Vejen til ufrihed

Timothy Snyder, Vejen til ufrihed. Rusland, Europa, Amerika. Gads Forlag, 334 sider, 300 kroner.

I en TV-debat i maj måned 2017 kaldte Søren Krarup (DF) den nyvalgte franske præsident Macron for ”den lille pæne bøssedreng”. Krarup fortrød forståeligt nok på stedet ordvalget.  Det interessante er, at det måske var mere end blot en gammel amagerdrengs fortalelse. Macron var som bekendt oppe imod Marine le Pen, der foruden at nyde Krarups opbakning også blev aktivt understøttet af Putins Rusland. I Rusland er homoseksualitet kriminaliseret, men det er ikke bare udtryk for almindelig familiepolitisk konservatisme. Det er en essentiel del af det nye Ruslands selvforståelse også i international politik, skriver Timothy Snyder i sin bog om Rusland, Europa og Amerika efter Den kolde Krig. En af de ideologer, som Putin anvender og citerer, er Ivan Iljin (1883-1954), der opfattede Rusland som den sidste oase af uskyld i en verden af kaos. Det handlede derfor for Iljin om at beskytte Rusland mod enhver indtrængning udefra, især fra Vestens amoral og dekadence. Med en sært sammenstillet seksuel-religiøs billeddannelse (Iljin var ortodoks kristen og freudianer) skal Moder Ruslands uskyld altså beskyttes mod bøssernes overgreb. Derfor er enhver af Ruslands modstandere i Vesten at definere som homoseksuelle, og le Pens modstander i præsidentvalgkampen blev af den russiske propaganda derfor udnævnt til at være ”bøssekandidaten”.

Snyder identificerer to tilgange til politik, som begge tager historien til indtægt, men som begge forråder historien, mener han. Den ene er ”evighedens politik”, der essentialiserer fænomener som nationen og skaber problemer, der ikke kan løses, fjender, der ikke kan nedkæmpes. Det gælder f.eks. Putin, der har gjort Vesten og de homoseksuelle til den modstander, der altid kan instrumentaliseres til indvortes brug. Den anden tilgang er ”uundgåelighedens politik”, som oversætteren Anders Nygaard så glimrende har valgt at kalde det. Den er i slægt med ”nødvendighedens politik”, men det ville have givet for mange misvisende associationer at kalde den det. Den er udtryk for den opfattelse, at fremtiden blot er mere af nutiden, at sporene er lagt, og at det nu blot handler om at fyre op under lokomotivets kedler. Hovedeksemplet er for Snyder den amerikanske, uregulerede markedsøkonomi. Over for disse to stiller han kravet om at bringe historien i overensstemmelse med nutiden, at gøre historien formbar for de nulevende. Han forstår historien som en udvikling, der er et resultat af ting, som mennesker mener og gør. Det kan synes banalt, men det er et tredje standpunkt. Hverken evighedens eller uundgåelighedens politik indrømmer det enkelte menneske nogen anden plads i historien som andet end opofrende helt eller medvidende medløber, og begge har taget nutiden som gidsel i fortidens eller fremtidens navn. For Snyder er spørgsmålet om succession vigtigt. Det er det princip, der i klassiske monarkier lader kongen leve, når kongen er død. I et demokrati er det forventningen om et nyt valg ved denne valgperiodes ophør, som konverterer menneskelig fejlbarlighed til håb.

Denne bog viser, hvordan evighedens politik har bemægtiget sig Rusland. Den betjener sig af vold, bedrag, militær aggressivitet mod nabolandene, korruption, antisemitisme og har oven i købet den frækhed at kalde modstanderne for nazister. Løgnen samler landet, fordi ved at bekende sig til løgnen kan russerne vise deres loyalitet over for centralmagtens ”store, sakrale mysterium”. Sandheden ville splitte folket og landet ad.

Bogen gennemgår også, hvordan det russiske regime systematisk søger at svække EU ved at understøtte politikere som le Pen, partier som AFD eller processer som Brexit og det ikke kun materielt. Ideen om at den åbenlyse løgn kan være et effektivt politisk instrument er også fulgt med. Snyder fortæller om, hvordan russerne i januar 2016 fyrede op under frygten for flygtninge i Tyskland ved at cirkulere en løgn om, hvordan en ung pige af russisk afstamning var blevet voldtaget i Berlin. Snyder forsømmer imidlertid at fortælle om, hvordan flere hundrede mænd fra Nordafrika og Mellemøsten nytårsaften senere samme år i Køln bekræftede den russiske propaganda. Der ryger gerne et par nuancer, når Snyder skal føre sin tese igennem. Han mangler fx blik for, at Putin skifter mellem at være pragmatisk og ideologisk alt afhængig af, hvem han taler med og hvad der tales om.

I spørgsmålet om forholdet mellem Rusland og Donald Trump, lægger Snyder ikke fingrene imellem, når han anklager sin præsident. Han beskriver Trump næsten som en Manchurian Candidate, en marionet styret udefra. Trump var ved årtusindskiftet reelt en fallent og har siden været båret oppe af russiske penge, der har sat ham i stand til at markedsføre fiktionen om sig selv som en meget succesfuld forretningsmand. Han spiller rollen godt. Det var også den han spillede i reality-TV-serien The Apprentice. Russerne har brugt ham til at hvidvaske store summer, og nu bruger de ham til at undergrave det amerikanske politiske system efter samme opskrift som i Europa, bare med langt større held. Ifølge Snyder er der fuldstændig åbne kanaler mellem Det Hvide Hus og Kreml, en alliance mellem uundgåelighedens og evighedens politik. Uanset om man kan følge Snyders begrebsliggørelse, står det klart, at der er tale om en korruption af de værdier og en korrosion af de institutioner, som amerikansk politik har bygget på i generationer, og spørgsmålet er, hvor meget håb man efterhånden tør mobilisere på USA's og verdens vegne med udsigt til det næste valg. 

Minutiøst veldokumenteret og elegant velskrevet kortlægger Snyder det russiske politiske produktionsapparat, hvis slagvare er ufrihed med henblik på afsætning i udlandet. Hjemmemarkedet er næsten mættet. Det er skræmmende, men nødvendig læsning, ikke mindst fordi man kan se hvordan efterspørgslen efter denne vare også findes langt inde i de etablerede politiske systemer i lande, der normalt betragtes som frihedens vogtere.

(Kristeligt Dagblad 27. okt. 2018, avisen valgte en anden rubrik)