For Ebbe Reich blev Grundtvig forløst erotisk

Ebbe Kløvedal Reich, Frederik. En Folkebog om Grundtvigs tid og liv. Gyldendal 1972

Da denne bog udkom i foråret 1972 fik den en overvældende modtagelse, og den solgte i store oplag. Kristeligt Dagblad havde sendt bogen til anmeldelse hos frimenighedspræst og højskoleforstander Poul Engberg (1908-2008), der måtte overgive sig:

”Når der nu fra venstreorienteret, mere eller mindre revolutionær side foreligger et så fantastisk værk som dette om ’den gamle’, må det ikke blot tages som et tegn på, at ingen, der lever med i dette lands skæbne, kommer uden om hans monumentale skikkelse. Vi bør hilse værket velkommen som en solstribe i dagningen. Vi hører trods alle meningsforskelle sammen i dette folk.” Ja, Engberg gik så vidt som til at tilslutte sig Reichs tanke om, at der var tydelige paralleller mellem Grundtvigs og Maos tanker: ”Det var nemlig en kulturrevolution, han ville, ’den gamle’, deri har Ebbe ret.” (KD, 1. april 1972)

Bogen blev Ebbe Reichs folkelige gennembrud som historiker og historiefortæller. Selv var han vokset op i et miljø, der var fremmed for grundtvigianismen, som han først mødte, da han i 1968 blev ansat som lærer på Askov Højskole. 

Mens den tidlige litteratur om Grundtvig havde koncentreret sig om personen N.F.S. Grundtvig, havde Efterkrigstidens Grundtvigforskning i høj grad fokuseret på den litterære og teologiske værkanalyse. Ebbe Reich var påvirket af ikke mindst Kaj Thanings fortolkninger af Grundtvigs værk, men han anvendte dem til at give sin egen version af Grundtvigs person og levned. Det hænger ikke mindst sammen med, at Reich var påvirket af psykoanalysen, der netop er meget biografisk orienteret. Samtidig er det også tydeligt, at han var afhængig af Hal Kochs tolkning, der lagde vægt på, at der i det tilsyneladende vanvid også lå et erkendelsespotentiale. Det talte til flipperen Ebbe, der eksperimenterede med bevidsthedsudvidende stoffer.

Reichs bog er på en og samme tid vidnesbyrd om hans nyvundne fortrolighed med Grundtvigs liv og værk og hans vilje til at fiktionalisere. Bogen har fået genrebetegnelsen romanbiografi. Andre betegnelser – senest ’exofiktion’ – er siden blevet bragt i anvendelse for at karakterisere de bøger, der bygger på virkeligheden uden at forpligte sig til altid at overholde historievidenskabens konventioner. De trækker alle på den legitimitet, som henvisningen til virkeligheden giver, samtidig med, at forfatterne ikke forpligter sig til at sige sandheden.

Reich lagde replikker og situationer ind i sin tekst, for hvilke der ikke er belæg i kilderne. Det interessante er, at han sjældent greb til vidtløftige fabuleringer. Derimod var små afvigelser fra det dokumenterbare nok til, at han kunne præstere en ny tolkning af Grundtvigs biografi. Som prægnant eksempel kan nævnes Grundtvigs religiøse krise i december 1810. Fra Grundtvigs ungdomsven Sibbern kendes en erindring om en episode på Vindbyholt Kro, hvor Grundtvig havde følt djævelen som en slange, der havde snoet sig om hans krop. I Reichs gengivelse bliver det imidlertid til, at slangen snoede sig indefra og ud gennem Grundtvigs ryg. Det er ingen uvæsentlig variation, fordi Reich dermed konverterede episoden fra at være et møde med djævelen til at være en oplevelse, der snarere giver mindelser om den erotiske kraft, kaldet kundalini, som Reich kendte fra sin hjemmelsmand og navne, psykoanalytikeren Wilhelm Reich.

