Her står Stjernfelt og kan ikke andet

Frederik Stjernfelt, Syv myter om Luther, Gyldendal, 176 sider

Frederik Stjernfelt betragter sig selv som intellektuel, en der med Sartres definition ”blander sig i noget, der ikke kommer ham ved”, og han deklarerer sin genre som pamflettens. Bogen er skrevet under synspunktets fortegn, og dette synspunkt kan ganske tvangfrit sammenfattes til følgende: Frederik Stjernfelt bryder sig ikke om Martin Luther, og det i en sådan grad, at det kun i et enkelt tilfælde er lykkedes Stjernfelt ”at finde et næsten sympatisk Luther-citat”. Alt andet, hvad Luther har sagt og skrevet, må vi forstå, er usympatisk.

Den form, som Stjernfelt har valgt til sin argumentation, er aflivning af, hvad han kalder syv myter om Luther: at Luther indførte religionsfrihed og skellet mellem stat og kirke, at han bidrog til demokratiets fremvækst, at hekseprocesserne ikke var lutherske, at hans antisemitisme var ubetydelig og at ”Luthers mørke sider” bare var en del af tiden og i øvrigt uden betydning. Kun i enkelte tilfælde gør Stjernfelt sig den ulejlighed at dokumentere, at disse myter findes og at nogen faktisk tror på dem. Tydeligst er han, når han gør opmærksom på, at Luther befinder sig på Undervisningsministeriets demokratikanon, hvilket i øvrigt ikke kun Stjernfelt har undret sig over. For det meste virker det som stråmandsargumentation rettet mod unavngivne ”præster” og ”teologer”. Det er lidt besynderligt, at Stjernfelt gør sig så sårbar over for kritik. Han kunne lige så godt have valgt den ligefremme meddelelse i stedet for at spille sin bold op ad en fiktiv mur.

Stjernfelt skriver sig ind i en tolkningstradition, der begyndte hos Luthers samtidige modstandere. De identificerede Luther med Den Onde selv, og bortset fra, at Stjernfelt ikke tror på hverken gud eller djævel (Gud omtales konsekvent som guden i bestemt form ental med lille g) er det den tråd, han samler op. At Stjernfelt taler om ”Luthers mørke sider” er sådan set en eufemisme, for det forudsætter, at der også var lyse, og dem hører man intet til. Stjernfelt låner også fra den 

venstreorienterede, socialhistoriske tradition i det 20. århundrede, hvis sympati lå hos samtidens oprørske bønder og deres fører, Thomas Müntzer, hvem Luther bekæmpede med mund og pen. Billedet af Luther har aldrig været entydigt, heller ikke hos hans tilhængere. De lutherske menigheder har gennem århundrederne set et forbillede i hans rettroenhed, hans fromhed, hans visdom, hans viljestyrke eller hans oprørskhed. Man har valgt et idealiseret portræt, som man har kunnet spejle sig i. Stjernfelt foretager den samme bevægelse, blot med omvendt fortegn. Han finder hos Luther alt det, som en nutid finder ubehageligt, og holder det op for læserens øje. Stjernfelt går målrettet efter de ømme punkter. Det er dog synd at sige, at de er ukendte.

De fleste af dem kan man genfinde i Heinz Schillings fortrinlige biografi, der udkom på dansk i 2014, men forskellen er, at Schilling kontekstualiserer og søger en helhedstolkning. Han bortforklarer ikke Luthers til tider utøjlede aggressivitet, hans modvilje mod jøder og muslimer og alt det andet, men Schilling sætter det ind i en sammenhæng, og han peger f.eks. på, at der er en verden til forskel mellem Luthers konfessionelt begrundede anti-judaisme og senere århundreders politisk motiverede og biologisk begrundede anti-semitisme.

Stjernfelt forlader i bogens sidste afsnit den biografiske tilgang til stoffet og trækker trådene frem til det 20. århundrede, og skal man tro ham, trækker Luther og hans tilhængere et spor af obskurantisme, tyranni, død og ødelæggelse gennem Europas historie. Argumentet kulminerer med et kort over Tyskland, der sammenligner den konfessionelle fordeling og stemmeafgivelsen ved valget i 1932, og sammenhængen er da også helt entydig. Nazisterne fik flest stemmer i valgkredse med ikke-katolsk flertal. Stjernfelt mener, at denne sammenhæng har tre årsager: Lutheranernes anti-semitisme, 

Luthers doktrin om lydighed mod øvrigheden og de protestantiske kirkers sammensmeltning med stat og nation. Og Stjernfelt kan ikke stå for fristelsen til at konkludere, at hvis Luther ikke havde levet, ville Hitler aldrig være kommet til magten. Pamfletisten slår sine teser op med syvtommersøm: ”Der er ikke anden konklusion end at den politiske orientering i verdens førende lutherske kirker og deres menigheder var en forudsætning for den nazistiske magtovertagelse.”

