Sådan var livet i Danmark under krigen

John T. Lauridsen, Tidsbilleder. Danmark i Hitlers Europa, Gyldendal

Fra Berlingske Tidendes omfattende fotoarkiv har John T. Lauridsen i samarbejde med Jan Jæger udvalgt en række især reportagefotos fra krigens tid, tematisk opdelt i en overordnet kronologisk ramme, der rækker fra de dansk-tyske relationer i 1930erne til befrielsessommeren 1945. Bogens undertitel snyder lidt. Der er ikke mange billeder fra resten af Europa. Der er til gengæld en rigdom af billeder af danskernes hverdag, som den fandt sin gang i arbejde og fritid og af de krigsbegivenheder, der efterhånden indtraf med stadig større hyppighed på dansk grund. 

Bogen er i en enkel og uprætentiøs opsætning. Lauridsens kondenserede og klare billedtekster er sagligt analytiske med en udpræget sans for kompleksiteten i de spørgsmål, han tager op.

Danskernes forbrug blev omlagt som følge af krigen. Udenlandske importvarer, f.eks. vin og tobak, blev erstattet af hjemlige produkter. Forbruget af kød faldt. Manglen på kul og olie blev mærkbar, og cyklen fik en stærk renæssance som transportmiddel, hvis det da var til at opdrive dæk og slanger. Tyskernes efterspørgsel efter dansk arbejdskraft og de store civile danske og militære tyske anlægsarbejder fjernede arbejdsløsheden uden at fjerne den materielle armod, der også fandtes. 

Som flænger i hverdagen trådte krigen mange danskere på nært hold. Den 4. juli 1944 skete der f.eks. i et tysk ammunitionsdepot på Aarhus Havn en stor eksplosion, der kostede 38 danskere og et ukendt antal tyskere livet og sårede 250. Der var tale om en ulykke, der skyldtes skødesløshed i håndteringen af nogle miner, men tyskerne var ikke meget for at indrømme fejlen, og officielt betegnede de det som en kommunistisk sabotageaktion, og det var også hvad aviserne skrev. Det kunne lade sig gøre, fordi tyskerne kontrollerede den danske presse gennem Udenrigsministeriets pressebureau. Mens den danske presse i mange tilfælde fik forbud mod at omtale sabotageaktioner, så tyskerne altså i dette tilfælde en fordel i at udlægge begivenheden som sabotage over for offentligheden. Danskernes tillid til den censurerede presses pålidelighed var imidlertid så lav, at ingen troede på den version af historien. Danskerne tyede til BBC’s udsendelser på dansk, svensk radio eller de illegale blade.

Mod slutningen af krigen bombede briterne tyske mål i de store danske byer også med civile tab til følge. Sabotageaktioner, likvideringer og clearingmord steg i antal i de sidste måneder op mod befrielsen. Fra øst kom en kvart million flygtninge.

Berlingskes fotografer dokumenterede det hele. Desværre er langt fra alle billeder med angivelse af ophavsmand. Bogens første billede forestiller f.eks. en mand, der stikker hovedet op fra et beskyttelsesrum på Kongens Nytorv i København. Det har betydelig lighed med et taget af Politikens kendte fotograf Erik Petersen, Berlingskes billedarkiv har måske ikke helt styr på butikken? Hvorom alting er, rummer det en skatkiste af dokumentarisk materiale. Mange af bogens billeder vil være ukendte for selv gode kendere af Besættelsestidens historie.

(Kristeligt Dagblad 26. maj 2015)

Besættelsen fortalt gennem fotos

Thomas Harder, Besættelsen i billeder

Denne billedbog består af 21 kapitler i nogenlunde kronologisk orden om Danmark i Anden Verdenskrig fra optakten i 1930' erne til krigens ophør i 1945 og det opgør, der fulgte.
Vi følger de militære begivenheder den 9. april, regeringsomlægningen derefter, handelsflåden i uroligt farvand, hverdagen med rationering og vareknaphed, den nationale vækkelse, de østfrontfrivillige, interneringen af kommunisterne, de danske i allieret tjeneste, vilkårene for de udstationerede tyske soldater i Danmark, modstandsbevægelsen, kulturlivet, sortbørshandelen, det politiske vandskel i sommeren 1943, jødeaktionen i oktober 1943, folkestrejken 1944, de danske nazister, konfliktens skærpelse i 1945, befrielsen, retsopgøret og mindekulturen i Ryvangen og på Frihedsmuseet.

