Og så alligevel...

Ole Jensen, Og så alligevel… , Forlaget Klim 2019

I et foredrag om dannelse fra 1841 sagde Grundtvig, at ”man først maae være dygtige, nyttige Mennesker før der kan være Spørgsmaal om ægte Dannelse og at da bestaaer den først og fornemmelig i, at vi kan udtrykke os rigtig og flydende om alt, hvad vi har oplevet tænker og føler, og dernæst kan med Deeltagelse sætte os ind i andre menneskelige Stillinger end vor egen”.

At Ole Jensen har været både dygtig og nyttig, at han kan udtrykke sig rigtig og flydende om sit liv og virke og at han også kan sætte sig ind i andre menneskers stilling og livsvilkår, er rigeligt dokumenteret. At det skulle kvalificere ham som ”dannet” forekommer på en eller anden måde at være et utilstrækkeligt prædikat til en mand med så usædvanlig en karriere. Ole Jensen har beklædt hele fire slutstillinger: professor, domprovst, højskoleforstander og rektor. At han kunne skille sig fordelagtigt fra fire så forskellige opgaver, vidner om en vidtfavnende begavelse.

Han voksede op i et lærerhjem i Aarhus, var aktiv gymnast og blev student fra byens katedralskole. Han beretter med stor varme om den kristelige gymnasiastbevægelse. Her mødte han lederskikkelser som Poul Borum og Niels Højlund, der begge siden gik andre veje, mens Jensen aldrig distancerer sig demonstrativt fra sin ungdoms fromhedsliv. Det er blot siden blevet udbygget med et ganske betragteligt intellektuelt, teologisk beredskab.

Som elev på Askov Højskole mødte han blandt andre den legendariske forstander Knud Hansen, og han valgte det teologiske studium, forprøven i København og hovedfagsstudiet i Aarhus, hvor de fire store regerede: Prenter, Lindhardt, Sløk og ikke mindst Løgstrup, hvis elev og fortolker Ole Jensen blev.

Ole Jensen er en generøs fortæller, der har noget godt at sige om de fleste, der har krydset hans vej. Den læser, der i den anledning håber at se sig omtalt, må dog læse hele bogen for at få verificeret forventningen, idet den ikke er forsynet med navneregister. Den forfængelige belønnes til gengæld med en god læseoplevelse.

Der er dog et par undtagelser fra denne almindelige venlighed, nemlig Johannes Sløk og Peter Kemp, der på hver deres måde repræsenterede nogle af den akademiske verdens værste sider. At Sløk var en intelligent misantrop, er velkendt. Peter Kemp (1937-2018) var på dato Ole Jensens jævnaldrende og rival til et professorat i København, som Jensen fik i 1974. Der var et europæisk format over deres kappestrid. Kemp skrev disputats på fransk og Jensen på tysk. Kemp opponerede ved Jensens forsvar i 1976, skingert, belærende og nedladende, skal man tro Jensens referat af handlingen. Men så griber forsoningen dog alligevel Jensen, når han skal beskrive, hvorledes han siden som forstander for Grundtvigs Højskole Frederiksborg blev opsøgt af Kemp, der gerne ville samarbejde om et filosofisk sommerkursus. Det blev en mangeårig succes, og Kemp ender også med både som menneske og akademiker at få et positivt skudsmål i bogen.

Forstandere på Grundtvigs Højskole Frederiksborg fotograferet i 1992: Karen og Søren Haugstrup Jensen (1951-1974), Agnete og Svend-Erik Bjerre (1974-1985) Erling Christiansen (1992-2001) og Elsebeth Diderichsen og Ole Jensen (1985-1992). Kilde Højskolehistorisk Forening

Ole Jensens erindringer er personlige forstået på den måde, at hans ægteskaber og privatliv omtales. Men hvad f.eks. skilsmisser har kostet ham får ikke lov til at spille en hovedrolle. Tidligere hustruer omtales med nænsom ømhed, den nuværende med udelt hengivenhed. Bogen er først og fremmest en dansk teologihistorie, hvor tyngdepunkterne er portrætter af de faglige miljøer på de teologiske fakulteter i København og Aarhus. Her finder man f.eks. førstehåndsbetragtninger om Jørgen K. Bukdahl, der netop er blevet biograferet af Nils Gunder Hansen.  Nils Gunder Hansen selv får også nogle – naturligvis positive - ord med på vejen. Tiden som domprovst i Maribo er skildret med varme. Ole Jensen var ikke noget ukontroversielt valg. Nogle betragtede ham som et fremmedelement i Folkekirken. ”Skal man da ikke være kristen for at blive domprovst?” spurgte den senere domprovst i Roskilde og Ole Jensens studiekammerat, Karen Horsens, skælmsk. Ole Jensen svarer på spørgsmålet ved at vise sin respekt for den fromhed, der var repræsenteret blandt de tillidsfolk, som omgav hans embede. Alt for lidt hører man om hans tid som højskoleforstander og rektor for præsternes efteruddannelse, men bogen er jo med sine 350 sider tyk nok som den er.

Mod slutningen af livet kan det ligne et fragment, skriver Ole Jensen. Og så alligevel er der en rød tråd i fortællingen, en konsekvens, som Jensen drog af Løgstrups skabelsesteologi allerede i begyndelsen af 1970erne, og som han har forfulgt ihærdigt siden, et opgør med den mosaisk-kristelige forestilling om mennesket som skabningens herre. Jensen mener, at instrumentaliseringen af naturen har ført til de ødelæggende forskydninger i klodens miljø, som vi i dag er vidner til. Men det er jo ikke ligefrem således, at han glæder sig over at have fået ret.

(anmeldt til denne blog, november 2019)

Det tyske spørgsmål

Lækkert belyst og sat op på en lav plint lige når man træder ind i Nationalmuseets særudstillingshal ligner Volkswagen Type 1 slet ikke en veteranbil. Næsten aristokratisk fremstår den i sin halvblanke lakering og perfekte stand, skønt den blev samlet for næsten 70 år siden. På dette tidspunkt var designet endda mere end ti år gammelt, men stadig skarpt nok til at stå som en repræsentant for fremtiden og bære de forhåbninger om kommende velstand, som prægede efterkrigstiden. Virkningen har ikke ganske fortaget sig. Man kan stadig godt se, hvad det var, den kunne, den bil. Men biler er vist ikke lige Nationalmuseets spidskompetence, for i kataloget omtales den som Folkevogn ”Mariehøne”. Det må være en oversættelse af dens franske kælenavn. På tysk kaldes den en ”Käfer”, en bille, og det samme på engelsk. På dansk hedder den ”Boblen” eller simpelthen bare en Folkevogn.

Eksemplet viser, hvad der er en svaghed ved Nationalmuseets nye særudstilling om Tyskland. Den er overtaget næsten 1:1 fra British Museum, og man kan godt se, at den ikke er vokset i Nationalmuseets egen have. Målgruppen er tydeligvis et publikum, der har brug for at vide, at Tyskland er en kulturnation, og at tyskerne ikke bruger alle deres vågne timer på at planlægge, hvordan de skal invadere Polen. Det budskab er antagelig spildt på de fleste kulturforbrugende danskere, der for længst har taget Tyskland til sig som yndet rejsemål. Vi har distanceret os fra fortidens problematiske forhold til den sydlige nabo. Briterne er vist ikke nået helt så langt.

Skal man lave en historisk udstilling om Tyskland i Danmark, er der imidlertid en styrke ved denne Verfremdungseffekt, altså at blikket rettes på Tyskland pr. stedfortræder, nemlig at vi som danskere løftes ud af det perspektiv, der ville have været pligtstof, hvis udstillingen var tilrettelagt af Nationalmuseet: det slesvig-holstenske problem. Det forbigås til gengæld med sorgløs lethed, når man som udstillingens kurator er brite. Det er isoleret set en svaghed ved de europæiske stormagters perspektiv på egen historie, at de som hovedregel frejdigt ignorerer Nordens lande og Østersøens rum. Men i dette tilfælde tilbyder det altså os en mulighed for at se bort fra os selv og se Tyskland i et andet perspektiv. I den forstand er udstillingen vellykket. Den stiller det tyske spørgsmål, ”Die deutsche Frage”, som har optaget ikke alene tyskernes naboer, men også tyskerne selv i over to hundrede år: Hvad er Tyskland?

Udstillingen påtager sig ikke at svare entydigt endsige fyldestgørende på det tyske spørgsmål. Der er blot 123 katalognumre, som ikke engang optager hele Egmonthallens areal. Udvalget er til gengæld delikat. Udstillingen satser ikke på det spektakulære eller repræsentative, snarere det tankevækkende. Nogle af de konkrete valg er uforståelige. Hvorfor gengives f.eks. et maleri af Caspar David Friedrich tilhørende Statens Museum for Kunst i fotografisk reproduktion? Det er lidt sølle, at end ikke de københavnske museer kan samarbejde om en løsning. Og så kunne man i øvrigt også have gjort den lille reverens for et dansk publikum at nævne, at Friedrich blev uddannet på kunstakademiet i København. På den anden side må det siges, at det ikke-danske perspektiv fastholdes konsekvent.

