Vejen til ufrihed

Timothy Snyder, Vejen til ufrihed. Rusland, Europa, Amerika. Gads Forlag, 334 sider, 300 kroner.

I en TV-debat i maj måned 2017 kaldte Søren Krarup (DF) den nyvalgte franske præsident Macron for ”den lille pæne bøssedreng”. Krarup fortrød forståeligt nok på stedet ordvalget.  Det interessante er, at det måske var mere end blot en gammel amagerdrengs fortalelse. Macron var som bekendt oppe imod Marine le Pen, der foruden at nyde Krarups opbakning også blev aktivt understøttet af Putins Rusland. I Rusland er homoseksualitet kriminaliseret, men det er ikke bare udtryk for almindelig familiepolitisk konservatisme. Det er en essentiel del af det nye Ruslands selvforståelse også i international politik, skriver Timothy Snyder i sin bog om Rusland, Europa og Amerika efter Den kolde Krig. En af de ideologer, som Putin anvender og citerer, er Ivan Iljin (1883-1954), der opfattede Rusland som den sidste oase af uskyld i en verden af kaos. Det handlede derfor for Iljin om at beskytte Rusland mod enhver indtrængning udefra, især fra Vestens amoral og dekadence. Med en sært sammenstillet seksuel-religiøs billeddannelse (Iljin var ortodoks kristen og freudianer) skal Moder Ruslands uskyld altså beskyttes mod bøssernes overgreb. Derfor er enhver af Ruslands modstandere i Vesten at definere som homoseksuelle, og le Pens modstander i præsidentvalgkampen blev af den russiske propaganda derfor udnævnt til at være ”bøssekandidaten”.

Snyder identificerer to tilgange til politik, som begge tager historien til indtægt, men som begge forråder historien, mener han. Den ene er ”evighedens politik”, der essentialiserer fænomener som nationen og skaber problemer, der ikke kan løses, fjender, der ikke kan nedkæmpes. Det gælder f.eks. Putin, der har gjort Vesten og de homoseksuelle til den modstander, der altid kan instrumentaliseres til indvortes brug. Den anden tilgang er ”uundgåelighedens politik”, som oversætteren Anders Nygaard så glimrende har valgt at kalde det. Den er i slægt med ”nødvendighedens politik”, men det ville have givet for mange misvisende associationer at kalde den det. Den er udtryk for den opfattelse, at fremtiden blot er mere af nutiden, at sporene er lagt, og at det nu blot handler om at fyre op under lokomotivets kedler. Hovedeksemplet er for Snyder den amerikanske, uregulerede markedsøkonomi. Over for disse to stiller han kravet om at bringe historien i overensstemmelse med nutiden, at gøre historien formbar for de nulevende. Han forstår historien som en udvikling, der er et resultat af ting, som mennesker mener og gør. Det kan synes banalt, men det er et tredje standpunkt. Hverken evighedens eller uundgåelighedens politik indrømmer det enkelte menneske nogen anden plads i historien som andet end opofrende helt eller medvidende medløber, og begge har taget nutiden som gidsel i fortidens eller fremtidens navn. For Snyder er spørgsmålet om succession vigtigt. Det er det princip, der i klassiske monarkier lader kongen leve, når kongen er død. I et demokrati er det forventningen om et nyt valg ved denne valgperiodes ophør, som konverterer menneskelig fejlbarlighed til håb.

Denne bog viser, hvordan evighedens politik har bemægtiget sig Rusland. Den betjener sig af vold, bedrag, militær aggressivitet mod nabolandene, korruption, antisemitisme og har oven i købet den frækhed at kalde modstanderne for nazister. Løgnen samler landet, fordi ved at bekende sig til løgnen kan russerne vise deres loyalitet over for centralmagtens ”store, sakrale mysterium”. Sandheden ville splitte folket og landet ad.