Det efterlader naturligvis Stjernfelt med en gåde: ”Hvordan kan det være, at danske lutheranere som flest er gode og sympatiske demokrater – når de har den dystre åndshistoriske bagage de har?” Det skyldes i hvert fald ikke ”Luthers sidste zombie”, Sjællands biskop J.P. Mynster (1775-1854), mener Stjernfelt, der peger på Mynsters samtidige, Grundtvig, i stedet. Men han glemmer, at Grundtvig også var lutheraner, og så er han lige vidt med sin lutherdeterminisme.

Anders Klostergaard Petersen skrev i en tankevækkende kronik her i avisen (19. feb.) at Luther skal tilegnes i sin fremmedartethed. Den samme tanke kan man finde i Hal Kochs meget læseværdige lille bog om Luther fra 1958. Det betyder, at man ikke skal læse Luther for at finde det, man kan identificere sig med, men for at lade sig anfægte af, hvad der er fremmed for en. Det er ikke en læsestrategi, som Stjernfelt følger. Alt hvad han kan genkende hos Luther, er noget, som byder ham imod, og resten er han ikke interesseret i. Det svarer til at kassere Anders Mallings salmeleksikon med den ene begrundelse, at Malling havde været nazist eller at afskrive Martin Heidegger som filosof af samme grund. Hvis man forlanger af Luther, at han skal være kompatibel med de gældende værdier i dagens Danmark, er man gået glip af, hvad Martin Luthers søgen efter en nådig Gud i det 16. århundredes første halvdel gik ud på.

Når det er sagt, skal man naturligvis heller ikke afskrive Frederik Stjernfelt, blot fordi han vinkler sin Luthertolkning som han gør. Man skal ikke afvise værdien af at blive konfronteret med en Luther, som man ikke kan identificere sig med, og som sådan har denne pamflet naturligvis sin berettigelse i et reformationsjubilæumsår.

(Kristeligt Dagblad 25. marts 2017)

Fra fremtid til fortid

Peter Bejder (red.) Danmark i Europa 1950-2000, Aarhus Universitetsforlag

I anledning af Århundredets Festival arrangeret af Folkeuniversitetet i Aarhus har Aarhus Universitetsforlag samlet 50 bidrag, der med udgangspunkt i hvert af årene i anden halvdel af det 20. århundrede giver et billede af denne epoke. Hvert bidrag er velillustreret og fylder et opslag. Bogen ligger i direkte forlængelse af den tilsvarende " Danmark bliver moderne", som handler om perioden 1900-1950.

I 1950 levede man stadig i skyggen af krigen. Kaffen var rationeret, men det fik snart en ende. Året efter introduceredes fjernsynet, og fremtiden flyttede ind. Polioepidemien i 1952 var et voldsomt slag, men fostrede også tillid til videnskab og samfundssind. De ramte børn risikerede at dø af lammelser af vejrtrækningen. Narkoselægen Bjørn Ibsen udviklede en metode til at redde liv ved at indføre en gummislange gennem en åbning i halsen ned i lungerne, og flere hundrede hjalp til at ventilere de syge.

Det var optimismens årti. Den nuværende grundlov kom til i 1953, folkepensionen i 1956, nordisk pasunion i 1958. I 1961 fik vi et kulturministerium, og i 1963 vandt Danmark det europæiske melodigrandprix med jazzvalsen " Dansevise" af Otto Francker og Volmer Sørensen.
Men nogle følte, at vognen trillede ned ad et skråplan og trak i håndbremsen. Den første march fra Holbæk mod København mod atomoprustningen fandt sted i 1960, og det kulminerede med det store oprør i 1968 og de knap så fredelige freds-og protestbevægelser. Danmark trådte nødigt, men gerne ind i EF i 1973, og samme år blev det stabile fire-parti-system, der havde været statsbærende siden begyndelsen af 1930' erne, udsat for et jordskred udløst af de karismatiske partistiftere Mogens Glistrup og Erhard Jakobsen.

I 1980' erne blev vidne til BZ'erne, ny udlændingelov, Blekinge-og andre gadebander, økologiens og klimapolitikkens fremvækst og fodnotepolitik. Historikeren Rasmus Mariager noterer, at Danmarks stilling til Nato ganske vist blev betegnet som en enegang, men at vi i det stykke fulgtes med flere andre af alliancens medlemmer, der også gik egne veje ved at sætte fodnoter i Natos kommunikéer.

Den 2. juni 1992 sagde danskerne nej til Maastricht-traktaten, og tre uger senere vandt det danske landshold i fodbold for mænd europamesterskabet. I maj måned året efter stemte danskerne ja til den modificerede Maastrichttraktat, og der blev skudt mod demonstranter på Nørrebro i København.

