Mongolske nomader

På Djengis Khans stepper – Mongoliets nomader, Moesgaard Museum

Med denne udstilling fastholder det nye Moesgaard Museum sit høje ambitionsniveau som hjemsted for kulturhistoriske særudstillinger af internationalt tilsnit. I dette tilfælde drejer det sig om en dansk samling, og endda en samling, der tilhører Nationalmuseet, der har en hel række af succesfulde særudstillinger bag sig. Men Nationalmuseet har af økonomiske årsager nedtonet sin særudstillingsvirksomhed, og så er initiativretten altså overgået til Aarhus. Og det er et modigt initiativ, for det er ikke et emne, der synes at have en stærk publikumsappel. Det burde det have.

Genstandene, der er suppleret med enkelte indlån fra andre museer, blev indsamlet af Henning Haslund-Christensen på to ekspeditioner til Mongoliet i Mellemkrigstiden. For de flestes vedkommende er der tale om uspektakulære og ganske almindelige hverdagsting som redskaber og tekstiler af håndværksmæssig tilvirkning og jævne materialer, men netop af den grund har så få kunnet se værdien i dem, og derfor er så få bevaret og derfor er denne samling enestående. Selv i Mongoliet savner de noget tilsvarende. Man har ganske enkelt ikke skønnet på dem i tide.

Man føres ind i udstillingen via en korridor, der efterligner gangen i en passagervogn på den transsibiriske jernbane. På skærme får man indtryk af vejrliget og landskabet, som man rejser igennem for at nå Mongoliet. På den måde transporteres den besøgende fra Moesgaard Museums spritmoderne foyer til en anden verden adskilt i tid og sted fra den, som kendes fra den lille maleriske halvø på det eurasiske kontinents vestlige kyst, som kaldes Jylland.

Der gives først og fremmest en introduktion til de mongolske nomaders hverdagsliv. Den besøgende får indtryk af at træde ind i et af de runde telte, der er karakteristisk for de mongolske steppenomader. Man er så at sige med antropologen på feltarbejde. Det mongolske telt, kaldet en ger, er stateligt og kan rumme en hel familie, men samtidig kan det skilles ad i sine bestanddele og transporteres på den robuste, centralasiatiske kamel, når nomadefamilien skal rejse fra sted til sted for at finde græsning til de dyr – heste, geder, får, køer og altså kameler - der udgør deres levevej og en integreret del af husholdningen.

Udstillingen viser alle aspekter af mongolernes liv- og forestillingsverden. Den er indlevende i en grad, så den nærmer sig en identifikation med sit emne. Det er det mongolske nomadeliv set indefra, nærmest som en nutidig, levet virkelighed. Kronologien er næsten væk. Kun meget få af genstandene er f.eks. dateret, og udstillingsteksterne er skrevet i nutid. Man får at vide, hvad denne ske, denne skammel eller dette stykke kameluld bruges til - som om tiden har stået stillet på de mongolske stepper i mere end 1000 år. Identifikationen tenderer til harmonisering. Der gives et idealiseret billede af mongolernes liv befriet for konflikter, krig, sult og lidelse – eller påvirkninger udefra.
Man får heller ikke meget at vide om Djengis Khan. Han optræder kun, fordi han er genstand for en personkult blandt mongolerne, og når den besøgende inviteres til at sætte sig ved det imiterede lejrbål i midten af den forestillede ger for at høre om den store mongolske kejser er det den mongolske myte om helten Djengis Khan, man får i hørebøfferne. Mongolerne dyrker (dyrkede?) imidlertid også shamanisme, samtidig med, at de tilsyneladende også var/er buddhister.  Hvordan det lige hænger sammen, forbliver uoplyst. Men de udstillede shamandragter er ikke desto mindre fantastiske.
Det er lykkedes at skabe et indbydende design, der lader Haslund-Christensens samling komme til sin ret. Det hverdagslige har fået en iscenesættelse som var der tale om kronjuveler. Men det er jo netop også pointen. Genstandene er juveler fra Nationalmuseets etnografiske samling. Som sådan er der tale om en vellykket særudstilling, og man kan godt undre sig over, at det skulle tage så lang tid at virkeliggøre en så indlysende god idé. Men det bliver også lidt for poleret og støvfrit, en beundrende skildring af en livsverden ikke blot adskilt fra vores i tid og sted, men nærmest en idyl løsrevet fra tid og sted. Det er svært at forestille sig, at det kan være så fredfyldt at være nomadisk kvægbonde på de centralasiatiske stepper, og det er svært at forestille sig, at mødet med det 20. og 21. århundredes modernitet ikke har ført til konflikt og forandring.

