Her står Stjernfelt og kan ikke andet

Frederik Stjernfelt, Syv myter om Luther, Gyldendal, 176 sider

Frederik Stjernfelt betragter sig selv som intellektuel, en der med Sartres definition ”blander sig i noget, der ikke kommer ham ved”, og han deklarerer sin genre som pamflettens. Bogen er skrevet under synspunktets fortegn, og dette synspunkt kan ganske tvangfrit sammenfattes til følgende: Frederik Stjernfelt bryder sig ikke om Martin Luther, og det i en sådan grad, at det kun i et enkelt tilfælde er lykkedes Stjernfelt ”at finde et næsten sympatisk Luther-citat”. Alt andet, hvad Luther har sagt og skrevet, må vi forstå, er usympatisk.

Den form, som Stjernfelt har valgt til sin argumentation, er aflivning af, hvad han kalder syv myter om Luther: at Luther indførte religionsfrihed og skellet mellem stat og kirke, at han bidrog til demokratiets fremvækst, at hekseprocesserne ikke var lutherske, at hans antisemitisme var ubetydelig og at ”Luthers mørke sider” bare var en del af tiden og i øvrigt uden betydning. Kun i enkelte tilfælde gør Stjernfelt sig den ulejlighed at dokumentere, at disse myter findes og at nogen faktisk tror på dem. Tydeligst er han, når han gør opmærksom på, at Luther befinder sig på Undervisningsministeriets demokratikanon, hvilket i øvrigt ikke kun Stjernfelt har undret sig over. For det meste virker det som stråmandsargumentation rettet mod unavngivne ”præster” og ”teologer”. Det er lidt besynderligt, at Stjernfelt gør sig så sårbar over for kritik. Han kunne lige så godt have valgt den ligefremme meddelelse i stedet for at spille sin bold op ad en fiktiv mur.

Stjernfelt skriver sig ind i en tolkningstradition, der begyndte hos Luthers samtidige modstandere. De identificerede Luther med Den Onde selv, og bortset fra, at Stjernfelt ikke tror på hverken gud eller djævel (Gud omtales konsekvent som guden i bestemt form ental med lille g) er det den tråd, han samler op. At Stjernfelt taler om ”Luthers mørke sider” er sådan set en eufemisme, for det forudsætter, at der også var lyse, og dem hører man intet til. Stjernfelt låner også fra den 

venstreorienterede, socialhistoriske tradition i det 20. århundrede, hvis sympati lå hos samtidens oprørske bønder og deres fører, Thomas Müntzer, hvem Luther bekæmpede med mund og pen. Billedet af Luther har aldrig været entydigt, heller ikke hos hans tilhængere. De lutherske menigheder har gennem århundrederne set et forbillede i hans rettroenhed, hans fromhed, hans visdom, hans viljestyrke eller hans oprørskhed. Man har valgt et idealiseret portræt, som man har kunnet spejle sig i. Stjernfelt foretager den samme bevægelse, blot med omvendt fortegn. Han finder hos Luther alt det, som en nutid finder ubehageligt, og holder det op for læserens øje. Stjernfelt går målrettet efter de ømme punkter. Det er dog synd at sige, at de er ukendte.

De fleste af dem kan man genfinde i Heinz Schillings fortrinlige biografi, der udkom på dansk i 2014, men forskellen er, at Schilling kontekstualiserer og søger en helhedstolkning. Han bortforklarer ikke Luthers til tider utøjlede aggressivitet, hans modvilje mod jøder og muslimer og alt det andet, men Schilling sætter det ind i en sammenhæng, og han peger f.eks. på, at der er en verden til forskel mellem Luthers konfessionelt begrundede anti-judaisme og senere århundreders politisk motiverede og biologisk begrundede anti-semitisme.

Stjernfelt forlader i bogens sidste afsnit den biografiske tilgang til stoffet og trækker trådene frem til det 20. århundrede, og skal man tro ham, trækker Luther og hans tilhængere et spor af obskurantisme, tyranni, død og ødelæggelse gennem Europas historie. Argumentet kulminerer med et kort over Tyskland, der sammenligner den konfessionelle fordeling og stemmeafgivelsen ved valget i 1932, og sammenhængen er da også helt entydig. Nazisterne fik flest stemmer i valgkredse med ikke-katolsk flertal. Stjernfelt mener, at denne sammenhæng har tre årsager: Lutheranernes anti-semitisme, 

Luthers doktrin om lydighed mod øvrigheden og de protestantiske kirkers sammensmeltning med stat og nation. Og Stjernfelt kan ikke stå for fristelsen til at konkludere, at hvis Luther ikke havde levet, ville Hitler aldrig være kommet til magten. Pamfletisten slår sine teser op med syvtommersøm: ”Der er ikke anden konklusion end at den politiske orientering i verdens førende lutherske kirker og deres menigheder var en forudsætning for den nazistiske magtovertagelse.”

