Det har vistnok noget med Norge at gøre


Suzanne Brøgger, Norsk omelet, Gyldendal, 337 sider

 Da denne bog udkom i Norge i marts måned fik den en velvillig modtagelse af avisen VG’s anmelder. Nordmænd finder som danskere en forståelig fornøjelse i at høre godt om sig selv. Og Suzanne Brøgger vil nordmændene det godt – eller norskere som hun næsten konsekvent omtaler dem. Norge tillægges alle mulige positive egenskaber, og for alle os, der holder så skrækkeligt meget af Norge og dem, der bor der, burde Brøggers ’tour de force’ (VG’s udtryk) gennem Norge være gefundenes Fressen.
Af Brøggers anstrengelser er der imidlertid kommet en halvsløj og usammenhængende bog. Den står stærkest, hvor Brøgger holder sig rent til reportagegenren. Når hun f.eks. tager til Lofoten og beskriver Norges forhold til EU ved at se ind i øjnene på en lokal fisker: ”Se ind i en lofotfiskers fjæs, og du ser en mand, der aldrig kan blive medlem af noget. Men han kan navigere i en malstrøm.” Her forenes iagttagelses- og formuleringsevne. 

Men for det meste lider teksten under Brøggers idelige lyst til at fortælle om, hvor mange kendte mennesker hun har mødt, og hvor betydningsfuld hun som kunstner selv er. 

”Der findes ingen firkantede organismer – andre end dem, mennesket har påtvunget jorden. Men hvem kontrollerer kontrolsamfundet? Det gør kunstneren, ene mand. Ved hjælp af ”datadata”. Kunstneren har bid, om end han ikke magter at have en pløk i munden. Hvorfor holder kunstnerne med flygtningene, med migranterne, med de eksilerede, marginalerne, med de kriminelle? Fordi det er dem, vi har mest til fælles med, don’t you know, som Henri Miller engang sagde til mig i Los Angeles.” 

Los Angeles, Gudbevares, så må det jo være rigtigt. Hvad er det for organismer, som mennesket har sat på jorden? De er i hvert fald ikke organismer. Hvad er ”datadata”? Dadaistens barnebarn? Det bliver til en uformidlet talestrøm af banaliteter, uklarheder og mærkværdigheder serveret på et leje af selvhøjtidelighed. 

Når først Brøggers pen flyder, forsvinder Norge gerne ud af synsfeltet. Bogens titel henviser til en dessert, og i et kapitel med titlen ”En forbøn for eros” skriver Brøgger: ”Som en hyldest til eros var jeg draget over Atlanten for at lave en hemmelighedsfuld dessert til Siri Hustvedt af norsk afstamning og hendes mand, Paul Auster: Is i ovnen. Den kolde is, dække af varm, gylden marengs: Norsk omelet.” Derpå følger som slutning på kapitlet hele opskriften på ’Omelette Norvégienne’ - på norsk og sat i en anden skrifttype end resten af bogen. Som om læseren ikke selv kan google og copy-paste. Men nu ved vi da, at hun falder inden for hos amerikanske celebrities og laver mad, og at det vistnok har noget med eros – og Norge - at gøre.

Hvordan følgende sætning har kunnet passere både den norske og den danske redaktørs skrivebord uforandret, er helt ubegribeligt: ”Norge var indtil for små hundrede år siden en del af Danmark.” Eller hvad med følgende karakteristik af norsk økonomi: Norge ”er det land i Europa med den største privatgæld. Firs procent af befolkningen køber deres huse kontant”. Måske betyder kontantkøb noget andet i Norge. Naturligvis kan man ikke forlange, at litteraten har sat sig ind i historie eller økonomi, men så litteratur da? ”Mitte, du sterkest,” citerer hun Rilke for at have skrevet. Læseren slår forgæves op i ordbogen for at finde verbet sterken. Sterke er et substantiv og betyder kvie. Så måske kvier Brøgger sig bare.