Bogen følger dermed et relativt traditionelt skema for historieskrivningen om besættelsestiden, idet der lægges vægt på konflikten mellem danskerne og den tyske besættelsesmagt og mindre vægt på de interne danske konflikter.

Bogen gør meget ud af at dække hele landet. Bombningen af Shellhuset i København er med, men det er også med, at der blev udført en tilsvarende bombning af Gestapos hovedkvarter i Aarhus.
Det glemmes ikke, at Danmark blev inddraget i krigshandlingerne allerede i september 1939, da Royal Air Force ved en fejl kastede bomber over Esbjerg, en begivenhed, der kostede et af de allerførste civile ofre på den europæiske vestfront, en 26-årig kvinde.

De særlige forhold på Bornholm, hvor den tyske kommandant i maj 1945 nægtede at overgive sig til Den Røde Hær, hvilket førte til russisk bombardement af Nexø og Rønne og russisk besættelse i et helt år, får tiltrængt opmærksomhed.

Interessante er også billederne fra Færøerne, Island og Grønland, der også blev besat, men altså af briterne og amerikanerne. Til gengæld hører man ikke meget om den kvarte million tyske flygtninge, der kom til Danmark i 1944-1945. Mange af dem vendte aldrig tilbage til Tyskland, for de døde, mens de var her, især de små børn, som ligger begravet i tusindtal på kirkegårde over hele landet.

Billederne udgør naturligvis bogens hovedstol, men teksterne bør alligevel fremhæves. Billedteksten er en underkendt kortprosagenre, som Harder behersker i sjælden grad. Motiverne og omstændighederne bliver forklaret og sat i kontekst. Der er styr på detaljerne og nuancerne.
Det nævnes, hvis der er grund til kritiske kommentarer, for eksempel som det er tilfældet med en berømt billedserie, der angiveligt viser afstraffelsen af en " tyskertøs" i Odense. Denne serie var efter alt at dømme iscenesat af nogle unge mænd under medvirken af en køkkenpige fra restaurant Skoven. Harder har en nærmest poetisk sans for militærjargon og en forkærlighed for militærtekniske detaljer, der jo unægtelig også er relevante, al den stund der var tale om krig eller det, der ligner.

Bogen er i stort format, trykt på kraftigt papir og i en enkel og flot grafisk tilrettelæggelse.
Frihedsmuseets omfattende billedsamling udgør hovedkilden til bogens cirka 600 illustrationer, suppleret af fotos fra mange andre danske og udenlandske, private og offentlige samlinger.
Billedredaktør Conny Mikkelsen har gjort et fortrinligt arbejde med at grave de sjældne og usædvanlige billeder frem.

(Kristeligt Dagblad 9. april 2015)

Det muliges kunst og det diplomatiske spil

Bo Lidegaard, Redningsmænd

I månederne før Anden Verdenskrigs afslutning i Europa blev ca. 20.000 fanger, heraf halvdelen skandinaver, evakueret til Sverige fra tyske fangelejre og fængsler i danske og svenske busser. Historien er velbeskrevet, for eksempel i Hans Sode Madsens udmærkede bog om de hvide busser fra 2005.

Bo Lidegaard sammenfatter i denne bog de seneste værker om emnet af norske, svenske, danske og tyske historikere. Berlingskes anmelder af Lidegaards bog, Bent Blüdnikow, karakteriserede tidligere på ugen bogen som "hjemstavnshistorisk", men det er netop, hvad Lidegaard ikke er. Bogen ser spørgsmålet i et overordnet skandinavisk og europæisk perspektiv. Lidegaards styrke er ikke mindst analysen af det diplomatiske spil.