Fra Kaj Thaning kendte Reich Grundtvigs betagelse af den frigjorte engelske kvinde, Clara Bolton, som han traf under sin rejse til England i 1830. I et langt senere digt beskrev Grundtvig mødet i sanselige vendinger, og det omtolkede Reich til, at der var tale om et fuldbyrdet erotisk forhold. Berømt blev den replik, som Reich lagde i munden på Grundtvig under et besøg hos Clara: ”I Helligåndens navn lad kødet tale!” 

Det var et mønster i Reichs fortolkning af Grundtvigs biografi, at det erotiske i forening med det spirituelle blev forløsende for Grundtvig. Det gjaldt således også i 1867, da Grundtvig i det, som af omgivelserne blev tolket som vildelser, blandt andet meddelte, at den aldrende enkedronning Caroline Amalie skulle føde en ny Holger Danske - antydningsvis ved Grundtvigs egen mellemkomst.

Ser man bort fra bogens elementer af fiktion, bestod dens appel i, at den koblede samtidens ungdomskultur, det psykedeliske, feminismen, mysticismen til det 19. århundredes romantik, idealisme og mytologi-dyrkelse. Samtidig blev den også et indlæg i debatten om Danmarks indtrædelse i EF. På samme måde som hans samtidige samarbejdspartner Ejvind Larsen ved hjælp af Grundtvig gjorde kristendommen til et anliggende for venstrefløjen, gjorde Ebbe Reich danskhed til et brugeligt begreb sammesteds.

(Kristeligt Dagblad 22. okt. 2022)

Da Grundtvig og Marx fandt sammen

Ejvind Larsen, Grundtvig – og noget om Marx, udgivet som et særnummer af tidsskriftet Kredsen, nr. 4, 1972

Der står 1972 på omslaget, men dette nummer af tidsskriftet Kredsen var så forsinket, at det først udkom i 1974. På dette tidspunkt havde de første chok lagt sig over, at man kunne gøre noget så usædvanligt som at jævnføre Marx og Grundtvig, for journalist og redaktør Ejvind Larsen (f. 1936) havde selv sammen med Ebbe Kløvedal Reich året før forfattet et skuespil, ”Til kamp mod dødbideriet!”, hvor Grundtvig blev præsenteret som kapitalismekritiker.

Ejvind Larsen er selv vokset op på Amager med kirkegang i Vartov, og det er ikke tilfældigt, at hans skrift udkom som et særnummer af et tidsskrift udgivet af Studenterkredsen, hvor Larsen havde fået sin teologiske opdragelse. Han var tillige venstresocialist, og man kan læse udgivelsen som hans forsøg på at forene modsætningerne i de livsanskuelser, han abonnerede på.

Larsen lod Marx og Grundtvig mødes i det praktiske: ”Aandens Løsen er Bedrifter!” Det udsprang af nogle konkrete erfaringer med ungdomsoprøret, der også havde ramt højskolerne. Først gik det ud over Ryslinge Højskole, hvor der i 1968 udbrød oprør blandt eleverne i forbindelse med, at netop Venstresocialisterne afholdt et møde på skolen. Også på Askov Højskole, hvor Ebbe Reich var lærer, var der et par år senere oprør. Der var med andre ord brug for at sætte ord på mødet mellem den grundtvigske højskole og den marxistiske ungdom. 

Til det formål trak Larsen store veksler på Kaj Thanings disputats fra 1963, der lagde vægt på Grundtvigs folkelige vending i 1832. Den betød, at Grundtvig fra dette tidspunkt skelnede mellem det kirkelige og det folkelige. Dermed blev for det første oplysning frigjort fra forkyndelsen og for det andet det politiske adskilt fra religion. I de følgende år udviklede Grundtvig sine tanker om danskhed og folkelighed, ikke mindst om behovet for, at også bondestanden havde krav på oplysning og deltagelse i samfundslivet. 