Har man lagt vejen forbi Moesgaard, skylder man også sig selv at besøge en lille udstilling på etagen under særudstillingssalen lavet af en gruppe antropologistuderende, der har fortolket videre på nomadetemaet ved at skildre f.eks. skilsmissebørns vandring mellem forældrene, lastbilchaufførens liv på landevejen eller kolonihaveejerens årstidsbetingede vandring mellem havehus og helårsbolig. Det er sjovt tænkt og godt udført, og det forlener mongoludstillingen med en interessant, reflekteret kontekst, som den besøgende kan identificere sig med og tage med ud i Moesgaard Museums foyer og videre ad de stier, som vi betræder for at forrette vores hverdagslige ærinder.

(Kristeligt Dagblad 30. juni 2018)

At studere mennesket er en opgave der bærer formålet i sig selv

Ole Thomsen, Frygt ikke frihed – Om humanisme og humaniora, Forlaget Vandkunsten, 222 sider

 Det er tydeligvis en sprogmand, der har skrevet denne bog. Glæden ved det syntaktiske filigranarbejde står op fra dens sider som f.eks. fra første sides programerklæring:

”I humanismen som verdens- og menneskeanskuelse ligger […] overbevisningen om, at der findes noget i mennesket, som er højere end mennesket, men som det samtidig oplever og erfarer som sit inderste og sande væsen: det virkelige menneskelige, det os forenende, det os overtræffende. Man kan blive klog på sig selv ved at læse sine egne tanker og drømme i en vens hjerte.”

Hvor ofte ser man udsagnsordenes lange tillægsform anvendt med tilsvarende lethed på dansk? Ole Thomsen (f. 1946) er pensioneret docent i klassisk filologi på Aarhus Universitet, så form- og genrebevidsthed er ham naturligvis ikke fremmed. Thomsens sproglige ekvilibrisme bliver imidlertid også bogens svaghed, fordi han kommer til at afbryde sine egne rammende formuleringer med andre rammende formuleringer, således at tankens strøm ikke flyder i fuld bredde, men har en tendens til at kondensere til aforistiske suppeterninger af mættet og uforløst refleksion.

Det kræver altså en indsats fra læseren at forstå forfatterens anliggende og tegne de dertil hørende større linjer. Bogens selvbiografiske elementer er en hjælp. Thomsen udreder selv sin akademiske genealogi, idet han er elev af Franz Blatt, der var elev af den eminent lærde filolog J.L. Heiberg (ikke at forveksle med litteraten og Johanne Louise Heibergs mand), der var elev af den lige så eminente filolog og undervisningspolitiker J.L. Madvig, der som minister gennemførte en afgørende reform af den lærde skole, altså gymnasieskolen, i 1850. Kun tre akademiske generationer skiller altså Thomsen fra Guldalderens lærdoms- og dannelseskultur, der anså tilegnelsen af den klassiske græske og romerske litteratur som en nødvendig forudsætning for at blive et oplyst, tilregneligt og anstændigt menneske – eller hvad der almindeligvis omtales som det klassiske dannelsesideal, blandt dannelseshistorikere mere præcist betegnet som ny-humanismen.

Samtidig betegner Thomsen landbrugeren Mette Olsen fra Tved, hvor han er vokset op, som sin væsentligste lærer. Hun var noget så enkelt som en uskolet, læsende begavelse, der tog det på sig at bidrage til den lille Oles dannelse i 1950ernes Djursland. Det vil sige, at den aristokratiske arrogance, der er den klassiske dannelses indbyggede risiko, opvejes af en hverdagslig og i ordets egentlige forstand jordnær pragmatisme. I portrættet af Mette Olsen knytter Thomsen for alvor det partikulære til det universelle og viser glimt af sin egen menneskeligheds fylde. Og så fik han ad denne vej antagelig sans for det grundtvigske.