(Kristeligt Dagblad 28. april 2018)

Den oplyste diktator


Ulrik Langen, Struensee, Aarhus Universitetsforlag, 100 sider, 100 kroner

Johann Friedrich Struensee blev født i 1737 som søn af en præst i Halle i Sachsen, pietismens hovedstad. Han var selv fritænker og ivrig tilhænger af den franske oplysning. Han blev mediciner som sin morfar, der havde været livlæge for Christian VI, og karrieren indledtes som embedslæge i Altona. I kraft af gode forbindelser fik han sig en tjans som rejselæge for Christian VII. Kongen fattede tillid til den unge mand og bad ham i 1769 følge med til hoffet i København.
Struensee fik kongens fortrolighed, og mens Christian VII viste sig stadig mindre skikket til sin gerning – Langen undgår bevidst at omtale ham som sindssyg – indledte Struensee et forhold til dronningen og tiltog sig stadig mere af magten, indtil han i september 1770 begyndte at udstede egenhændige ordrer på kongens vegne. Den mest berømte var indførelsen af trykkefriheden, som gav genlyd i hele Europa.
Magten havde han i godt et år, inden kongens stedmor, enkedronning Juliane Marie, i januar 1772 stillede sig i spidsen for et kup, der skaffede Struensee af vejen med en dødsdom, landsforviste dronningen og indsatte et formynderstyre for Christian VII. Jubelen på gaderne i København var stor, og henrettelsen var et tilløbsstykke.
I det afsluttende kapitel viser Ulrik Langen, hvordan billedet af Struensee er skiftet gennem tiderne. Bestemmende er især de efterhånden mange skønlitterære fremstillinger, der drives frem af episodens brisante blanding af erotik, magt og pludselig død. For dramatikerne og forfatterne er Struensee næsten uden undtagelse en helt, en oplysningens og kærlighedens martyr. Denne mytologisering af Struensee har bredt sig i en sådan grad, at et konsulentfirma, der har sat sig for at ”identificere og implementere permanente forbedringer i den offentlige sektor”, ganske enkelt kalder sig ’Struensee og Co’.
”Der er meget langt mellem den rasende glæde over statsforbryderen Struensees fald i januar 1772 og konsulentfirmaet slebne iscenesættelse af ambitionen om at videreføre arven fra Struensee”, konstaterer Langen.
I sin egen analyse er Langen optaget af spørgsmålet, hvorfor Struensees projekt slog fejl, og han finder forklaringen i det forhold, at Struensee var diktator. Det kan forekomme som en ironisk betegnelse, eftersom han jo blot overtog den enevældige konges magt. Den ene enevælde kan vel være lige så god eller dårlig som den anden, skulle man mene. Det er imidlertid ikke tilfældet. Langen fremhæver, at Struensee begik den fejl at tage enevælden for pålydende. ”Han så staten som en maskine, der kunne styres direkte og uden forstyrrende mellemled.” Han forstod ikke det system, der havde bragt ham selv til magten, og derfor heller ikke hvordan magten skulle udøves. ”Som statsmand og politiker var han en katastrofe. Hans politik skabte uro og usikkerhed, og den smule opbakning, han havde i begyndelsen, fordampede hurtigt.” Han forstod ikke den danske enevældes politiske kultur, hvor kongen ikke handlede ”som inkarnationen af magten”, men i kraft af loyalitetsbånd, gunstbevisninger og personlige forbindelser. ”I alle de berørtes øjne kom [Struensee] til at fremstå som en udefrakommende, der ikke tog hensyn til de legitime interesser, traditioner og forventninger, som var en integreret del af det enevældige system”, som Langen skriver.
Hvis man vil mytologiseringen af denne del af historien til livs, er Ulrik Langens lille, skarpe bog god at blive klog af, og hvis man vil vide mere om tidens politiske historie, kan man fortsætte med hans fortrinlige biografi om Christian VII, Den afmægtige, fra 2008.

(Weekendavisen 20. april 2018)