Untergang des Abendlandes and all that jazz

Thomas Kluge og Kasper Støvring. Det moderne er fortid. Kunst og kultur i en krisetid. Eksistensen, 160 sider, 230 kroner.

Hovedaksen i denne bog, i hvilken Kasper Støvring fortolker en hel række af Thomas Kluges værker, udgøres af den parallel, der er mellem Kluges opgør med moderne kunst og Støvrings opgør med moderne ideologi og tankegang. Bogens titel er finurlig, for selv om det moderne er fortid, betyder det ikke, at Støvring er postmoderne, i hvert fald ikke i den betydning, som Jean-François Lyotard anvendte, da han gjorde begrebet berømt i 1979. I det hele taget er det lidt uklart, hvad Støvring mener det moderne er – bortset fra at han åbenlyst ikke bryder sig om det. På den måde skriver han sig ind i en meget lang linje af modernitetskritikere, der har negativiteten som gennemgående fællestræk.

Thomas Kluge har i nu mere end 30 år arbejdet med et mættet, figurativt billedsprog og er en efterspurgt portrætmaler. Han er selvlært og kom aldrig ind på Kunstakademiet, selv om han forsøgte flere gange. Hans form passer simpelthen ikke ind i den moderne kunstteoris forestillingsverden, der dyrker det abstrakte, provokationen, avantgarden, opgøret med det bestående. Kluges kritikere anklager ham for at leve i fortiden og for at lave ferme og facile pasticher, og Støvring spiller elegant på, at denne kritik har gjort Kluge til en provokerende outsider i dansk kunst. Han er med andre ord, hvad modernisterne gerne selv ville være. Kluge taler blot et billedsprog, som mange kan forstå, fordi der er en reference i hans billeder til noget, som de fleste anerkender som virkelighed, og denne genkendelighed har et stort publikum. Støvrings pointe er, at det ikke gør ham til fortidskunstner, at han er bundet af en klassisk form, for i indholdet er han fri, og denne frihed bruger han til for eksempel i sit valg af rekvisitter eller lyssætning at indbygge foruroligende elementer i sine motiver. Det er samtidskunst.

Der er endvidere et kritisk potentiale i Kluges kunst, fordi han udstiller det akademi, som aldrig ville kendes ved ham. Akademiet har fravalgt ambitionen om genkendelighed, og dermed har det udelukket sig selv fra at føre en samtale med andre end de færreste. Det har lukket sig om sig selv som lort på dåse.

Idealiseringen af grænseoverskridelsens æstetik har ført til en kanonisering af tomheden. Jens Haaning forsøgte at camouflere simpel berigelseskriminalitet som kunst, da han tilegnede sig et større kontantbeløb, som Kunsten i Aalborg havde overdraget i hans varetægt med henblik på at skabe en collage af pengesedler. I stedet afleverede han et tomt lærred, som han havde betitlet ”Take the Money and Run”. Museet bekræftede endda Haanings fidus ved at udstille lærredet som om det var et kunstværk.

Til gengæld for denne opgivelse af ikke blot ønsket om, men også evnen til at skabe en ligefrem reference til verden, har moderne kunst intet problem med at servere politiske budskaber i forholdet 1:1, også selv om det udfordrer basale retsprincipper, som da en institutleder fra Kunstakademiet stjal en buste af Frederik V fra sin arbejdsgiver og smed den i havnen som et udtryk for protest mod Danmarks koloniale fortid, uden at samme institutleder efterlod indtryk af at besidde nogen særlig kundskab om samme fortid.

Det er kun alt for let at være enig i kritikken af Kunstakademiets fortænkte installationer og forskruede ideologiseringer. Men Støvring gør sig også skyldig i sidstnævnte synd, når han tager et ideologisk førergreb på Kluges værk og gør det til et udtryk for sit eget politiske standpunkt. På samme måde instrumentaliserer Støvring også kristendommen, når han gør den til det ”stillads, der gør det muligt for os at restaurere vores vestlige hus i forfaldstider.” Untergang des Abendlandes and all that jazz.

