Et oprigtigt indblik i Dronningens syn på livet og verden

Thomas Larsen, De dybeste rødder, Gyldendal 

Da skuespillerinden Helen Mirren blev spurgt om, hvorfor hun var tilhænger af det britiske kongehus, svarede hun: ”Jeg har kendt disse mennesker hele mit liv.” Mange danskere ville antagelig give det samme svar, når det drejer sig om det danske kongehus. Mirrens forklaring rummer naturligvis en skjult asymmetri, for ingen forventer, at de kongelige har samme kendskab til hver enkelt borger, som vi til dem, hvor overfladisk det kendskab end er. De fleste danskere kender til Dronningen som var hun en fjern tante, hvis familierelationer der er nogenlunde styr på, men man ses kun sjældent. Men så sker det, at man får hende til bords ved en af disse alenlange familiemiddage, og så viser hun sig som en fortrinlig borddame. Omtrent sådan skal man gå til en samtalebog med Dronningen. Man tilbydes ikke noget intimt venskab, men man får et oprigtigt indblik i, hvordan hun anskuer livet og verden, og det er ikke uinteressant.

Indledningsvis fortæller Dronningen om sit eget liv. Hun blev født som ældste datter af kronprinsparret i det dansk-islandske dobbeltmonarki få dage efter den tyske besættelse af Danmark i april 1940. Efter ændringerne i tronfølgeloven 1953 måtte prinsessen anskue sin tilværelse under tilskikkelsens synspunkt. Det lå fast, hvad hun skulle, og hvornår. Hendes embedstid er afgrænset af to dødsfald: hendes fars og hendes eget. Dronningen nærer stor hengivenhed for sine forældre, og derfor brød hun sig i sin ungdom ikke om at blive mindet om, at hun var tronfølger, for det var samtidig en påmindelse om, at hun skulle miste sin far for at blive dronning. Men Dronningen har stiftet fred med sin skæbne og henter i overensstemmelse med det embede, som hun er sat til at røgte, sin identitet fra den historie, der ikke alene er hendes egen, men hele landets. Thomas Larsen har i den forbindelse interessant nok også bedt Dronningen om at give skudsmål til nogle af forgængerne i stillingen. Hendes udmåling af Frederik VI er skæg, fordi hun retter op på denne konges lidt flossede eftermæle. Hun priser hans ansvarsfølelse. At han havde elskerinder, tager Dronningen ikke så tungt – ”det hørte ligesom med dengang”, som hun siger i sin helt egen tone, en treklang af nonchalance, eftertanke og humor.

Efterhånden som bogen skrider frem, handler den stadig mere om nutiden, og de udfordringer, som Danmark står over for. Det er en vanskelig øvelse for statsoverhovedet. Det er en ofte gentaget misforståelse, at Dronningen ikke må være politisk. Det må hun gerne, så længe hun ikke har en væsentlig del af politikerne imod sig. Enhedslisten kan selvfølgelig altid finde et hår i suppen, men så længe den brede midte i dansk politik bakker op, er Dronningen på nogenlunde sikker grund. Et af problemerne er, at politik er udsat for en opvarmning, der gør at den brede midte udgør knap så fast og tykt et isdække – for nu at hente en metafor fra den nordligste del af Dronningens domæne – men oftere end tidligere består af frit drivende flager af varierende størrelse og bæreevne. Dronningen har også vanskeligere ved at søge sin redning i de statsbærende institutioner, hvis repræsentant hun også er, for selv det etablerede har mistet sin selvfølgelige karakter. Kan Dronningens altid udelte opbakning til de væbnede styrker nu tolkes som støtte til politisk kontroversielle militære indsatser i Mellemøsten?

Et af bogens mest interessante kapitler har fået overskriften ”tro”, selv om Dronningen nødigt tager netop dette ord i brug om sig selv. Hun definerer snarere sig selv som kirkegænger. Dronningen er af Grundloven forpligtet til at tilhøre den evangelisk-lutherske kirke, men hendes tilknytning til, viden om og glæde ved Folkekirken rækker langt videre end hendes forpligtelse tilsiger.  Hun mener også, at kirken og landet hører sammen. Stillet over for den udfordring, at Folkekirken ikke nyder den samme opbakning i dag som for 45 år siden, da hun tiltrådte, fastholder Dronningen, at Danmark ”er bygget på kristen grund”. Det er ikke fordi Dronningen nødvendigvis har ændret synspunkt gennem årene, men i lyset af den øgede andel af muslimer i samfundet, fremstår det væsentlig mere pointeret i dag end tidligere. Men Thomas Larsen mener også, at der er sket en forskydning i Dronningens synspunkt i retning af en forståelse af ”at indvandringen også indebærer omkostninger for det land, som tager imod, og at integration er en udfordring.”

