Hvorfor ikke Kina?

Ole Høiris, 'Det vilde' i europæisk idéhistorie, Aarhus Universitetsforlag

Først en gåde: I begyndelsen af 14.-tallet rejste en stor flådeekspedition ud og nåede så langt som til Indien og Afrikas østkyst, hvorfra den hjembragte en giraf til hovedstaden, hvor dyret vakte stor opsigt. Hvad hed hovedstaden? Gåden er relevant, fordi denne bog handler om, hvordan de europæiske opdagelsesrejser og den europæiske ekspansion fra den sene middelalder og frem formede den europæiske tankegang. Bogen er nærmest en videnskabshistorie, der beskriver hvordan Europa bevægede sig fra et bibelsk verdensbillede i Middelalderen over et verdensbillede bestemt af antikke tænkere i Renæssancen til et videnskabeligt ideal bygget på iagttagelse og fornuft i Oplysningstiden. De oversøiske rejser var ifølge Høiris essentielle i denne udvikling, fordi de anfægtede de overleverede forestillinger om verden. ”Opdagelserne spillede således en meget afgørende rolle i dannelsen af den særlige måde at erkende og agere i verden på, noget, som blev først Vestens og siden hele verdens.” Forudsætningerne for, at disse rejser kunne foretages var udviklingen af større havgående skibe foruden kompasset, krudtet og trykketeknikken, mener Høiris.

Og så er vi tilbage ved gåden. Svaret er – Beijing. Den opdagelsesrejsende hed Zheng He. Han rejste på opdrag af sin kejser ud med skibe af en størrelse og et mandskab af et omfang, som det tog europæerne århundreder at matche. På dette tidspunkt havde kineserne udviklet både kompasset, krudtet og bogtrykkerkunsten – samt meget andet. Og kineserne foretog altså også opdagelsesrejser. Men hvis præcis de samme forudsætninger var til stede i Kina, hvorfor udviklede kineserne så ikke den samme tankegang og videnskab som europæerne? Dette spørgsmål – kendt blandt globalhistorikere som ”The Needham Question” – svarer Høiris ikke på.

Høiris er som idé- og videnskabshistoriker gammeldags i den forstand, at han på sin vis reproducerer den myte, som Oplysningstiden fortalte om sig selv, nemlig at den selv repræsenterede lyset, der afløste det middelalderlige, religiøse mørke. Dermed reproducerer han også den eurocentrisme, der glemmer f.eks. Kina. Her skal det retfærdigvis bemærkes, at Høiris ikke er klassisk eurocentrist i den forstand, at han synes, at alt godt kommer fra Europa. Han er meget kritisk over for det europæiske blik på verden. Bogens første sætning lyder: ”Der er et særligt træk ved den europæiske måde at opfatte andre folk på.” En væsentlig pointe er, at der i udviklingen fra Middelalderen til i dag gør sig en bemærkelsesværdig kontinuitet gældende, nemlig at europæernes skiftende verdensbilleder altid har placeret europæerne øverst i et forestillet hierarki blandt verdens folk, uanset om Bibelen, klassikerne eller moderne videnskab ligger til grund. Men det forbliver stadig eurocentrisme, uanset om man mener, at alt godt eller alt skidt kommer fra Europa.

Derfra er det blot som om projektet stikker lidt af fra Høiris, og han fortaber sig i videnskabshistoriske, kartografiske og mange andre refleksioner. Det er stadig en uhyre interessant bog, præget af, at dens forfatter har en lang karriere som universitetslærer bag sig. Man kan godt se mange af bogens pointer leveret som punchlines i et auditorium. Kvaliteten i Høiris’ undersøgelse ligger i detaljen, f.eks. hans ikonografiske analyse af ”vildmanden” i den europæiske forestillingsverden. Kapitlet om det europæiske møde med grønlænderne i det 16. og 17. århundrede – altså før Hans Egedes missionsfremstød – er også uhyre læseværdigt. Aarhus Universitetsforlag har dertil virkelig lagt sig i selen. Bogen er i stift bind og udsøgt illustreret i en høj trykkvalitet, finansieret af en række gode fonde.

Som akademisk afhandling udgivet på et universitetsforlag mangler bogen imidlertid en vigtig bestanddel, nemlig hvad man kalder forskningsdiskussionen. Det kan lyde som en uvedkommende og verdensfjern genre, men den er væsentlig, fordi den skal gøre rede for, hvad denne bog bibringer af ny viden, og hvorfor denne viden er vigtig. Hvad siger Høiris, som man ikke allerede kan få at vide ved at læse den eksisterende litteratur? Eller sagt på en anden måde: Hvorfor er denne bog ikke overflødig? Det er den ret dårlig til selv at gøre rede for, ikke mindst set i lyset af, at den skriver sig ind i en uhyre omfattende diskussion om, hvad der udgør det særligt europæiske. Høiris har isoleret sig selv fra denne diskussion, og det er en skam, for dermed bliver bogen kun relevant for dem, der kender denne diskussion i forvejen.

(Kristeligt Dagblad 15. maj 2021. Avisen havde en anden rubrik)