Et oprigtigt indblik i Dronningens syn på livet og verden

Thomas Larsen, De dybeste rødder, Gyldendal 

Da skuespillerinden Helen Mirren blev spurgt om, hvorfor hun var tilhænger af det britiske kongehus, svarede hun: ”Jeg har kendt disse mennesker hele mit liv.” Mange danskere ville antagelig give det samme svar, når det drejer sig om det danske kongehus. Mirrens forklaring rummer naturligvis en skjult asymmetri, for ingen forventer, at de kongelige har samme kendskab til hver enkelt borger, som vi til dem, hvor overfladisk det kendskab end er. De fleste danskere kender til Dronningen som var hun en fjern tante, hvis familierelationer der er nogenlunde styr på, men man ses kun sjældent. Men så sker det, at man får hende til bords ved en af disse alenlange familiemiddage, og så viser hun sig som en fortrinlig borddame. Omtrent sådan skal man gå til en samtalebog med Dronningen. Man tilbydes ikke noget intimt venskab, men man får et oprigtigt indblik i, hvordan hun anskuer livet og verden, og det er ikke uinteressant.

Indledningsvis fortæller Dronningen om sit eget liv. Hun blev født som ældste datter af kronprinsparret i det dansk-islandske dobbeltmonarki få dage efter den tyske besættelse af Danmark i april 1940. Efter ændringerne i tronfølgeloven 1953 måtte prinsessen anskue sin tilværelse under tilskikkelsens synspunkt. Det lå fast, hvad hun skulle, og hvornår. Hendes embedstid er afgrænset af to dødsfald: hendes fars og hendes eget. Dronningen nærer stor hengivenhed for sine forældre, og derfor brød hun sig i sin ungdom ikke om at blive mindet om, at hun var tronfølger, for det var samtidig en påmindelse om, at hun skulle miste sin far for at blive dronning. Men Dronningen har stiftet fred med sin skæbne og henter i overensstemmelse med det embede, som hun er sat til at røgte, sin identitet fra den historie, der ikke alene er hendes egen, men hele landets. Thomas Larsen har i den forbindelse interessant nok også bedt Dronningen om at give skudsmål til nogle af forgængerne i stillingen. Hendes udmåling af Frederik VI er skæg, fordi hun retter op på denne konges lidt flossede eftermæle. Hun priser hans ansvarsfølelse. At han havde elskerinder, tager Dronningen ikke så tungt – ”det hørte ligesom med dengang”, som hun siger i sin helt egen tone, en treklang af nonchalance, eftertanke og humor.

Efterhånden som bogen skrider frem, handler den stadig mere om nutiden, og de udfordringer, som Danmark står over for. Det er en vanskelig øvelse for statsoverhovedet. Det er en ofte gentaget misforståelse, at Dronningen ikke må være politisk. Det må hun gerne, så længe hun ikke har en væsentlig del af politikerne imod sig. Enhedslisten kan selvfølgelig altid finde et hår i suppen, men så længe den brede midte i dansk politik bakker op, er Dronningen på nogenlunde sikker grund. Et af problemerne er, at politik er udsat for en opvarmning, der gør at den brede midte udgør knap så fast og tykt et isdække – for nu at hente en metafor fra den nordligste del af Dronningens domæne – men oftere end tidligere består af frit drivende flager af varierende størrelse og bæreevne. Dronningen har også vanskeligere ved at søge sin redning i de statsbærende institutioner, hvis repræsentant hun også er, for selv det etablerede har mistet sin selvfølgelige karakter. Kan Dronningens altid udelte opbakning til de væbnede styrker nu tolkes som støtte til politisk kontroversielle militære indsatser i Mellemøsten?

Et af bogens mest interessante kapitler har fået overskriften ”tro”, selv om Dronningen nødigt tager netop dette ord i brug om sig selv. Hun definerer snarere sig selv som kirkegænger. Dronningen er af Grundloven forpligtet til at tilhøre den evangelisk-lutherske kirke, men hendes tilknytning til, viden om og glæde ved Folkekirken rækker langt videre end hendes forpligtelse tilsiger.  Hun mener også, at kirken og landet hører sammen. Stillet over for den udfordring, at Folkekirken ikke nyder den samme opbakning i dag som for 45 år siden, da hun tiltrådte, fastholder Dronningen, at Danmark ”er bygget på kristen grund”. Det er ikke fordi Dronningen nødvendigvis har ændret synspunkt gennem årene, men i lyset af den øgede andel af muslimer i samfundet, fremstår det væsentlig mere pointeret i dag end tidligere. Men Thomas Larsen mener også, at der er sket en forskydning i Dronningens synspunkt i retning af en forståelse af ”at indvandringen også indebærer omkostninger for det land, som tager imod, og at integration er en udfordring.”

Hvis man vil have et helfigursportræt af statsoverhovedet er denne bog et godt sted at begynde. Thomas Larsen balancerer fint mellem det loyale og det analytiske. Bogen føjer sig ind i rækken af portræt- og samtalebøger om Dronningen af blandt andre Thorkild Hansen, Ninka, Annelise Bistrup og Jens Andersen. Gentagelser undgås i den forbindelse ikke, men det ville da også være mærkeligt andet. Det er ikke Dronningens job at opfinde verden forfra hver dag. Genkendelighed og kontinuitet er nogle kongehusets væsentligste bidrag til et samfund, der i øvrigt er præget af omskiftelighed og opbrud. Det er i sin natur en konservativ institution. ”Det er sikkert fordi jeg er en gammel kone, men jeg synes ikke, at man skal løbe efter dagens mode, hverken når det gælder sweatre eller meninger,” som Dronningen selv formulerer det. I den forstand er hun politisk. Man kan endda sige, at hun huser et synspunkt, der til tider må betragtes som nærmest hjemløst i det politiske landskab.

