den nationale velfærdsstats død, mens de, der frygtede den nationale velfærdsstats død, tog ham til sig som et krammedyr. Grundtvig blev en rekvisit i et tosidet ideologisk opgør, hvor grøfterne blev gravet så dybe, at det blev aldeles vanskeligt ikke at vælge side. Ville man undgå den ene grøft, faldt man gerne i den anden. Men er Grundtvig så dømt ude? Nej, faktisk ikke.

Ove Kaj Pedersens åbningskapitel forsøger at genåbne den frie drøftelse af Grundtvig og hans betydning uden at falde i nogen af grøfterne. Ove Kaj Pedersen kommer fra samfundsvidenskaben, og hans indfaldsvinkel er, at samfundsvidenskaberne sært nok har ignoreret Grundtvig. Historikerne og teologerne har haft monopol på fortolkningen af Grundtvig, mens samfundsvidenskaberne ikke rigtig har regnet ham for noget. Det er jo i udgangspunktet en forsømmelse, men det tilvejebringer også et ubenyttet fortolkningsrum. Grundtvig er blevet interessant som samfundstænker.og samfundsbygger.

(Grænsen, okt. 2013)
 

Frihedens forskole

Ola Mestad (red.) Frihetens forskole. Professor Schlegel og eidsvollsmennenes læretid i København. Pax Forlag.

Det er en interessant omstændighed ved den danske enevælde, at den blev afviklet over to omgange. Vi husker det, som om den blev afskaffet i 1848-49, men en væsentlig del af riget havde allerede på dette tidspunkt levet uden enevælde i 35 år.

Den del af riget var Norge, der i 1814 blev afstået i forlængelse af det danske nederlag i Napoleonskrigene. Ved den lejlighed benyttede nordmændene muligheden for at vedtage en fri forfatning, der gjorde op med den styreform, der havde været fælles for Danmark-Norge siden 1660.

Denne nye forfatning, der har navn efter Eidsvoll - det sted, hvor den blev skabt - blev lettere justeret bragt med ind i den norsk-svenske personalunion, der varede fra 1814 til 1905, og med ændringer er Eidsvollforfatningen - som verdens næstældste fungerende grundlov - stadig i brug.

Spørgsmålet er, hvordan denne bratte overgang fra enevælde til fri forfatning kunne foregå? Hvor havde Eidsvollmændene, som de norske grundlovsfædre kaldes, lært om moderne statsforfatningsret? Antagelsen indtil nu har været, at de norske forfatningsfædre i høj grad var præget af politiske diskussioner i tidsskrifter og foreninger, hvor borgerskabet mødtes og talte om tidens spørgsmål.

En egentlig opposition var jo udelukket under det enevældige styre, og der var - med undtagelse af en kort tid under Struensee - censur håndhævet med skiftende grader af nidkærhed. Den norske historiker Jens Arup Seip beskrev i en berømt artikel fra 1957 den borgerlige offentlighed som en væsentlig forudsætning for Eidsvollmændenes dannelse. Seip brugte ikke selv »borgerlig offentlighed« som udtryk. Det blev først udbredt med Jürgen Habermas' Habilitationsschrift fra 1962, men tanken er den samme.

Seip brugte det samtidige udtryk, opinionen, og han beskrev, hvorledes intelligentsiaen var optaget af ideen om det opinionsstyrede enevælde, altså at monarken kun kunne styre, hvis han lyttede til opinionen. Derfra er der kun et kort skridt til ideen om et egentligt repræsentativt styre, der blev virkeliggjort i Norge i 1814.

Men de tanker, der blev udmøntet i Eidsvollforfatningen, stammede ikke nødvendigvis fra det københavnske civilsamfund eller en dyb politisk undergrund, men fra den enevældige stats officielle lærdomscentrum, Københavns Universitet. Det fremgår af en ny antologi med titlen Frihetens forskole. Professor Schlegel og Eidsvollsmennenes læretid i København.

Antologien er første bind i en serie, der er blevet til i anledning af det kommende 200-års-jubilæum for Eidsvoll, der vil blive genstand for omfattende fejringer i Norge næste år. Den er forfattet af danske og norske forskere i forening. Udgangspunktet er det velkendte forhold, at 44 af de 112 Eidsvollmænd havde en universitetsuddannelse, heraf var de 26 jurister, og de var alle uddannet i København. Universitetet i Christiania - det nuværende Oslo - blev først oprettet i 1811, og universitetet i Kiel kom slet ikke i betragtning.

