Når døden sættes spektakulært i scene

Som et forlist rumskib, en styrtet star cruiser fra en stjernekrigsfilm, borer det nye Moesgaard Museum sig ned i en bakke syd for Aarhus. Bygningen har form som en kile indfældet i det kuperede landskab. Taget udgør en sammenhængende, skrånende, rektangulær flade, der begynder i terrænhøjde tættest ved det gamle Moesgaard Museum og hæver sig græsklædt en snes meter over jorden, hvor det er højest. Taget er tilgængeligt for publikum, og man har herfra udsigt over Aarhusbugten. 

Der er noget monumentalt over bygningen samtidig med, at den er diskret, forstået på den måde, at den respekterer sine omgivelser, både landskabet og det klassicistiske herregårdsanlæg, der er nærmeste nabo. Prisen for denne arkitektoniske prioritering er blandt andet mangel på lysindfald. I foyeren og cafeteriaet er der godt med dagslys, mens udstillingerne skal belyses kunstigt, og man må sige, at der økonomiseres med strømmen på Moesgaards faste udstilling, hvor den natteblinde sine steder må famle sig frem.


Helt så dunkelt belyst henligger den nye særudstilling om gladiatorerne ikke, bortset fra begyndelsen. Man føres ved indgangen ind i en mørk korridor, der skal illudere kælderen under Colloseum i Rom, så den besøgende kan identificere sig med en gladiator på vej til kamp. Herfra træder man ind i udstillingens største – og velbelyste – rum, der er gennemscenograferet, så man får indtryk af at stå midt i en arena omgivet af tilskuere. Store figurer forestillende forskellige gladiatortyper i tvekamp står opstillet på gulvet. Rummets ene langside er en skærm, hvorpå der projiceres en film med rekonstruerede gladiatordueller.

Derfra ledes man ind i selve udstillingen af historiske genstande. I størrelsesorden varierer de fra et kirurgisk bestik, der anvendtes til behandling af gladiatorernes sår, til originale bygningsdele fra Colosseum. Der er indlån fra en imponerende række af fornemme samlinger fra hele Europa, først og fremmest Italien. De store relieffer med gladiatorscener gør indtryk. Min favorit er en samling af hjelme og benskinner fra Pompeji. I Pompeji fandtes både et amfiteater og en gladiatorskole, som blev udsat for pludselig død og ødelæggelse, men også bevaring ved Vesuvs udbrud i år 79. Herfra stammer de få bevarede eksempler på gladiatorudstyr, og de er derfor meget eftertragtede udstillingsobjekter. Det har ført til mistanke om, at nogle af de genstande, der turnerer på vandreudstillinger om gladiatorer, i virkeligheden er kopier.

Udvalget af genstande er kurateret, som man nu åbenbart også siger i de kulturhistoriske museer, af direktøren for Colloseum i Rom, Rosella Rea. Moesgaards udstilling har netop været vist på et museum i Belgien og skal efter Aarhus til Holland. Moesgaard har til denne udgave af udstillingen suppleret med yderligere indlån fra både danske og udenlandske museer.

Et lille udvalg fra det store fund af våben og udstyr fra Illerup Ådal ved Skanderborg udgør det lokale bidrag til mængden af udstillingsgenstande. Moesgaard Museum har i kraft af udgravningerne en betydelig samling af romerske sværd. Et af de flotteste er med på udstillingen, og museet bemærker med en vis stolthed, at netop dette sværd var forlægget for et, som Russel Crowe anvendte i filmen ”Gladiator”. Det er så også det eneste, der forbinder det med udstillingens tema, for sværdet har tilhørt en romersk officer, og gladiatorerne benyttede netop ikke romerske militære våben. De var derimod udstyret og bevæbnet som stiliserede udgaver af romernes fjender.

I forbindelse med udstillingen udgiver museet en fint illustreret antologi, hvortil Rosella Rea har skrevet de fleste artikler, suppleret af tre udmærkede bidrag af Pauline Asingh, Jeanette Varberg og Jens Damm. Varberg har påtaget sig den utaknemmelige opgave at knytte gladiatorinstitutionen til Østjylland. Gladiatorerne var slaver, krigsfanger, straffede eller frivillige, og derfor kan man ikke udelukke, at der blandt dem var nogle, der kom fra eller havde kæmpet i det sydlige Skandinavien og derfor kan knyttes til f.eks. Illerup Ådal. Men det bliver ved spekulationerne.
 
Et klassisk museumskatalog med systematisk og nummereret fortegnelse over genstandene er det desværre ikke blevet til. En udstilling som denne er bygget på en stor forskningsindsats, der ikke mindst dokumenteres i katalogiseringen, og det er uforståeligt, at denne opgave forsømmes. Antologiens billedredaktion kunne have kompenseret for denne mangel, men billedteksterne er desværre alt for mangelfulde til at udfylde opgaven.

Moesgaard har til sin udgave af denne italienske gladiatorudstilling skabt en effektfuld scenografi og et vellykket udstillingsdesign, hvor der vises hensyn til både ønsket om fordybelse og kravet om formidling. Udstillingen appelerer i høj grad til den samme fascination af den iscenesatte død, som i sin tid trak publikum til gladiatorkampene eller "shows", som udstillingsteksterne kalder dem med et moderne og sådan set ret velanbragt udtryk. Udstyr, diæter og træning beskrives grundigt. Hvis man vil vide mere om den historiske, sociale, kulturelle, politiske og samfundsmæssige kontekst, må man læse den ledsagende antologi.

(Kristeligt Dagblad 26. april 2016)

Ingen kommentarer:

Send en kommentar