Genforeningen

Hans Schultz Hansen, Genforeningen, Aarhus Universitetsforlag, 100 sider


100-året for Genforeningen fejres i år med alle fanfareorglets registre trukket ud. Det var og er en af de helt store begivenheder i Danmarks historie. Men spørgsmålet er, hvordan vi tolker den? Var den en heling af det sår, der var åbnet i 1864? Var den bod for den uret, der var begået mod de danske slesvigere? Eller var den en tragedie for det engang så rige og stolte hertugdømme Slesvig, der endegyldigt blev delt i to dele, hver med et fremmedgjort mindretal? Eller med Hans Schultz Hansens ord ”reduceret til to periferier i hver sin nationalstat.” Han svarer ikke på spørgsmålet, men idet han stiller det, er der åbnet for en rigere og mere nuanceret tolkning af det, der kun med alt for stor lethed kunne reduceres til en selvfejring, hvor danskerne begejstret forsikrer hinanden om, hvor langt vi er nået med fredelige midler og demokratiske afstemninger.

Hansen viser, hvordan Genforeningen var alt andet end konfliktfri forstået på den måde, at den var en funktion af en krig og resultat af en magtkamp. Den var blevet muligt takket være Tysklands nederlag i Den store Krig, og selv grænsedragningen var genstand for en intens politisk kamp nationalt og internationalt. Den udløste den alvorligste konstitutionelle krise i Danmark i det 20. århundrede, da Christian X afskedigede regeringen Zahle i påsken 1920. Den radikale Zahle arbejdede for en grænsedragning meget lig den nuværende, mens kongen sympatiserede med de kræfter inden for og uden for politik, der ønskede at få Flensborg til Danmark. Kongen handlede ikke på egen hånd, men som aktør i et intenst politisk spil, hvor han havde opbakning både i Venstre og blandt konservative. Heller ikke Zahle var en passiv uskyldighed, da han undlod at rådgive kongen om, hvad konsekvenserne af hans beslutning blev. Zahle så gerne til med korslagte arme, mens den københavnske pøbel krævede kongens afgang. Men den popularitet Christian X satte til i foråret 1920, genvandt han ved sin deltagelse i den symbolske generobring af det tabte land i sommeren samme år, da han krydsede Kongeåen på en hvid hest.

Genforeningen blev aldrig et spørgsmål, der kunne afgøres som en aftale mellem Berlin og København. Hansen lægger i sin redegørelse vægt på den betydning det havde, at de sejrende magter i verdenskrigen indoptog en revision af den dansk-tyske grænse som en del af den samlede fredsslutning med Tyskland. Det kunne godt virke som om Danmark havde brug for de sejrende stormagter til at vride armen om på Tyskland, men det var faktisk ikke tilfældet. Tidligt efter våbenhvilen i november 1918 erklærede Berlin sig villig til at regulere grænsen efter principperne om folkenes selvbestemmelsesret, og det så en overgang ud til, at en ny grænsedragning kunne ordnes som et bilateralt dansk-tysk mellemværende. Men sejrsmagterne tog over, og dikterede mere eller mindre betingelserne uden at lytte alt for meget til den danske regering. Til gengæld lykkedes det private, danske lobbyister at gøre deres indflydelse gældende. Den egentlige afgørelse om den fremtidige grænse blev afgjort, da grænserne mellem de zoner, hvor der skulle stemmes, blev trukket, og da det blev afgjort, hvem der kunne stemme. Betydning fik det f.eks. da en bestemmelse om, at man skulle være bosiddende i afstemningsdistriktet for at have stemmeret, bortfaldt ved et ubemærket pennestrøg. Det var nok, at man var født i distriktet eller havde beboet det tidligere, hvilket førte til en tilstrømning af stemmeafgivere fra både nord og ikke mindst syd.