Evakueringen fandt sted mellem de fremrykkende fronter fra øst og vest og i forventningen om kaos, når Tyskland kapitulerede. Aktørerne havde en nærmest uoverstigelig opgave foran sig. De skulle tilvejebringe efterretninger, skaffe midlerne og opnå tysk velvilje til denne bjergningsaktion.

Allerede efter de første større deportationer af norske modstandsfolk og militære i 1942 blev der iværksat private forsøg på at hjælpe fangerne. Den unge Wanda Hjort, der var civilt interneret i nærheden af Berlin, var en af de afgørende initiativtagere til hjælpen.

En anden norsk kvinde, Borghild Hammerich og hendes mand, den danske kontreadmiral Carl Hammerich, udgjorde en situationens generalstab i København, når det handlede om nødhjælpspakker til skandinaver i tysk fangenskab.

Centrale danske embedsmænd som departementschef H.H. Koch fik diskret stukket en snabel ned i Finansministeriets kasse. Det kunne lade sig gøre, fordi forvaltningen af den danske stat stadig var velfungerende, men det var af afgørende betydning ikke at lade det fremstå som officiel dansk politik at hjælpe danske fanger, så pengene blev gelejdet om til private initiativer som for eksempel Borgild Hammerichs arbejde. Dansk Røde Kors var i den sammenhæng en facade. Anderledes med Svensk Røde Kors, hvis vicepræsident, grev Folke Bernadotte, blev en central aktør. På et tidspunkt, da det neutrale Sverige var indesluttet af tysk besatte eller tyskallierede lande, og med Sovjetunionen som fremrykkende stormagt, måtte den svenske regering træde varsomt. Der var stor sympati med Danmark og Norge i Sverige og en vilje til at hjælpe og tage imod. Bernadotte kunne som privatmand optræde som leder af en uafhængig, velgørende institution, når det passede, og fordi han også var kongens nevø tjene som diplomatisk spydspids over for Heinrich Himmler, når det krævedes.

Tyskernes samtykke var en nødvendig forudsætning for, at fangeevakueringerne kunne lade sig gøre. Hitler var i 1944-45 stadig øverste leder, men under ham og især i SS, der stod for koncentrationslejrene, var der en indbyrdes rivalisering.

Det stod tidligt klart, at meget kunne lade sig gøre, hvis det indebar, at Hitler ikke tabte ansigt. Det vil sige, at man kunne opnå fordele, med mindre det udadtil kunne fremstilles som et udtryk for tysk svaghed. Man måtte med andre ord operere under offentlighedens radar, og det var ifølge Lidegaards analyse en af grundene til, at den danske inspektion af koncentrationslejren Theresienstadt, hvor de danske deporterede jøder sad, affødte påfaldende ukritiske rapporter.

Skønmaleriet var taktisk begrundet. Hvis kritikken var sivet til pressen, ville Hitler have lukket ned for hjælpen. Lidegaard underbygger dette argument med flere eksempler. Den indre splid i SS bidrog til vanskelighederne. Mange ledende nazister kunne med udsigt til et kommende nederlag se en fordel i at indgå studehandler med for eksempel skandinaverne om frigivelse af fanger, men gjorde sig dermed også sårbare, fordi deres interne rivaler kunne udstille deres imødekommenhed som en svaghed over for Hitler.

Svenskerne og danskerne havde hver deres indgang til SS-toppen, og det var et problem, at den ene hånd ikke altid vidste, hvad den anden gjorde. Uanset hvad købslog man med forbrydere, hvad Lidegaard ikke lægger skjul på.

Ovennævnte anmelder fra Berlingske vil gerne kloge sig på, hvordan redningsmændene kunne have gjort det endnu bedre. Han kan vist ikke rigtigt få det over sit anmelderhjerte at tilkende samarbejdspolitikken denne moralske sejr. Men bortset fra det er det dristigt at hævde, at disse redningsmænd under de givne vilkår kunne have skubbet grænserne for det muliges kunst yderligere.

(Kristeligt Dagblad 15. maj 2015)