Udstillingen tager sin besøger gennem historien fra Middelalderen til Murens fald. Den lægger vægt på de impulser, der udgik fra Tyskland, kulturelt og teknologisk. For 1800-tallets vedkommende savnes – foruden 1864 naturligvis – den tyske borgerkrig 1866. Den er bedre kendt som den preussisk-østrigske krig. Den repræsenterer om noget den indre spænding i det, der stadig i dag præger forholdet mellem de tyske lande. Den efterfølgende rigssamling og industrialisering for nu slet ikke at tale om Den Store Krig, Første Verdenskrig lever også en noget hengemt tilværelse i udstillingen. Der er ikke meget saksisk brunkul, Ruhr-stål eller Krupp-kanoner over foretagendet. Tysk industri overgik på dette tidspunkt både i størrelse og teknologisk kunnen den britiske.

Anden Verdenskrig og dens uhyrligheder gemmes ikke væk på samme måde, men overeksponeres heller ikke. Perioden 1933-1945 er skaleret således at den ikke skygger for resten af historien. En trækvogn anvendt af tyskere på flugt fra Den røde Hær påkalder sig opmærksomheden. Over ti millioner mennesker flygtede vestpå i krigens sidste år, og dødeligheden blandt dem var uhyggelig høj. At understrege, at krigen også var en tragedie for tyskerne selv er stadig i dag en dristighed, hvis man spørger mange tyskere. Det kræver antagelig en udenlandsk kurator at turde gøre det.

Udstillingen slutter som nævnt med Murens fald og den tyske genforening. Engang var der mange tyske stater, men selv i dag efter opløsningen af DDR er der stadig to tyske stater, forbundsrepublikken Østrig og forbundsrepublikken Tyskland, bestående af mange forskellige lande med markante indbyrdes forskelle og modsætninger. Det tyske spørgsmål består, og med denne udstilling gives der mulighed for at stille det på et lidt mere kvalificeret grundlag.


(Kristeligt Dagblad 8. november 2019. Avisens rubrik var en anden.)

Europa som ikke-imperium

Uffe Østergård: Hvorhen Europa? DJØF-forlag, 650 sider, 2018

Uffe Østergård er en af Danmarks mest indflydelsesrige historikere, ikke blot fordi han gennem mere end en menneskealder har været fremtrædende public intellectual, men også fordi han som universitetslærer og forsker har øvet en betydelig indflydelse på generationer af forskere. Adskillige professorer og lektorer fordelt på landets universiteter tælles blandt hans elever.

Hovedstrømmen i den danske historieforskning er stadig præget af den kildenære og kildekritiske, arkivalske tradition, der blev definerende for faget i det 19. århundrede. Østergård er mere en syntesedannende historiker i den angelsaksiske tradition. Hovedsporet i Østergårds forskning er Europas historie fra Middelalderen og frem. Som en understrøm løber et af hans tidligste forskningsfelter, Romerrigets historie. To temaer er gennemgående i hans oeuvre, for det første nationalstaternes udvikling. Han var blandt de første, der introducerede nationalismeforskningen på dansk grund i begyndelsen af 1980erne, og han har bl.a. bidraget substantielt til den hjemlige diskussion om udviklingen af den danske nationalstat i historisk, nordisk og europæisk belysning. Det andet hovedtema er Europas rolle i verden.

Østergårds tekster er kendetegnet ved en egen underfundig humor. De har altid en krog i nutiden og for manges vedkommende også et polemisk potentiale. Til dette bidrager ikke mindst, at han meget tidligt integrerede det erindringspolitiske perspektiv i sine studier. Han ved ikke kun, hvad historien betyder, men også hvad den kan betyde for andre. Uffe Østergård skriver ikke kun om historie, men tænker historie. Som udpræget generalist er han den, der bygger bro mellem de øer af specialisering, som historieforskningen hele tiden står i fare for at udvikle sig til. Og i modsætning til mange af sine angelsaksiske kollegaer er han velorienteret i andet end engelsksproget litteratur. Uffe Østergård er foruden at være en flittig læser også en generøs læser, forstået på den måde, at han altid tydeligt gør opmærksom på, hvor han har sine tanker og indsigter fra. Dertil kommer, at han i den europæiske kontekst meget ofte er den, der kan tilføje perspektivet fra periferien. Hvis nogen siger noget om, hvordan tingene forholder sig i Berlin, Paris eller London, svarer Uffe Østergård med eksempler fra Reykjavik, Budapest eller Lissabon.

Ejderstenen blev i slutningen af det 17. århundrede sat op på

Rendsborgs byport, og den udtrykker en linje i den statslige og

siden også nationale danske politik, der betragter imperiet 

- forstået som Det romerske imperium og dets tyske efterfølger -

som noget fremmed og Danmark uvedkommende. 

Stenen befinder sig i dag i Københavns tøjhus, 

nu Krigsmuseet. (eget foto) 

Denne bog er på mange måder en sammenfatning af temaer og problemer, som han har arbejdet med gennem mange år. Det er på sin vis tredje eller fjerde udgave af hovedværket Europas Ansigter fra 1992. Østergårds pointe var dengang, at nationalstaten var et historisk fænomen, og at den derfor som alle historiske fænomener var på vej væk. Dengang var han overbevist europæer. Det er han stadigvæk. Men der er kommet nogle nye lag af forståelse på. Først og fremmest handler det om, at nationalstaten som idé – altså idealet om, at der skal være sammenfald mellem nationens og statens grænser – har vist sig at være en levedygtig og virkningsfuld politisk kraft. Drømmen om den etnisk rene og homogene nationalstat synes at være så stærk som aldrig før. Dertil er kommet, at statsbegrebet er udfordret af to alternativer, der sådan set har været der hele tiden, men vi er blevet bedre til at identificere dem som væsentlige. Det ene er regionalismen, der ofte allierer sig med nationalismen som i tilfældet Catalonien eller Skotland, og det andet er det overstatslige og/eller overnationale fænomen, som ofte kaldes et imperium.

Begrebet har karakter af skældsord. Tydelig er denne negative værdiladning i Star Wars-universet. Et imperium kan være et løsere eller fastere sammensat konglomerat eller forbund af juridisk, økonomisk og etnisk forskellige territoriale enheder, og når man ser efter, viser det sig, at det er disse konglomerater, der udgør den historiske normaltilstand, mens den uafhængige, etnisk rene, fast afgrænsede territorialstat så afgjort er undtagelsen.

Men hvad er det så med Europa? Ja, på den ene side, afdramatiseres EF/EU som projekt, fordi det handler om blot endnu en juridisk, økonomisk, etnisk sammensat wannabe-stat, og hverken Jean-Claude Juncker eller Donald Tusk er Darth Vader. På den anden side stiller Østergård et af historievidenskabens afgørende spørgsmål – kendt som ”the Needham-question”: Hvorfor Europa og ikke Kina? Set fra Kina er den 500-årige europæiske dominans fra 1492 til 1992 en afvigelse fra den sædvane, at det kinesiske imperium dominerer det eurasiske kontinent og dets aflægger Afrika.

Allerede tidligt i det, der herfra defineres som den europæiske middelalder, blev der i Kina udviklet de teknologier, der siden blev betragtet som afgørende forudsætninger for global europæisk dominans: krudt og skydevåben, omfattende produktion af jern og stål, militært højpotente højsøflåder (meget større og mere frygtindgydende end det småpjat, som Colombus sejlede rundt med), det magnetiske kompas, papirpenge, statsligt, meritokratisk bureaukrati osv. Alligevel blev det portugiserne, der første gang åbnede handelsvejen til søs mellem Europa og Fjernøsten og ikke kineserne, ganske vist i beskeden målestok, men altså ikke desto mindre.

For Kinas vedkommende accepterer Østergård Mark Elvins forklaring, at Kina var fanget i en ”high level equilibrium trap”, altså at den økonomiske udvikling havde nået et niveau, der ikke ansporede til yderligere vækst, fordi chancen for gevinst ved optimering af systemet ikke stod i et fornuftigt forhold til den risiko, der var forbundet med forandring af de eksisterende forhold. Det er en anden måde at sige, at Kina ikke forandrede sig, fordi Kina ikke ønskede forandring. På den ene side kan man sige, at Kina med denne iboende konservatisme opnåede en enestående statslig stabilitet gennem årtusinder. På den anden side forklarer det ikke den tydelige konkurrencefordel, som Europa opnåede på et tidspunkt i historien. Nu er der diskussioner om, hvor stor denne fordel var. I Fjernøsten var europæernes rolle som nævnt indledningsvis marginal. I realiteten fik portugiserne i det 15. århundrede bare en lille andel af en i forvejen bestående, omfattende fjernhandel. I det 17.,18. og 19. århundrede lykkedes det i langt højere grad briterne, russerne, franskmændene, nederlænderne og spanierne at etablere velfungerende kolonier i Asien. Også portugiserne og sågar danskerne havde en lille andel i den forretning.

Hvad er så forklaringen på denne usædvanlige, europæiske succes i Asien, Nord- og Sydamerika og i Afrika? Østergård er ikke monokausalitetens mand. Han abonnerer ikke på den enkle og forførende materialistiske ressourceforklaring, altså at den industrielle revolution skyldtes den lette adgang til rigelige mængder af jernmalm og stenkul inden for en overkommelig rækkevidde. Jern- og stålproduktionen var allerede omfattende under Song-dynastiet (960-1279) og det førte som bekendt ikke til nogen industriel revolution.

