Værdikamp i slutningen af 1700-tallet

Lars N. Henningsen: Værdikamp og Folkeuro. Bønder, præster og øvrighed i 1790’ernes Slesvig

I 1797 blev der indført en ny agende (alterbog) for Slesvig og Holsten. Lars N. Henningsen har i denne bog sat sig for at udrede baggrunden for reformen og ikke mindst dens modtagelse i Slesvig. Hertugdømmerne var i kirkelig henseende meget sammensat. Den gudstjenestelige praksis, ritualer og liturgi var ikke ensrettet. Pietismen og brødremenigheden havde betydeligt folkeligt og gejstligt rodfæste. Landsdelen var et broget tæppe af varierende jurisdiktioner og myndighedsområder. Dele af det nordlige Slesvig var slet ikke omfattet af reformen, fordi de lå under enten Fyens Stift eller Ribe Stift og derfor hørte under kongerigets regler.

I den vestlige del af Slesvig, især halvøen Ejdersted, var der en gammel tradition for udpræget selvstændighed og bondefrihed. Blandt andet havde menigheden i nogle sogne afgørende medindflydelse, når en ny præst skulle kaldes. Kaldsretten var ellers sædvanligvis kongens. Det var også fra det vestlige Slesvig at modstanden mod den nye alterbog udgik. Til myndighedernes, herunder store dele af gejstlighedens, overraskelse bredte den folkelige modstand sig til hele landsdelen i et omfang, så reformen reelt måtte trækkes tilbage.

Forlægget for ’Den Slesvig-Holsteenske Kirke-Agende’ blev udfærdiget af generalsuperintendent (biskop) for Slesvig J.G.C. Adler, der hørte til de oplysningsvenlige teologer. Agenden indførte omfattende ændringer. Blandt andet blev antallet af perikoper (tekstlæsninger) udvidet, antallet af gentagelser af Fadervor reduceret, dåbs- og nadverritualet ændret og den aronitiske velsignelse (”Herren velsigne dig og bevare dig etc.”) afskaffet.

Henningsen mener, at reformen var et oplysningsprojekt drevet frem af en fremskridtstroende dannelseselite, der var i pagt med Oplysningstidens rationalisme og dens teologiske aflæggere, neologien og deismen. Han nedtoner den mulighed, at alterbogsreformen faktisk kunne være motiveret af en oprigtig intention om at forny gudstjenesten til gavn for landsdelens religiøse liv i kombination med enevældens generelle tendens til systematisering og ensretning i lovgivningen.

I spidsen for reformprocessen stod A.P. Bernstorff, lederen af Tyske Kancelli, den del af centraladministrationen i København, hvorfra hertugdømmerne blev regeret. Han var selv vokset op i et pietistisk hjem og forlod aldrig sin barnetro. Han døde imidlertid i 1797 og blev afløst af Cay Reventlow, der var modstander af reformen, og det medførte at centraladministrationen derefter førte en vigende og uklar kurs, som snarere befordrede end dæmpede modstanden, mener Henningsen.

Henningsen ser den folkelige modstand mod reformen som et udslag af værdipolitiske kampe mellem en elite og en konservativ almue, der så sit verdensbillede og sin gudstro udfordret af en uforklaret vilje til forandring fra centraladministrationens side. Man kan ikke bare sig for den iagttagelse, at Henningsen, der har en lang karriere bag sig i statens arkiver, måske trækker lidt på personlige erfaringer i sine konklusioner.

Til bogens fordel taler blandt andet Henningsens dybe kendskab til lokale forhold på sogneniveau og hans suveræne overblik over kildegrundlaget. Dertil kommer en delikat billedredaktion.

Henningsens studie af denne i dansk kirkehistorie ofte oversete episode føjer væsentlige aspekter til forståelsen af den betydelige konservatisme, hvormed liturgien i den danske folkekirke omfattes.

Biskop P.O. Boisens ”Plan til en Forbedring ved den offentlige Gudsdyrkelse” fra 1805 led skibbrud på linje med senere reformforslag af bl.a. biskop Mynster. Anden tekstrække blev indført 1885 og Nordslesvigs kirker blev inkorporeret i Folkekirken efter 1920, men ellers forblev gudstjenesteordningen af 1688 – til trods for flere afgørende udfordringer især om dåbsritualet i det 20. århundrede – i kraft indtil 1992, da en ny alterbog blev autoriseret af Dronningen. Og højmessen afsluttes stadig med den aronitiske velsignelse.

