Eberhard Harbsmeier og Niels Thomsen (red.), Præstegården i Danmark – kultur og teologi, Eksistensen
Her i avisen kunne man forleden læse et interview med
sognepræst Henning Nielsen, der nu går på pension og derfor flytter fra sin tjenestebolig.
Præstegården følger med embedet, fordi det har været betragtet som et
grundlæggende princip i folkekirken, at præsten bor i sognet. Derfor har
sognepræsten bopælspligt i præstegården og tilsvarende pligt til at flytte, når
embedstiden ophører og en ny præst overtager bopælspligten.
I Hyllested på Djursland pakker Henning Nielsen sine ting og
forsøger at finde plads til så mange af dem som muligt på de kvadratmeter, som
en tjenestemandspension kan give råd til. Men der kommer ingen efterfølger.
Hyllested præstegård skal afvikles som præstegård. Det er en landsdækkende
tendens. Stadig flere sogne lægges sammen i flersognspastorater, og stadig
flere præstestillinger opslås uden tilhørende tjenestebolig.
Det er derfor en oplagt idé at udgive en antologi om
præstegården i Danmark, for hvad er det i grunden, der går tabt, når sognet
ikke længer har en præstegård? Det giver denne antologi intet sammenhængende
eller fyldestgørende svar på, og det er da heller ikke hensigten med den. Bidragyderne
har tydeligvis forstået deres opgave noget forskelligt. De fleste artikler
handler mere om præster end om præstegården, og nogle har en mere anekdotisk
end analytisk tilgang til stoffet.
Et gennemgående tema er præstegårdsteologien. For
udenforstående kan det lyde som et overflødigt eller måske endda nedsættende
begreb. En betydning af ordet er, at teologien er forudsætningen for
forkyndelsen, at der bedrives teologi, fordi der skal prædikes på søndag, som
man siger, men også at præsten skal kunne hæve blikket, se de større linjer og
ikke forsvinde i det daglige arbejde.
Udviklingen i den teologiske tænkning er ofte udgået fra
præstegårdene, fordi dygtige teologer enten er blevet holdt ude af
universitetsverdenen eller selv har valgt kaldets vej. Det gælder ikke mindst
det tidlige Tidehverv, for hvem titlen professor nærmest fungerede som
skældsord, som Niels Thomsen skriver. Også Vilhelm Beck, Kaj Thaning og Anders
Nørgaard får hver deres artikel. Nørgaard virkede som valgmenighedspræst i
Vejstrup på Fyn fra 1917 til sin død i 1943. Hans tolkning af Grundtvig var i
sin tid meget indflydelsesrig, og Torkil Jensen skildrer meget interessant, hvordan
Nørgaards tænkning hang sammen med, at han var præst. Man kunne derfor også
savne et bidrag om nogle andre de toneangivende præstegårdsteologer fra
Mellemkrigstiden, der kun omtales flygtigt: Knud Hansen og ikke mindst K.E.
Løgstrup. Sidstnævnte er et eksempel på en, der er gået fra præstegården til
universitetet. Nogle embeder er kendt som ”disputatssogne”, det vil sige at
arbejdet kan tilrettelægges, så man kan meritere sig akademisk samtidigt. Hele tre tidligere præster ved annekskirken
Lumsås i Odsherred har fortsat deres karriere på Det teologiske Fakultet i
København.
Søren Kierkegaard er ikke med i denne antologi af den grund,
at han aldrig havde embede. Grundtvig derimod er vanskeligere at komme uden om.
Han forstod sig selv som præst, men var som sådan faktisk meget moderne, fordi
han – med undtagelse af de få år, da han vikarierede for sin far i Udby – aldrig
fungerede som præst i en klassisk præstegård. Alligevel må man vel sige, at ingen
har præget præstegårdsteologien i Danmark som Grundtvig og at det derfor er en
mangel, at han kun er repræsenteret pr. vikar i bogen – gennem førnævnte Anders
Nørgaard, Otto Møller (og hvem Søren Jensen skriver) eller præstekonen Eline
Boisen (Anna Bojsen-Møller).
Christian Grund Sørensen skriver om Kaj Munk og Vedersø.
Munk bedrev ikke præstegårdsteologi i gængs forstand. Man kan endda hævde, at
han ikke havde nogen særlig teologi. Han var derimod repræsentant for en anden
type, digterpræsten. Til kategorien hører bl.a. St. St. Blicher, Jørgen
Thorgaard eller Erik Aalbæk Jensen, der heller ikke behandles i bogen.
Kun et par bidrag forholder sig til præstegården som
institution eller funktion. Frem til omlægningen af den kirkelige økonomi i de
første årtier af det 20. århundrede var driften af præstegården som landbrug sammen
med tienden det væsentligste økonomiske grundlag under præstens og dermed
kirkens virke, og ofte var præsten husbond for en stor husstand. Han var i
kraft af sin uddannelse og position både en standsperson og en, der i medfør af
sin funktion var i kontakt med både lugekoner og lensbaroner. Mange præster
engagerede sig i politik, da det blev muligt. Udkastet til Junigrundloven er
skrevet i præstegården i Vester Ulslev på Lolland, og siden har mange præster
og endnu flere cand.theol.er siddet i Folketinget. I sin gennemgang af 500 års
præstegårdshistorie nævner Jens Rasmussen også de såkaldte
præstegårdsseminarier i det 19. århundrede, som var forløbere for vor tids
læreruddannelse. Herudfra gik der en kulturel og kirkelig påvirkning især i
grundtvigsk retning, hvis betydning tåler sammenligning med folkehøjskolernes.
Den side af sagen havde også fortjent mere opmærksomhed.
Når denne antologi stritter lidt i mange retninger og
forsømmer at komme hele vejen rundt om sit emne, er det først og fremmest et
vidnesbyrd om, hvor stort og sammensat emnet er. Det kan simpelthen ikke dækkes
fyldestgørende af en bog på godt 200 sider. Bogen kan sagtens lystlæses, for
bidragene er godt og kyndigt skrevet, men den kalder også på en større og mere
systematisk gennemgang af fænomenet præstegården i Danmark i fortid og nutid.
(Kristeligt Dagblad 14. juli 2017. Avisen havde valgt en længere rubrik)
