kære Sven, kære Ole

Det ville være borgerkrig, om vi to blev sat op mod hinanden. En brevveksling mellem Ole Wivel og Sven Havsteen-Mikkelsen, Gyldendal, 200 sider

Var digteren og forlæggeren Ole Wivel (1921-2004) nazist i sin ungdom? Og fortiede han dette forhold i første bind af sine erindringer, Romance for Valdhorn, fra 1972? Det er spørgsmål, der har beskæftiget den læsende offentlighed i en snes år nu.

Wivel fortæller selv i sine erindringer, hvordan han som ung mand blev draget ind i tryllekredsen omkring den østrigske litterat og boheme Fritz Waschnitius, der samlede et hof – kaldet Ringen – af unge skønånder omkring sig. Wivel beretter om sig selv som en æstetiserende sværmer, der under indtryk af Vinterkrigen, Sovjetunionens angreb på Finland i 1939, dyrkede den heroiske livsanskuelse i tryg afstand fra fronten. Han skildrer også, hvordan Waschnitius i stadig højere grad efter 9. april 1940 tilsluttede sig nazityske værdier, og hvordan han selv på et tidspunkt brød med Ringen.

Mistanken om at Wivel havde pyntet på sandheden blev rejst af Jørgen Hunosøe i en tidsskriftartikel i 2000, mens Wivel endnu levede. Hunosøe baserede sin analyse på en læsning af Wivels tidlige digte, men han havde antagelig også kendskab til andet materiale, som havde ledt ham på vej. Wivel svarede igen, ikke i tidsskriftet, men i en pamflet udgivet på Poul Kristensens Forlag. Han afviste på det bestemteste at have været nazist, idet han definerede nazismen som ”en politisk ideologi utænkelig uden racisme og antisemitisme, uden censur, ensretning, terror og anbringelse af ’fremmedelementer’ i befolkningen i kz-lejre.”

Jyllands-Posten kunne imidlertid i 2001 offentliggøre et digt fra august 1941, som Wivel havde skrevet i anledning af Tysklands invasion af Sovjetunionen: ”Nu kalder korset: danske mænd!/ Til kamp til kamp for fælles sag:/ Germaner Goter Cimbrers dag/Skal gry igen … […] Mod alt som intet offer vil/ Sig løfter Stor-Germaniens sang /Paa sejrsørnens vingefang/ Ad himlen til –”.

Digtets centrale tema var en hyldest til fortsættelsen af Vinterkrigen, Finlands forsøg i alliance med Tyskland på at revanchere nederlaget til Sovjetunionen, men det var samtidig også præget af en mere udvidet sympati for den selvforståelse, der lå bag den tyske indsats på østfronten. I dette digt, der aldrig blev publiceret i samtiden, kom Ole Wivel antagelig tættest på at identificere sig med værdier, der ganske vist ikke hørte til hans egen definition af nazismen, men som ikke desto mindre indebar, at han tog stilling til fordel for Nazityskland. Wivel opfordrede entydigt til at gå ind i krigen mod den gule fare fra øst: ”I fimbulnatten finske mænd/ med unge smil til døden lo: / nu vrister de af gulen klo/ et land igen”.

Per Øhrgaard har fået adgang til Ole Wivels klausulerede arkiv og har af boets litterære eksekutorer, Wivels to døtre, fået lov til at udgive Wivels brevveksling fra årene 1940-1948 med den lidt ældre maler Sven Havsteen-Mikkelsen (1912-1999). Øhrgaard lægger tingene redeligt frem og sætter omhyggeligt oplysende noter, hvor brevene er for indforståede. Til oplysning og efterretning aftrykker han også det ovenfor omtalte digt – plus et tilsvarende fra 1939 – samt de relevante kapitler fra Wivels erindringer.

Spørgsmålet er så, hvor meget klogere vi er på den unge Ole Wivel i kraft af denne udgivelse? Først og fremmest føjes der kontekst og sammenhæng til billedet af et ungt menneskes udvikling fra talentfuld og påvirkelig digterspire til forlægger og medstifter af det navnkundige tidsskrift Heretica. Der er tale om et litteraturhistorisk dokument. F.eks. kan man følge Wivels langsomme tilnærmelser til kristendommen og dermed til Havsteen-Mikkelsens livsanskuelse ret nøje.

Dernæst dokumenteres det, at Wivel selv opfattede det som et problem, at han havde været indfanget af Fritz Waschnitius’ karisma. Det fremgår af et brev af 20. september 1943 fra Wivel til Sven Havsteen-Mikkelsen, hvor Wivel beder om forsoning efter to års pause i brevvekslingen og venskabet. Wivel henviser i brevet direkte til frygten for at blive identificeret som nazist. I et brev skrevet i julen 1947 udvides denne bevidsthed til et egentligt selvbiografisk beredskab: ”Det blev jo min skæbne i en meget ung og modtagelig alder at komme under indflydelse af Fritz, hvis styrke (der ikke udelukkede katastrofale svagheder) for mig blev overordentlig farlig. Det bragte noget falsk ind i mit liv, som var saa hemmeligt sammenslynget med noget ægte, at udredningen blev pinefuldt selvransagende. Hvor forbandet, netop i de aar, da tilværelsesdrømmen undfanges i os og skal bestaa i mødet med realiteterne, at faa denne drøm forgiftet.”

