Som et forlist rumskib, en styrtet star cruiser fra en stjernekrigsfilm, borer det nye Moesgaard
Museum sig ned i en bakke syd for Aarhus. Bygningen har form som en kile indfældet
i det kuperede landskab. Taget udgør en sammenhængende, skrånende, rektangulær
flade, der begynder i terrænhøjde tættest ved det gamle Moesgaard Museum og
hæver sig græsklædt en snes meter over jorden, hvor det er højest. Taget er tilgængeligt
for publikum, og man har herfra udsigt over Aarhusbugten.
Der er noget monumentalt
over bygningen samtidig med, at den er diskret, forstået på den måde, at den respekterer
sine omgivelser, både landskabet og det klassicistiske herregårdsanlæg, der er
nærmeste nabo. Prisen for denne arkitektoniske prioritering er blandt andet mangel
på lysindfald. I foyeren og cafeteriaet er der godt med dagslys, mens
udstillingerne skal belyses kunstigt, og man må sige, at der økonomiseres med
strømmen på Moesgaards faste udstilling, hvor den natteblinde sine steder må
famle sig frem.
Helt så dunkelt belyst henligger den nye særudstilling om gladiatorerne
ikke, bortset fra begyndelsen. Man føres ved indgangen ind i en mørk korridor,
der skal illudere kælderen under Colloseum i Rom, så den besøgende kan
identificere sig med en gladiator på vej til kamp. Herfra træder man ind i
udstillingens største – og velbelyste – rum, der er gennemscenograferet, så man
får indtryk af at stå midt i en arena omgivet af tilskuere. Store figurer
forestillende forskellige gladiatortyper i tvekamp står opstillet på gulvet.
Rummets ene langside er en skærm, hvorpå der projiceres en film med rekonstruerede
gladiatordueller.
Derfra ledes man ind i selve udstillingen af historiske
genstande. I størrelsesorden varierer de fra et kirurgisk bestik, der anvendtes
til behandling af gladiatorernes sår, til originale bygningsdele fra Colosseum.
Der er indlån fra en imponerende række af fornemme samlinger fra hele Europa,
først og fremmest Italien. De store relieffer med gladiatorscener gør indtryk. Min
favorit er en samling af hjelme og benskinner fra Pompeji. I Pompeji fandtes
både et amfiteater og en gladiatorskole, som blev udsat for pludselig død og
ødelæggelse, men også bevaring ved Vesuvs udbrud i år 79. Herfra stammer de få
bevarede eksempler på gladiatorudstyr, og de er derfor meget eftertragtede udstillingsobjekter.
Det har ført til mistanke om, at nogle af de genstande, der turnerer på
vandreudstillinger om gladiatorer, i virkeligheden er kopier.
Udvalget af genstande er kurateret, som man nu åbenbart også
siger i de kulturhistoriske museer, af direktøren for Colloseum i Rom, Rosella
Rea. Moesgaards udstilling har netop været vist på et museum i Belgien og skal
efter Aarhus til Holland. Moesgaard har til denne udgave af udstillingen
suppleret med yderligere indlån fra både danske og udenlandske museer.
Et lille udvalg fra det store fund af våben og udstyr fra Illerup
Ådal ved Skanderborg udgør det lokale bidrag til mængden af udstillingsgenstande.
Moesgaard Museum har i kraft af udgravningerne en betydelig samling af romerske
sværd. Et af de flotteste er med på udstillingen, og museet bemærker med en vis
stolthed, at netop dette sværd var forlægget for et, som Russel Crowe anvendte i
filmen ”Gladiator”. Det er så også det eneste, der forbinder det med
udstillingens tema, for sværdet har tilhørt en romersk officer, og
gladiatorerne benyttede netop ikke romerske militære våben. De var derimod
udstyret og bevæbnet som stiliserede udgaver af romernes fjender.
I forbindelse med udstillingen udgiver museet en fint
illustreret antologi, hvortil Rosella Rea har skrevet de fleste artikler,
suppleret af tre udmærkede bidrag af Pauline Asingh, Jeanette Varberg og Jens
Damm. Varberg har påtaget sig den utaknemmelige opgave at knytte gladiatorinstitutionen
til Østjylland. Gladiatorerne var slaver, krigsfanger, straffede eller
frivillige, og derfor kan man ikke udelukke, at der blandt dem var nogle, der
kom fra eller havde kæmpet i det sydlige Skandinavien og derfor kan knyttes til
f.eks. Illerup Ådal. Men det bliver ved spekulationerne.
Et klassisk museumskatalog med systematisk og nummereret
fortegnelse over genstandene er det desværre ikke blevet til. En udstilling som
denne er bygget på en stor forskningsindsats, der ikke mindst dokumenteres i
katalogiseringen, og det er uforståeligt, at denne opgave forsømmes.
Antologiens billedredaktion kunne have kompenseret for denne mangel, men
billedteksterne er desværre alt for mangelfulde til at udfylde opgaven.
Moesgaard har til sin udgave af denne italienske gladiatorudstilling skabt en effektfuld scenografi og et vellykket udstillingsdesign, hvor der vises hensyn til både ønsket om fordybelse og kravet om formidling. Udstillingen appelerer i høj grad til den samme fascination af den iscenesatte død, som i sin tid trak publikum til gladiatorkampene eller "shows", som udstillingsteksterne kalder dem med et moderne og sådan set ret velanbragt udtryk. Udstyr, diæter og træning beskrives grundigt. Hvis man vil vide mere om den historiske, sociale, kulturelle, politiske og samfundsmæssige kontekst, må man læse den ledsagende antologi.