At der er en parallel mellem Kluge og Støvring, betyder i overensstemmelse med geometriens læresætninger, netop at de to linjer ikke mødes. Det handler for Støvring om, at muslimerne er fjenden og at Vesten må besinde sig på sine egne værdier for at overleve. Han kunne have citeret fra Saxo, hvor drengen Folke har fået i opdrag at overdrage kong Vermund den nyhed, at svenskekongen er i offensiven: ”Jeg bringer godt nyt. Fjenden er i landet.” For det er, hvad det handler om for Støvring. Det er i uvejret af stål; det er i blodets og jernets tid, at det afgøres, hvad vi er gjort af. Renselsen er i kampen. Om der er hjemmel i Kluges værk til den konklusion, fremgår ikke.

(Kristeligt Dagblad 9. april 2024. Avisen valgte en anden rubrik.)

Støvring svarede i avisen den 11. april:

I SIN ANMELDELSE af min og Thomas Kluges nye bog, ”Det moderne er fortid”, kommer Jes Fabricius Møller galt af sted fra begyndelsen.

Han tror, at det kun er mig, der er forfatter til bogen, selvom vi begge står som forfattere til bogen, og det også fremgår af forordet. Det er langtfra den eneste fejl i anmeldelsen.

Anmelderen tilskriver mig den opfattelse, at fjenden i vores bog er islam. Men vi skriver: Hvem er fjenden? Rusland? Islamismen? Nej, fjenden er først og fremmest os selv.” Anmelderen mener også, at bogens begreb om det moderne er uklart. Men vi gør meget ud af at forklare den historiefilosofi, der præger den moderne selvforståelse, som vi mener er fortid. Nemlig idéen om historien som en fremadskridende proces, hvor vi frigør os fra alt det gamle, så vi kan realisere den sekulære utopi.

Ikke blot er den forståelse usand, den er tilmed ødelæggende. For vi står altid på skuldrene af dem, der kom før os, og fortiden er en kilde til indsigter. Ikke en heksekedel af undertrykkelse. Tilsvarende er idéer om for eksempel skønhed, tro og fædreland med til at give livet mening. Endelig mener Jes Fabricius Møller, at bogen er et ”politisk” program. Men vi skriver eksplicit, at den moderne krise er af åndelig karakter, og derfor er kunst og tro, ikke politik, de vigtigste modsvar. Det er vores bogs opbyggelige hovedanliggende. Men det berører anmelderen slet ikke.

LAD MIG DERFOR SIGE LIDT om vores bogs tre opbyggelige søjler, som ofte søges udgrænset i den moderne epoke og dens eksemplariske kunstform, modernismen. Den første søjle er skønheden, som er forkætret, fordi den angiveligt forhindrer os i at se virkelighedens sande hæslighed i øjnene, magtens og undertrykkelsens former, kolonialismen, racismen, det patriarkalske, alt det, der spænder ben for fremskridtet.

Men skønheden er betydningsfuld, for den får os til at føle os hjemme i den faldne verden, vi bebor. Trods al hæslighed findes der nemlig sprækker af skønhed. Kluges portrætter af børn og ældre mennesker emmer formelig af kærlighed, omsorg og samhørighed. Og selv motiver af forfald, som Kluges maleri af solsikker, er skønne. Malerierne forsoner os på den måde med tilværelsens forgængelighed og vores egen dødelighed. Kunsten har to grundformer: hymnen, lovsangen over verdens mirakuløse skønhed, og elegien, klagesangen over, at alle disse gode ting skal tages fra os. Men i kunstens skønne form bliver dette tab til at bære.

Den anden søjle er troen. Kluge maler altertavler og øser i det hele taget af vores kulturs største fortællinger, ikke mindst påskebegivenhederne fra nadver over korsfæstelse til opstandelse. At fortolke vores følelsesliv gennem kristendommens symboler og komme i berøring med eksistentialer som skyld, tilgivelse og håb er også en måde at give mening til livet.