Grundtvigs folkelighedsbegreb byggede på et opgør med standsopdelingen af samfundet, altså det princip at der består uoverstigelige sociale og kulturelle forskelle i samfundet. For Grundtvig måtte folkelighed indebære et lighedsprincip i social og kulturel – men dog ikke i økonomisk – forstand. Denne tanke greb Larsen fat i, men for at få pengene til at passe lod han ”folkelighed” forblive en flydende betegner. På den ene side var det udtryk for et lighedsprincip, men på den anden side fastholdt han også en hierarkisk betydning af begrebet, således at det kunne paralleliseres med den arbejderklasse, som han kendte fra marxismens begrebsverden. Det underbyggede Larsen ikke mindst med de kritiske bemærkninger, som Grundtvig gjorde sig om den kræmmerkapitalisme, han havde mødt på sine rejser til England i begyndelsen af 1830erne. 

Således kunne da bøndernes andelsbevægelse i Larsens fortolkning blive udtryk for en proletarisk og nær-demokratisk bevægelse, der var udsprunget af Grundtvigs tankegang. Man kan tolke det som en senfølge af denne konklusion, at Pelle Dragsted fra Enhedslisten – et efterfølgerparti til VS – i 2021 fik N.F.S. Grundtvigs pris af Grundtvigsk Forum for sine tanker om bl.a. andelstanken som en særlig slags nordisk socialisme. Man må sige til Larsens forsvar, at han udmærket kendte den historiske forskning, der tydeligt viser, at der ikke er nogen beviselig direkte forbindelse mellem Grundtvig og andelsbevægelsen. Ikke desto mindre lod han pointen blive hængende, og dermed cementerede han den opfattelse, at der var noget om snakken. 

Man kan sige, at socialisterne tog førergreb på Grundtvig, når de hævdede, at han var på deres side. Enkelte røster – som f.eks. den unge Bertel Haarder – gjorde dengang krav på Grundtvig som borgerligt-liberalt forbillede, men havde kun begrænset held med forehavendet. Grundtvig blev et ikon også for venstrefløjen. Blandt andet Kristeligt Dagblad har været kritisk over for den omstændighed, at præster i højere grad end befolkningen som helhed stemmer på venstrefløjspartier som SF og Enhedslisten. Man kunne også vende den iagttagelse om og sige, at venstrefløjen er forblevet åben som missionsmark. 

Larsen selv svigtede ikke sit embede som kirkegænger. Han rummer modsætningen mellem Marx og Grundtvig i sin person. Som skribent har han ubesværet anvendt ordene ’bolignød’ og ’arvesynd’ i samme sætning. Som redaktør, journalist og public intellectual har han mere end de fleste bidraget til, at kirke og kristelighed er emner, der også tages alvorligt på venstre side af det politiske spektrum. 

(Kristeligt Dagblad 17. okt. 2022)

Den sekulariserede Grundtvig

 Kaj Thaning, For menneskelivets skyld. Grundtvigs opgør med sig selv. Gyldendal 1971

Sognepræsten og højskolemanden Kaj Thaning (1904-1994) forsvarede i 1963 en disputats i tre bind om Grundtvig. Otte år senere samlede han sine konklusioner i en mere håndterlig bog på godt 200 sider. Heller ikke den er dog særlig tilgængelig for den læge læser. Thaning fik betydning ikke mindst blandt teologer, og hans tolkning af Grundtvig er antagelig en af efterkrigstidens mest indflydelsesrige, fordi han bragte Grundtvig i pagt med tidens strømninger. Det var Thaning, der gjorde Grundtvig spiselig for efterkrigstiden, som grundtvigforskeren Ole Vind har bemærket et sted.

Ofte anvendes et af omslagene i Grundtvigs liv som fortolkningsnøgle til hans forfatterskab. Man har peget på hans romantiske vækkelse, da han var huslærer på Langeland 1805-08 eller hans kristelige vækkelse 1810-11 som afgørende. De fleste opfatter udviklingen af den såkaldte kirkelige anskuelse eller ”den mageløse opdagelse” fra 1825 som afgørende, fordi han hermed omdefinerede sin opfattelse af kristendommen fra at være en personlig vækkelse til at være deltagelse i et historisk defineret menighedsliv.