Da afstemningerne endelig fandt sted i februar og marts 1920, var de afgørende beslutninger altså truffet. Resultatet er velkendt. Men bare fordi grænsen har været den samme i 100 år, betyder ikke at den har været uanfægtet. Nazityskland accepterede ikke Versaillesfredens betingelser og dermed heller ikke 1920-grænsen. Det blev fra Berlin effektivt brugt til at intimidere København med implicitte trusler om en grænserevision mod nord. Danmark stod uden allierede i 1930erne og var presset helt i bund. Som Hansen påpeger kom den første officielle tyske anerkendelse af 1920-grænsen paradoksalt nok den 9. april 1940 i et tysk memorandum til den danske regering. Men da var betingelserne naturligvis også forandret, idet tyskerne nu havde brug for at opretholde illusionen om en ukrænket dansk territorial integritet og besættelsen som en overenskomst mellem to ligeværdige stater. En egentlig traktatlig stadfæstelse af den dansk-tyske relation i grænselandet kom i 1955, da forbundskansler Adenauer til gengæld for dansk tilslutning til Vesttysklands optagelse i NATO gav betydelige indrømmelser til det danske mindretal i Sydslesvig. Samtidig blev der i København afgivet en tilsvarende erklæring om det tyske mindretals rettigheder i Nordslesvig. Disse to ensidige erklæringer, der i praksis er gensidige, fungerer i dag som grundlag for en fredelig sameksistens hen over den grænse, der delte Slesvig i 1920.

Hans Schultz Hansen har haft held med at samle Genforeningens forudsætninger, forløb og efterliv i et effektivt kondensat af en historiebog. Det bliver stedvist lige lovlig sammentrængt, når han øser af sin kundskabs rigdom. Man mærker, at pointerne har stået i kø og ofte har måttet finde afløb i en bisætning. Men det er altså også virkelig kompliceret stof, og vil man have en lille, overskuelig og velillustreret introduktion til dette sammensatte emne og dets mulige tolkninger, er denne bog et rigtig godt sted at begynde.

(Kristeligt Dagblad 4. februar 2020, avisen rubrik var en anden)

Værdikamp i slutningen af 1700-tallet

Lars N. Henningsen: Værdikamp og Folkeuro. Bønder, præster og øvrighed i 1790’ernes Slesvig

I 1797 blev der indført en ny agende (alterbog) for Slesvig og Holsten. Lars N. Henningsen har i denne bog sat sig for at udrede baggrunden for reformen og ikke mindst dens modtagelse i Slesvig. Hertugdømmerne var i kirkelig henseende meget sammensat. Den gudstjenestelige praksis, ritualer og liturgi var ikke ensrettet. Pietismen og brødremenigheden havde betydeligt folkeligt og gejstligt rodfæste. Landsdelen var et broget tæppe af varierende jurisdiktioner og myndighedsområder. Dele af det nordlige Slesvig var slet ikke omfattet af reformen, fordi de lå under enten Fyens Stift eller Ribe Stift og derfor hørte under kongerigets regler.

I den vestlige del af Slesvig, især halvøen Ejdersted, var der en gammel tradition for udpræget selvstændighed og bondefrihed. Blandt andet havde menigheden i nogle sogne afgørende medindflydelse, når en ny præst skulle kaldes. Kaldsretten var ellers sædvanligvis kongens. Det var også fra det vestlige Slesvig at modstanden mod den nye alterbog udgik. Til myndighedernes, herunder store dele af gejstlighedens, overraskelse bredte den folkelige modstand sig til hele landsdelen i et omfang, så reformen reelt måtte trækkes tilbage.

Forlægget for ’Den Slesvig-Holsteenske Kirke-Agende’ blev udfærdiget af generalsuperintendent (biskop) for Slesvig J.G.C. Adler, der hørte til de oplysningsvenlige teologer. Agenden indførte omfattende ændringer. Blandt andet blev antallet af perikoper (tekstlæsninger) udvidet, antallet af gentagelser af Fadervor reduceret, dåbs- og nadverritualet ændret og den aronitiske velsignelse (”Herren velsigne dig og bevare dig etc.”) afskaffet.

Henningsen mener, at reformen var et oplysningsprojekt drevet frem af en fremskridtstroende dannelseselite, der var i pagt med Oplysningstidens rationalisme og dens teologiske aflæggere, neologien og deismen. Han nedtoner den mulighed, at alterbogsreformen faktisk kunne være motiveret af en oprigtig intention om at forny gudstjenesten til gavn for landsdelens religiøse liv i kombination med enevældens generelle tendens til systematisering og ensretning i lovgivningen.