Stort set alle disse jurister havde studeret under J. F. W. Schlegel ( 1765-1836). Schlegel var søn af en fra Sachsen indvandret historiker og blev i 1789 juraprofessor i København, hvor han forelæste og skrev om statsretten. Det var på et tidspunkt, da de nye ideer om statens indretning kom fra de nordamerikanske fristater, som de kaldtes, og ikke mindst fra Frankrig.

Ideerne blev mødt med nysgerrighed og endda tilslutning i København. Når disse nye revolutionære tanker også kunne gøres til genstand for en ofte forbavsende åben drøftelse af en professor på kongens universitet, skyldtes det, at Schlegel omtalte de nye ideer i hypotetiske og teoretiske vendinger, samtidig med at han aldrig lod herske nogen tvivl om sin egen sympati for den bestående styreform.

Det var, hvad man fra en kritisk vinkel ville kunne kalde funktionelt hykleri, men man kan også se det som et udtryk for, at nye politiske ideer faktisk blev anset som spiselige for det enevældige styre, så længe de blev serveret tilstrækkelig servilt og garneret med forsirede forsikringer om personlig loyalitet mod kongen.

Schlegel var berejst, belæst, sprogkyndig og sin tids største juridiske kapacitet på universitetet. Han var under påvirkning af naturretten og Immanuel Kant, hvis tanker om den retfærdige stat drejede sig om sikringen af borgernes autonomi og grundlæggende rettigheder, liv, sikkerhed og ejendom.

Schlegel havde også sympati for forestillingen om borgernes andel i statens styre, men han mente dog, at disse demokratiske idealer først kunne virkeliggøres engang i fremtiden, når folket havde opnået den nødvendige grad af modenhed.

Man kan i dag stødes over denne arrogance, men det interessante er, at han overhovedet fandt noget positivt ved demokratiet. Det var ingen selvfølge.

Schlegel udfærdigede selv et forslag til en norsk grundlov i 1814, et udkast, der muligvis havde større indflydelse på den endelige forfatning end hidtil antaget. At han gennem sine elever i det hele taget havde indflydelse på den politiske udvikling i Norge i 1814, er ikke til at komme udenom.

Schlegel var i sin ungdom en inspirerende lærer, men blev træt med alderen. En af den danske grundlovs fædre, Orla lehmann, nåede selv at studere under Schlegel, men har tilsyneladende ikke modtaget nogen nævneværdig påvirkning fra ham. På dette tidspunkt havde A. S. Ørsted for længst overtaget rollen som dansk juras førstemand.

Ørsted var en af den sene enevældes væsentligste skikkelser og en afgørende overgangsfigur under og lige efter statsomvæltningen 1848-49. Mens Ørsted stadig huskes, blev Schlegel glemt. Den mangel er der forhåbentlig nu rettet op på, og det er et forhold, der ikke kun er af norsk interesse. Indirekte havde Schlegel faktisk betydning for den grundlov, der blev vedtaget i København i juni 1849, for det væsentligste forbillede for Junigrundloven var netop Eidsvollforfatningen.

(Weekendavisen 8. nov. 2013)

Statsministeren, der var verdensmester til at omstille sig

Søren Mørchs bog om Anders Fogh Rasmussen er ikke en biografii egentlig forstand, mere en karakteristik, altså en bedømmelse af et menneskes karakter, de egenskaber, der definerer dette menneske. Det kræver en dyb indånding, før man kan indtage en dosis Mørch ved læsning. Man skal ikke forvente, at han kommer modstridende synspunkter eller fortolkninger i møde med venlige indrømmelser.

Er man som læser indstillet på det, kan man godt læne sig tilbage og lade sig rive med af Mørchs veloplagte prosa. Han gennemfører sin pointe med ubehagelig konsekvens. Anders Fogh Rasmussen havde succes, fordi han ifølge Mørch havde viljen til magt og var i stand til og villig til at pålægge sig selv den disciplin og de byrder, det indebar at være statsminister.