Det efterlader naturligvis Stjernfelt med en gåde: ”Hvordan kan det være, at danske lutheranere som flest er gode og sympatiske demokrater – når de har den dystre åndshistoriske bagage de har?” Det skyldes i hvert fald ikke ”Luthers sidste zombie”, Sjællands biskop J.P. Mynster (1775-1854), mener Stjernfelt, der peger på Mynsters samtidige, Grundtvig, i stedet. Men han glemmer, at Grundtvig også var lutheraner, og så er han lige vidt med sin lutherdeterminisme.

Anders Klostergaard Petersen skrev i en tankevækkende kronik her i avisen (19. feb.) at Luther skal tilegnes i sin fremmedartethed. Den samme tanke kan man finde i Hal Kochs meget læseværdige lille bog om Luther fra 1958. Det betyder, at man ikke skal læse Luther for at finde det, man kan identificere sig med, men for at lade sig anfægte af, hvad der er fremmed for en. Det er ikke en læsestrategi, som Stjernfelt følger. Alt hvad han kan genkende hos Luther, er noget, som byder ham imod, og resten er han ikke interesseret i. Det svarer til at kassere Anders Mallings salmeleksikon med den ene begrundelse, at Malling havde været nazist eller at afskrive Martin Heidegger som filosof af samme grund. Hvis man forlanger af Luther, at han skal være kompatibel med de gældende værdier i dagens Danmark, er man gået glip af, hvad Martin Luthers søgen efter en nådig Gud i det 16. århundredes første halvdel gik ud på.

Når det er sagt, skal man naturligvis heller ikke afskrive Frederik Stjernfelt, blot fordi han vinkler sin Luthertolkning som han gør. Man skal ikke afvise værdien af at blive konfronteret med en Luther, som man ikke kan identificere sig med, og som sådan har denne pamflet naturligvis sin berettigelse i et reformationsjubilæumsår.

(Kristeligt Dagblad 25. marts 2017)

Fra slagfærdighed til patos

Jan Hedegaard, Churchill citater – ordrigt, åndrigt og nedrigt, Lindhardt og Ringhof

”Hvilket mandfolk! Jeg har tabt mit hjerte!” Således beskrev den britiske konservative politiker Winston Spencer Churchill (1874-1965)i 1927 sit møde med den italienske diktator Mussolini. Det er ikke et citat, man finder i denne bog. Heller ikke hans karakteristik af samme diktator fra 1933 som ”den største af alle nulevende lovgivere”. Det er Göran Hägg, der i sin interessante Mussolini-biografi har fremdraget disse for Churchills eftermæle mindre flatterende citater. De passer ikke så godt ind i det billede af Churchill, som eftertiden har dannet sig.

Churchills ry er slet ikke ufortjent. Han blev leder af en samlingsregering i 1940, et tidspunkt, da Storbritannien stod stort set alene mod Hitler. Sovjetunionen havde indgået en traktat med Tyskland. Frankrig var sammen med Polen og flere mindre europæiske lande blevet kørt over af den tyske krigsmaskine. Kun briterne stod på dette tidspunkt i vejen for Hitlers fuldstændige sejr i Europa. Det var deres ’Finest Hour’ med et citat af netop Churchill. Først senere kunne der dannes en koalition mod Hitler, fordi han var så uforsigtig at åbne østfronten i 1941. Sovjetunionen blev kastet i armene på Storbritannien og USA – eller omvendt. Antikommunisten Churchill vidste, at man ikke kunne være kræsen, når det handlede om allierede, så han udtalte – med både Stalin og sit eget politiske kompas for øje – at hvis ”Hitler invaderede helvede, ville jeg i det mindste fremsætte nogle elskværdige bemærkninger om djævelen i Underhuset.” Han indgik i løbet af krigen sammen med Roosevelt en pagt med Stalin om en deling af Europa efter krigen. Shakespeare-kenderen Churchill beskrev selv i 1946 denne deling som et jerntæppe, en metafor hentet fra teatret, hvor jerntæppet skiller scenerum fra tilskuerrum hermetisk i tilfælde af brand. At delingen fik den karakter, som den fik, var uden tvivl Stalins skyld. Men også Hedegaard glemmer i det biografiske kapitel, der også indgår i bogen, at Stalin grundlæggende overholdt de indgåede aftaler om grænsedragninger.