I spidsen for reformprocessen stod A.P. Bernstorff, lederen af Tyske Kancelli, den del af centraladministrationen i København, hvorfra hertugdømmerne blev regeret. Han var selv vokset op i et pietistisk hjem og forlod aldrig sin barnetro. Han døde imidlertid i 1797 og blev afløst af Cay Reventlow, der var modstander af reformen, og det medførte at centraladministrationen derefter førte en vigende og uklar kurs, som snarere befordrede end dæmpede modstanden, mener Henningsen.

Henningsen ser den folkelige modstand mod reformen som et udslag af værdipolitiske kampe mellem en elite og en konservativ almue, der så sit verdensbillede og sin gudstro udfordret af en uforklaret vilje til forandring fra centraladministrationens side. Man kan ikke bare sig for den iagttagelse, at Henningsen, der har en lang karriere bag sig i statens arkiver, måske trækker lidt på personlige erfaringer i sine konklusioner.

Til bogens fordel taler blandt andet Henningsens dybe kendskab til lokale forhold på sogneniveau og hans suveræne overblik over kildegrundlaget. Dertil kommer en delikat billedredaktion.

Henningsens studie af denne i dansk kirkehistorie ofte oversete episode føjer væsentlige aspekter til forståelsen af den betydelige konservatisme, hvormed liturgien i den danske folkekirke omfattes.

Biskop P.O. Boisens ”Plan til en Forbedring ved den offentlige Gudsdyrkelse” fra 1805 led skibbrud på linje med senere reformforslag af bl.a. biskop Mynster. Anden tekstrække blev indført 1885 og Nordslesvigs kirker blev inkorporeret i Folkekirken efter 1920, men ellers forblev gudstjenesteordningen af 1688 – til trods for flere afgørende udfordringer især om dåbsritualet i det 20. århundrede – i kraft indtil 1992, da en ny alterbog blev autoriseret af Dronningen. Og højmessen afsluttes stadig med den aronitiske velsignelse.

(Kristeligt Dagblad 22. dec. 2016)

Hverken det ene eller det andet

Kristian Ditlev Jensen, Sydslesvig – steder og mennesker, Gyldendal, 207 sider

”Sydslesvig findes ikke længere. Det er et faktum. Betegnelsen dækker over den del af den tyske delstat Schleswig-Holstein, som engang for mange, mange år siden tilhørte det danske rige.” Sådan indledes et af kapitlerne i denne sammensatte bog. Det er godt skrevet, men i bedste fald upræcist.

Hertugdømmerne Slesvig og Holsten hørte indtil 1864 under den danske krone. Slesvig og Sønderjylland var indtil da synonymer. Derefter skete der en betydningsforskydning, således at Sønderjylland blev betegnelsen for den nordlige halvdel af Slesvig, hvoraf det meste i 1920 blev dansk, mens Sydslesvig siden har været brugt – mest af danskerne – om den del, der forblev tysk, og hvor der bor et dansk mindretal.

Kristian Ditlev Jensen bevæger sig i flere genrer. Første kapitel er et interview med Gerda, der har boet i Læk hele sit liv. Andet kapitel handler om, hvordan Jensen selv flyttede ”fra den gastronomiske armod i Sønderjylland” til Flensborg, hvor udbuddet af god mad er meget bedre ifølge Jensen. (Den skal han nok lige vende med slagter Vollstedt i Haderslev.) 

Tredje kapitel gennemgår Flensborg Avis fra tirsdag den 5. januar i år blandt andet med gengivelse af fire helsider fra avisen i faksimile. Der står meget interessant i den avis. Fjerde kapitel udgøres af indtryk fra ture til blandt andet Sylt og Altona, ”der ligger som et minde om det danske kongeriges sydligste del”, som han skriver, selv om Holsten netop ikke var en del af kongeriget, men et hertugdømme i personalunion med Danmark. Det kan lyde pedantisk, men det er sådan noget man går meget op i på de kanter.

