Det muliges kunst og det diplomatiske spil

Bo Lidegaard, Redningsmænd

I månederne før Anden Verdenskrigs afslutning i Europa blev ca. 20.000 fanger, heraf halvdelen skandinaver, evakueret til Sverige fra tyske fangelejre og fængsler i danske og svenske busser. Historien er velbeskrevet, for eksempel i Hans Sode Madsens udmærkede bog om de hvide busser fra 2005.

Bo Lidegaard sammenfatter i denne bog de seneste værker om emnet af norske, svenske, danske og tyske historikere. Berlingskes anmelder af Lidegaards bog, Bent Blüdnikow, karakteriserede tidligere på ugen bogen som "hjemstavnshistorisk", men det er netop, hvad Lidegaard ikke er. Bogen ser spørgsmålet i et overordnet skandinavisk og europæisk perspektiv. Lidegaards styrke er ikke mindst analysen af det diplomatiske spil.

Evakueringen fandt sted mellem de fremrykkende fronter fra øst og vest og i forventningen om kaos, når Tyskland kapitulerede. Aktørerne havde en nærmest uoverstigelig opgave foran sig. De skulle tilvejebringe efterretninger, skaffe midlerne og opnå tysk velvilje til denne bjergningsaktion.

Allerede efter de første større deportationer af norske modstandsfolk og militære i 1942 blev der iværksat private forsøg på at hjælpe fangerne. Den unge Wanda Hjort, der var civilt interneret i nærheden af Berlin, var en af de afgørende initiativtagere til hjælpen.

En anden norsk kvinde, Borghild Hammerich og hendes mand, den danske kontreadmiral Carl Hammerich, udgjorde en situationens generalstab i København, når det handlede om nødhjælpspakker til skandinaver i tysk fangenskab.

Centrale danske embedsmænd som departementschef H.H. Koch fik diskret stukket en snabel ned i Finansministeriets kasse. Det kunne lade sig gøre, fordi forvaltningen af den danske stat stadig var velfungerende, men det var af afgørende betydning ikke at lade det fremstå som officiel dansk politik at hjælpe danske fanger, så pengene blev gelejdet om til private initiativer som for eksempel Borgild Hammerichs arbejde. Dansk Røde Kors var i den sammenhæng en facade. Anderledes med Svensk Røde Kors, hvis vicepræsident, grev Folke Bernadotte, blev en central aktør. På et tidspunkt, da det neutrale Sverige var indesluttet af tysk besatte eller tyskallierede lande, og med Sovjetunionen som fremrykkende stormagt, måtte den svenske regering træde varsomt. Der var stor sympati med Danmark og Norge i Sverige og en vilje til at hjælpe og tage imod. Bernadotte kunne som privatmand optræde som leder af en uafhængig, velgørende institution, når det passede, og fordi han også var kongens nevø tjene som diplomatisk spydspids over for Heinrich Himmler, når det krævedes.

Tyskernes samtykke var en nødvendig forudsætning for, at fangeevakueringerne kunne lade sig gøre. Hitler var i 1944-45 stadig øverste leder, men under ham og især i SS, der stod for koncentrationslejrene, var der en indbyrdes rivalisering.

Det stod tidligt klart, at meget kunne lade sig gøre, hvis det indebar, at Hitler ikke tabte ansigt. Det vil sige, at man kunne opnå fordele, med mindre det udadtil kunne fremstilles som et udtryk for tysk svaghed. Man måtte med andre ord operere under offentlighedens radar, og det var ifølge Lidegaards analyse en af grundene til, at den danske inspektion af koncentrationslejren Theresienstadt, hvor de danske deporterede jøder sad, affødte påfaldende ukritiske rapporter.

Skønmaleriet var taktisk begrundet. Hvis kritikken var sivet til pressen, ville Hitler have lukket ned for hjælpen. Lidegaard underbygger dette argument med flere eksempler. Den indre splid i SS bidrog til vanskelighederne. Mange ledende nazister kunne med udsigt til et kommende nederlag se en fordel i at indgå studehandler med for eksempel skandinaverne om frigivelse af fanger, men gjorde sig dermed også sårbare, fordi deres interne rivaler kunne udstille deres imødekommenhed som en svaghed over for Hitler.

Svenskerne og danskerne havde hver deres indgang til SS-toppen, og det var et problem, at den ene hånd ikke altid vidste, hvad den anden gjorde. Uanset hvad købslog man med forbrydere, hvad Lidegaard ikke lægger skjul på.

Ovennævnte anmelder fra Berlingske vil gerne kloge sig på, hvordan redningsmændene kunne have gjort det endnu bedre. Han kan vist ikke rigtigt få det over sit anmelderhjerte at tilkende samarbejdspolitikken denne moralske sejr. Men bortset fra det er det dristigt at hævde, at disse redningsmænd under de givne vilkår kunne have skubbet grænserne for det muliges kunst yderligere.

(Kristeligt Dagblad 15. maj 2015)

Med forargelsen som drivkraft

Staffan Thorsell: Min kære Rigskansler. Sveriges kontakter til Hitlers Rigskancelli. Oversat af Allan Søndervang. Borgen, 360 sider, 399,95 kroner.

Historie Sveriges neutralitet under Anden Verdenskrig var kun betinget. Landet sad med Churchills ord fast i Tysklands greb. Der var stærk tysk militær tilstedeværelse i alle nabolande, og Sverige måtte ofte bøje sig for pres fra Berlin. Det mest åbenbare bidrag til den tyske side i krigen var tilladelsen til at lade tysk materiel og mandskab passere svensk territorium med afgørende betydning for slaget om Nordnorge. Spørgsmålet er, hvor nødtvunget Sverige følte sig. Var tilpasningen til Tyskland et udslag af realpolitisk nød eller idealpolitisk sympati?