Hvis man vil have et helfigursportræt af statsoverhovedet er denne bog et godt sted at begynde. Thomas Larsen balancerer fint mellem det loyale og det analytiske. Bogen føjer sig ind i rækken af portræt- og samtalebøger om Dronningen af blandt andre Thorkild Hansen, Ninka, Annelise Bistrup og Jens Andersen. Gentagelser undgås i den forbindelse ikke, men det ville da også være mærkeligt andet. Det er ikke Dronningens job at opfinde verden forfra hver dag. Genkendelighed og kontinuitet er nogle kongehusets væsentligste bidrag til et samfund, der i øvrigt er præget af omskiftelighed og opbrud. Det er i sin natur en konservativ institution. ”Det er sikkert fordi jeg er en gammel kone, men jeg synes ikke, at man skal løbe efter dagens mode, hverken når det gælder sweatre eller meninger,” som Dronningen selv formulerer det. I den forstand er hun politisk. Man kan endda sige, at hun huser et synspunkt, der til tider må betragtes som nærmest hjemløst i det politiske landskab.

(Berlingske Tidende 27. okt. 2016)

BZ-bevægelsen var mere destruktiv end kreativ

Peter Øvig

BZ – Du har ikke en chance – Tag den!

 „Jeg har lært meget af det, jeg kan i dag, i de år i BZ, både socialt og praktisk. Jeg lærte for eksempel selv at bygge en stor seng af stjålet tømmer. Vi kørte ikke bare i IKEA for at købe en seng eller sad og ventede på, at nogle andre klarede sagen. På den måde kom vi i god kontakt med vores egen drivkraft. I BZ lærte jeg at tage stilling til mine omgivelser og til samfundet, at reflektere over etiske spørgsmål om rigtigt og forkert, at hjælpe andre og tage imod hjælp, at samarbejde og tænke i fællesskab og at føre mine drømme ud i verden.”

Sådan fortæller en tidligere BZ’er til Peter Øvig. Citatet er typisk. Mange veteraner fra BZ-bevægelsen mener, at den var et farverigt, vildtvoksende, blomstrende eksperiment i en epoke af grå beton. Men midt i citatets almindelige selvudviklingsretorik stikker et enkelt tillægsord ud: ’stjålet’. BZ-bevægelsen var inficeret af kriminalitet. Ikke blot sneg almindelige kriminelle sig ind i bevægelsen. Bevægelsen selv var et fundamentalt opgør med ejendomsretten. At stjæle tøj, mad og andre fornødenheder kunne mentalt og ideologisk snildt forenes med, at man i forvejen boede i andre folks huse uden tilladelse og uden at betale.”BZ’erne var ideologiske forbrydere,” som en pensioneret betjent siger til Øvig. Derfor kan man støde på formuleringer som ovenstående, hvor berigelseskriminalitet tvangfrit gøres til en forudsætning for at lære sløjd. Tyveri bliver til en del af kreativiteten. Men det er Øvigs ærinde at fortælle en anden historie: BZ-bevægelsen var mere destruktiv end kreativ.