Selv om Churchill især huskes som frihedens og demokratiets forkæmper, tjener det til forståelse af hans personlighed, at han var født ind i den engelske højadel og modtog sin dannelse på en ’public school’, en prestigefyldt privatskole (fejlagtigt oversat til offentlig skole s. 24). Sin eventyrlyst fik han tilfredsstillet ved at gøre karriere i det britiske militær, der i hans ungdom var involveret i så mange konflikter på hele kloden, at det altid kunne stille fare til rådighed for den, der opsøgte den. Men Churchill var ikke blot soldat. Han fungerede samtidig som krigskorrespondent og forfatter. Det var han ikke mindst blevet af nød, for trods sin aristokratiske herkomst var han uden midler og måtte derfor skaffe sig et udkomme ved hjælp af sin mere end fortræffelige pen.  ”Historien vil være mig venlig stemt – jeg har nemlig selv tænkt mig at skrive den”, var hans pragmatiske vurdering. Hans helt eminente greb om sproget blev belønnet med Nobelprisen i litteratur i 1953. Hvor meget ros han end fortjener for sin rolle i Anden Verdenskrig, ville det unægtelig også have været vanskeligt at retfærdiggøre, at denne sikkerhedspolitiske hardliner fik fredsprisen.

Som politiker var Churchill ikke filosofisk idealist, men pragmatisk og til tider kynisk.  ”Det er ikke nok, at vi gør vort bedste. Nogle gange må vi også gøre det nødvendige.” Som taler var han ofte sarkastisk eller ligefrem nedrig. ”Jeg forstår så glimrende det ærede medlems trang til at fortsætte med at tale,” sagde han om en politikerkollega. ”Han trænger virkelig til at øve sig.” Churchill beherskede selv dette væsentligste, politiske instrument, talen, til perfektion. Han spillede med lige stor virtuositet på alle dets tangenter fra slagfærdighed til patos.  Berømte er især de taler, som holdt liv i den britiske kampånd, da det så allermørkest ud.

I replikken var han ikke mindre sublim, selv langt oppe i årene. En fotograf, der havde taget et portræt af Churchill i anledning af hans 75 års fødselsdag, udtrykte håbet om at ”få lejlighed til at fotografere Dem, når De bliver 100 år.” Churchill svarede: ”Ja, hvorfor ikke. De ser jo både nogenlunde rask og rørig ud.”

De fleste vil antagelig læse denne bog, fordi de hylder Churchills politik og hans person, og de vil ikke blive skuffede. Men selv kritikere af Churchill må beundre hans vid og hans evne til at turnere en pointe. Bogen bygger på bøger af Churchill selv og på bøger om ham. Dog er det sært, at man ikke finder Richard Langworths udvalg af Churchill-citater, ”Churchill by Himself”, på litteraturlisten. Den må da have tjent til inspiration.

(Kristeligt Dagblad den 31. okt. 2015)

Med forargelsen som drivkraft

Staffan Thorsell: Min kære Rigskansler. Sveriges kontakter til Hitlers Rigskancelli. Oversat af Allan Søndervang. Borgen, 360 sider, 399,95 kroner.

Historie Sveriges neutralitet under Anden Verdenskrig var kun betinget. Landet sad med Churchills ord fast i Tysklands greb. Der var stærk tysk militær tilstedeværelse i alle nabolande, og Sverige måtte ofte bøje sig for pres fra Berlin. Det mest åbenbare bidrag til den tyske side i krigen var tilladelsen til at lade tysk materiel og mandskab passere svensk territorium med afgørende betydning for slaget om Nordnorge. Spørgsmålet er, hvor nødtvunget Sverige følte sig. Var tilpasningen til Tyskland et udslag af realpolitisk nød eller idealpolitisk sympati?

Tidligere chefredaktør på Expressen Staffan Thorsell mener det sidste og har sat sig for at trække så mange skeletter ud af det svenske skab som muligt, om han så selv skal opfinde et par stykker af dem til lejligheden. Bogen er skrevet efter samme recept, som Ekstra Bladet laver kampagnejournalistik: Kendsgerningerne holder antagelig i byretten, men de er sovset til i en retorik, der trækker historien helt ud af kontekst. Selv mange af kapiteloverskrifterne ligner de dækningsløse checks, som tabloidpressens redaktionssekretærer jævnligt udsteder: »Hitler fylder halvtreds år og får en statue af Karl XII i gave«. I brødteksten krymper statuen til en statuette. »Hitler vil ikke købe Dagens Nyheter«. Nej, og tænk, han købte heller ikke Tivoli.

