De kongelige havde fortjent bedre

Maria Helleberg og JØrgen Lange Thomsen, Hvad døde de kongelige af? FADLs Forlag

Patografien, beskrivelsen af historiske personers, herunder ikke mindst de kongeliges sygdomme er en genre for sig. Den er herhjemme især dyrket af læger som Ove Brinch, Hjalmar Helweg, Johan Schioldann Nielsen og Paul Reiter. Senest er der kommet et pragtværk i tre bind redigeret af Karin Kryger om danske kongegrave, hvor også kongernes død behandles og sættes ind i deres politiske og kulturelle kontekst.

Herfra har man antagelig også hentet inspirationen til denne bog, der handler om danske kongers liv og ikke mindst død. Forfatteren Maria Helleberg har skrevet hovedparten af bogens tekst, en række historiske essays om løst og fast kongeligt inventar i kronologisk fremadskridende orden. Grundigst skriver hun om det 18. århundrede. Til slut er det tydeligvis gået lidt stærkt, for en af de længst regerende konger, Christian IX, er faldet næsten helt ud af billedet. Ud over Margrethe I er der kun blevet plads til selvstændig behandling af en enkelt kvinde, Caroline Mathilde, der døde i en ganske ung alder i sit eksil i Celle, antagelig af skarlagensfeber.

Retsmedicineren Jørgen Lange Thomsens bidrag til bogen er små tekstbidder om hver konge med hans betragtninger om dødsfaldets årsag. Forskellen mellem hans noget stenografisk prosa og Hellebergs letflydende pen er tydelig. Det er selvfølgelig interessant at læse en retsmediciners vurdering af kongelige dødsfald, men noget egentlig nyt kommer der ikke frem, bortset fra en spinkel hypotese om en arvelig (’vil ofte optræde familiært’ i Thomsens lægeprosa) hjertelidelse blandt middelalderens konger.

I forordet henviser Thomsen til, at han har ”fundet den tilgængelige litteratur frem”, hvad han så end måtte mene med det. Han fremhæver, at han har støttet sig til ”Palle Laurings publikationer” uden at specificere hvilke. Det skulle han nok gøre. For mens Lauring i sine sene år var en ganske driftssikker og kyndig formidler af Danmarks historie, indledtes han karriere som forfatter af historisk sagprosa i 1954 med en decideret skandalesucces af en bog, der netop handlede om årsagen til danske kongers død. Lauring mente, at kongerne helt op i nyere tid videreførte en mytisk funktion fra oldtiden som gudekonger og lykkemagere. Landets lykke afhang af kongens, hvis kraft opbrugtes i perioder af 7 eller 9 år, hvorefter den måtte fornyes ved, at der bragtes et offer til Den Hornede Gud. Stærkest virkede fornyelsen, hvis kongen selv ofredes. Det forklarede ifølge Lauring mange kongers ellers uforklarlige død i en ung alder. Lauring blev med rette grundigt til grin.

Nu kommer Thomsen ikke i nærheden af at anvende sådanne vidtløftige konspirationsteorier, men han kunne godt have udvist lidt mere omhu i sit valg af forbilleder. Han kunne med fordel have konsulteret den relevante medicinhistoriske litteratur, hvor man f.eks. diskuterer pestens smitteveje. Margrethe I døde på et skib på Flensborg Fjord i 1412. Thomsen stiller sig skeptisk over for den antagelse, at hun skulle være død af pest: ”Sygdommen er meget smitsom, og hvis Margrethe døde af denne sygdom, ville der ganske givet have været flere omkring hende, der døde.” Det er imidlertid kun nogle former for pest der smitter umiddelbart fra menneske til menneske, mens andre smitter middelbart gennem værtsdyr. Margrethe kunne altså sagtens være død af pest uden at folk i hendes umiddelbare fysiske nærhed blev smittet. Bortset fra det antages det nu, at hun må være død af dysenteri eller anden akut sygdom.

Om Frederik VI skriver Thomsen at kongen led af uproduktiv – lægeprosa for tør – hoste. Men det kan ikke skyldes tobaksrygning, mener Thomsen, idet kongen aldrig ses ”med pibe eller cigar på billeder”. Det er blot ikke noget argument for at han ikke røg. Der findes f.eks. heller ingen billeder, der viser at kongen spiser. Vi antager ikke desto mindre, at han jævnligt tog føde til sig.

Thomsens sidste ord i bogen er om Frederik IX’s død. Efter at have beskrevet kongens indlæggelse på Københavns Kommunehospital slutter han med følgende ordvalg: ”Der var lægelige overvejelser om det rimelige behandlingsniveau. Københavns Kommunehospital er siden blandt læger omtalt som ’Finderup Lade’.” Thomsen synes selv, at det er morsomt; ham om det.

Bogen er udkommet på de medicinstuderendes forlag, der normalt udgiver videnskabelig litteratur, og selvom den ikke gør sig til af at være videnskab, skal den som formidling stadig stå på videnskabens grund. Bogen ville som læseoplevelse have vundet ved en mere omhyggelig redaktion og en klarere arbejdsdeling mellem Helleberg og Thomsen. Der er for mange gentagelser, småfejl og unødvendige digressioner undervejs. End ikke Hellebergs gode pen kan redde dette ufærdige produkt.

(Kristeligt Dagblad 30. okt. 2015)