Det begyndte med kampen om en byggelegeplads på det indre Nørrebro i København i 1980. Her stødte unge aktivister sammen med politiet. I 1981 dannedes ’Initivgruppen’, og samme år blev det nedlagte fællesbageri Rutana besat og ryddet af politiet. I det følgende årti blev talrige bygninger især i Københavns brokvarterer besat. I 1982 tog Initivgruppen navneforandring til BZ-brigaden. At navnet giver mindelser om De røde Brigader er ikke tilfældigt, og det er dokumenteret, at det københavnske BZ-miljø støttede Rote Armee Fraktion. Der var et ideologisk slægtsskab med de andre såkaldte byguerillaer i Europa, og BZ-brigaden udviklede et systematisk og effektivt voldsberedskab. I slutningen af 1980erne eskalerede volden, og politiet stod i realiteten stod magtesløst over for BZ’ernes aktioner. BZ havde udviklet sig til en voldskult, der afviste samfundets normer, og de havde i flere år held med at blæse på loven. Jævnligt blev patruljevogne, der passerede besatte huse, angrebet med kasteskyts uden at betjentene kunne gøre noget. I 1986 blev et helt afsnit af Ryesgade afspærret og belejret af politiet i 9 dage, inden BZ’erne overgav sig. Det sidste besatte hus blev ryddet i 1990, og her hører også Øvigs fortælling op, selv om BZ fortsatte under andre former som De Autonome, Antifascistisk Aktion eller Socialistisk Ungdomsfront.

Bogen er båret af interviews med tidligere BZ’ere suppleret med rapporter fra politiet og PET. Øvigs journalistiske tilgang har styrker og svagheder. Bevægelsen opstod ikke i et vakuum. Man savner lidt mere kontekst, forbindelsen bagud til slumstormerne og besættelsen af Bådsmandsstræde Kaserne, forbindelsen til lignende bevægelser i Amsterdam og Berlin samt ikke mindst de politiske og filosofiske ideer, der prægede bevægelsen og tjente til at legitimere aktionerne. Endelig forsømmer Øvig at analysere bevægelsens organisation, struktur og ikke mindst hierarki. Nogle fremstår som ledertyper, men hvad deres roller egentlig har været, er uklart. Bevægelsen bestod især i begyndelsen af til dels meget unge teenagere. Mange fortæller, hvordan BZ blev en erstatning for den familie, som de selv savnede. Det forklarer tiltrækningen, men ikke strukturen. Hvis BZ var en familie, hvem var da forældrene? Selv om unge mennesker har en udpræget flokmentalitet, er det umuligt at forestille sig, at nogle af de endog meget velkoordinerede aktioner er foregået uden en stærk ledelse og en kommandostruktur. På den anden side må man også forbavses over, hvor ukoordineret og somme tider fuldstændigt hjælpeløst de kommunale myndigheder og politiet handlede. Især politiets civilklædte indsatsenhed, Uropatruljen, var tilsyneladende nærmest en autonom enhed, der gjorde hvad det passede dem.

Ved at gøre det journalistiske interview til omdrejningspunkt lader Øvig aktørerne selv komme til orde, og det giver teksten nerve. Mange af dem har et meget reflekteret forhold til deres egen fortid, og Øvig er efter alt at dømme loyal mod sine kilder. Men det betyder altså også, at man ser organisationen fra neden og får det indtryk, at det bare var et improviseret sammenrend af utilfredse eller utilpassede unge, og ingen har vist lyst til at indrømme alt, hvad de lavede dengang iført elefanthue, kasteskyts og ung vrede. Et andet journalistisk greb, som Øvig gør brug af, er at synliggøre sin egen rolle i researchprocessen, så han selv blive den mest fremtrædende person i bogen. Cirka halvdelen af bogen handler om, hvordan han har fundet sine meddelere, talt med dem og ikke mindst hvordan de tidligere BZ’ere har håndteret den situation. Bogens egentlige drama ligger i journalistens arbejde med at fremdrage historien. Det er en demonstrativ og krukket selviscenesættelse, men med dette greb kan han også vise den modstand, der har været i miljøet mod hans projekt. Kulminationen indtraf i oktober 2015, da flere ruder i Øvigs hjem blev knust ved stenkast. Mange af de tidligere BZ’ere vil gerne bevare monopolet på at fortælle deres egen historie for at beskytte den nostalgi, der omgiver BZ, men det skal de naturligvis ikke have lov til. Øvig er da heller ikke den første, der beretter om BZ fra en kritisk vinkel, og BZ’erne er heller ikke den første gruppe, der er ilde berørt over at få deres fortid beskrevet. Øvig er en rutineret fortæller, og hvis man kan leve med, at forfatteren er så optaget af sin egen researchproces, får man med denne bog en veldokumenteret redegørelse for et dramatisk årti, da nogle hundrede unge hærgede København.

(Kristeligt Dagblad 4. okt. 2016)