DEN TREDJE SØJLE er hjemlandet, vores fællesskab her på Jorden, som mange af Kluges malerier også giver udtryk for. Vi lever i et tidehverv, hvor Vesten ikke længere tror på sin egen universalisme - at vi kan forme andre kulturkredse i vores billede - men tværtimod er blevet alene i verden. Vi skal nu passe på, at andre magter ikke former os i deres billede. Vi skal med andre ord kende os selv som distinkt kultur, for kun derved kan vi forsvare os selv. Og vise en vej ud af det moderne forfald, vi er endt i.

En af kunstens fineste opgaver fra gammel tid er at give os mod og indsigt, ikke at rive ned og få os til at skamme os over dem, vi er. Det moderne er fortid. J

Vi skriver eksplicit, at den moderne krise er af åndelig karakter, og derfor er kunst og tro, ikke politik, de vigtigste modsvar.

Mit svar til Støvring den 12. april:

Tak til Kasper Støvring for i sin replik i Kristeligt Dagblad den 11. april til min anmeldelse af hans og Thomas Kluges bog at uddybe sine synspunkter. Han mener, at jeg tager fejl, når jeg skriver, at han alene har skrevet bogen. I forordet står der: "Thomas Kluge bidrager med billederne til denne bog, Kasper Støvring med teksten" 

Så jeg tillader mig fortsat at antage, at Støvring har skrevet teksten. Og i stedet for at fortabe mig i sindrige analyser af bogens politiske standpunkt, er det lettest bare at citere Støvrings tekst: 

"I lyset af Ukrainekrigen er vi ved at få smag for, at vi kan opruste militært, militante grupper bevæbner sig mod den stigende islamisering og uroligheder i de større europæiske byer, efterretningschefer advarer mod borgerkrige på det europæiske kontinent, og hvis der kommer en milliontilstrømning af migranter fra Afrika og Mellemøsten, vil vi bygge Fort Europa med grænsehegn, flere baner pigtråd, lyskastere, bevæbnede vagtposter og en flåde med ordre til at skyde mod menneskesmuglernes både i Middelhavet. Vi vil opleve et maskefald. Nietzsches sidste menneske, vi har kendt i den fredelige periode siden Murens fald, vil blive afløst af det første menneske, der er villig til at sætte livet på spil i blodige anerkendelseskampe, for ære og stolthed og for at beskytte sit eget territorium. Det bliver en farlig og uforudsigelig tid, vi kommer til at træde ind i. Jernets tidsalder vil afløse den bløde humanismes epoke, vi er ved at forlade."

Støvring fik det sidste ord den 13. april:

Jes Fabricius Møller fortsætter i Kristeligt Dagblad den 12. april sin stærkt tendentiøse omtale af min og Thomas Kluges bog 'Det moderne er fortid' ved at citere et langt stykke fra bogen, der angiveligt skulle vise, at vi ser noget positivt i kulturens undergang. Det er helt forkert. Vi advarer tværtimod om den. Anmelderen kunne have citeret de efterfølgende linjer, hvor vi skriver om atomkrigen. Ingen ved sine fulde fem kan ønske den. Eller han kunne have citeret de forudgående linjer: "Vi skaber et dem og os. Men det er et dem, der også bor i mig. Jeg er også ond, mærket af synden. Mennesket er et faldent væsen på godt og ondt. Fra portrætterne til de historiske malerier afsøger Kluge sindets dystre skakter." Og hvorfor gør Kluge det? Fordi skønheden bliver så meget desto mere mirakuløs og kræver det yderste af os for at bevare den. Derfor vores opbyggelige bog.

Bondehjerte

Lea Wind-Friis, Bondehjerte - en familiehistorie om besættelsens største forræderisag, Politikens Forlag

Jens Thomsen (1880-1955) var proprietær i Hjarup ved Kolding. Han kaldte sig bonde. Lea Wind-Friis undrer sig over, at hendes oldefar antog en titel, der egentlig var et skældsord. Det hænger sammen med de værdier, der knyttes til begrebet. Det handler ikke kun om at drive en fødevareproducerende virksomhed. En bonde knytter hele sin identitet til denne virksomhed. På den måde kan man forstå Jens Thomsens engagement i samfundsspørgsmål som identitetspolitik. Wind-Friis holder sig klogelig fra at associere til nutidige forhold. Læseren inviteres diskret til at gøre det på egen hånd.

