Hyldest til en bror, der faldt under kamp

Ron Pundak, Nysgerrighedens akse, Gyldendal

"Nysgerrighedens akse" handler om israelske pansertroppers indsats på Sinaihalvøen under Yom Kippurkrigen i oktober 1973. Det bliver hurtigt klart, at læseren leder forgæves efter et oversigtskort, og denne læser mistede hurtigt overblikket. Det kræver en del lokalkendskab at hitte rede i de mange steder, hvor bataljoner og kompagnier blev mobiliseret, deployeret, bestykket og bestrøget.

Men det kan jo også være med vilje, at kortet mangler, for det er en stor del af pointen med bogen, at overblikket også forsvandt for aktørerne. Det gjaldt både regering og hærledelse ved krigens begyndelse og de enkelte soldater, befalingsmænd og underofficerer. Fortælleren er med i felten. Ofte lader han et andet jeg end sit eget komme til orde i form af lange citater fra andres erindringer og beretninger om deres deltagelse i krigen. Polyfonien er tilsigtet. Det bidrager til den villede forvirring, når fortællersubjektet indkalder en vikar.

Ron Pundak (1955-2014) var for ung til selv at kæmpe i krigen. Bogen er viet historien om hans få år ældre bror, Uri, " som for bestandig vil forblive yngre end mig". Uri faldt den 19. oktober 1973 et sted med det militære kodenavn " Nysgerrighedens akse" vest for Suezkanalen.

Som indstik får vi også historien om slægten. Ron og Uri Pundak er sønner af Herbert og Sussi Pundik, der emigrerede til Israel i 1955 og tog navneforandring til Pundak. I Danmark er de stadig kendt under deres oprindelige efternavn. Uri Pundik var som ganske lille model for et af de børn, der optrådte på Claes Lorenzens julemærke i 1954. Herbert Pundik var i mange år chefredaktør på Politiken, et hverv han bestred fra et hotelværelse i København, mens han havde fast adresse i Tel Aviv. Ron Pundak omtaler dem ikke som far og mor, men lidt distanceret som Herbert og Sussi. Når han skal beskrive sit barndomshjem, indkalder han også en vikar i skikkelse af forfatteren Yoram Kaniuk, hvis indtagende skildring af det pundakske hjem i Tel Aviv i anledning af Pundiks 25-årsjubilæum på Politiken citeres over flere sider.

Familiens historie er typisk. Ron Pundaks forfædre kom til Vesteuropa under pogromerne i det russiske rige omkring forrige århundredskifte. Bedsteforældrene endte som så mange andre jøder i København. De flygtede til Sverige i 1943, hvor Rons og Uris forældre mødte hinanden første gang. Herbert blev zionist og deltog i krigen i 1948, der førte til staten Israels grundlæggelse.
Pundik har siden været kritisk-loyal over for sit valgte fædreland. I sit fødeland har han gennem årtier forsøgt at forklare fænomenet Israel for den undrende offentlighed. Ron Pundak videreførte denne kritisk-loyale linje, idet han var en af arkitekterne bag Oslo-processen, der bragte Israel og palæstinenserne på talefod, om end processen ikke har tilvejebragt nogen blivende løsning. Han døde af kræft i 2014.

Denne bog er en personlig beretning om krigens ofre og de efterladtes savn. Pundak bruger en del tid på at fortælle om, hvordan han har søgt og ledt efter oplysninger om og vidner til de sidste uger af broderens liv. Det egentlig selvbiografiske stof er derimod påfaldende fraværende. Bogen er også en hyldest til de soldater, hvis indsats den skildrer. Mens Ron Pundak er kritisk over for regeringen og den militære topledelse, fordi den ikke reagerede rettidigt og hensigtsmæssigt på truslen fra Egypten, er han en uskrømtet beundrer af det mod og den handlekraft, der blev udvist af Uri og hans soldaterkammerater.

Bogen bygger på en respekt for krigens håndværk. Den er skrevet af en fredsaktivist, ikke en pacifist. Den har et klart budskab. Mens Seksdageskrigen overbeviste israelerne om deres egen uovervindelighed, blev Yom Kippur-krigen en påmindelse om, at også Israels væbnede styrker er til at tale med. Israel kan ikke egenhændigt sætte dagsordenen for udviklingen i regionen.
Krigen i 1973 førte til en stabil fred med Egypten efter princippet land-for-fred, og det er underforstået, at Ron Pundaks ærinde med denne bog er at vise, at denne linje bør fortsættes. Israels styrkeposition skal udnyttes til at skabe fred, ikke krig.

(Kristeligt Dagblad 29. aug. 2016)