Femte kapitel handler om julemarkeder i blandt andet Sydslesvig, og sjette kapitel er et interview med den netop afgåede museumsinspektør fra Sønderborg Slot, Inge Adriansen, der fortæller indsigtsfuldt om det lokale køkken. Syvende kapitel er en parafrase over Politikens ”Ture i Nord- og Sydslesvig” fra 1965. Ottende kapitel er et essay om mindretal, hvor Jensen blandt meget andet også kommer ind på jøderne i Danmark: ”Det er ikke uden grund, at det ikke hedder Det jødiske Samfund i Danmark, men derimod Det Mosaiske Trossamfund i Danmark. Det er jødernes egen betegnelse for sig selv.” Det er det så lige præcis ikke. Den største jødiske menighed i Danmark har faktisk for nylig skiftet navn fra ’Det mosaiske Troessamfund’ (med e) til ’Det jødiske Samfund’. 

I kapitel 9 anvises, hvordan man tilbereder surkål. Kapitel 10 handler om kirkelivet i Grænselandet, og epilogen er historien om, hvordan rockjournalisten Jan Poulsen som halvstor dreng i 1970erne var på en spændende cykeltur i Sydslesvig.

Illustrationerne fylder meget, men de er helt uformidlede. Portrættet af den ældre dame, der interviewes i kapitel 1, gengives over et helt opslag – eller man må formode det er hende, for billedteksten lyder bare: ”Læk”. Hele side 155 fyldes op af fotografiet af en i Rendsborg indregistreret Volvo 544 stående i en parkeringskælder. På side 38 er der et mindre foto fra Husum af en Mercedes 230 TE, som også er en god bil. På hele opslaget s. 120-21 gengives et sløret billede af en traktor, der kører med halm- eller høballer. Det er ifølge billedteksten taget i Aventoft. Julekuglen, der gengives i en knivskarp næroptagelse tværs over hele opslaget s. 94-95 er til gengæld fra Eckernførde. En stabel Nutellaglas – ifølge billedteksten i Flensborg – er interessant, fordi de fleste danskere opfatter det som et tysk produkt. Det er italiensk.

Historien er ikke Kristian Ditlev Jensens stærke side, og det er et problem, hvis man vil skrive om en region, hvor fortiden er så nærværende, at de døde omtrent har stemmeret. Det er Jensens gode pen, der holder bogen flydende, og hans almindelige begejstring for Sydslesvig forsyner den med energi. Den står stærkest, hvor han kombinerer sine evner for at almengøre det selvoplevede med noget håndgribeligt som f.eks. i kapitlet om surkål.  Men den mangler foruden en ordentlig billedredaktion først og fremmest ret kurs. Den er hverken rejse-, koge-, historie-, foto-, erindrings- eller reportagebog. Den virker som resultatet af en brainstorm, hvor forfatter og forlag bare har glemt at sortere i ideerne bagefter.

(Kristeligt Dagblad 9. sept. 2016)

Arkitekturens grænseoverskridende sprog

Peter Dragsbo: Arkitektur til grænsen. Arkitektur og nation i europæiske grænselande 1850-1940

Museum Sønderjylland

Perioden 1850-1940 betegnes normalt som historicismens eller de historiske stilarters epoke i arkitekturen. Før den tid var europæisk arkitektur præget af klassicismen. Den er sådan set også er en historisk stilart, idet den hylder principperne fra det klassiske Rom og Grækenland, men klassicismen blev af dens tilhængere betragtet som en tidløs norm. I Danmark var den repræsenteret af en arkitekt som C.F. Hansen, der byggede i både Altona og København.

Det, der adskiller historicismen fra klassicismen er, at den ikke længere føler sig bundet af et bestemt formskema, men frit kan vælge mellem og sammensætte stiltræk og elementer fra hele historien. Den svarer altså til den romantiske digtnings opgør med fortiden, blot med godt en generations forsinkelse.