Problemet er, at Thorsell skriver væsentlig bedre, end han tænker, og så vil han for enhver pris have sin dagsorden drevet igennem. Han bruger forargelsen ikke alene som relevanskriterium og drivkraft, men også som ordnende princip, og det sker på bekostning af den journalistiske dyd, at man altid skal lade begge parter komme til orde i en konflikt.

Tag f.eks. en episode fra 1934, hvor Hitler tog imod den svenske ærkebiskop: »Man skulle have troet, at Sveriges ærkebiskop, med al sin teologiske uddannelse, ville have en vis viden om forskellen mellem godhed og ondskab, men da Erling Eidem satte sig i sofaen hos Djævelen selv, havde han tilsyneladende ingen anelse om, hvem han mødte. I stedet gjorde han på en indsmigrende måde sit bedste for at komme på god talefod med Adolf Hitler«.

Biskop Eidem havde faktisk en legitim grund til at optræde høfligt over for Hitler. Hans ærinde bestod nemlig i at protestere over nazificeringen af den tyske kirke. Eidem smigrede ikke Hitler for at smigre Hitler, men for at opnå noget. Genren kaldes diplomati, og den er af natur uskøn. Hitler på sin side ville gerne have, at Eidem deltog i indsættelsen af den nye nazistiske rigsbiskop. Det var hele hans dagsorden. Eidem nægtede. Ærkebiskoppen var faktisk temmelig konsekvent – om end diskret – kritisk over for Hitlers kirkepolitik, men alligevel efterlades læseren med den opfattelse, at ham Eidem han var en rigtig skidt fyr, for han havde jo været i kontakt med Hitler. Det er en gennemgående metode hos Thorsell, at han dømmer folk efter det, som de engelsktalende kalder ’guilt by association’.

Thorsell går efter kendisserne. Det svenske folk, der sandsynligvis rummede store antidemokratiske segmenter, lades i fred. Thorsell har især et horn i siden på kongehuset. Det i øvrigt velkendte forhold, at den nuværende konges tyske morfar var fremtrædende nazist, bruges naturligvis ikke til at bebrejde kongen noget, næh selvfølgelig ikke, men det er kun alt for tydeligt, med hvilken skadefryd Thorsell udmaler morfarens meritter over flere sider.

Den episode, der har givet bogen sin titel, var et brev, som den daværende konge Gustav V skrev til Hitler i efteråret 1941. Heri beskrev kongen sin glæde over åbningen af østfronten, fordi han betragtede bolsjevismen som en stor fare for Europa. Brevet blev blot aldrig sendt, for den socialdemokratiske statsminister Per Albin Hansson modsatte sig det. Kongen valgte i stedet at overdrage budskabet mundtligt til den tyske ambassadør i Stockholm, hvilket får Thorsell til at konkludere, at kongen gik bag om ryggen på statsministeren. Tolkningen spiller på kongens angivelige sympatier for nazismen, og anklagen om landsforræderi hænger som en klam dunst i gardinerne.

Kongen var ganske rigtig slet ikke socialdemokrat, men derfor behøvede han jo ikke være stillet helt uden for den politiske sammenhæng. Man kan sagtens forestille sig, at den svenske regering faktisk ønskede at give udtryk for, at den anså Sovjetunionen som en trussel. Det understøttes af meldingerne fra den svenske ambassadør i Berlin. Antikommunisme var en politisk grundstemning i hele Europa, ikke mindst blandt socialdemokrater. Det ville heller ikke være noget uberettiget sikkerhedspolitisk synspunkt, når man tager den sovjetiske aggression over for Finlands i betragtning.

Det kunne imidlertid ikke formuleres som en regeringserklæring, der ville være for stærkt et udtryk for solidaritet fra et på papiret neutralt land. Et brev fra kongen ville antagelig have samme effekt, mens man godt kan forestille sig, at regeringen har betragtet en mundtlig tilkendegivelse fra kong Gustav som den rette uforpligtende form. Hitler fik budskabet, hvilket et skriftligt svar vidner om, og svensk neutralitets særlige natur var bekræftet.

Det er ikke, fordi Thorsell ikke har ret i sit opgør med en svensk selvgodhed, der gerne dyrker myten om Folke Bernadottes idealisme og handlekraft som en særlig svensk dyd. Man må antage, at svenskerne har stået for deres andel af hykleriet, løgnagtigheden og eftergivenheden i perioden 1933-45. Skal man gøre sig håb om at forstå, hvordan og hvorfor det forholdt sig således, må man imidlertid konsultere andre end Staffan Thorsell.

(Politiken 24. nov. 2007)