Thomsen ser denne metteolsenske livs- og verdensanskuelse spejlet i græsk og romersk tradition, især den kyniske og stoiske filosofi, Diogenes, Seneca m.fl. Mens humanismen af den lutherske teologi ofte kritiseres for at være menneskets selvforgudelse, har Thomsen intet udestående med kristendommen: ”Der er et religiøst moment i troen på menneskehed og menneskeværd og i forvisning om hver enkelt sjæls umistelige værdi. En Religiøs kerne er der også i livsanskuelsen humanisme, når man forstår den som overbevisningen om, at der findes noget i mennesket, som er højere end mennesket, men som det samtidig oplever som sit inderste og sande væsen: det ægte menneskelige.”

Humanismens indgang til det kristelige finder Thomsen i skabelsesteologien især hos Grundtvig, der i kraft af sin understregning af gudbilledligheden havde et for en erklæret lutheraner påfaldende lyst syn på mennesket. Til gengæld er Thomsen lidt mere skeptisk over for Løgstrups skabelsesteologi. Bogen rummer en interessant tolkning af Løgstrups berømte essay fra 1950, ”Humanisme og kristendom”, idet Løgstrup ifølge Thomsen fastholdt modsætningsforholdet mellem de to. Det er en pointe, der har betydning for forståelsen af Løgstrups samtidige opgør med Tidehverv, men også her bliver Thomsen lidt for kort for hovedet. Tilsvarende afsnuppet bliver diskussionen med to andre væsentlige samtalepartnere, Vilhelm Grønbech og Johannes Sløk, der var henholdsvis kulturpessimist og misantrop; endnu to suppeterninger, der venter på en gryde med kogende vand.

Det er ikke en debatbog som sådan, Thomsen har skrevet, men den har tydeligvis brod. Han modsætter sig f.eks. den instrumentalisering af de humanistiske fag, der kendetegner uddannelses- og forskningspolitikken. At studere mennesket er en opgave, der bærer formålet i sig selv. Det er en umistelig del af humanioras forudsætninger, men altså også kun en del. Thomsens synspunkt er klassisk forstået på den måde, at det stammer fra en bestemt faglig tradition, den klassiske filologi, der i sagens natur er meget optaget af den oldgræske og romerske litteratur. Verden er heldigvis blevet en del større og humaniora væsentlig mere mangfoldig, siden dette specifikke dannelsesideal blev kanoniseret for mere end 200 år siden. Under alle omstændigheder bidrager Ole Thomsen med denne bog til, at den fremtidige diskussion om humanisme og dannelse kan foregå på et oplyst grundlag.

(Kristeligt Dagblad 12. juni 2018)

Populisme som form og indhold

Anna Libak, Forstå populismen!, Gyldendal, 190 sider

For to år siden udkom Jan-Werner Müllers bog, hvad er populisme?, på dansk. Heri definerer han populisme som den politik, der hævder at repræsentere det egentlige folk, og som ønsker at bekæmpe en korrumperet elite. Anna Libak afviser ikke denne definition fuldstændig, men mener ikke at den rammer populismens essens. Hun kritiserer især Müller for den vurdering, at populismen er potentiel antidemokratisk. For Libak er populisme en politisk form, der kan fyldes med et hvilket som helst politisk indhold. At der findes u- eller antidemokratiske populister som Putin eller Erdoğan inkriminerer altså ikke de populister, der opererer inden for demokratiets rammer, mener Libak.

