Første Verdenskrig, The Great War, Den Store Krig, som den
stadig kaldes på engelsk, betegnes ofte som et meget stort skel i europæisk
historie, fordi denne krig opfattes som et retningsløst blodbad og et
meningsløst vanvid. Det er især de store slag på Vestfronten - Verdun, Ypres,
Somme osv. – der har fået lov til at stå som billedet på en krig, der blev
udkæmpet i et tilsyneladende konstant regnfuldt efterår i Belgien og det
nordlige Frankrig, et søle af underafkølet mudder og blod, der ikke rykkede sig
ud af stedet. Det blev den krig, der for alvor slog det dogme fast i den
europæiske bevidsthed, at krigen selv er uden mening, at væbnet konflikt er
det, der indtræffer, når verden er løbet tør for fornuft og menneskelighed.
Hew Strachan nuancerer dette billede betydeligt på flere
punkter. For det første fremhæver han, at denne i udgangspunktet europæiske
krig faktisk var en verdenskrig, fordi den blev udkæmpet på hele det eurasiske
kontinent, i Afrika samt på alle verdenshave alene af den grund, at
størstedelen af verden uden for de amerikanske kontinenter var underlagt
europæisk koloniherredømme.For det andet går han ud fra den grundlæggende antagelse, at krig føres af en grund. Der er mening i det, som så let afskrives som galskab.
Krig er et middel til at opnå et formål, der ofte er helt legitimt, f.eks. at opretholde statslig suverænitet, varetage allianceforpligtelser eller beskytte vitale interesser. Blandt mange begivenheder, kan nævnes to som eksempel på Strachans tilgang. Det mislykkede britiske forsøg på at overtage herredømmet over udsejlingen fra Sortehavet, kendt som nederlaget ved Gallipoli, afskrives normalt som en stor fejl af daværende marineminister Churchill, men Strachan redegør klart for, hvorfor ideen ikke var så tosset endda i udgangspunktet. Tilsvarende giver han en afvejet bedømmelse af det armenske folkedrab. Han underbetoner på ingen måde det tragiske element, men peger på, at skyldsspørgsmålet måske ikke lader sig afgøre så let.
Som en tredje vigtig pointe peger han på, at krigens udbrud ikke skyldtes de største krigsførende parter, Frankrig, Tyskland, Storbritannien, Rusland eller USA, men det habsburgske dobbeltmonarki, Østrig-Ungarn. Forud for krigsudbruddet i 1914 var gået to i sammenligning små krige på Balkan, der havde haft som resultat, at Serbien havde ekspanderet på bekostning af både Det osmanniske Rige og det habsburgske. Da en serbisk understøttet gruppe af attentatmænd trods amatøragtig forberedelse og virkelig elendig udførelse havde held til at myrde den habsburgske tronfølger, Franz-Ferdinand, i Sarajevo i sommeren 1914, blev Wien provokeret til at udløse en krig, der havde til hensigt at sætte serberne på plads. Det var denne regionale konflikt, der i løbet af ganske få måneder eskalerede til en krig i største skala.
Krigen udgjorde det endelige sammenbrud for en vellykket magtbalance,
for næsten et århundredes fravær af større væbnede konflikter i Europa.
Napoleonskrigene var sluttet med en aftale mellem stormagterne i Wien i 1815 om
en afvejning af interesser, der betød et gennembrud for diplomatiet som
konfliktløsningsmiddel. Dette system, kaldet den europæiske koncert, var ikke
perfekt. Ikke mindst Preussens opstigning til dominerende magt på kontinentet
med dannelsen af det andet tyske kejserrige i 1871 forskubbede balancen som et
resultat af de tre krige mod henholdsvis Danmark, Østrig og Frankrig i 1864,
1866 og 1870.
Strachan nævner ikke krigen i 1864, og det kan ikke undre, for
selv i tysk historieskrivning er den stort set glemt. Det var en meget isoleret
konflikt i europæisk sammenhæng, men helt afgørende for opbygningen af
preussisk dominans i Nordeuropa og dermed en nøgle til forståelse af
sammenbruddet af den europæiske koncert. Heller ikke afståelsen af de dansk
vestindiske øer i 1917, der var en af forudsætningerne for USA’s indtræden i
krigen, nævnes. Øerne kunne have udgjort et centralt flådestøttepunkt for
tyskerne, hvis de havde valgt at besætte Danmark. Det er ganske vist en detalje
i det store billede, men ikke desto mindre en, som kunne have perspektiveret temaet
for den danske læser. Til gengæld er et af verdenshistoriens største søslag
mellem skibe bygget af stål, The Battle of Jutland i 1916, omhyggeligt omtalt.
Strachans oversigt over krigen er klassisk krigshistorie.
Han lægger vægt på betydningen af den teknologiske og økonomiske udvikling,
militære strategier og taktikker. Som læser er man godt tjent med at have et
atlas ved hånden, hvis man ikke på forhånd er fortrolig med flodernes forløb på
Balkan eller atollernes fordeling i Stillehavet. De kort, som er aftrykt i
bogen, er ikke meget værd, og illustrationerne yder ikke bogens ambition nogen
retfærdighed.Det er en både vedkommende og udfordrende bog. Strachan har med overblik og detailindsigt kondenseret et utroligt omfattende begivenhedskompleks på mindre end 400 sider uden at læseren følger sig forsømt. Det er noget af en præstation.