Der findes mange andre forklaringsmodeller, immunologiske, geografiske, økonomiske, demografiske osv. på den periodiske, europæiske overlegenhed. Østergård afviser dem ikke definitivt, men koncentrerer dog sin opmærksomhed om et bestemt forhold som afgørende, nemlig at det aldrig lykkedes at samle Europa under én suveræn. Der var mange forsøg på at gennemføre translatio imperii, altså overførslen af den romerske centralmagt og dens legitimitet til europæiske imperiebyggere fra Karl den Store over Filip II til Napoleon og Hitler, fra Byzans over Moskva til Berlin. De var imidlertid forgæves. Til gengæld fandt den europæiske økonomiske og statsligt administrative udvikling sted som resultat af en intensiv konkurrence mellem skiftende større og mindre magter i Europa. Krige var i den forbindelse både drivende og ødelæggende. Truslen om krig befordrede teknologisk udvikling og styrkelse af den statslige centralmagt – ikke mindst i Danmark-Norge og Sverige – men var også invaliderende og opslidende som under 1. og 2. Verdenskrig.

Hermed kommer man til bogens clous, vurderingen af EF/EU som det seneste forsøg på at skabe et europæisk imperium. Centralt i bogen står analysen af Spanien og Storbritannien. De er på mange måder sammenlignelige som forhenværende globale imperiebyggere og europæiske stormagter, derefter som delvist mislykkede nationalstater, der i dag befinder sig udspændt mellem europæisk centralisme og en stærk regionalisme. Østergård peger på, at Europas nuværende tilstand blev til som en konflikt mellem Spanien og England. I 1588 sendte Filip II sin Armada til de britiske øer for at undertvinge dem og dermed i realiteten at tilvejebringe et europæisk rige under habsburgsk overherredømme. Det mislykkedes som bekendt på grund af omstændigheder, der ikke kunne forudses, men som ikke desto mindre kan forklares. Det er Østergårds definition på historisk videnskab, at den er kontingent. Vi kan ikke opstille lovmæssigheder, der sætter os i stand til at forudse begivenheder, men nok modeller, der gør det muligt at forklare dem, når de har fundet sted.

EU står altså i et spændt forhold til staternes mangfoldighed efter Den augsburgske Fred 1555 og Den vestfalske Fred i 1648 på den ene side og forskellige forsøg på at samle Europa under en mere eller mindre despotisk fyrste sidenhen: Filip II, Karl XII, Napoleon, Hitler. Det er disse forsøgs fiasko, den indre konkurrence, der er dynamikken. Denne konkurrence har ofte bestået i krig. Men verdenskrigene i det 20. århundrede – europæiske borgerkrige med global rækkevidde i Østergårds definition – var på den anden side grundlaget for Europas nederlag globalt set, et nederlag, der imidlertid blev udsat af EF/EU.

”EU har aldrig været centraliseret på samme måde som det Romerske Imperium og det kinesiske. Trods megen retorik fra tilhængere såvel som modstandere var det heller aldrig meningen da samarbejdet byggede på territoriale nationalstater med lang tradition for suverænitet.”

EU’s succes består i, at den er en institutionalisering af det, der oprindeligt gjorde Europa til en succes. Paradokset er, at EU ikke har undermineret, men snarere forstærket nationalismen, ikke mindst blandt de senest tilkomne medlemmer. EU’s tragedie er, at tilhængerne enten er eller fremstår som føderalister, hvilket giver modstanderne let spil, fordi de kan afskrive bureaukraterne i Bruxelles som imperiebyggere:

”I øjeblikket er situationen den at vælgerne i Europa paradoksalt nok gør oprør mod den eneste organisation der har potentiale til at udskyde magtesløsheden, EU. Det gør de af utilfredshed med den valgte teknokratiske samarbejdsmetode i det europæiske samarbejde, funktionalistisk spill-over og liberal markedskonkurrence fulgt af detaljeret lovgivning som irriterer befolkningerne.”

Bogen slutter en cirkel eller rettere mange cirkler i Østergårds forskerkarriere. En af dem er ungdommens interesse for Det romerske Imperium. Sammenligningen mellem Romerrigets undergang og de trusler, som Europa i dag står over for, er blevet draget af mange, der finder en foruroligende parallel mellem Roms fald og Europas nuværende situation. Østergård underkender ikke værdien af denne sammenligning – Untergang des Abendlandes and all that jazz - men kvalificerer den med følgende sammenligning med et andet romersk imperium:

”Overlever de europæiske institutioner – og det gør de nok, for det er sjældent at man helt nedlægger noget – så er den historiske parallel dog næppe Romerriget, men […] snarere det Hellige Romerske Rige, Sacrum Imperium, der eksisterede fra 962 til 1806. Det lykkedes aldrig dette rige at udstrække sin magt til hele Europa, selv om det var tæt på i 1500-tallet under Habsburgeren Karl 5. Men som juridisk ramme for de mange tyske lande og en del af de italienske stater levede riget længe og gjorde det i perioder muligt at afgøre stridigheder mellem fyrster og bystater uden krig. Indtil rammen blev ophævet under indtryk af Napoléons erobringer og hans selvudråbte kejserværdighed i 1804. Da var selv den legale fiktion holdt op med at virke, men indtil da havde domstole og proceduren for valget af kejser overlevet i næsten ni hundrede år. Så der er stadig håb for EUropa – i hvert fald for institutionerne og deres ansatte. Men det er usikkert om vælgerne vil være med. Og aldeles usikkert om resten af verden vil lytte til os.”

Uffe Østergård fravælger eksplicit at give en anvisning på, hvorledes Europa skal overvinde disse kalamiteter. Men de, der står med ansvaret for at løse problemerne, kan i hvert fald ikke sige, at de ikke er klædt ordentligt på til at forstå de historiske perspektiver.

(anmeldt til denne blog, lettere revideret okt. 2019)

Vilhelm Klein

Mette Lund Jørgensen og Peter Thule Kristensen, Klein, Arkitektens Forlag, 519 sider.


Vilhelm Klein (1835-1913) hører ikke til sin generations mest kendte eller respekterede arkitekter. Forfatterne til denne bog ønsker sådan set ikke at gøre ham til mere fremragende end han var, men det bliver dog tydeligt, at Klein ikke bare kan afskrives andenrangs. En stor del af bogen består af gode gengivelser i farve af hans tegninger og udkast til projekter, som viser ham som en mere end blot ferm håndværker. En anden lige så stor del består af en udgivelse af nogle skrifter, som Klein efterlod sig, og som dokumenterer, at han var en dansk pioner i genren arkitekturteori.

Perioden 1850-1930 betegnes i arkitekturhistorien den historicistiske. Den er kendetegnet ved at arkitekterne fouragerede frit i historien for at finde inspiration til deres bygninger. Epoken gives ofte prædikatet ”facadekunst” og ”stilforvirring” af sine kritikere, men det er Jørgensen og Kristensen meget om at vise, at der intet forvirret var over en historicist som Vilhelm Klein. Tværtimod var hans valg meget bevidste, hvilket hans efterladte skrifter bevidner.

Kleins forslag til udformning af Københavns Rådhus, 1889. Kunstakademiets Bibliotek.

De består af blandt andet en række – oftest ret uelskværdige – portrætter af samtidige kollegaer og nogle polemiske skrifter, der nærmest tjener som forsvar for hans egen position. At Klein kunne være endog meget kritisk i sin karakteristik af kollegaernes arbejde tjener som væsentlig forklaring på, at han ikke har fået det bedste eftermæle. En anden forklaring er, at han repræsenterede et æstetisk ideal i arkitekturen, som eftertiden har ringeagtet. Inden for historicismen fandtes flere skoler, hvoraf de væsentligste betegnes ”europæere” og ”de nationale”. Det knytter an til flere af samtidens diskussioner efter 1864 om naturalisme, grundtvigianisme, brandesianisme, skandinavisme osv. De nationale arkitekter søgte deres forbillede i en dansk eller nordisk tradition og var ofte forbundet med skønvirke og Landsforeningen Bedre Byggeskik. Europæerne, hvortil Klein regnes, brugte snarere Paris, Rom eller Berlin som forbillede. Helt så enkelt er det nu ikke, hvad forfatterne til denne bog også understreger. Også de nationale arkitekter var europæisk prægede og vice versa. Se bare på Martin Nyrops rådhus i København, der regnes for et hovedværk i den nationale tradition, men som samtidig har rådhuset i Siena som forbillede.

Kleins måske mest kendte værk er ”Tivolislottet”, Københavns Rådhus’ nærmeste nabo, og det udtrykker også hans forkærlighed for renæssancens arkitektur. Det er tegnet i 1892 som kunstindustrimuseum. Meget betegnende foreslog Tivoli for ikke så lang tid siden, at denne bygning skulle nedrives og erstattes af et hotel. De folkelige protester var ret markante, og det ville have glædet Klein, der så sig selv i opposition til de fleste af sine kollegaer, men til gengæld i pagt med lægfolkets smagsdom. Helt miskendt er Klein dog ikke. Hans ”Tegneskole for Kvinder”, længere  nede af gaden, H.C. Andersens Boulevard nr. 10, er i dag fredet.

