Kristian Ditlev Jensen, Sydslesvig – steder og mennesker, Gyldendal, 207 sider
”Sydslesvig findes ikke længere. Det er et faktum.
Betegnelsen dækker over den del af den tyske delstat Schleswig-Holstein, som
engang for mange, mange år siden tilhørte det danske rige.” Sådan indledes et
af kapitlerne i denne sammensatte bog. Det er godt skrevet, men i bedste fald
upræcist.
Hertugdømmerne Slesvig og Holsten hørte indtil 1864 under
den danske krone. Slesvig og Sønderjylland var indtil da synonymer. Derefter
skete der en betydningsforskydning, således at Sønderjylland blev betegnelsen
for den nordlige halvdel af Slesvig, hvoraf det meste i 1920 blev dansk, mens
Sydslesvig siden har været brugt – mest af danskerne – om den del, der forblev
tysk, og hvor der bor et dansk mindretal.
Kristian Ditlev Jensen bevæger sig i flere genrer. Første
kapitel er et interview med Gerda, der har boet i Læk hele sit liv. Andet
kapitel handler om, hvordan Jensen selv flyttede ”fra den gastronomiske armod i
Sønderjylland” til Flensborg, hvor udbuddet af god mad er meget bedre ifølge
Jensen. (Den skal han nok lige vende med slagter Vollstedt i Haderslev.)
Tredje
kapitel gennemgår Flensborg Avis fra tirsdag den 5. januar i år blandt andet med
gengivelse af fire helsider fra avisen i faksimile. Der står meget interessant
i den avis. Fjerde kapitel udgøres af indtryk fra ture til blandt andet Sylt og
Altona, ”der ligger som et minde om det danske kongeriges sydligste del”, som
han skriver, selv om Holsten netop ikke var en del af kongeriget, men et
hertugdømme i personalunion med Danmark. Det kan lyde pedantisk, men det er
sådan noget man går meget op i på de kanter.
Femte kapitel handler om julemarkeder i blandt andet
Sydslesvig, og sjette kapitel er et interview med den netop afgåede
museumsinspektør fra Sønderborg Slot, Inge Adriansen, der fortæller indsigtsfuldt
om det lokale køkken. Syvende kapitel er en parafrase over Politikens ”Ture i
Nord- og Sydslesvig” fra 1965. Ottende kapitel er et essay om mindretal, hvor
Jensen blandt meget andet også kommer ind på jøderne i Danmark: ”Det er ikke
uden grund, at det ikke hedder Det jødiske Samfund i Danmark, men derimod Det
Mosaiske Trossamfund i Danmark. Det er jødernes egen betegnelse for sig selv.”
Det er det så lige præcis ikke. Den største jødiske menighed i Danmark har
faktisk for nylig skiftet navn fra ’Det mosaiske Troessamfund’ (med e) til ’Det
jødiske Samfund’.
I kapitel 9 anvises, hvordan man tilbereder surkål. Kapitel
10 handler om kirkelivet i Grænselandet, og epilogen er historien om, hvordan
rockjournalisten Jan Poulsen som halvstor dreng i 1970erne var på en spændende cykeltur
i Sydslesvig.
Illustrationerne fylder meget, men de er helt uformidlede. Portrættet
af den ældre dame, der interviewes i kapitel 1, gengives over et helt opslag –
eller man må formode det er hende, for billedteksten lyder bare: ”Læk”. Hele
side 155 fyldes op af fotografiet af en i Rendsborg indregistreret Volvo 544
stående i en parkeringskælder. På side 38 er der et mindre foto fra Husum af en
Mercedes 230 TE, som også er en god bil. På hele opslaget s. 120-21 gengives et
sløret billede af en traktor, der kører med halm- eller høballer. Det er ifølge
billedteksten taget i Aventoft. Julekuglen, der gengives i en knivskarp næroptagelse
tværs over hele opslaget s. 94-95 er til gengæld fra Eckernførde. En stabel
Nutellaglas – ifølge billedteksten i Flensborg – er interessant, fordi de
fleste danskere opfatter det som et tysk produkt. Det er italiensk.
Historien er ikke Kristian Ditlev Jensens stærke side, og
det er et problem, hvis man vil skrive om en region, hvor fortiden er så
nærværende, at de døde omtrent har stemmeret. Det er Jensens gode pen, der
holder bogen flydende, og hans almindelige begejstring for Sydslesvig forsyner
den med energi. Den står stærkest, hvor han kombinerer sine evner for at
almengøre det selvoplevede med noget håndgribeligt som f.eks. i kapitlet om surkål. Men den mangler foruden en ordentlig
billedredaktion først og fremmest ret kurs. Den er hverken rejse-, koge-, historie-,
foto-, erindrings- eller reportagebog. Den virker som resultatet af en
brainstorm, hvor forfatter og forlag bare har glemt at sortere i ideerne
bagefter.
(Kristeligt Dagblad 9. sept. 2016)
Ingen kommentarer:
Send en kommentar