Denne pinefulde selvransagelse offentliggjorde Wivel allerede som 51-årig i form af erindringsværket Romance for Valdhorn i 1972. Det er i sig selv et vidnesbyrd om en bemærkelsesværdig meddelelsestrang. I lyset af, hvad vi i dag ved, er det let at se, hvad Wivel fortiede. Men på den anden side gør det indtryk, hvad han faktisk fik med: Fascinationen af finnernes krig, den passive dyrkelse af heroismen, mistanken om den nazistiske affinitet osv. Han må have haft indtrykket af at have lagt alle kort på bordet. Så meget desto hårdere har Hunosøes beskyldninger ramt.

Øhrgaard sammenligner Ole Wivel med Günther Grass og mener, at begges erindringer er præget af en skam, der gærer i tavshedens medium. Men Wivels tavshed var i givet fald forklædt i de ord, som han beherskede så fuldkomment. I dag kan vi godt se, hvad de betyder, men læseren anno 1972 kunne ikke nødvendigvis se, at han drak af ”mindets søde gift i gyldne bægre”.

Når Wivels erindringer fremstår som fortielser, skyldes det især, at de fordunkler begivenhedernes rækkefølge. Kronologien er sløret, således at Wivels opgør med Ringen synes at foregå tidligere end det sandsynligvis gjorde. Men at der var et opgør, kan der ikke herske tvivl om, og meget tyder på, at Wivels ”tyske besættelse” ophørte, mens han aftjente sin værnepligt hos gardehusarerne i Næstved i 1941-42. At heroisk soldatermæssig livsførelse indebar, at man fik vabler på fødderne og sov på sovesal med folk fra provinsen, har antagelig haft en ædrueliggørende effekt på det unge menneske.

Det er en smuk, lille bog. Gyldendal har fundet tilbage til den enkelthed, der kendetegnede forlagets udgivelser, da Austin Grandjean regerede den grafiske afdeling og Ole Wivel sad i chefens kontor. At der ikke er fundet plads til hverken litteraturliste eller register er for udgivelser af denne karakter helt uforståeligt.

(Kristeligt Dagblad 30. maj 2018)

Sympatisk bog om Tidehverv

Henrik Bach, Konfrontationskurs. Tidehverv og den guddommelige komedie, Gyldendal, 351 sider,

Det er svært at få hold på, hvad Tidehverv er. Spørger man til Tidehvervs organisation, får man at vide, at det bare er et tidsskrift og et sommermøde. Der er intet medlemskartotek eller optagelseskrav. I sit ophav og indhold er Tidehverv i det væsentligste negativt bestemt. Det første nummer af tidsskriftet udkom i oktober 1926, og i programartiklen lagde en af redaktørerne, Gustav Brøndsted, særlig vægt på, at tidsskriftet netop ikke havde noget program. Den definition har været den fremherskende lige siden. ”Tidehvervsbevægelsen er et arbejdsfællesskab af enere, som stående i den danske folkekirke er forenet i en radikal protest mod de ledende kirkelige kredses forkyndelse og et personligt opgør med tidens livsanskuelser.” skrev Børge Diderichsen i 1950.

Tidehverv er som en rockerklub. Når man spørger dem, hvad de vil, meddeles det neutralt, at de bare er forenet af en levende interesse for motorcykler. De fleste har dog en velbegrundet mistanke om, at Tidehvervs levende interesse for evangeliets rette forståelse står i en vis forbindelse med evnen til at opstille tæskehold i tidens debat.

Netop denne bundethed til tidens spørgsmål gør, at den indlysende indgang til forståelse af fænomenet Tidehverv er den historiske, den kontekstualiserende. Det gjorde Torben Bramming i en stadig meget læseværdig bog med titlen Tidehvervs Historie fra 1993. Bramming var tidligere prospect i klubben, idet han havde en fortid som vordende svigersøn til Søren Krarup. Han brød imidlertid med klanen og kom i bad standing, da han viste, at bevægelsen er således bundet til tiden, at den endte med at blive præcis, hvad den indledningsvis ønskede ikke at være. Bogen udløste den forventede tæskeholdsreaktion. Det samme gjorde Mette Katrine Grosbølls udmærkede bog med samme ærinde fra 2007, Teologisme – om Tidehvervs vej til Christiansborg.

Henrik Bach har valgt helt overordnet at disponere sit stof kronologisk, men med betydelige indslag af forsøg på en systematisk ordning af stoffet. I modsætning til Bramming har han intet udestående med Tidehverv, men forsøger sig med en positiv definition af bevægelsen forstået på to måder. Bach er for det første sympatisk indstillet over for Tidehvervs teologiske anliggende, og for det andet forsøger han at vise, hvorledes dette anliggende kan beskrives som definerende for Tidehverv over tid. Som fremgangsmåde har Bach valgt at beskrive bevægelsen gennem læsninger i tidsskriftet, og han sammenstiller gerne artikler fra 1920erne og 1930erne med meget senere bidrag for at vise kontinuiteten.