Kleins Tegneskole for Kvinder, 1881, opstalt. Kunstakademiets Bibliotek.

Det er meget prisværdigt, at Vilhelm Klein bliver draget frem i lyset, ikke mindst på et tidspunkt, da diskussionen om værdien af historicistisk arkitektur har ramt den brede offentlighed. Kun et par hundrede meter fra Københavns rådhus og Tivolislottet ligger Holckenhus, en beboelsesejendom tegnet af arkitekten Philip Schmidt i begyndelsen af 1890erne i, hvad der med lidt god vilje kan kaldes fransk renæssancestil. Den var altså Kleins kop te. Den er for nylig opkøbt af en amerikansk kapitalfond og istandsættes for øjeblikket på en måde, der har vakt en del kritik, fordi en del af bygningens oprindelige bestanddele får moderne og mere tarvelige erstatninger.

Holckenhus er bare en af mange hundrede ejendomme i danske byer fra denne tid, som står i fare for at miste nogle af sine oprindelige kvaliteter eller endog helt forsvinde. Det samme gælder i øvrigt en hel række præstegårde i f.eks. Jørlunde, Kolind, Bjolderup, Thorning, Alslev, Rødby eller Viby J. der i disse år er blevet foreslået nedrevet. De er som regel for dyre at vedligeholde for menighedsrådene, der kan spare mange penge ved at bygge nyt eller simpelthen opgive tjenesteboligen.

Bogen om Vilhelm Klein kan hjælpe til at rette opmærksomheden på den stil og epoke, han repræsenterede, og åbne offentlighedens og ikke mindst beslutningstagernes øjne for de kvaliteter og værdier, som historicismen rummer.


(Kristeligt Dagblad den 22. okt. 2019. Avisen valgte en anden rubrik. Enkelte formuleringer varierer i avisens redaktion.)

Samsømanifestet

Tor Nørretranders. Samfundsglæde – Sammen kan vi selv


Tor Nørretranders har udviklet en evne til at skrive på en måde, så han lyder klog. Det er ikke fordi manden er ubegavet, slet ikke, men han skriver som om der bag tekstens veltilrettelagte overflade gemmer sig et alexandrinsk bibliotek af visdom. Men denne bog er ikke et kort og letfatteligt excerpt af det store værk, som han har skrevet om spørgsmålet. Den er bare en kort og letfattelig bog.

Han begynder med at introducere begrebet samfundsglæde, som om det er ham, der har fundet på det. Det har han ikke. ”Lad Tider svinde og Slægter dø,/ Lad Magten sidde i Rettens Sæde,/Vi veed, der kommer en Morgen rød,/ Med Gjenforening og Samfundsglæde;” Således skrev Knud Jensen i et digt ”Til Sønderjyderne” fra 1893. Nørretranders’ bruger begrebet i en helt anden betydning, men når jeg alligevel tillader mig at drille ham med denne påmindelse, skyldes det, at han gør en pointe ud af forholdet til sproget: ”De fælles begreber, vi har om verden, de ting, vi adskiller fra hinanden og kalder ting – enkeltstående midt i en verden hvor alting hænger sammen – findes i verden derved at de beskrives i sproget, så vi er enige om dem.” Nørretranders glemte så bare at se efter om det ord, han mener at have opfundet, allerede fandtes. Det gør det, og derfor burde hans udredning af begrebet have dialogens karakter. Nørretranders er mere monologisk. Han er også mild og god, bevares. Vi er slet ikke oppe i det røde felt, hvor Carsten Jensen har taget permanent ophold. Men som læser famler man lidt. Hvis denne bog er løsningen, hvad var det så lige problemet var?

Nørretranders berører et velkendt problem eller paradoks uden at uddybe det, nemlig at vi på disse kanter og i disse tider aldrig har haft det bedre målt på rigtig mange sociale og økonomiske parametre, samtidig med at utilfredsheden med det bestående er ganske stor – jævnfør Carsten Jensen. Nørretranders sammenligner samfundet med kroppen. Hvis et organ er ramt af sygdom eller smerte, rettes al opmærksomheden mod dette, og vi glemmer, at resten af kroppen fungerer. På samme måde kan vi hidse os op over, at et tog er forsinket, og glemme at glædes over alle de gange det kører til tiden.

Så skulle man umiddelbart tro, at der var tale om et konservativt synspunkt fra Nørretranders’ hånd, altså en påmindelse om, at det bedste vi kan gøre er at bevare det gode, vi har, og opelske en større værdsættelse af det. Det er bare ikke helt det han vil. Han vil noget andet, men hvad det er, forbliver temmelig ukonkret. Det har nok noget at gøre med Samsø, hvor Nørretranders nu bor, finder man ud af. Her kommer man hinanden ved og er verdensberømte for at være selvforsynende med vedvarende energi. Vi skal finde tilbage til nærheden til hinanden og nærheden til det materielle grundlag for vores liv, samtidig med at vi udnytter moderne højteknologi. Der er nogle interessante lighedstræk med Ebbe Reichs og Henning Prins’ ”Langelandsmanifestet” fra 1972.

Nørretranders er ikke nær så ideologisk i sit Samsømanifest. Han befinder sig i de elegant strøtankers og prægnante aforismers uforpligtende univers. ”Sammen kan vi selv” - det lyder som et kasseret slogan for et byggemarked. Han kan godt lide at lade læseren tro, at han har styr på den højere aritmetik, kemi og fysik, og at han bevæger sig tvangfrit fra den ene videnskabelige disciplin til den anden. Det ligner nu mere tilfældige læsefrugter. Hvis videnskaberne er en frugthave, er Nørretranders ingen gartner. Han er bare på æbleskud.

Der er dog faktisk opbyggelighed at hente i denne bog, for Nørretranders har jo helt ret i, at det er i glæden og ikke i vreden, at vi skal finde grundlaget for fremtidens samfund. Det kunne han have skrevet en interessant bog om. Desværre har hans forfatterforfængelighed stillet sig i vejen for det projekt.


(Kristeligt Dagblad 12. okt. 2019)

Ellen Hørup II

Maria Grønlykke, Godt for sandheden at ikke alle lever af at sælge flæsk. En biografisk fortælling om Ellen Hørup, Gyldendal.


Maria Grønlykkes biografiske fortælling om Ellen Hørup udkommer blot to måneder efter Lone Rünitz’ biografi om den samme kvinde (anmeldt i KD 26. juli). Det er interessant at se, hvor forskelligt det samme stof kan falde ud i hænderne på to forskellige forfattertyper. Rünitz er den grundige og kritiske historiker, som sætter kontekst på levnedstegningen, men som til gengæld også bliver lidt omstændelig. Grønlykke derimod lader den fremadskridende fortælling få forrang og hendes forfatterstemme er meget tydeligere i teksten. Til gengæld gør den subjektive tilgang også, at Grønlykke savner den kritiske distance til stoffet.

Hun er simpelthen for begejstret for sin hovedperson. Det er ikke vanskeligt at forstå, for Ellen Hørup (1871-1953) var en særpræget og stor personlighed. Hun var datter af Viggo Hørup, og fra ham arvede hun en aktiepost i Politiken, der gjorde hende økonomisk uafhængig. Hun blev uddannet tandlæge, men virkede det meste af sit liv som politisk skribent som fortaler for fredssagen, afkolonisering, forbedring af børnehjemsbørns vilkår og mange andre gode sager. Hovedaftageren for hendes skriftlige produktion var dagbladet Politiken, hvis redaktører hun sloges med, fordi de til hendes fortrydelse ikke bare trykte alt hvad hun skrev. Forholdet til redaktørerne blev naturligvis ikke mindre kompliceret af, at hun var en af avisens hovedaktionærer. Bogens titel er taget fra et brev, Hørup skrev til avisens redaktion. Det var ment som en kritik af redaktionens krejlermentalitet, men det var ikke desto mindre den mentalitet, der gav hendes aktier værdi og gjorde hendes arbejde muligt.

Hun havde et stort internationalt netværk og korresponderede med bl.a. Gandhi, hvis sag hun ivrigt talte. Hun giftede sig som ung med en sagfører, Vilhelm Nielsen. De adopterede en datter, som man ikke hører meget om. Ægteskabet blev opløst efter sølvbrylluppet, hvorpå Hørup rejste til Rom, hvor hun indledte et mangeårigt forhold til en ti år yngre katolsk pater. (Grønlykke kalder ham konsekvent for munk, men han var altså præst.)

Grønlykkes bog vil antagelig appellere til andre læsere end Rünitz’, fordi hun tillader sig at lade sig forføre af stoffet i en grad så hun næsten identificerer sig med sin hovedperson. Fortællingen om den modige, handlekraftige, selvstændige, belæste, intelligente og stærke kvinde flyder modstandsfrit af pennen.

