Nationalkonservatismens normalitet

Jesper Vind, Det nye tyske højre. Politik, rødder, idéer, Gyldendal 2017

Journalist og historiker Jesper Vinds bog om Alternative für Deutschland udkom omtrent samtidig med forbundsdagsvalget 24. september 2017. Den kunne dårligt være mere Til Tiden, som Gyldendal kalder den serie, hvori bogen indgår.

AfD blev ved dette valg det første parti placeret til højre for CDU/CSU, som har opnået repræsentation i Forbundsdagen på at overvinde den nationale spærregrænse på fem procent.

Til hvert kapitel er der en nyttig litteraturliste, hvoraf det fremgår, hvor Vind har sine oplysninger fra. Bogen bygger især på reportager og interviews, som Vind har skrevet til Weekendavisen gennem den seneste halve snes år med særlig vægt på artikler fra efteråret 2015 og fremad, men også avisens tidligere tysklandsmedarbejder, Jan Bo Hansen, indtager med rette en fremtrædende plads på litteraturlisten.

Omsætningen af de oprindelige artikler til en bog fungerer. De er ikke bare samlet blindt med limryg og ISBN-nummer. Teksterne er tydeligvis redigeret, så de udgør et sammenhængende hele uden nævneværdig redundans og uden at det oprindelige journalistiske præg går tabt. Det giver både nærvær og progression. Hvert kapitel er placeret tydeligt i tid og sted, og de følger i tilstræbt kronologisk orden, så læseren får præsenteret ikke alene forfatterens indsigt, men også vejen ad hvilken. De enkelte kapitler ikke er redigeret med bagklogskab. De foregriber ikke begivenhedernes gang.

Vind beskriver det selv som en erkendelsesproces, en "rejse ind i mørkets hjerte". På den måde er hans egen person og rolle som journalist tydeligt til stede i teksten, diskret, uopstyltet, iagttagende, refererende, opsummerende. Han lader de relevante stemmer komme til orde. Det virker ikke mindst fordi han har en evne til at få centrale aktører og iagttagere i tale.

Det centrale kapitel er et af bogens sidste, "Den mørke ridder", et interview med Götz Kubitscheck på dennes Rittergut i det østlige Tyskland. Som interviewer hører Vind til den skole, der lader samtalen mere end konteksten stå i centrum, men det er dog vanskeligt ikke at gøre væsen af Kubitschecks selviscenesættelse som preussisk wannabe-junker.

I forklaringen på AfD’s succes peger Vind på flere spor. For det første var der idépolitisk fra historikerstriden i 1980erne og frem gjort flere forsøg på at gøre op med den tyske fortid, eller rettere gøre op med det opgør med den tyske fortid, som var blevet normsættende. Tyskland og tyskerne skulle ikke længere bygge sin eksistens på at bede om forladelse for nazismens forbrydelser. Vind udnævner Botho Strauβ’ essay "Anschwellender Bockgesang" fra 1993 til at være afgørende. Strauβ mente, at tyskerne burde gøre op med selvhadet. Han blev beskyldt for nazisme, men det synspunkt, at Tyskland burde kunne hævde sig uden skam og ydmyghed i kredsen af nationer blev adopteret af stadig flere intellektuelle og main-stream-politikere.

Det er i samme bevægelse efterhånden lykkedes at frigøre det udtalt nationalkonservative standpunkt fra nazismens skygge.

For det andet var Tyskland indtil for nylig uden et nationalt og konservativt parti, der på linje med de tilsvarende i f.eks. Nederlandene og Danmark kunne appellere bredt og samtidig få politisk indflydelse, samtidig med, at det distancerede sig med tilstrækkelig troværdighed fra nazismen.

Endelig peger Vind på begivenhederne i 2015-16, da Angela Merkel udtalte de berømte ord "Wir schaffen das." og tog imod hundredetusindvis af flygtninge, der var kommet til Europa ad Balkanruten. Denne åbenhed mistede sin politiske bæredygtighed allerede nytårsaften 2015 i Køln, da der på pladsen ved domkirken blev begået 1200 overfald hovedsageligt af flygtninge og asylansøgere. Merkels kritikere så sig bekræftet i deres antagelse, at Aftenlandet er ved at gå sin undergang i møde. Vind går ikke meget ind i substansen af den realpolitiske udvikling, f.eks. Merkels begrundelser for at åbne grænserne, men det er heller ikke hans ærinde at retfærdiggøre eller kritisere hendes politik – eller nogens politik for den sags skyld. Bogen handler for så vidt mere om Schein end Sein. Den handler om, hvordan pladsen i det politiske liv blev ryddet for et parti som AfD.

Tyskland er blevet normaliseret i europæisk forstand, fordi det har fået et nationalkonservativt, populistisk parti med vælgertække på landsplan. Nazifortiden spiller stadig en afgørende rolle, men det er heller ikke længere et særtysk fænomen. Nationalkonservatismen har genvundet sin plads i den legitime del af det politiske spektrum ved netop at skabe afstand til nazismen. Sådan er det jo også i Danmark. Om AfD også får politisk gennemslagskraft svarende til fx Dansk Folkepartis, må tiden vise.

(3. oktober 2017. Skrevet til denne blog.)

Stene til tidens murværk

Joakim Jakobsen: Ord der formede Danmark – 1500 års historie fortalt gennem citater. Lindhardt og Ringhof.