(Kristeligt Dagblad 22. dec. 2016)

Fra rockerforbindelser til bispeslagsmål

Manu Sareen med Niels Ditlev, Manu, Politikens Forlag

Manu Sareen blev født i Punjab i 1967. Hans far, der kom fra en velhavende familie, emigrerede i 1969 og endte ved et tilfælde i København, og to år senere stødte moderen og lille Manu til. Han var, fremgår det af denne nye selvbiografi, urolig i skolen og endte med at blive smidt ud af gymnasiet uden studentereksamen.

Han levede en slags bohemetilværelse med hash, småjobs og rejser, og han fik et alvorligt psykisk sammenbrud. Han endte med at blive uddannet som pædagog på Frøbelseminariet, arbejdede med vanskeligt stillede unge, fik både børn og endnu et sammenbrud.

I 2001 stillede han - efter en flirt med SF - op til kommunalvalget i København for De Radikale. Resten er historie, som man siger: konflikten med de radikales spidskandidat i Borgerrepræsentationen, Klaus Bondam, alliancen med Anna Mee Allerslev. Han blev fuldtidspolitiker og blev opstillet til Folketinget.

I 2007 drog Margrethe Vestager ham ind i partiets inderkreds. Beretningen fra regeringsforhandlingerne i et hotel på Amager er påfaldende uinteressant. Det virker ikke, som om regeringsgrundlaget interesserer ham synderligt. Han konstaterer, at Villy Søvndal (SF) så træt ud, og at Helle Thorning-Schmidt (S) så ud til at have mistet grebet, da Henrik Sass Larsen (S) måtte pilles af ministerlisten. Ikke overraskende forsvarer han Vestagers håndtering af forhandlingerne. Hvis nogen jordede SF, var det SF selv, konkluderer Sareen.

Da han til sin egen overraskelse blev minister for kirke og ligestilling, tænkte han: "Jeg kører den sgu hjem på ligestilling. Det er lige mig." Som tænkt så gjort. Han brugte Kirkeministeriet til at føre ligestillingspolitik. Sareens væsentligste indsats var gennemførelsen af en opdatering af ægteskabslovgivningen, der indebar, at folkekirkens vielsesmyndighed også skulle omfatte homoseksuelle par. Der var bred opbakning til denne politik også i kirken, men den mødte også modstand.

Sareen lægger ikke skjul på sin foragt for især Indre Mission og denne avis' chefredaktør, Erik Bjerager. Beskyldningen om at have blandet sig i kirkens indre anliggender afviser han med en ironisk flothed. Han kan ikke se noget problem i, at han tvang biskopperne til at udfærdige et ritual. "Biskopperne var statsansatte så de måtte da bare i arbejdstøjet," skriver han.

Da han blev mindet om sin forgænger Tove Fergos (V) indblanding i redaktionen af salmebogen, svarede han: "Come on, det var sgu da bare en salmebog." Selv kalder han sig naiv, uden tvivl med rette. Det er antagelig denne naivitet, der set fra modstandens synspunkt antog skikkelse af brutalitet.

Set fra et taktisk synspunkt var Sareen en fejltagelse som kirkeminister. Han var usmidig og forvandlede en åbenlys vindersag til en åbenlys konflikt. Til gengæld vandt han sit eget vælgersegments beundring.

Sareen fortæller også om den sag, som pressen rejste om nogle penge, som han havde lovet at give til et indisk børnehjem, men blot forsømt at udbetale. Han bagatelliserer naturligvis sagen og stiller selv spørgsmålet, hvordan man kan forvente, at man skal huske alt fra sin fortid. Og så kommer man antagelig til en forklaring på, hvorfor Sareen overhovedet har udgivet sine erindringer. Bogen er en slags forsikringspolice. Sareen var nærmest småkriminel i sin ungdom, men når han selv beretter om det, bliver den potentielle skandale, som en afsløring ville have været, afmonteret. Som politiker i København mødtes han i hemmelighed med rockeren Jønke. Hvis Sareen vil være minister igen, har han dermed sikret sig mod at ende som Henrik Sass Larsen, der faldt på netop påståede rocker-relationer.

Manu Sareen har fået hjælp til at skrive bogen af sin tidligere presserådgiver Niels Ditlev. Bogen gør brug af nogle af journalistikkens velkendte virkemidler og er enkelt og uprætentiøst fortalt - temmelig snakkesalig sine steder. Det er et sympatisk træk, at Sareen har noget godt at sige om de fleste, han har mødt, selv rockerne. Så meget desto mere påfaldende er den uskrømtede foragt, han udviser for sine modstandere i kirken. Det er en ærlig bog, der antagelig giver et præcist billede af sin forfatter - eller rettere den ene af bogens to forfattere. Så må tiden vise, om han bliver glad for det portræt.

(Kristeligt Dagblad 14. nov. 2015)