Men Grønlykkes greb om historien gør den også lidt for en- eller rettere todimensionel. Hun er aldrig ked af at smide en letkøbt værdidom efter personer eller tildragelser, for alt kan passes ind på en moralsk skala fra reaktionær til progressiv. Hun har skurkologien på plads: Bogens helte er kvinderne, og skurkene er næsten alle mænd med ægtefællen Vilhelm Nielsen i spidsen. Her må man ty til Rünitz for at få et mere nuanceret billede af en mand, der var sin kone hengiven og også efter skilsmissen hjalp med at tage vare på hendes økonomi, mens hun var ude for at redde verden. Hørup har antagelig ikke har været helt nem at være gift med. Sin trang til drama i privatlivet fik hun i hvert fald tilfredsstillet i det stormfulde forhold til sin italienske elsker.

Hvis man som Grønlykke er optaget af, at Hørup altid stod på det godes side mod tidens onde kræfter, bliver det også vanskeligt at se begrænsningen i hendes idealisme. Hvornår havde det faktisk effekt, hvad hun skrev, og hvornår var hun bare en velmenende hattedame eller måske sågar en nyttig idiot for kommunisterne? Det sidste er altid vanskeligt at vurdere. Grønlykke gør meget ud af at understrege, at Hørup ikke var kommunist. Men det betyder jo ikke, at hendes agitation ikke havde en politisk ladning.

Grønlykke skriver med sprogligt overskud. Det er gået lidt stærkt med redigeringen. Fortællingen er med skiftende konsekvens holdt i dramatisk præsens. Oplysninger om en ungdomskærlighed er sat ind i bogens afslutning som om moderne tekstbehandling ikke gjorde det muligt at indarbejde afsnittet det relevante sted i teksten. Under alle omstændigheder må man nu sige, at nu er der ingen som helst undskyldning for ikke at kende til Ellen Hørups spændende liv og værk.


(Kristeligt Dagblad 24. sept. 2019. Rubrikken var en anden.)

I egen tjeneste

Edward Snowden, I offentlighedens tjeneste, Informations forlag

Et af problemerne med disse erindringer er, at de er alt for velskrevne. Eller, lad mig begynde et andet sted. Edward Snowden har befundet sig i branchen for skæg og blå briller i ca. 15 år, den første halvdel af tiden som beskæftiget direkte eller indirekte af USA’s sikkerhedstjeneste og den anden halvdel som eftersøgt desertør fra samme, fordi han i maj måned 2013 flygtede til Hong Kong og lækkede en stor mængde dokumenter, der beviste, at USA’s efterretningstjenester forskelsløst høster store mængde data om alle borgere uanset retlige principper om brevhemmelighed og privatlivets fred.

Snowden er aktør i efterretningsbranchen. Ingen samvittighedsfuld læser kan været andet end mistænksom. Ingen formulering, Snowden nogensinde kunne finde på til at beskrive sit eget liv, kan opfattes som uskyldig. Det forhold at han overhovedet udgiver sine erindringer nu, giver anledning til spørgsmål. Hvad er det han gerne vil have, at offentligheden skal vide, som vi ikke vidste før, og hvad er det han ikke siger?

Som med de fleste erindringer er der tale om et forståeligt udslag af selvretfærdighed serveret i en sovs af efterrationalisering. Eftermælepleje er der næppe tale om, da Snowden endnu er en relativt ung mand, født som han er i 1983. Han har endnu alderen til at have en mulig fremtid i normalitet foran sig, selv om han står til en lang fængselsstraf, hvis han nogensinde vender tilbage til USA. Under alle omstændigheder er han en kompetent fortæller i den forstand, at han vælger sine ord med omhu. Hver eneste hårstrå af en oplysning i denne bog er friseret snorlige til en utrolig velsiddende sideskilning på en spejderdreng af en patriot, nu med stamtavle. Snowden gør meget ud af at fortælle, at han både på mødrene og fædrene side nedstammer fra de første pilgrimme i det 17. århundrede, og hvordan hans forfædre har kæmpet i alle de krige, som USA har deltaget i, og afskaffet slaveriet på deres plantager.

Fortællingens vigtigste greb er angivet i bogens titel. Han har, når han selv skal sige det, hele tiden arbejdet i offentlighedens tjeneste, først som rekrut i hæren, dernæst som ansat i sikkerhedstjenesten eller virksomheder, der udførte opgaver for amerikanske myndigheder. Men så blev han klar over, at der var noget i vejen og at offentligheden var bedre tjent med, at den fik kendskab til de metoder, som sikkerhedstjenesterne gør brug af, og så lækkede han oplysninger – ikke direkte til offentligheden, men til journalister, understreger han. Dermed iscenesætter han sig selv som Deep Throat, den anonyme kilde, der hjalp Bob Woodward og Carl Bernstein til at afsløre Watergate-skandalen. Pointen er, at han lod sig indrullere af alle de rigtige årsager og afmønstrede af alle de rigtige årsager – siger han. Det ligner en bekvem undskyldning, for hvilken almindelig oplyst avislæser har nogensinde tvivlet på, at sikkerhedstjenester arbejder på kanten af loven?

Snowdens far var ansat i den amerikanske kystbevogtning som tekniker og introducerede sin søn til computerteknologi på en Commodore 64. Det har så i givet fald været på denne ur-hjemmecomputers sidste dage på markedet i begyndelsen af halvfemserne. Vi hører om, hvordan han tidligt kom ind i et online-miljø af nysgerrige fribyttere. Han hackede sig ind på det amerikanske atomforsøgscenter i Los Alamos, naturligvis blot drevet af sin nysgerrighed og ønsket om at gøre myndighederne opmærksomme på svaghederne i systemet. Siger han nu. Den 11. september 2001 var for Snowden den afgørende begivenhed. Den vakte ham selv til at ville tjene sit land, men samtidig, mener han, var det også den begivenhed, der var årsag til korrumperingen af efterretningsvæsenet. Og igen må man spørge: hvor naiv har man som ansat i efterretningsvæsenet lov til at være?

Bogen er som antydet godt skruet sammen. Beretningen om, hvordan han hentede dokumenterne og smuglede dem og sig selv ud af landet, er elementært spændende. For den teknisk kyndige, hvilket udelukker denne anmelder, er der antagelig en hel del at hente. Snowden fortæller meget om, hvordan efterretningsvæsenets infrastruktur fungerer, og det tjener antagelig ikke til at formilde hans tidligere arbejdsgivere.

Flugten endte som bekendt, da Snowden forsøgte at komme videre fra Hong Kong til Ecuador. Under selve flyrejsen dertil blev hans pas inddraget af de amerikanske myndigheder, og han strandede under en mellemlanding i Moskva. Det var ikke nødvendigvis det smarteste træk af Washington. De forærede i realiteten et aktiv til Moskva. Fra lufthavnen i Moskva søgte Snowden forgæves om politisk asyl i 27 lande. ”I sidste ende viste det eneste statsoverhoved med sympati for min sag sig at være Burger King, der aldrig nægtede mig en Whopper (uden løg og tomat, tak).” Badum tsch!

Det helt centrale kapitel i bogen handler om, hvordan Snowden blev den, der blæste i advarselsfløjten. Igen trækker han flittigt på den amerikanske historie, idet han nærmest bogstaveligt med forfatningen i hånden betragter sig selv som arvtager til dem, der gjorde oprør mod den britiske kolonimagt og skabte Amerikas forenede Stater. I sin selvforståelse inkarnerer han et konstitutionelt princip.

I en af de mere bemærkelsesværdige passager i bogen beskriver Snowden, hvordan CTO (Chief Technological Officer) i CIA, Gus Hunt, i marts 2013 ved et offentligt foredrag sagde: ”Vi er meget tæt på at kunne computerbehandle alle menneskeskabte informationer.” Det vil sige, at CIA selv kort tid før Snowdens desertering offentligt bekræftede både evnen og viljen til at gøre, hvad Snowden hævdede at afsløre. Det sætter naturligvis Snowdens beretning i perspektiv. Han fremhæver selv, at foredraget findes på YouTube, men i sin omtale af det bagatelliserer han det også på en underlig sideværts facon. Videoen har i da heller ikke i skrivende stund mere end godt 1000 visninger.

Spørgsmålet er, hvorfor Snowden var parat til at ofre job, kæreste og personlig sikkerhed for at afsløre disse hemmeligheder, der for så vidt allerede var afslørede? En mulig forklaring er selvfølgelig den, han selv giver, nemlig at han gjorde det for retfærdighedens skyld, og han blev vakt for sagen, efterhånden som han blev fortrolig med sikkerhedstjenesternes metoder. En anden forklaring er, at han er mere opportunist end idealist, og at han griber mulighederne, når de viser sig og måske ikke er så meget af en strateg, som han gerne vil give indtryk af. I hvert fald tyder hans flugt ikke på, at han kan tænke særlig mange træk forud i det skakspil, han deltager i. Ellers ville han nok være taget til Ecuador til at begynde med. Mistanken nu, da han fortsat befinder sig i Rusland på de russiske myndigheders nåde, er naturligvis, at han er blevet russisk agent. Selv hævder han, at han intet har givet russerne. En tredje mulighed er, at Snowden er politisk aktør, dels drevet af indre overbevisning, dels styret af omstændighederne. Det kan ikke udelukkes, at hans motiver for at gå ind i efterretningsarbejdet fra begyndelsen var nogle andre end entusiasme for fædrelandet. Han er noget ulden i mælet, når det handler om at redegøre for, hvad han faktisk mente om samfundsspørgsmål i sin ungdom, og forbindelsen til aktivisten Julian Assange, der indtil tidligere i år levede i asyl på Ecuadors ambassade i London, får også lov til at stå lidt uoplyst hen. Dertil kommer, at Snowden også flere steder gør Big Tech til en del af sit fjendebillede, selv om hverken Facebook eller Google umiddelbart har noget med sagen at gøre. Under alle omstændigheder har Snowden skabt sig en platform, der gør, at der bliver lyttet til ham. Den mulighed bruger han til at levere nogle budskaber. Det gør han som nævnt meget bevidst.

