Peter Møller Hansen, Troskab - dansk SS-frivillig E.H. Rasmussens erindringer, Lindhardt og Ringhof
Ellef Henry Rasmussen blev født i Svendborg 1922. Hans far var ved post- og telegrafvæsenet. Moderen var fra en tysksindet sønderjysk familie. Som 16-årig kom han på Ollerup Gymnastikhøjskole, hvor han blev stærkt påvirket af Niels Bukh, der ganske vist ikke var nazist, men hyldede nogle af de samme værdier – disciplin, orden, lydighed, kropsdyrkelsen – der havde en bred appel i samtiden. Rasmussen meldte sig ind i nazistpartiet i 1939, og i sommeren 1940 meldte han sig til tysk krigstjeneste.
Han blev sendt til Klagenfurt i Østrig for at blive uddannet og indrulleret i Waffen-SS. Han var i indsats på Østfronten lige indtil kapitulationen i 1945, hvor han havde rang af Obersturmführer (premierløjtnant). Ved hjemkomsten modtog han en dom på 1 års fængsel i henhold til det straffelovstillæg fra 1945, der gjorde tysk krigstjeneste strafbart med tilbagevirkende kraft. Det var en skærpende omstændighed, at han havde meldt sig så tidligt, endnu mens det ikke var tilladt, men til gengæld en formildende, at han kun var 17 år gammel, da han lod sig hverve. Efter krigen slog Rasmussen sig ned som erhvervsdrivende i sin mors hjemby, Sønderborg, hvor han blandt andet drev flere af de spritruter, der frem til slutningen af 1980erne nød godt af muligheden for toldfri handel i Østersøen.
Ellef Rasmussens erindringer hører til den veterankultur, der blev opbygget blandt tidligere østfrontfrivillige efter krigen. Han var i 1988 selv vært for et større veterantræf ombord på et af sine skibe. Denne kultur opbyggede systematisk et skønmaleri, der ikke mindst blev farvet af Den kolde Krig, hvori den blev til. De så sig selv som fædrelandets forsvarere mod kommunismens asiatiske pest, altså i virkeligheden en slags forarbejde til NATO. De så heller ingen modsætning mellem dette angivelige forsvar for fædrelandet og det forhold, at de havde ladet sig hverve af det land, der netop havde besat deres fædreland. Ganske typisk for veterankulturens apologetiske historieskrivning nægter Ellef Rasmussen ethvert kendskab til de omfattende krigsforbrydelser, som både værnemagten og især Waffen-SS gjorde sig skyldige i på østfronten.
Selv om Møller Hansen i efterordet samvittighedsfuldt redegør for den viden, historieforskningen har tilvejebragt om Waffen-SS og Østfronten, og hvorledes denne viden adskiller sig fra Rasmussens beretning, lykkes det ham ikke at distancere sig helt fra den veterankultur, som Rasmussen tilhører. Erindringerne er nemlig nedskrevet af Møller Hansen i en proces, hvor han som ghost writer har deltaget aktivt i bogens tilblivelse, således at den ville have fået et andet indhold, ”hvis Rasmussen havde stået alene med ansvaret for biografien”, som det hedder i forordet. Dermed må ansvaret for de fortielser eller fordrejelser, som Rasmussen ifølge Møller Hansen gør sig skyldig i, også påhvile Møller Hansen selv.
(Kristeligt Dagblad 7. april 2014)
Ingen kommentarer:
Send en kommentar