At Joakim Jakobsen skriver godt, er åbenlyst for den, der læser ham. Skulle man imidlertid have overset denne fortrinlighed, kan man bero på forlagets pressemateriale til hans nye bog, Ord der formede Danmark, der meddeler, at Jakobsen ”er en af Danmarks mest velskrivende kulturjournalister”. Så skulle den være på plads.

Bogen ønsker at give ”et portræt af Danmark og danskerne fortalt gennem talemåder, enkeltord og citater fra runesten, taler, sange, romaner, avisartikler, reklameslogans og meget mere”. Omtrent 250 opslag i klummens form og i kronologisk orden tager læseren med fra den første omtale af Danmark i det 6. århundrede til smykkeloven sidste år. Kun løseligt holder Jakobsen sig til forskriften om at fortælle historien gennem citater. Der er et skriftsted til hvert opslag, men det er jo temmelig vanskeligt at undgå, eftersom historie for det meste skrives på baggrund af skriftlige kilder, og så kan man altid udvælge en central passage og bruge den som anledning til at fortælle – en historie.

Det er et bredt anlagt traktement, Jakobsen serverer for sin læser. Nogle af retterne er mere raffinerede end andre, men der skal også være plads til stegt flæsk med persillesovs, som i øvrigt er emnet for et af de mere raffinerede opslag, det om Frøken Jensens kogebog, en af de mest solgte bøger på dansk med et samlet oplag på 800.000 eksemplarer siden 1901.

Den helt korte form er en både krævende og taknemmelig genre. Der er ikke plads til at få konteksten på plads med andet end et par få streger. Et langt stykke ad vejen må den bygge på forventninger til læserens forudsætninger, men genkendeligheden må også have sine grænser, hvis den skal være interessant at læse. Den skal bibringe læseren noget nyt. I andre tilfælde kan en klumme bygge på almindelige fordomme, som kan brydes ned, for eksempel at Emma Gad skulle have været en bornert hattedame. Det var ikke tilfældet, lærer vi af Jakobsen. Han er ikke den første, der gør iagttagelsen, men den er værd at gentage.

Genren er taknemmelig, fordi forfatteren kan give indtryk af at have fortalt 1500 års historie ved at lægge 250 korte tekster i rækkefølge efter hinanden. Det er naturligvis ikke tilfældet. Den store sammenhæng udebliver. Klummer er hakkelse, der skæres i døgnets rejsestald. Udtrykket kan man også læse om hos Jakobsen. Det stammer fra redaktør Carl Ploug, der i et digt til Christian Winther i 1861 sammenstillede sin egen prosaiske avisvirksomhed med Winthers ophøjede digterliv, og Ploug underforstår, at også han kunne være blevet en stor digter, hvis han ikke så tidligt havde stillet sig i politikkens og polemikkens tjeneste som redaktør af det liberale blad Fædrelandet: ”For tidlig bort fra din Lære/ Mig hentede andre Kald:/ Hakkelse maatte jeg skære/ i Døgnets Rejsestald,/ Stene maatte jeg bære/ Til Tidens Murværk hen,/ Og Du har kun liden Ære/ Af din halvfærdige Svend.”

Jakobsen er måske kortfattet, men slet ikke fladbundet. Han har et sikkert greb om sit stof og behersker sin form fuldstændig. Den selvvalgte ordknaphed må naturligvis betyde, at mange mellemregninger udelades, men pointerne står så meget desto skarpere. Til dem, der vil læse videre, er der redeligt og prisværdigt nok til slut i bogen en oversigt over, hvor Jakobsen har sine oplysninger fra. Det forklarer også nogle af hans tolkninger. Ytringsfrihedstemaet dukker for eksempel op med jævne mellemrum, og i dette spørgsmål lider han meget på Frederik Stjernfelt.

Af de to billeder, hvormed Ploug ligner sin egen virksomhed, er det andet og mindre kendte mere retvisende i Jakobsens tilfælde. Det er ikke grovfoder, der fremstilles, men omhyggeligt tilhuggede blokke. Han bærer sten til tidens murværk også i den forstand, at der er tænkt længere, end der er skrevet. Der kunne godt blive et helt hus af delene, hvis stenhuggeren valgte at blive arkitekt, for nu at blive i Plougs billedsprog. Opslagene er måske punktnedslag, øjebliksbilleder, men de tilbyder også sigtelinjer, der føjer nærvær eller perspektiv til billedet. Tydeligt er det for eksempel i opslaget ”Løgn og latin”, der ret beset ikke er et citat af nogen, men giver lejlighed til at opridse den latinske lærdoms deroute fra Peder Syv til gymnasiereformen godt 300 år senere. Eller følg lige åbningen af opslaget ”Det Stockholmske Blodbad”, der heller ikke er et citat af nogen navngiven person, men det gør ikke noget, for læs nu bare her: ”Hvor mange historiske begivenheder er gledet ind i sproget som hverdagsvendinger? Vi går ikke og siger Slaget på Reden eller EF-afstemningen om daglige foreteelser. Men vi siger Det Stockholmske Blodbad. Om fyringsrunder, om menstruation, om uheld med grønsagskniven.” Sådan får Christian 2.s machiavelliske magtpolitik indfødsret i samtalekøkkenet. Touché.

(Weekendavisen 29. sept. 2017)