Uanset om man er modtagelig for disse budskaber, venter der en læseoplevelse i Jakob Levinsens idérige og levende fordanskning. Snowden er en krukke, men den har øren og er bestemt ikke uden indhold. Men det kræver altså en kritisk distance.

(Kristeligt Dagblad 20. sep. 2019)

1979

Frank Bösch, Zeitenwende 1979. Als die Welt von heute begann, C.H. Beck 2019

Der er årstal nok at tage af, hvis man skal pege på et tidspunkt, da verden af i dag begyndte. Stefan Zweig tog som bekendt afsked med die Welt von gestern i 1914. 1933, 1945, 1968, 1989, 2001 er andre væsentlige snit i de seneste hundrede års historie. Frank Bösch har fået den idé at pege på årstallet 1979, som er tilpas mærkværdigt til at nysgerrigheden vækkes. Ved læsningen bliver det så meget desto klarere, at han har en pointe. Ret beset har han mange. De ti kapitler handler om henholdsvis revolutionen i Iran, Pave Johannes Paul II’s besøg i Polen, revolutionen i Nicaragua, Kinas åbning for kapitalisme, bådflygtningene fra Vietnam, Sovjetunionens besættelse af Afghanistan, Thatchers valgsejr i Storbritannien, den anden oliekrise, uheldet på atomkraftværket på Three-Mile-Island og TV-serien Holocaust. Det er meget at blande sammen, og især sidstnævnte var nok mest af betydning for et tysk – herunder østrigsk – publikum.

Systematiseret handler det om fire ting: religionens rolle i politik, neoliberalismens fremgang, opbrydningen af Den kolde Krigs bipolaritet samt energiforsyningens centrale rolle.

For religionens vedkommende er det naturligvis indlysende at pege på, at med Khomeinis magtovertagelse i Iran fik politisk islam et væsentligt fodfæste. Saudi-Arabien havde på dette tidspunkt allerede længe været en religiøs stat, men udviklede sig i disse år i langt højere grad i teokratisk retning. Men Bösch peger også på den sydamerikanske befrielsesteologi og naturligvis den katolske kirkes betydning for undermineringen af det sovjettro regime i Polen, der peger frem mod vore dages moralske, religiøse og politiske konservatisme sammesteds.

Thatcher var lige som Schlüter ikke så konservativ så det gjorde noget, men hun gjorde lige som han op med fagforeningernes magt og havde relativ bred folkelig opbakning til denne kamp. Bösch peger på, at Thatcher faktisk udviste mådehold i sine bestræbelser på at liberalisere og privatisere. Neoliberalisme er netop ikke en minimalstats- og laissez-faire-ideologi, men idealet om statsligt tilvejebragte rammer for og kontrol med markedskræfterne som kilde til velstand og vækst snarere end indkomstudligning. 

Kinas tilnærmelse til den åbne markedsøkonomi var startskuddet til landets status som økonomisk stormagt, der ikke lod sig underordne Den Kolde Krigs binære logik. Også i Mellemøsten betød den stigende velstand på grund af olieeksporten og bekendelsen til politisk islam som et alternativ til både socialisme og liberalt demokrati, at landene fik et selvstændigt råderum som andet end bare slagmark for andres kampe. Under den første oliekrise 1973 kunne de olieeksporterende lande i Mellemøsten stadig i en vis grad handle samlet, men under den anden krise i 1979 stod det klart, at Mellemøsten ganske vist udgør en væsentlig pol i det globale spil, men i modsætning til Kinas stramt kontrollerede imperium udgår der – foruden olie – mest kaos fra regionen.

Oliekriserne fik også de vestlige lande til at satse på alternative energikilder, alternativ ikke forstået som bæredygtig, men som noget andet end olie fra Mellemøsten. Bl.a. Tyskland købte store mængder gas i Sovjetunionen, Norge og Storbritannien udviklede egne olieudvinding i Nordsøen (Bösch glemmer Danmark og Tyskland). Satsningen på atomkraft var en indlysende løsning på problemet, men den fik et kraftigt tilbageslag med uheldet på Three-Mile-Island, og gav anledning til udvikling af produktion af vedvarende energi. Selv om drivkraften var forsynings- og sikkerhedspolitikken, var der også en ny ideologisk spiller på banen til understøttelse af den udvikling: De Grønne.

Ved at lade kronologien spille hovedrollen i form af et enkelt årstal benytter Bösch sig af et fortælleteknisk og i en vis forstand også et analytisk greb, som på den  ene side ikke altid yder de mangeårige processer, som der oftest er tale om, fuld retfærdighed, men som på den anden side lirker den etablerede forståelse ud af de kendte lejer. Først og fremmest er bogen en udfordring til dem, der betragter 1989 som det afgørende brud, der definerer vores tid. Bösch viser tydeligt, at forudsætningerne for det, vi er blevet til, de ideologiske, sikkerhedspolitiske og økonomiske forandringer, der definerer Den kolde Krigs ophøre, skal søges i tiåret forud for Murens fald.

(Skrevet til denne blog juli 2019)

Postkort fra 1979 forestillende Vindmøllen i Tvind ved Ulfborg, som var den første vindmølle i verden med en nominel kapacitet på 2 MW. (Den reelle kapacitet var dog væsentlig lavere.) På den modsatte side af postkortet var handelsministeriets adresse og teksten "Jeg er også imod atomkraft" fortrykt. Tvindmøllen, der blev indviet i foråret 1978, blev et væsentligt symbol for den nye politiske bevægelse, der ønskede ikke alene uafhængighed af olie, men også atomkraft som energikilde. Som sådan er møllen et centralt symbol på det vendepunkt i historien, som Frank Bösch peger på.

Ellen Hørup

Lone Rünitz, Ellen Hørup – kvinden, verdensborgeren og rebellen, Syddansk Universitetsforlag, 351 sider

Ellen Hørup blev født i 1871 som datter af Emma og Viggo Hørup. Hendes far var medgrundlægger af dagbladet Politiken og medlem af Folketinget for Venstre. Ellen fik en for tiden relativ fri opdragelse, og hun uddannede sig som tandlæge i København og Paris, men bortset fra et kort vikariat praktiserede hun aldrig. Både intellektuelt og materielt levede hun af den arv, faderen efterlod: en usædvanlig fermt formuleret pacifisme og en stor aktiepost i Politiken. Hun blev i 1896 gift med den to år ældre advokat Vilhelm Nielsen. Ægteparret adopterede en datter. I 1920 flyttede hun permanent til Rom uden sin mand. Ægteskabet blev kort tid efter opløst. Den 17-årige adoptivdatter blev parkeret på et pensionat i Schweiz. I Rom forelskede hun sig som 50-årig i en væsentlig yngre katolsk præst, der flyttede ind hos hende, officielt som logerende. Forholdet var meget stormfuldt, men varede med pauser hendes liv ud.

I Italien begyndte Hørup at gøre sig bemærket som forfatter til artikler og især kronikker om politiske emner. Hun beskrev sig selv som journalist, men var vel mere, hvad vi i dag kategoriserer som debattør eller politisk kolumnist. I 1928 tog hun på en rejse til Indien, hvor hun mødte Gandhi og blev stærkt optaget af ham i en grad, så hun opfattede sig som hans discipel. I de følgende år arbejdede hun reelt som en af Gandhis europæiske ambassadører, fra 1932 med hovedsæde i Genève, hvorfra hun med sine penge og sin arbejdskraft bidrog til at udbrede Gandhis budskab på de europæiske hovedsprog. Også det europæiske flygtningespørgsmål, der blev aktuelt efter Hitlers magtovertagelse i 1933, involverede hun sig i.

I løbet af 1930erne blev hun påvirket i marxistisk retning. Det betød også, at hun forlod Gandhis linje, selv om hendes personlige fascination af manden forblev intakt. Hun forbandt sig resten af livet med ideer og bevægelser, der havde tilknytning til den yderste venstrefløj, f.eks. som medstifter i 1945 af en dansk afdeling af Kvindernes demokratiske Verdensforbund, der var under mistanke for at være en kommunistisk frontorganisation.

Under krigen lod hun dog de storpolitiske emner ligge og koncentrerede sin publicistvirksomhed om kritikken af børneforsorgen i Danmark. Det skaffede hende mange venner og fjender – samt en dom for at have huset to bortløbne drenge fra et børnehjem. Efter krigen blev hun erklæret modstander af Atlantpagten. Da hun døde i 1953 blev hun i talrige nekrologer hyldet for sin personlige integritet, generøsitet, intelligens og gode pen.