Thomsen engagerede sig i Landbrugernes Sammenslutning, en bevægelse, der i løbet af 1930erne havde held med at gøre Landbrugsraadet rangen stridig som repræsentant for agrarøkonomiske interesser med tyngdepunkt i Sønderjylland, hvor bønderne var endnu mere gældstyngede end i andre landsdele. Kulminationen på deres virksomhed var i 1935, da tusindvis af bønder drog til hovedstaden for at demonstrere mod det, som de opfattede som en politisk elite, der bare levede på nas.

Den politiske gren af bevægelsen, Det Frie Folkeparti, omdøbt i 1939 til Bondepartiet, opnåede repræsentation på Rigsdagen med Jens og hans bror Valdemar som medlemmer af Folketinget. Landbrugernes Sammenslutning tiltrak også enkelte nazister. Det var ikke uden grund, for der bestod et vist værdifællesskab, herunder anti-semitismen. Efter krigen blev Jens Thomsen og hans bror med flere andre tiltalt for landssvig på grund af denne nærhed til nazismen. De fik en hård dom i byretten, men blev frikendt i landsretten. Jens Thomsen nedskrev derefter sine erindringer, og det er dem, der er hovedkilden til denne bog. 


Fra bondetogets demonstration på Amalienborgs Slotsplads
sommeren 1935. Lea Wind-Friis viser, at bønderne blev
taget vel imod af københavnerne, selv om deres politiske
krav af kongen blev henvist til regeringen, som afviste dem.
Skærmdump fra Bondetoget til Kongen - kbhbilleder.dk

Forlaget kalder det på bogens bagside en ”personlig og sanselig fortælling”. Det er rigtigt for så vidt man godt kan mærke, at forfatteren ikke er historiker. Bogen er lidt tynd, når det handler om historisk kontekst, og Peter Ramskov Andersens uhyre grundige ph.d.-afhandling fra 1996 om Landbrugernes Sammenslutning kunne godt have fortjent en plads på litteraturlisten. Som alle journalister, der kaster sig over historien, vil Lea Wind-Friis også gerne inddrage sin læser i den erkendelsesproces, hun selv har været igennem. Hun citerer et sted fra en forhørsprotokol, ”som er at finde i en brun kasse i Rigsarkivets magasiner i København”. Så ville man som historiker gerne have haft en fodnote med en lidt mere specifik henvisning. Alle Rigsarkivets tusindvis af hyldemeter af arkivalier opbevares i brune æsker, så man vil ikke få meget ud af at afgive en bestilling til læsesalen med ordlyden ”den i den brune kasse”. Men det skal man ikke hænge sig i. Det handler om forfatterens oplevelse af at grave i historien. Forfatterens nærvær i teksten fungerer langt henad vejen som fortælleteknisk greb, og Wind-Friis er en god fortæller, der kan styre uden om de fleste klichéer. Rigsarkivet er for eksempel ikke ’støvet’, hvad det af en eller anden grund ellers altid er, når journalister besøger det. Men den stærkeste fortælling er ikke den om forfatterens eget projekt. Det er den om hovedpersonen. Jens Thomsen var en velstående sognekonge, der som medlem af utallige bestyrelser i andelsbevægelsen og med hele den selvbevidsthed og stolthed, som han i kraft af sin stilling i samfundet kunne mobilisere, blev en ledende skikkelse i en politisk bevægelse med bred folkelig opbakning. Han blev rigsdagsmand, og tusinder lyttede, når han talte. Men han fattede aldrig, at hvad der gjaldt som gangbar mønt i politik i midten af 1930erne, var uden værdi ti år senere. Han forstod ikke, hvorfor han stod under anklage. Bogens clous er kapitlet om hans forgæves ansøgninger om pension til Rigsdagens præsidium. Juridisk havde han ret til den, men han forstod ikke, hvorfor anmodningerne måtte afvises af politiske grunde. Det er i udgangspunktet ynkeligt, men det er også mere end det. Lea Wind-Friis får det løftet op til at være en fortælling af tragisk tilsnit.

(Kristeligt Dagblad, 8. marts 2024. Avisen havde valgt en længere rubrik.)