Tidligere chefredaktør på Expressen Staffan Thorsell mener det sidste og har sat sig for at trække så mange skeletter ud af det svenske skab som muligt, om han så selv skal opfinde et par stykker af dem til lejligheden. Bogen er skrevet efter samme recept, som Ekstra Bladet laver kampagnejournalistik: Kendsgerningerne holder antagelig i byretten, men de er sovset til i en retorik, der trækker historien helt ud af kontekst. Selv mange af kapiteloverskrifterne ligner de dækningsløse checks, som tabloidpressens redaktionssekretærer jævnligt udsteder: »Hitler fylder halvtreds år og får en statue af Karl XII i gave«. I brødteksten krymper statuen til en statuette. »Hitler vil ikke købe Dagens Nyheter«. Nej, og tænk, han købte heller ikke Tivoli.

Problemet er, at Thorsell skriver væsentlig bedre, end han tænker, og så vil han for enhver pris have sin dagsorden drevet igennem. Han bruger forargelsen ikke alene som relevanskriterium og drivkraft, men også som ordnende princip, og det sker på bekostning af den journalistiske dyd, at man altid skal lade begge parter komme til orde i en konflikt.

Tag f.eks. en episode fra 1934, hvor Hitler tog imod den svenske ærkebiskop: »Man skulle have troet, at Sveriges ærkebiskop, med al sin teologiske uddannelse, ville have en vis viden om forskellen mellem godhed og ondskab, men da Erling Eidem satte sig i sofaen hos Djævelen selv, havde han tilsyneladende ingen anelse om, hvem han mødte. I stedet gjorde han på en indsmigrende måde sit bedste for at komme på god talefod med Adolf Hitler«.

Biskop Eidem havde faktisk en legitim grund til at optræde høfligt over for Hitler. Hans ærinde bestod nemlig i at protestere over nazificeringen af den tyske kirke. Eidem smigrede ikke Hitler for at smigre Hitler, men for at opnå noget. Genren kaldes diplomati, og den er af natur uskøn. Hitler på sin side ville gerne have, at Eidem deltog i indsættelsen af den nye nazistiske rigsbiskop. Det var hele hans dagsorden. Eidem nægtede. Ærkebiskoppen var faktisk temmelig konsekvent – om end diskret – kritisk over for Hitlers kirkepolitik, men alligevel efterlades læseren med den opfattelse, at ham Eidem han var en rigtig skidt fyr, for han havde jo været i kontakt med Hitler. Det er en gennemgående metode hos Thorsell, at han dømmer folk efter det, som de engelsktalende kalder ’guilt by association’.

Thorsell går efter kendisserne. Det svenske folk, der sandsynligvis rummede store antidemokratiske segmenter, lades i fred. Thorsell har især et horn i siden på kongehuset. Det i øvrigt velkendte forhold, at den nuværende konges tyske morfar var fremtrædende nazist, bruges naturligvis ikke til at bebrejde kongen noget, næh selvfølgelig ikke, men det er kun alt for tydeligt, med hvilken skadefryd Thorsell udmaler morfarens meritter over flere sider.

Den episode, der har givet bogen sin titel, var et brev, som den daværende konge Gustav V skrev til Hitler i efteråret 1941. Heri beskrev kongen sin glæde over åbningen af østfronten, fordi han betragtede bolsjevismen som en stor fare for Europa. Brevet blev blot aldrig sendt, for den socialdemokratiske statsminister Per Albin Hansson modsatte sig det. Kongen valgte i stedet at overdrage budskabet mundtligt til den tyske ambassadør i Stockholm, hvilket får Thorsell til at konkludere, at kongen gik bag om ryggen på statsministeren. Tolkningen spiller på kongens angivelige sympatier for nazismen, og anklagen om landsforræderi hænger som en klam dunst i gardinerne.

Kongen var ganske rigtig slet ikke socialdemokrat, men derfor behøvede han jo ikke være stillet helt uden for den politiske sammenhæng. Man kan sagtens forestille sig, at den svenske regering faktisk ønskede at give udtryk for, at den anså Sovjetunionen som en trussel. Det understøttes af meldingerne fra den svenske ambassadør i Berlin. Antikommunisme var en politisk grundstemning i hele Europa, ikke mindst blandt socialdemokrater. Det ville heller ikke være noget uberettiget sikkerhedspolitisk synspunkt, når man tager den sovjetiske aggression over for Finlands i betragtning.

Det kunne imidlertid ikke formuleres som en regeringserklæring, der ville være for stærkt et udtryk for solidaritet fra et på papiret neutralt land. Et brev fra kongen ville antagelig have samme effekt, mens man godt kan forestille sig, at regeringen har betragtet en mundtlig tilkendegivelse fra kong Gustav som den rette uforpligtende form. Hitler fik budskabet, hvilket et skriftligt svar vidner om, og svensk neutralitets særlige natur var bekræftet.

Det er ikke, fordi Thorsell ikke har ret i sit opgør med en svensk selvgodhed, der gerne dyrker myten om Folke Bernadottes idealisme og handlekraft som en særlig svensk dyd. Man må antage, at svenskerne har stået for deres andel af hykleriet, løgnagtigheden og eftergivenheden i perioden 1933-45. Skal man gøre sig håb om at forstå, hvordan og hvorfor det forholdt sig således, må man imidlertid konsultere andre end Staffan Thorsell.

(Politiken 24. nov. 2007)