Danmark involverede sig i den jugoslaviske borgerkrig, og i 1999 blev hele verden skræmt af udsigten til den ødelæggende effekt, som det kommende årsskifte ville have på den infrastruktur, der nu var helt afhængig af computere og deres indbyrdes globale netværk.
Årsagen var, at programmører havde vænnet sig til at forkorte årstal til deres to sidste cifre, og computere ville derfor ikke være i stand til at skelne år 2000 fra år 1900. Skaderne var meget begrænsede, viste det sig.

"Den 11. september 2001, snarere end nytårsfesten halvandet år før, blev den virkelige afslutning på det 20. århundrede," skriver historikeren Peter Yding Brunbech i bogens sidste opslag om året 2000. Man havde fundet en ny fjende i " en langskægget jihadist i en hule i Afghanistan. Resten er historie. "Bogen slutter med ordet " historie".

Brunbech er også ophavsmand til bogens første opslag, der bærer overskriften "Fremtid". Det er interessant, at fremtiden var væsentlig mere præsent i gamle dage, mens fortiden dominerer nutiden.
Hvis man anerkender præmissen, at historien kan fortælles som isolerede artikler uden en rød tråd, fungerer bogen godt. Nogle centrale emner er udeladt. Mest markant er savnet af et opslag om oliekrisen 1973-74 og den efterfølgende langvarige krisetid med arbejdsløshed, inflation og underskud på alle konti. De fleste emner fortolkes fra en kulturhistorisk vinkel, selv de økonomiske. Det er lidt påfaldende, at Aarhus Universitet ikke har kunnet mobilisere flere økonomer eller politologer til opgaven.

(Kristeligt Dagblad 23. marts 2017. Avisen havde en anden rubrik.)

Endestation Europa

Adam Holm, Endestation Europa

Brugte søndag formiddag på at læse Adam Holms bog, hvor han interviewer 10 europæiske intellektuelle. Det er en overkommelig sag på 160 ikke særlig tættrykte sider. Det er Geschmackssache om man kan lide Holms stil. Han stiller generelt for lange spørgsmål, synes jeg. Nogle gange er det interessant at se, hvordan han motiverer sine spørgsmål, men flere gange savner jeg et simpelt ”Hvorfor?” eller opfølgende spørgsmål som ”Hvad mener du med ….?”

Nogle journalister iscenesætter deres interviews og krydrer dem med regibemærkninger om gestik, pauser, scenografi og bipersoner. (”Vi bliver afbrudt af katten, der vil lukkes ud..” og den slags) Hos Adam Holm er det lige på med spørgsmål og svar. Temmelig prosaisk, men også nyttigt, hvis ens interesse først og fremmest er at høre, hvad disse mennesker har at sige.

Et interessant fænomen er, at de fleste taler ud fra en generationserfaring mere end af intellektuel refleksion eller ideologisk overbevisning. Nogle har oplevelsen af efterkrigstidens armod som det centrale, andre ungdomsoprøret eller Murens fald, og deres håb og frygt orienteres ud fra dette.
Hvem er de? To svensktalende, en ester, halvanden franskmand, en halv tysker, en brite, en hviderusser og to russere bosiddende i hhv. Ukraine og Schweitz. Fraværet af den sydeuropæiske stemme er mærkbart. Sammenlagt repræsenterer de den brede politiske midte. Venstre- og højreradikalisme og –populisme er konstant tilstedeværende i samtalerne som Det Andet, man taler om, men ikke er en del af.

På den måde repræsenterer de også kun den ene af to fremherskende dystopier, der søger herredømmet over den europæiske opinion: Den hvor Europa bryder sammen, fordi demokratiet approprieres af radikale kræfter. (Den anden er de samme kræfters frygt for islamiseringen af Europa.)

For den almindelige avislæser er der ikke noget nyt at hente. Vi har set frygten, usikkerheden, uroen og ikke mindst fraværet af gangbare løsninger formuleret mange gange før. Det europæiske paradoks, modstanden mod føderaliseringen og kravet om samlet handlekraft, identificeres også her og heller ikke for første gang.

Et Nyt Europa fødes ikke af denne bog, men den er ret god som tegn på tidsånden. Jeg tror, at man om ti år kan vende tilbage til den og få et indblik i den stemning, som virker som meget akut, men antagelig (forhåbentlig) også er temmelig flygtig. Selvfølgelig er der forskelle. Beevor mener, at Jean-Claude Juncker er en idiot, og Geert Mak vil have mere føderalisme, men fornemmelsen af et indre sammenbrud og mangel på retning er fælles. Som sådan er det interessant læsning, for på sin vis flugter disse intellektuelles håb og frygt med politikernes. Heller ikke de uafhængige har overblikket, som ellers er den udenforståendes privilegium.

PS Søndag aften: Mange efterlyser en europæisk offentlighed. Denne bog er faktisk et seriøst forsøg på at lade den komme til live. I den anledning skal det ikke gå ubemærket hen, at Rusland dermed implicit regnes til Europa. Det tror jeg er rigtigt set.

(Anmeldelse på Facebook, 12 marts 2017)