Vi kender ham som Anders Fogh, fordi navnet Rasmussen ikke adskiller ham fra forgængeren. Fogh er et navn, han har fra sin mor, mens den afgørende prægning er kommet fra faderen, Knud Rasmussen, en gårdejer i det centrale Jylland, og Anders Rasmussen bærer hele denne tradition af flid og ordentlighed med sig, som hører til den moralske husholdning, hvor man arbejder, til arbejdet er gjort, svarer enhver sit og er mand for sit ord.

Han kom ind i Venstres Ungdom, hvor han var kendt som " røde Anders", fordi han prioriterede socialpolitiske tiltag. Det ændrede sig i firserne, da han blev tilhænger af Chicago-skolens økonomiske liberalisme og igen, da han som statsminister siden blev velfærdsstatens måske mest betydningsfulde forsvarer i sin tid. Han oversatte Tony Blairs " New Labour" til danske forhold, men i stedet for som sin britiske modpart at gøre et socialdemokratisk parti borgerligt, forvandlede han et borgerligt parti til at blive socialdemokratisk.

Nøglen til forståelsen af Anders Fogh Rasmussens succes er ifølge Mørch hans evne til at omstille sig. Fogh Rasmussen er ikke de langsigtede løsningers mand, men han har så meget desto klarere identificeret, hvad der i situationen kræves uden at sætte magten over styr. Det kan af modstandere opfattes som hykleri, men ud fra en pragmatisk eller kynisk betragtning er det en vigtig politisk egenskab at være i stand til at tiltvinge sig magten og beholde den.

Fogh brugte magten til at involvere Danmark i krige i Irak og Afghanistan, som vi ifølge Mørch ikke havde nogen objektiv interesse i at engagere os i. Fogh styrkede Statsministeriet blandt andet ved at overtage væsentlige funktioner fra Udenrigsministeriet.

Hans forhold til udenrigsminister Per Stig Møller var ikke godt. Karikaturkrisen 2005-2006 blev et eksempel på, hvad der sker, når en opgave falder ned mellem to stole. Mørch mener ikke, at krisen var den danske regerings skyld, men den kunne måske have indset problemets alvor lidt tidligere. Der var i hvert fald ifølge Mørch en dansk ambassadør i Ægypten, der direkte sov i timen.

Krisen satte ytringsfrihed på den danske politiske dagsorden, og den blev et slagord for den del af regeringens parlamentariske bagland, der i dette begreb fandt et forankringspunkt for deres kritik af islam. Fogh lagde da også meget vægt på betydningen af ytringsfriheden i sine taler til danskerne på dette tidspunkt, mens han i et interview med en arabisk tvkanal understregede betydningen af respekt for religiøse følelser. Der er en lang tradition for at tale med to tunger i dansk udenrigspolitik.

Mørchs dom over Anders Fogh Rasmussen er hård, ikke mindst fordi han faktisk viser, hvor dygtig Fogh var til sit arbejde. Han styrede sine ministre, pressen, endda oppositionen.

Og hvad brugte han det til? Til at skaffe sig selv et job i Nato. "Anders Fogh Rasmussen efterlod sig ikke noget blivende aftryk i dansk politik. Kun sporet af Anders Fogh Rasmussen." Og så lader Mørch endda den økonomiske politik helt ude af betragtning. Fogh vil blive husket som den statsminister, der førte Danmark i krig, men med tiden også for det, han ikke gjorde. Han bandt sig til en kontraktpolitik, der blev en ideologisk blokering for økonomiske reformer, og det endda i opgangstider, hvor de havde været meget nemmere at gennemføre end i dag. I stedet lod han dansk økonomi styre lige ind i en boligboble. Krisen kunne jo ikke være undgået, men den hastighed, hvormed vi ramte den, kunne være sagtnet.
 
Mørch har et udpræget talent for spydigheder, men her er en, han mærkværdigvis har ladet ligge: Anders Fogh er som bekendt cand. oecon. Hvad færre ved er, at han har speciale i boligøkonomi. Han havde altså forudsætningerne for at forstå de advarsler, der blev udstedt, men undlod at gøre noget ved dem.
 
(Kristeligt Dagblad 7. nov. 2013)