Rünitz deler beundringen for Ellen Hørup, men hun er bestemt ikke ukritisk over for dette temperamentsfulde, forfængelige, forkælede, selvoptagede, stædige, rethaveriske og derfor meget menneskelige menneske. Hørup var typen, der kunne optræde som figur i Scherfigs Idealister.

Bogen er kendetegnet af grundighed. Den mangler dog en redaktionel overhaling. En så sammensat og omflakkende skikkelse som Ellen Hørup gør, at teksten nødvendigvis må springe både tematisk og kronologisk, men det kræver også, at læseren må tages mere ved hånden end tilfældet er her. Det er ikke altid til at hitte rede i hvad, hvor og hvornår, og det dramatiske potentiale i historien om Ellen Hørup forløses ikke. Kan man se bort fra denne forstyrrelse af læseoplevelsen, er der tale om en veldokumenteret biografi og væsentlig introduktion til en af det tyvende århundredes betydningsfulde danske intellektuelle.

(Kristeligt Dagblad 26. juli 2019. Rubrikken var en anden.)

Johan Otto von Spreckelsen

Dan Tschernia

Spreck – En biografi om arkitekten J.O. von Spreckelsen, Aarhus Universitetsforlag

Johan Otto von Spreckelsen (1929-1987) ville have været et navn blandt få arkitekturhistoriske kendere, hvis det blot var for de kirker, han tegnede. Der var kun fire, to katolske (Spreckelsen var opdraget katolsk), Sankt Nikolaj i Hvidovre og Sankt Nikolaj i Esbjerg, og to til folkekirken, Vangede Kirke og Stavnsholtkirken i Farum, der alle hævder sig på linje med de fineste kirkelige nybyggerier efter krigen af navne som Utzon og Exner. Han blev kort tid efter sin eksamen også lærer, siden professor, på akademiet og var anerkendt som en reflekteret og kompromisløs fagmand og en dygtig pædagog.

Spreckelsen tænkte mere geometrisk end organisk, og hans valgte form til sine projekter var kuben. Han vandt flere konkurrencer uden at de blev realiseret. I 1982 udskrev den nyvalgte franske præsident Mitterand en konkurrence om et byggeri på la Tête Défense, et point-de-vue på hovedaksen i Paris fra Louvre over Triumfbuen til det nyligt bebyggede forretningskvarter La Défense.

Forslagene blev indgivet anonymt, og den i Frankrig fuldstændig ukendte dansker vandt med et projekt, der emulerede triumfbuemotivet i en gennembrudt kube, der på alle ledder var dobbelt så stor som den eksisterende triumfbue. Som en bekendelse til oprøret mod den store fortælling, som den historiske parisiske symmetriakse udgjorde – og af praktiske hensyn - blev Spreckelsens nye triumfbue drejet nogle få grader i forhold til hovedaksen.

Alle inklusive præsidenten var begejstrede over projektet, og Spreckelsen blev katapulteret fra at være et respekteret navn blandt danske kollegaer til at være en international stjerne og skaberen af et af de væsentligste bygningsværker i Frankrig i det 20. århundrede. Men midt i byggefasen skiftede det parlamentariske flertal i Frankrig, Mitterands prestigeprojekt mistede sin politiske opbakning og Spreckelsen endte med at forlade arbejdet.

Spreckelsen var i Frankrig kontraktligt forpligtet til at samarbejde med en fransk arkitekt, og hans valg faldt på Paul Andreu, som også endte med at færdiggøre projektet efter at Spreckelsen forlod det. Andreu siger selv i dag, at han gjorde det i loyalitet mod Spreckelsens oprindelige intentioner under hensyn til de praktiske, politiske omstændigheder, der gjorde sig gældende. Spreckelsen nåede ikke selv at se sit projekt færdiggjort. Han døde af en galopperende tarmkræft.

Stavnsholtkirken i Farum. Eget foto 2020.

Byggeriet i Paris var bestemt ikke konfliktfrit. Der var stor forskel mellem den franske og danske arbejdskultur og der var en efterhånden betydelig afstand mellem Spreckelsens intentioner og det, der kunne lade sig gøre teknisk og økonomisk. Bogens fortjeneste er ikke mindst, at den kortlægger disse konflikter. Tschernia er journalistisk i sin tilgang. Det vil sige, at han for det første ikke lader som om han er arkitekturhistoriker, hvad han ikke er. For det andet benytter han interviews med vidner og aktører som hovedkilde. Han har ikke anvendt samtidigt skriftligt kildemateriale i nævneværdigt omfang. Spreckelsens enke har ikke villet give adgang til arkitektens arkiv, og Tschernia har ikke forfulgt byggesagen i de franske arkiver.

Aktørerne har naturligvis alle deres egen version af historien om ”La Grande Arche”, og deres beretninger peger ikke altid i samme retning.  Efter Spreckelsens død forsøgte en ingeniør, der havde bistået ham med de statiske beregninger, Erik Reitzel, at tage æren for idéen til kuben, og Reitzel havde faktisk held med at overbevise andre mennesker om, at det skulle være tilfældet. Tschernia har i dette spørgsmål helt entydigt påtaget sig rollen som arkitektens advokat. Tschernia lægger ikke skjul på sit engagement i historien om Spreckelsen. Han har en fortid som kultur- og presseråd på den danske ambassade i Paris i 1980erne, og det var i den egenskab han lærte Spreckelsen at kende og lavede en dokumentarudsendelse om ham. Ærindet med bogen er ”at genoplive og bevare mindet om den begavede og sympatiske danske arkitekt.” Det er en ærlig og tydelig deklaration af en personlig og velfortalt biografi.

(Kristeligt Dagblad 9. juli 2019. Avisens rubrik var en anden.)

Ikke lutter lovord

Bo Lidegaard, Lovord. 10 advokater i 100 års danmarkshistorie. Gyldendal, 227 sider.

Denne bog, der er udgivet i anledning af Advokatsamfundets 100 års jubilæum, tegner portrætter af ti markante danske advokater fra de seneste godt 100 år, seks afdøde og fire nulevende. Der er ikke kun fokus på sagførergerningen. Lidegaard betragter advokaten som bindeled mellem lovgivningen, retsvæsenet og det øvrige samfund. Det kendetegner alle de portrætterede, at de havde indflydelse på væsentlige samfundsspørgsmål. Der er måske tale om et festskrift i anledning af et jubilæum, men ikke lutter lovord. To af de portrætterede har siddet i Horserød, dog på forskellige tidspunkter og af forskellige grunde. Den forhærdede stalinist Carl Madsen (1903-1978) fordi han var interneret som kommunist under krigen, og Mogens Glistrup (1926-2008), fordi han blev dømt for skattesvig af særlig grov karakter. Otto Liebe (1860-1929) var kongehusets advokat og spillede ifølge Lidegaard en meget uheldig rolle under Påskekrisen 1920. C.L. David (1878-1960) var en stor mæcen, men skabte sin formue på de tvivlsomme spekulationer, der bragte Landmandsbanken til fald i 1922. David havde bare været klog nok til at trække sig ud i tide og kunne under den efterfølgende retssag fungere som den tilsyneladende interesseløse advokat for bankens direktør, Emil Glückstadt. Mere entydigt positivt er portrættet af Jon Palle Buhl (1917-2007), der er bevaret i den kulturelle verdens venlige erindring som forsvarer af den kunstneriske frihed. Også Mathilde Hauschultz (1885-1929), en af landets første kvindelige advokater og markant forkæmper for kvinders rettigheder, får et godt skudsmål. Men også her fornemmer man Lidegaards lyst til at stryge mod hårene, fordi Hauschultz ikke passer ind i den nutidige feministiske skabelon, idet hun politisk var udpræget konservativ. I bogens første seks kapitler virker Lidegaard som historisk essayist, hvad han er god til, men bogen udfolder sig faktisk bedst i de fire afsluttende interviews med Højesterets præsident, Thomas Rørdam (f. 1952) og advokaterne Knud Foldschack (f. 1952), Anne Birgitte Gammeljord (f. 1956) og Pernille Backhausen (f. 1970). Interessant er det naturligvis at læse Lidegaards samtale med Rørdam, for her udlægger han blandt andet sin forståelse af forholdet mellem især den lovgivende og dømmende magt, og han hævder sit territorium med nogle ret klare udmeldinger om Grundlovens forhold til EU-retten og Den Europæiske Menneskerettighedskonvention. Knud Foldschack, der som student assisterede Carl Madsen, vil ikke rubriceres som den røde sagfører, selv om mange af hans klienter tilhører den københavnske aktivistiske venstrefløj. Han har været advokat for Christiania og BZ’erne i Ungdomshuset på Jagtvej, men hans største sejre er de stille, pragmatiske kompromiser, der er indgået i andre lignende sager som f.eks. Ballonparken eller Nokken. Han er en varm fortaler for udenretlige løsninger og har vist, at han kan gennemføre dem. Gammeljord er sammen med Foldschack den, der taler mest om advokatgerningen, der har udviklet sig fra et kald til en forretning. Advokater har i høj grad været vant til at være underkastet selvjustits, men må nu finde sig i at blive underkastet den samme regulering som andre brancher, som Gammeljord udtrykker det, idet hun altså underforstår, at det har været lidt småt med selvjustitsen nogle steder. Hvad skal prisen på juridisk rådgivning være? Der er en indbygget modsætning mellem klientens og advokatens interesser, idet det økonomisk mest fordelagtige for klienten ikke nødvendigvis giver advokaten det højeste honorar. ”Jurdisk rådgivning er på mange måder elastik i metermål,” som hun siger. Hun retter derudover en afdæmpet men klar kritik mod de kollegaer, der måtte have bidraget med rådgivning i de mange tilfælde af hvidvask. Interviewet med Pernille Backhausen, der begyndte sin karriere i Jon Palle Buhls advokatkontor, handler meget om jura og juraens rolle i samfundet. Hun beklager, at Justitsministeriet ikke i samme omfang kan fungere som et bolværk mod kortsigtet signalpolitik, og hun reflekterer over spørgsmål som offentlighed i forvaltningen og overvågning af borgerne.