Thaning mente derimod, at Grundtvig først blev grundtvigianer i 1832, fordi han på dette tidspunkt udskilte det folkelige fra det kirkelige, anskuelsen fra troen, mennesket fra religionen. Det er Thanings opfattelse, at Grundtvig indtil da – og her bruger han ikke mindst prædikenerne som kilde – abonnerede på en luthersk bodskristendom, der opfatter mennesket som en synder, hvis eneste opgave her i livet er at søge Guds nåde, før det indhentes af døden. Efter 1832 derimod kom Grundtvig ifølge Thaning til erkendelse af, at kristendommen er til for menneskelivets skyld. ”Ja, livet mellem fødsel og død er selve forudsætningen for, at evangeliets tale om frelse overhovedet kan give mening. Det er jo menneskelivet, der oprejses, genfødes og befries fra dets fjender. Kristendom betyder ikke frelse fra livet, men til livet, trods døden.”

Thaning greb fat i en upubliceret verselinje fra 1837, ”Menneske først, og kristen så”, som han ligefrem udnævnte til Grundtvigs motto. Pointen er skabelsesteologisk. Menneskelivet er ikke defineret af syndefaldet, men af gudbilledligheden, den ånd, som Vorherre oprindeligt indblæste i Adam. Det gør menneskelivet til forudsætning for, at Guds ord kan høres. Deraf udviklede Grundtvig sin opfattelse af sproget som definerende for mennesket og også den opfattelse, at det er de citater af Jesu egen mund, som siges før nadver og dåb, som er gudstjenestens, ja kristendommens kerne. De er de egentlige ”levende ord”. Dermed er kristendommen heller ingen læresag. Prædikestolen er ikke en lærestol og vice versa. Grundtvig mente derfor også, at undervisningen i skolevæsenet ikke skulle være forkyndende.

Thanings tese modtog fra begyndelsen kritik, og den er da også ført noget håndfast igennem. Når man vil underordne et så vældigt forfatterskab som Grundtvigs en enkelt tanke, risikerer man at alle elementer heraf reduceres til henholdsvis foregribelser, bekræftelser og efterklange af det, man ønsker at vise. Men ikke desto mindre identificerede Thaning et vigtigt moment hos Grundtvig, nemlig hans opfattelse af forholdet mellem helligånd og folkeånd. 

Thaning lagde selv vægt på forskellen mellem de to. Det hang sammen med, at han selv tilhørte første generation af Tidehvervsbevægelsen, der kierkegaardsk understregede den absolutte afstand mellem Gud og mennesket og derfor også stærkt kritiserede den kortlivede Grundtvig-renæssance under besættelsen, der netop understregede sammenhængen mellem folkeånd og helligånd. Det var hvad Hal Koch kom meget tæt på at prædike i efteråret 1940. Thanings samtidige Vilhelm Krarup (1904-1999) ålede netop Hal Koch for at blande danskhed og kristendom. Det er så blevet overskygget og kompliceret af, at Vilhelm Krarups søn, Søren Krarup fra midten af 1980erne stod i spidsen for en fuldstændig omvending af Tidehvervsbevægelsen til at være fortaler for netop den tanke, at danskhed og kristendom hænger sammen. Da var Thaning for længst ude af Tidehverv.

Thanings tolkning af Grundtvig betød en langt større understregning af Grundtvigs skabelsesteologi. Det åbnede for en forbindelse mellem Løgstrup og Grundtvig, som ikke mindst Ole Jensen stod for. Det havde også den væsentlige konsekvens, at den politiske Grundtvig blev frisat. Thanings sækulariseringstese gjorde det lettere at spænde Grundtvig for en politisk vogn uden først at skulle aflægge teologisk regnskab. Det åbnede for en helt uventet alliance mellem Grundtvig og venstrefløjen hinsides Socialdemokratiet. Den tråd blev samlet op af Ebbe Kløvedal Reich og Ejvind Larsen.

(Kristeligt Dagblad 1. oktober 2022)