Bogen gennemgår også, hvordan det russiske regime systematisk søger at svække EU ved at understøtte politikere som le Pen, partier som AFD eller processer som Brexit og det ikke kun materielt. Ideen om at den åbenlyse løgn kan være et effektivt politisk instrument er også fulgt med. Snyder fortæller om, hvordan russerne i januar 2016 fyrede op under frygten for flygtninge i Tyskland ved at cirkulere en løgn om, hvordan en ung pige af russisk afstamning var blevet voldtaget i Berlin. Snyder forsømmer imidlertid at fortælle om, hvordan flere hundrede mænd fra Nordafrika og Mellemøsten nytårsaften senere samme år i Køln bekræftede den russiske propaganda. Der ryger gerne et par nuancer, når Snyder skal føre sin tese igennem. Han mangler fx blik for, at Putin skifter mellem at være pragmatisk og ideologisk alt afhængig af, hvem han taler med og hvad der tales om.

I spørgsmålet om forholdet mellem Rusland og Donald Trump, lægger Snyder ikke fingrene imellem, når han anklager sin præsident. Han beskriver Trump næsten som en Manchurian Candidate, en marionet styret udefra. Trump var ved årtusindskiftet reelt en fallent og har siden været båret oppe af russiske penge, der har sat ham i stand til at markedsføre fiktionen om sig selv som en meget succesfuld forretningsmand. Han spiller rollen godt. Det var også den han spillede i reality-TV-serien The Apprentice. Russerne har brugt ham til at hvidvaske store summer, og nu bruger de ham til at undergrave det amerikanske politiske system efter samme opskrift som i Europa, bare med langt større held. Ifølge Snyder er der fuldstændig åbne kanaler mellem Det Hvide Hus og Kreml, en alliance mellem uundgåelighedens og evighedens politik. Uanset om man kan følge Snyders begrebsliggørelse, står det klart, at der er tale om en korruption af de værdier og en korrosion af de institutioner, som amerikansk politik har bygget på i generationer, og spørgsmålet er, hvor meget håb man efterhånden tør mobilisere på USA's og verdens vegne med udsigt til det næste valg. 

Minutiøst veldokumenteret og elegant velskrevet kortlægger Snyder det russiske politiske produktionsapparat, hvis slagvare er ufrihed med henblik på afsætning i udlandet. Hjemmemarkedet er næsten mættet. Det er skræmmende, men nødvendig læsning, ikke mindst fordi man kan se hvordan efterspørgslen efter denne vare også findes langt inde i de etablerede politiske systemer i lande, der normalt betragtes som frihedens vogtere.

(Kristeligt Dagblad 27. okt. 2018, avisen valgte en anden rubrik)

Over stok og sten med lækre citater

Carsten Jensen, Mod stjernerne, Politikens Forlag 164 sider

Jeg ved ikke, hvordan man skal forstå denne bog. Et stykke ad vejen ser det simpelthen ud som om Carsten Jensen er ved at gå ind i politik. Han roser Alexander van der Bellen, Jeremy Corbyn, Jean-Luc Mélenchon, Bernie Sanders og andre venstrefløjspolitikere, der har opnået forbavsende vælgertilslutning, skønt de repræsenterer politiske programmer, der af deres modstandere beskrives som urealistiske drømmerier. Jensen er åbenlyst indtaget i den omstændighed, at disse senblomstrende, politiske aktivister alle er ældre end ham selv, hvilket gør, at den nybagte folkepensionist (f. 1952) stadig kan se sig selv om en repræsentant for det, der skal komme.

Det forklarer også, hvorfor Jensen gør så meget ud af, hvordan han i et møde med repræsentanter for Kommunistisk Parti måtte stille sig selv det tunge, eksistentielle spørgsmål: ”Er jeg borgerlig?” Han har tydeligvis brug for at markere, at der er en del af venstrefløjen, som han ikke kan identificere sig med, og selv Carsten Jensen kan finde et hår i suppen hos stalinisterne. Han har dermed bestået den lille ledvogtereksamen i dansk politik. (Den store ledvogtereksamen dumper han. Den kræver nemlig blandt andet, at man ikke trækker fascismekortet hele tiden.)

