Carsten Jensen, Mod stjernerne, Politikens Forlag 164 sider
Jeg ved ikke, hvordan man skal forstå denne bog. Et stykke
ad vejen ser det simpelthen ud som om Carsten Jensen er ved at gå ind i
politik. Han roser Alexander van der Bellen, Jeremy Corbyn, Jean-Luc Mélenchon, Bernie Sanders og
andre venstrefløjspolitikere, der har opnået forbavsende vælgertilslutning,
skønt de repræsenterer politiske programmer, der af deres modstandere beskrives
som urealistiske drømmerier. Jensen er åbenlyst indtaget i den omstændighed, at
disse senblomstrende, politiske aktivister alle er ældre end ham selv, hvilket
gør, at den nybagte folkepensionist (f. 1952) stadig kan se sig selv om en
repræsentant for det, der skal komme.
Det forklarer også, hvorfor Jensen gør så meget ud af,
hvordan han i et møde med repræsentanter for Kommunistisk Parti måtte stille
sig selv det tunge, eksistentielle spørgsmål: ”Er jeg borgerlig?” Han har tydeligvis
brug for at markere, at der er en del af venstrefløjen, som han ikke kan
identificere sig med, og selv Carsten Jensen kan finde et hår i suppen hos
stalinisterne. Han har dermed bestået den lille ledvogtereksamen i dansk
politik. (Den store ledvogtereksamen dumper han. Den kræver nemlig blandt andet,
at man ikke trækker fascismekortet hele tiden.)
Jensens politiske program er anti-kapitalisme og
klimapolitik. Og han ser renselse i den ild, der kommer: "Der er ingen nødudgang, når først den globale temperatur stiger over de fire grader, og kloden forvandler sig til en bageovn. Ildstorme vil feje gennem selv de bedst beskyttede af de riges naturreservater og forkulle finansverdenens bestyrelsesformænd i et stort iltsugende gisp." Tag den, Danske Bank.
Carsten Jensens største politiske problem er hans stadige flirt med populismen, med hvem han især deler foragten for den politiske elite og en diffus appel til vælgernes utilfredshed med tingenes tilstand.
Carsten Jensens største politiske problem er hans stadige flirt med populismen, med hvem han især deler foragten for den politiske elite og en diffus appel til vælgernes utilfredshed med tingenes tilstand.
Hypotesen om, at Jensen er ved at gøre sig lækker over for
en lokal vælgerforening, lider et knæk, da der pludselig optræder et langt handlingsreferat
af TV-serien Skam. Den er vist lidt vanskelig at instrumentalisere til
politiske formål. Det har så noget med fællesskab og forældrerollen at gøre, og
de sociale mediers fortrædeligheder, og nu vi er i Norge, kobles det så til
Utøya-forbrydelsen: Breivik hører ikke hjemme i Norge, mener han. ”Han er en
hjemløs i det cyberspace, der på en gang befinder sig alle steder og ingen
steder. Han er ikke en voksen mand på treogtredive i krig, men en teenager
iført mange skiftende uniformer i et karneval af død, og uniformerne er alle
sammen hjemmesyede, ligesom Spider-Mans dragt er det. Han er ikke en genganger
fra fortiden, men et sindbillede på den populærkultur, vi alle sammen lever
midt i.”
Det er skrevet med Jensens velkendte sans for retorisk
Schwung, men det er netop også Jensens problem, at han skriver så godt, at han
uden besvær kan male hen over sprækkerne i tankegangen. Det går over stok og
sten. Carsten Jensen sidder ved sin egen skærm og iagttager verden. Somme tider
skubber han stolen tilbage og hiver en bog ud af reolen og smider et lækkert
citat ind af Rimbaud. Sloterdijk eller Tocqueville. Han har også set flere
film. Men han undgår at gå i dialog. Det bliver bare til enetale, namedropping
og soundbites. Og han bliver ved med at tage nye emner op fra den politiske
pamfletists standardrepertoire: Obama, Snowden, Afghanistan, Cambridge
Analytica, fake news, WikiLeaks, konkurrencestaten og det repræsentative
demokratis fallit. Et gennemgående træk er Jensens beundring for ungdommens
idealisme og trang til at forandre verden. Og så er der måske alligevel en
linje i bogen, for det var den idealistiske ungdom, der stemte på Bernie
Sanders og Jeremy Corbyn, så hvorfor ikke på Carsten Jensen? Bogens afsluttende
fanfare kunne i hvert fald godt lyde som en tale til ungdommen på den næste
partikongres:
”Du har ikke en chance, grib den, sagde BZ’erne engang. Det
samme paradoks gælder i dag, blot med den forskel, at det er os alle, der
forenet i et nyt fællesskab sammen må gribe chancen, og kun ved at række ud
efter den skaber vi den. Vi skal tænke stort. Når faren er størst, må drømmene
også være det. Vores fælles rejse må gå mod stjernerne, ikke dem, der
ubønhørligt blinker på himmelhvælvingen lysår borte, men dem, vi selv er i færd
med at tænde.”
Bifald, tæppe, fremkaldelse. Jensen er valgt. Der er jo
altid aftagere til lidt veldrejet godtkøbsidealisme uden egentlige handlingsanvisninger.
Denne bog kommer ikke engang to måneder efter den forrige af Jensen. Hans nye
forlag har travlt med at sælge bøger. Det ville nok have været at klogt at
vente med at udgive noget fra Carsten Jensens hånd, indtil han havde noget interessant
at sige.
(Kristeligt Dagblad 13. okt. 2018.)
Ingen kommentarer:
Send en kommentar