Ole Høiris, 'Det vilde' i europæisk idéhistorie, Aarhus Universitetsforlag
Først en gåde: I begyndelsen af 14.-tallet rejste en stor flådeekspedition ud og nåede så langt som til Indien og Afrikas østkyst, hvorfra den hjembragte en giraf til hovedstaden, hvor dyret vakte stor opsigt. Hvad hed hovedstaden? Gåden er relevant, fordi denne bog handler om, hvordan de europæiske opdagelsesrejser og den europæiske ekspansion fra den sene middelalder og frem formede den europæiske tankegang. Bogen er nærmest en videnskabshistorie, der beskriver hvordan Europa bevægede sig fra et bibelsk verdensbillede i Middelalderen over et verdensbillede bestemt af antikke tænkere i Renæssancen til et videnskabeligt ideal bygget på iagttagelse og fornuft i Oplysningstiden. De oversøiske rejser var ifølge Høiris essentielle i denne udvikling, fordi de anfægtede de overleverede forestillinger om verden. ”Opdagelserne spillede således en meget afgørende rolle i dannelsen af den særlige måde at erkende og agere i verden på, noget, som blev først Vestens og siden hele verdens.” Forudsætningerne for, at disse rejser kunne foretages var udviklingen af større havgående skibe foruden kompasset, krudtet og trykketeknikken, mener Høiris.
Og så er vi tilbage ved gåden. Svaret er – Beijing. Den
opdagelsesrejsende hed Zheng He. Han rejste på opdrag af sin kejser ud med
skibe af en størrelse og et mandskab af et omfang, som det tog europæerne
århundreder at matche. På dette tidspunkt havde kineserne udviklet både
kompasset, krudtet og bogtrykkerkunsten – samt meget andet. Og kineserne
foretog altså også opdagelsesrejser. Men hvis præcis de samme forudsætninger
var til stede i Kina, hvorfor udviklede kineserne så ikke den samme tankegang
og videnskab som europæerne? Dette spørgsmål – kendt blandt globalhistorikere som
”The Needham Question” – svarer Høiris ikke på.
Høiris er som idé- og videnskabshistoriker gammeldags i den
forstand, at han på sin vis reproducerer den myte, som Oplysningstiden fortalte
om sig selv, nemlig at den selv repræsenterede lyset, der afløste det
middelalderlige, religiøse mørke. Dermed reproducerer han også den
eurocentrisme, der glemmer f.eks. Kina. Her skal det retfærdigvis bemærkes, at
Høiris ikke er klassisk eurocentrist i den forstand, at han synes, at alt godt
kommer fra Europa. Han er meget kritisk over for det europæiske blik på verden.
Bogens første sætning lyder: ”Der er et særligt træk ved den europæiske måde at
opfatte andre folk på.” En væsentlig pointe er, at der i udviklingen fra
Middelalderen til i dag gør sig en bemærkelsesværdig kontinuitet gældende,
nemlig at europæernes skiftende verdensbilleder altid har placeret europæerne
øverst i et forestillet hierarki blandt verdens folk, uanset om Bibelen,
klassikerne eller moderne videnskab ligger til grund. Men det forbliver stadig
eurocentrisme, uanset om man mener, at alt godt eller alt skidt kommer fra
Europa.
Derfra er det blot som om projektet stikker lidt af fra Høiris,
og han fortaber sig i videnskabshistoriske, kartografiske og mange andre
refleksioner. Det er stadig en uhyre interessant bog, præget af, at dens
forfatter har en lang karriere som universitetslærer bag sig. Man kan godt se mange
af bogens pointer leveret som punchlines i et auditorium. Kvaliteten i Høiris’
undersøgelse ligger i detaljen, f.eks. hans ikonografiske analyse af
”vildmanden” i den europæiske forestillingsverden. Kapitlet om det europæiske
møde med grønlænderne i det 16. og 17. århundrede – altså før Hans Egedes
missionsfremstød – er også uhyre læseværdigt. Aarhus Universitetsforlag har
dertil virkelig lagt sig i selen. Bogen er i stift bind og udsøgt illustreret i
en høj trykkvalitet, finansieret af en række gode fonde.
Som akademisk afhandling udgivet på et universitetsforlag
mangler bogen imidlertid en vigtig bestanddel, nemlig hvad man kalder
forskningsdiskussionen. Det kan lyde som en uvedkommende og verdensfjern genre,
men den er væsentlig, fordi den skal gøre rede for, hvad denne bog bibringer af
ny viden, og hvorfor denne viden er vigtig. Hvad siger Høiris, som man ikke
allerede kan få at vide ved at læse den eksisterende litteratur? Eller sagt på
en anden måde: Hvorfor er denne bog ikke overflødig? Det er den ret dårlig til
selv at gøre rede for, ikke mindst set i lyset af, at den skriver sig ind i en uhyre
omfattende diskussion om, hvad der udgør det særligt europæiske. Høiris har
isoleret sig selv fra denne diskussion, og det er en skam, for dermed bliver
bogen kun relevant for dem, der kender denne diskussion i forvejen.
(Kristeligt Dagblad 15. maj 2021. Avisen havde en anden rubrik)