Svagheden ved denne tilgang er, at fremstillingen bliver harmoniserende forstået på den måde, at den række af brud og konflikter, som Tidehvervs historie også består af, forsvinder fra synsfeltet. Mest nødtørftigt omtales Kaj Thanings uoverensstemmelse med Anders Nørgaard i slutningen af 1930erne om synet på forholdet mellem menighed og folk. Denne diskussion er helt afgørende for forståelsen af brudfladen mellem det grundtvigske og det tidehvervske. Det går lidt bedre med omtalen af K.E. Løgstrup, selv om Bach hævder, at han ikke skal betragtes som tidehvervsmand. Det gør det lidt vanskeligt at forstå Løgstrups og K. Olesen Larsens opgør om Kierkegaard i 1950erne. Til gengæld aftrykkes i bogen et tre sider langt brev fra 1981, hvor Løgstrup selv forklarer sit brud med Tidehverv. Bach får krabbet sig sært konverserende ind på den såkaldte antinomisme-strid, da Søren Krarup stod i spidsen for et internt opgør om forholdet mellem lov og evangelium. Indtil dette tidspunkt havde det været et grundsynspunkt for Tidehverv, at der ikke af Evangeliets ord kunne uddrages en politisk indebyrd, men Krarup fandt, at der i læren om den absolutte forskel mellem den jordiske eksistens og Gud og den derudaf flydende forestilling om menneskets bundethed til øjeblikket og stedet – ofte samlet i anvisningen at være jorden tro – kunne udledes en forpligtelse af politisk, konservativ karakter. Krarup dannede den intellektuelle klangbund for Dansk Folkepartis nationalkonservative profil.

Henrik Bach takker sin redaktør, Johannes Riis, udtrykkeligt. Det skulle han nok ikke have gjort, for redaktøren har tydeligvis ladet sin forfatter i stikken. Det forbliver usikkert, hvad ærindet med denne bog er. Den grundlæggende kontinuitetstese føres ikke igennem med konsekvens. Som introduktion til sit emne er bogen for indforstået og som bidrag til forskningen i emnet for overfladisk.

Bach slipper afsted med en uklar struktur og alt for mange digressioner, hvad hans gode pen ikke kan rette op på. Hvad er forklaringen på, at han går let hen over Løgstrups brevveksling med Hal Koch, mens der gøres utrolig meget ud af drabet på Tage Schack i 1945? Schacks død og begravelse er i sig selv er en spændende historie, men ikke central for forståelsen af Tidehverv. Bach synes at have en særlig faible for William Burroughs, og han er jo også vældig interessant, men andre skikkelser står dog dansk kirke- og teologihistorie i det 20. århundrede nærmere. Bogen er sine steder som den prædiken, hvor kirkegængeren får mere indblik i, hvad præsten har læst i ugens løb, end hvad dagens tekst går ud på.

(Kristeligt Dagblad 15. maj 2018)

Henrik Bach svarede i avisen den 18. maj:

Når man skriver en bog om Tidehverv, ved man godt, at man bevæger sig ind i et højrisiko-område, hvor man på forhånd er bagud på point. Ifølge tidehvervsfolkene skriver man ikke om, men i Tidehverv, mens modstanderne helst vil bekræftes i deres modstand. Jes Fabricius Møller, der hører til sidstnævnte kategori, og har skrevet bøger om Hal Koch og grundtvigianismen, savner i sin anmeldelse i den 15. maj noget mere Hal Koch og grundtvigianisme i min bog. Til gengæld mener han, at Tage Schacks død fylder for meget, og K. E. Løgstrup som tidehvervsmand for lidt, ligesom der er for mange digressioner. Man kan altid diskutere, hvor vægten skal lægges, men 100 års kirke-kultur-og samfundskritik gør, at man må rationere stoffet. Tage Schack, en af Tidehvervs grundlæggere, døde som følge af sin teologi, da han i en begravelsestale over en stikker sagde det, han mente skulle siges. At Løgstrup ikke var tidehvervsmand, er pointen i hans opgør med K. Olesen Larsen. Og i en bog om et så omfattende emne, skrevet til den forudsætningsløse læser, kan digressioner ofte være til hjælp, som for eksempel den amerikanske beatdigter William Burroughs, hvis kritiske syn på den skandinaviske velfærdsstat flugtede med det tidehvervske. En opdagelsesrejsende, Trille, Pol Pot, Jan Gintberg samt en hel del forfattere og kirkefolk medvirker således også i bogen. Indimellem må ting ses udefra og i et større perspektiv, det gælder Tidehverv, som for mange andre forhold i livet. Det er dårlig stil for en forfatter at gå i rette med en anmeldelse. På den anden side er det dårligere stil af anmelderen, at inddrage en anden forfatters tidligere private forhold til Søren Krarups datter, der intet har med den anmeldte bog at gøre.