I stedet definerer hun populismen ud fra et af dens andre kendetegn, nemlig krænkelsen: ”I populismen er der onde og gode, helte og skurke, ofre og gerningsmænd. Det er en magtstrategi, som bruges af politikeren til at vinde sympatien over på sin side ved at tale de sagesløse ofres sag over for en hensynsløs overmagt.” At definere populismen som en magtstrategi bygget på fortørnelsens styrke, sætter Libak i stand til at inkludere den identitetspolitik, der er fremherskende på venstrefløjen, i sin definition. Det er den praksis, der er opstået på amerikanske universiteter, hvor minoriteter skal beskyttes mod krænkelser af enhver art, selv sådanne der for nogle måtte synes at falde under bagatelgrænsen. Inden for denne definition er forskellen mellem højre- og venstrepopulismen den, at højrepopulismen har sat sig for at forsvare ’det tavse flertal’, mens venstrepopulismen forsvarer de sårbare mindretal. Libak mener ikke, at denne forskel er af særlig stor betydning, for begge parter dyrker en krænkelseskultur, hvor identiteten og ikke argumentet udgør den politiske platform. For højrepopulismen er det den nationale identitet, for venstrepopulismen er det kønnet, seksualiteten eller hudfarven.

Og så kommer vi til det, som denne bog vel egentlig handler om, nemlig hvad Libak betragter som årsagen til populismen: globaliseringen. Den var drevet frem af den optimisme på det liberale demokratis vegne, der opstod ved afslutningen af Den kolde Krig, og den blev ideologiseret til noget, som Libak døber globalismen. Den byggede på en tro på, at kulturelle forskelle og konflikter ville blive mindsket ved øget økonomisk og menneskelig samkvem landene og kontinenterne imellem og at dette er en nødvendig eller uafvendelig udvikling. Det har vist sig ikke at være tilfældet. Tværtimod har det forårsaget en række problemer, som vi bør tage alvorligt, og populismen er kun et symptom på disse problemer og ikke problemet i sig selv, mener Libak.

Hvis man som denne anmelder hælder til Jan-Werner Müllers analyse, er den åbenlyse indvending imod Libaks definition, at hun gør sig skyldig i en Verharmlosung af populismen, fordi hun afviser, at den har nogen systemisk betydning. Populisme er ifølge Libak ”nye partiers børnesygdom, som i de fleste vestlige lande kan kureres med magt og indflydelse. For med magten følger ansvaret, og hvis noget er galt, er det pludselig også ens egen skyld.” Her kunne Libak med fordel studere Esben Schjørring og Michael Jannerups bog, Værdikæmperne, om udviklingen i den politiske kultur under Anders Fogh (anmeldt her i avisen 16. januar i år). De viser, at en værdipolitik i slægt med populismen har undergravet det parlamentariske system, konkret og lidt forenklet forstået således, at populisterne høster stemmerne, mens de regeringsbærende partier slides i stykker. Dansk Folkeparti kan godt blæse og have mel i munden. I USA ser vi for tiden det antageligt bedste eksempel på Müllers pointe, nemlig at populismen på besynderlig vis immuniserer sig selv imod moralsk kritik, selv når den tager magten og handler åbenlyst umoralsk. Systemforagten er ikke blot en facon, men en substantiel del af politikken og dermed også en del af problemet. Libak gør ret i at pege på, at det ikke må skygge for det forhold, at de store udfordringer, som Vesten står over for, er globale. Det er f.eks. ikke populisternes skyld, at indvandringen fra Mellemøsten og Afrika skaber problemer i Europa, sådan som nogle politikere hævder. Men man behøver heller ikke - som Libak gør det - forklejne populismen som fænomen eller problem for at gøre det synspunkt gældende.

Bogen slutter med syv gode råd til dagens politikere og os andre. De handler om at tage globaliseringens problemer alvorligt, ophøre med at tro, at globalisering er den eneste rette vej, at erkende at kultur og kulturelle forskelle har betydning, at udligne de store indkomstforskelle, og at grave færre grøfter i den offentlige debat. Hvad det sidste ideal angår, lever forfatteren op til sin egen forskrift. Hun argumenterer sagligt og lødigt for sin sag og bekræfter med denne bog, at den offentlige debat i Danmark ville være dårligere stillet uden Anna Libaks bidrag. Hun er en af dem, der er værd at lytte til.

(Kristeligt Dagblad 1. juni 2018)