Jensens politiske program er anti-kapitalisme og klimapolitik. Og han ser renselse i den ild, der kommer: "Der er ingen nødudgang, når først den globale temperatur stiger over de fire grader, og kloden forvandler sig til en bageovn. Ildstorme vil feje gennem selv de bedst beskyttede af de riges naturreservater og forkulle finansverdenens bestyrelsesformænd i et stort iltsugende gisp." Tag den, Danske Bank.

Carsten Jensens største politiske problem er hans stadige flirt med populismen, med hvem han især deler foragten for den politiske elite og en diffus appel til vælgernes utilfredshed med tingenes tilstand.

Hypotesen om, at Jensen er ved at gøre sig lækker over for en lokal vælgerforening, lider et knæk, da der pludselig optræder et langt handlingsreferat af TV-serien Skam. Den er vist lidt vanskelig at instrumentalisere til politiske formål. Det har så noget med fællesskab og forældrerollen at gøre, og de sociale mediers fortrædeligheder, og nu vi er i Norge, kobles det så til Utøya-forbrydelsen: Breivik hører ikke hjemme i Norge, mener han. ”Han er en hjemløs i det cyberspace, der på en gang befinder sig alle steder og ingen steder. Han er ikke en voksen mand på treogtredive i krig, men en teenager iført mange skiftende uniformer i et karneval af død, og uniformerne er alle sammen hjemmesyede, ligesom Spider-Mans dragt er det. Han er ikke en genganger fra fortiden, men et sindbillede på den populærkultur, vi alle sammen lever midt i.”

Det er skrevet med Jensens velkendte sans for retorisk Schwung, men det er netop også Jensens problem, at han skriver så godt, at han uden besvær kan male hen over sprækkerne i tankegangen. Det går over stok og sten. Carsten Jensen sidder ved sin egen skærm og iagttager verden. Somme tider skubber han stolen tilbage og hiver en bog ud af reolen og smider et lækkert citat ind af Rimbaud. Sloterdijk eller Tocqueville. Han har også set flere film. Men han undgår at gå i dialog. Det bliver bare til enetale, namedropping og soundbites. Og han bliver ved med at tage nye emner op fra den politiske pamfletists standardrepertoire: Obama, Snowden, Afghanistan, Cambridge Analytica, fake news, WikiLeaks, konkurrencestaten og det repræsentative demokratis fallit. Et gennemgående træk er Jensens beundring for ungdommens idealisme og trang til at forandre verden. Og så er der måske alligevel en linje i bogen, for det var den idealistiske ungdom, der stemte på Bernie Sanders og Jeremy Corbyn, så hvorfor ikke på Carsten Jensen? Bogens afsluttende fanfare kunne i hvert fald godt lyde som en tale til ungdommen på den næste partikongres:

”Du har ikke en chance, grib den, sagde BZ’erne engang. Det samme paradoks gælder i dag, blot med den forskel, at det er os alle, der forenet i et nyt fællesskab sammen må gribe chancen, og kun ved at række ud efter den skaber vi den. Vi skal tænke stort. Når faren er størst, må drømmene også være det. Vores fælles rejse må gå mod stjernerne, ikke dem, der ubønhørligt blinker på himmelhvælvingen lysår borte, men dem, vi selv er i færd med at tænde.”

Bifald, tæppe, fremkaldelse. Jensen er valgt. Der er jo altid aftagere til lidt veldrejet godtkøbsidealisme uden egentlige handlingsanvisninger. Denne bog kommer ikke engang to måneder efter den forrige af Jensen. Hans nye forlag har travlt med at sælge bøger. Det ville nok have været at klogt at vente med at udgive noget fra Carsten Jensens hånd, indtil han havde noget interessant at sige.

(Kristeligt Dagblad 13. okt. 2018.)