Det er vanskeligt at yde en så sammensat bog nogen form for retfærdighed i en anmeldelse. Bogen giver indblik i en branche, der ikke altid har det bedste ry. I rundspørger om, hvilke erhvervsgrupper der nyder danskernes troværdighed, rangerer advokater tættere på brugtvognsforhandlere end de bryder sig om. De fleste har vel billedet af en advokat som en slikket type, der tjener lidt for mange penge på at være lidt for smart. Man kan ikke sige, at denne bog med sine historiske eksempler afkræfter dette billede fuldstændigt, men det er derfor med så meget desto større fortrøstning man læser samtalerne med de nulevende, der repræsenterer ikke alene faglighed, men også samvittighed og samfundssind.

(Kristeligt Dagblad den 10. juni 2019. Rubrikken er ændret.)

Fisk

Kenn Tarbensen, Fisk til folket, Aarhus Universitetsforlag

For fyrre år siden udmøntede Thorkild Kjærgaard udtrykket "Gårdmandslinjen i dansk historieskrivning". Det var ment som en kritik af bøndernes dominans på bekostning af husmænd og godsejere som tema hos danske historikere. Kjærgaard uddybede senere sit synspunkt, idet han bemærkede, at industrien var for overset. Siden har både industrien og det store hartkorn fået sin del af opmærksomheden.

Og nu angribes gårdmandslinjen også fra søsiden. Shipping og sørfart - "Det blå Danmark" - nyder stigende opmærksomhed, men hvad med fiskeriet? Det har Kenn Tarbensen taget fat på i sit originale og charmerende bidrag til de 100 Danmarkshistorier.

Han når hele vejen rundt fra teknologi, afsætning, politiske rammer, organisationer til konflikter, kvoterne og deres konger, konservering osv. Mest opmærksomhed får afsætningen. Danskerne har altid været modvillige fiskespisere, så det har krævet en indsats at få afsat varerne, både i forarbejdning og markedsføring. Hvornår blev fx den færdigpanerede rødspættefilet præsenteret for forbrugeren som frostvare? Svaret er 1962. De blev markedsført som "frispætter".

Bogen gennemgår de forsøg, der de sidste 100 år er gjort på at få danskerne til at spise fisk, fra Københavns Kommunale fiskehal åbnet i 1918 på det nuværende Christians Brygge til bisp Lindhardts pinsefisk.

Og så er der opskrifterne! Vidste De hvordan man laver sildepandekage fx? Den "laves ganske som Æggepandekage, kun at der anvendes stegte Sild, hvoraf benene er udtaget i Stedet for Flæsk". Længere er den ikke. Og på side 100 har vi været hele branchen rundt fra hav til bord, fra skovserkoner til årets nytårstorsk 2018, da Lars Løkke var nomineret for niende gang. Det blev dog ikke til en tredje sejr for Lars.

(Anmeldt for bloggen her 9. juni 2019)(Anmeldt for bloggen her 9. juni 2019)

Øjebliksbillede fra en amerikansk rejsereportagefilm ("James A. Fitzpatrick's Traveltalks") fra København 1937, da fiskemarkedet på Gl. Strand stadig var i fuld virksomhed. Da optagelserne fandt sted, var Gl. Strand 28 under opførelse, hvilket forklarer hullet i husrækken.

https://www.youtube.com/watch?v=sYQe6lznXeg

Et overblik over højskolernes idéhistorie

Ove Korsgaard, Strejftog i Højskolernes Idéhistorie/A Foray into Folk High School Ideology, FFD’s forlag, 85+94 sider

Denne bog er udkommet i anledning af folkehøjskolernes 175 års jubilæum, eller rettere Rødding Højskoles 175 års fødselsdag. Rødding var nemlig ikke den første.  Rødding var pendant til en tilsvarende, men noget mere ukendt tysk højere skole for bønder, der var blevet stiftet af C.F.H. Klenze i Rendsborg i 1842, da hertugdømmerne endnu hørte til den danske konges riger og lande. Endnu mere ukendt er det, at der i Sundbylille ved Frederikssund på Sjælland allerede fra 1841 blev drevet en højere bondeskole.

Når det alligevel giver mening at vælge Rødding som udgangspunkt for bondehøjskolernes historie, skyldes det at nogle af de ældre forsøg ikke kan udvise samme institutionelle styrke og kontinuitet som Rødding. Dertil kommer, at Rødding var et af de centrale omdrejningspunkter i den nationale kamp i hertugdømmerne og derfor med en større selvfølge har skrevet sig ind i danmarkshistorien. Da Slesvig blev afstået sammen med Holsten i 1864, flyttede højskolen til Askov umiddelbart nord for Kongeåen, og Askov Højskole blev siden et flagskib i højskolebevægelsen.

Netop spørgsmålet om, hvor vidt man kan tale om højskolebevægelsen i bestemt form ental, står som et af de centrale i Ove Korsgaards fortættede introduktion til højskolens idéhistorie. Der findes måske en idé om, at der er en samlende idé bag højskolerne, men skolerne har altid været forskellige og haft forskellige udformninger. Han peger naturligvis på Grundtvig som en vigtig inspirationskilde, men fremhæver også Kresten Kold, Rasmus Sørensen og Christian Flor som vigtige og ligeværdige pionerer i bevægelsens første generation.

Korsgaard balancerer i sin gennemgang fint mellem behovet for at kondensere stoffet og nødvendigheden af at bevare blikket for forskelligheden og variationerne i højskolebevægelsen gennem hele historien. Han inddeler udviklingen i pionerfasen fra 1844, den nationale vækkelse fra 1864, den demokratiske vækkelse fra 1940, ungdomsoprørets vækkelse fra 1968 frem til nutiden, hvor det bliver lidt vanskeligere at sætte overskrift på, hvad der sker andet end at udviklingen stadig peger i mange forskellige retninger. Højskolerne i dag dyrker mange forskellige faglige profiler med vægt på både idræt, sport, dans, musik, professionsrettede, intellektuelle og kreative fag. Diskussionen om, hvad der er ”rigtig højskole” er heldigvis fortsat levende. Til fælles har skolerne i dag, at de bygger på eksamensfrihed, altså elevernes lyst til at lære og erfare, lærernes lyst til at undervise og oplyse og ikke samfundets behov for at forme og danne unge mennesker til formål, som de ikke selv har defineret.



Den højere bondeskole i Sundbylille, der ikke omtales i Korsgaards bog, blev stiftet i 1841 som forsøgsordning under student, siden cand.phil. Callesens ledelse. Motivet var det samme som i Rendsborg og Rødding, nemlig at forbedre bøndernes forudsætning for deltagelse i det politiske liv. Som det ses af denne avisomtale var det en eksamensskole, og den var for den lokale, konfirmerede ungdom. I efteråret 1844 fik skolen sin egen bygning, men sluttede sin virksomhed allerede i 1849. (Se P. Petersen, "Hjørlunde Sognebogsamling og den højere Bondeskole i Sundbylille" i Fra Frederiksborg Amt, 1910, s. 17-36)

Der er altid indvendinger at gøre mod en så håndfast periodisering, som Korsgaard foretager, for de enkelte historiske tilfælde og tildragelser passer sjældent ind i skemaer, men på den anden side kan man som læser nyde godt af Korsgaards velkendte overblik og evne til systematisering uden at fortabe retten til at danne sig sin egen mening.

Der er udgået inspiration fra den danske højskolebevægelse til hele verden, og Korsgaard gennemgår kort nogle eksempler, hvoraf ikke mindst Fjernøsten er interessant. Tokai-universiteterne i Japan er inspireret af Grundtvig, og i de seneste år har interessen for den danske folkehøjskole været stigende i Sydkorea. Det forhold, at Korsgaards bog udkommer i en parallel dansk-engelsk udgave er også et vidnesbyrd om, at der er en international nysgerrighed efter, hvordan vi har indrettet uddannelsessystemet i Danmark.

(Kristeligt Dagblad 29. maj 2019 på nettet, papiravisen 4. juni. )

Den forhenværende højere bondeskole i Sundbylille i dag
(eget foto)