Med udgangspunkt i fire grænseregioner - Alsace-Lorraine, Poznan, Slesvig og Sydtyrol – viser Dragsbo, hvordan denne nye valgfrihed i arkitekturen spillede sammen med de nationale og politiske konflikter, som prægede disse regioner. Han viser, hvordan historicismens store udbud af æstetiske programmer blev brugt som magt- og/eller kulturpolitiske instrumenter. Mest tydeligt i den henseende er det tyske kejserriges påfaldende lyst til at opstille gigantiske mindesmærker til forherligelse af sig selv som f.eks. det i 1945 bortsprængte på Knivsbjerg. Dragsbo interesserer sig dog ikke så meget for disse kulturpolitiske stavepladeprojekter. I centrum for hans undersøgelse står institutionsbyggeriet: banegårde, posthuse, kirker, forsamlingshuse, skoler, kaserner, rådhuse osv. Dragsbo viser, at for at forstå signalværdien af de enkelte bygninger, skal de sættes ind i deres kronologiske og regionale kontekst. Der findes ikke nogen entydig ”tysk”, ”fransk” eller ”dansk” arkitektur, men det betyder ikke, at arkitekturen ikke har spillet en væsentlig rolle i de nationale stridigheder.

De tyske marinestationer i Sønderborg og Flensborg/Mürwik, opført i årene 1906-08, var om noget en rigstysk magtmanifestation. Erobringen af hertugdømmerne og udgravningen af en kanal fra Kiel til Elben gjorde det meningsfuldt at placere en stor del af den kejserlige flåde i Østersøen. Lokalt var stilen let at identificere som ”tysk”. I begge tilfælde kom inspirationen fra den nordtyske teglstensgotik, der historisk knyttede an til den tyske ridderorden og dens borg Marienburg i det nuværende Polen. I Metz gennemtrumfede Wilhelm II imidlertid samtidig ”sit kejserligt-romanske dekorationsapparat” til byens hovedbanegård og postkontor som en reference til det 12. århundredes (hohen)staufiske kejsere. I Metz svarede de fransksindede arkitekter med at kopiere Napoleon III’s Paris, opført i ny-rokoko. I det fransk-tyske grænseland havde gotikken ikke samme signalværdi, fordi den dér var en fælles kulturarv. I Köln derimod blev færdiggørelsen af domkirken – opført i nordfransk gotik – til et symbol på Tysklands samling og genrejsning, mens der til tidens store kirkebyggeri i Berlin, Berliner Dom, blev anvendt barok.

Til komplikationerne af forståelsen af arkitekturen som udtryk for noget nationalt føjer sig hjemstavnsbevægelsen, der voksede sig stærk efter århundredeskiftet. I Slesvig søgte både tyske og danske arkitekter inspiration i den lokale byggeskik i almindelighed og Møgeltønders bondebarok i særdeleshed. Dragsbo viser, hvordan Heimatpflege og Bauschutz på tysk og Bedre Byggeskik på dansk side var udtryk for samme ambition og i høj grad også samme stilideal. Hvad der på tysk side forblev et regional fænomen, voksede sig i Danmark imidlertid til en national bevægelse med centrum på Vestsjælland, der gav inspiration tilbage til Sønderjylland, f.eks. i form af Danebod Højskole på Als.

Efter 1920 skiltes vejene igen. Deutsches Haus og banegården i Flensborg er ganske vist i overensstemmelse med den lokale tradition bygget i tegl, men i en ny-klassicistisk monumentalstil, som ikke blev dyrket umiddelbart nord for grænsen.  Her skal man til banegården i Aarhus eller politigården i København for at finde noget lignende. Det nationale program i det genvundne Sønderjylland føjede sig heller ikke nødvendigvis til det regionale. I Rinkenæs opførtes i 1932 en ny kirke efter en opskrift, der umiddelbart kan opfattes som ”typisk dansk landsbykirke” (blot lidt større). Imidlertid er den typisk østdansk, og den lokale tyske befolkning kritiserede den for at sætte ”et fynsk stempel” på egnen.

Dragsbo har selv taget de fleste af bogens mange billeder. Det ville have klædt den med professionelle optagelser – og et register – men til gengæld glæder man sig over den lave pris for så flot et værk, et standardværk tør jeg godt sige, der bidrager meget væsentligt til vores forståelse af, hvorfor bygninger fra denne periode ser ud som de gør – og ikke blot i grænseregionerne.

(Grænsen, okt. 2015)