(Berlingske Tidende 27. okt. 2016)

De kongelige havde fortjent bedre

Maria Helleberg og JØrgen Lange Thomsen, Hvad døde de kongelige af? FADLs Forlag

Patografien, beskrivelsen af historiske personers, herunder ikke mindst de kongeliges sygdomme er en genre for sig. Den er herhjemme især dyrket af læger som Ove Brinch, Hjalmar Helweg, Johan Schioldann Nielsen og Paul Reiter. Senest er der kommet et pragtværk i tre bind redigeret af Karin Kryger om danske kongegrave, hvor også kongernes død behandles og sættes ind i deres politiske og kulturelle kontekst.

Herfra har man antagelig også hentet inspirationen til denne bog, der handler om danske kongers liv og ikke mindst død. Forfatteren Maria Helleberg har skrevet hovedparten af bogens tekst, en række historiske essays om løst og fast kongeligt inventar i kronologisk fremadskridende orden. Grundigst skriver hun om det 18. århundrede. Til slut er det tydeligvis gået lidt stærkt, for en af de længst regerende konger, Christian IX, er faldet næsten helt ud af billedet. Ud over Margrethe I er der kun blevet plads til selvstændig behandling af en enkelt kvinde, Caroline Mathilde, der døde i en ganske ung alder i sit eksil i Celle, antagelig af skarlagensfeber.

Retsmedicineren Jørgen Lange Thomsens bidrag til bogen er små tekstbidder om hver konge med hans betragtninger om dødsfaldets årsag. Forskellen mellem hans noget stenografisk prosa og Hellebergs letflydende pen er tydelig. Det er selvfølgelig interessant at læse en retsmediciners vurdering af kongelige dødsfald, men noget egentlig nyt kommer der ikke frem, bortset fra en spinkel hypotese om en arvelig (’vil ofte optræde familiært’ i Thomsens lægeprosa) hjertelidelse blandt middelalderens konger.

I forordet henviser Thomsen til, at han har ”fundet den tilgængelige litteratur frem”, hvad han så end måtte mene med det. Han fremhæver, at han har støttet sig til ”Palle Laurings publikationer” uden at specificere hvilke. Det skulle han nok gøre. For mens Lauring i sine sene år var en ganske driftssikker og kyndig formidler af Danmarks historie, indledtes han karriere som forfatter af historisk sagprosa i 1954 med en decideret skandalesucces af en bog, der netop handlede om årsagen til danske kongers død. Lauring mente, at kongerne helt op i nyere tid videreførte en mytisk funktion fra oldtiden som gudekonger og lykkemagere. Landets lykke afhang af kongens, hvis kraft opbrugtes i perioder af 7 eller 9 år, hvorefter den måtte fornyes ved, at der bragtes et offer til Den Hornede Gud. Stærkest virkede fornyelsen, hvis kongen selv ofredes. Det forklarede ifølge Lauring mange kongers ellers uforklarlige død i en ung alder. Lauring blev med rette grundigt til grin.

Nu kommer Thomsen ikke i nærheden af at anvende sådanne vidtløftige konspirationsteorier, men han kunne godt have udvist lidt mere omhu i sit valg af forbilleder. Han kunne med fordel have konsulteret den relevante medicinhistoriske litteratur, hvor man f.eks. diskuterer pestens smitteveje. Margrethe I døde på et skib på Flensborg Fjord i 1412. Thomsen stiller sig skeptisk over for den antagelse, at hun skulle være død af pest: ”Sygdommen er meget smitsom, og hvis Margrethe døde af denne sygdom, ville der ganske givet have været flere omkring hende, der døde.” Det er imidlertid kun nogle former for pest der smitter umiddelbart fra menneske til menneske, mens andre smitter middelbart gennem værtsdyr. Margrethe kunne altså sagtens være død af pest uden at folk i hendes umiddelbare fysiske nærhed blev smittet. Bortset fra det antages det nu, at hun må være død af dysenteri eller anden akut sygdom.

Om Frederik VI skriver Thomsen at kongen led af uproduktiv – lægeprosa for tør – hoste. Men det kan ikke skyldes tobaksrygning, mener Thomsen, idet kongen aldrig ses ”med pibe eller cigar på billeder”. Det er blot ikke noget argument for at han ikke røg. Der findes f.eks. heller ingen billeder, der viser at kongen spiser. Vi antager ikke desto mindre, at han jævnligt tog føde til sig.

Thomsens sidste ord i bogen er om Frederik IX’s død. Efter at have beskrevet kongens indlæggelse på Københavns Kommunehospital slutter han med følgende ordvalg: ”Der var lægelige overvejelser om det rimelige behandlingsniveau. Københavns Kommunehospital er siden blandt læger omtalt som ’Finderup Lade’.” Thomsen synes selv, at det er morsomt; ham om det.

Bogen er udkommet på de medicinstuderendes forlag, der normalt udgiver videnskabelig litteratur, og selvom den ikke gør sig til af at være videnskab, skal den som formidling stadig stå på videnskabens grund. Bogen ville som læseoplevelse have vundet ved en mere omhyggelig redaktion og en klarere arbejdsdeling mellem Helleberg og Thomsen. Der er for mange gentagelser, småfejl og unødvendige digressioner undervejs. End ikke Hellebergs gode pen kan redde dette ufærdige produkt.

(Kristeligt Dagblad 30. okt. 2015)