Mongolske nomader

På Djengis Khans stepper – Mongoliets nomader, Moesgaard Museum

Med denne udstilling fastholder det nye Moesgaard Museum sit høje ambitionsniveau som hjemsted for kulturhistoriske særudstillinger af internationalt tilsnit. I dette tilfælde drejer det sig om en dansk samling, og endda en samling, der tilhører Nationalmuseet, der har en hel række af succesfulde særudstillinger bag sig. Men Nationalmuseet har af økonomiske årsager nedtonet sin særudstillingsvirksomhed, og så er initiativretten altså overgået til Aarhus. Og det er et modigt initiativ, for det er ikke et emne, der synes at have en stærk publikumsappel. Det burde det have.

Genstandene, der er suppleret med enkelte indlån fra andre museer, blev indsamlet af Henning Haslund-Christensen på to ekspeditioner til Mongoliet i Mellemkrigstiden. For de flestes vedkommende er der tale om uspektakulære og ganske almindelige hverdagsting som redskaber og tekstiler af håndværksmæssig tilvirkning og jævne materialer, men netop af den grund har så få kunnet se værdien i dem, og derfor er så få bevaret og derfor er denne samling enestående. Selv i Mongoliet savner de noget tilsvarende. Man har ganske enkelt ikke skønnet på dem i tide.

Man føres ind i udstillingen via en korridor, der efterligner gangen i en passagervogn på den transsibiriske jernbane. På skærme får man indtryk af vejrliget og landskabet, som man rejser igennem for at nå Mongoliet. På den måde transporteres den besøgende fra Moesgaard Museums spritmoderne foyer til en anden verden adskilt i tid og sted fra den, som kendes fra den lille maleriske halvø på det eurasiske kontinents vestlige kyst, som kaldes Jylland.

Der gives først og fremmest en introduktion til de mongolske nomaders hverdagsliv. Den besøgende får indtryk af at træde ind i et af de runde telte, der er karakteristisk for de mongolske steppenomader. Man er så at sige med antropologen på feltarbejde. Det mongolske telt, kaldet en ger, er stateligt og kan rumme en hel familie, men samtidig kan det skilles ad i sine bestanddele og transporteres på den robuste, centralasiatiske kamel, når nomadefamilien skal rejse fra sted til sted for at finde græsning til de dyr – heste, geder, får, køer og altså kameler - der udgør deres levevej og en integreret del af husholdningen.

Udstillingen viser alle aspekter af mongolernes liv- og forestillingsverden. Den er indlevende i en grad, så den nærmer sig en identifikation med sit emne. Det er det mongolske nomadeliv set indefra, nærmest som en nutidig, levet virkelighed. Kronologien er næsten væk. Kun meget få af genstandene er f.eks. dateret, og udstillingsteksterne er skrevet i nutid. Man får at vide, hvad denne ske, denne skammel eller dette stykke kameluld bruges til - som om tiden har stået stillet på de mongolske stepper i mere end 1000 år. Identifikationen tenderer til harmonisering. Der gives et idealiseret billede af mongolernes liv befriet for konflikter, krig, sult og lidelse – eller påvirkninger udefra.
Man får heller ikke meget at vide om Djengis Khan. Han optræder kun, fordi han er genstand for en personkult blandt mongolerne, og når den besøgende inviteres til at sætte sig ved det imiterede lejrbål i midten af den forestillede ger for at høre om den store mongolske kejser er det den mongolske myte om helten Djengis Khan, man får i hørebøfferne. Mongolerne dyrker (dyrkede?) imidlertid også shamanisme, samtidig med, at de tilsyneladende også var/er buddhister.  Hvordan det lige hænger sammen, forbliver uoplyst. Men de udstillede shamandragter er ikke desto mindre fantastiske.
Det er lykkedes at skabe et indbydende design, der lader Haslund-Christensens samling komme til sin ret. Det hverdagslige har fået en iscenesættelse som var der tale om kronjuveler. Men det er jo netop også pointen. Genstandene er juveler fra Nationalmuseets etnografiske samling. Som sådan er der tale om en vellykket særudstilling, og man kan godt undre sig over, at det skulle tage så lang tid at virkeliggøre en så indlysende god idé. Men det bliver også lidt for poleret og støvfrit, en beundrende skildring af en livsverden ikke blot adskilt fra vores i tid og sted, men nærmest en idyl løsrevet fra tid og sted. Det er svært at forestille sig, at det kan være så fredfyldt at være nomadisk kvægbonde på de centralasiatiske stepper, og det er svært at forestille sig, at mødet med det 20. og 21. århundredes modernitet ikke har ført til konflikt og forandring.

Har man lagt vejen forbi Moesgaard, skylder man også sig selv at besøge en lille udstilling på etagen under særudstillingssalen lavet af en gruppe antropologistuderende, der har fortolket videre på nomadetemaet ved at skildre f.eks. skilsmissebørns vandring mellem forældrene, lastbilchaufførens liv på landevejen eller kolonihaveejerens årstidsbetingede vandring mellem havehus og helårsbolig. Det er sjovt tænkt og godt udført, og det forlener mongoludstillingen med en interessant, reflekteret kontekst, som den besøgende kan identificere sig med og tage med ud i Moesgaard Museums foyer og videre ad de stier, som vi betræder for at forrette vores hverdagslige ærinder.

(Kristeligt Dagblad 30. juni 2018)

Når døden sættes spektakulært i scene

Som et forlist rumskib, en styrtet star cruiser fra en stjernekrigsfilm, borer det nye Moesgaard Museum sig ned i en bakke syd for Aarhus. Bygningen har form som en kile indfældet i det kuperede landskab. Taget udgør en sammenhængende, skrånende, rektangulær flade, der begynder i terrænhøjde tættest ved det gamle Moesgaard Museum og hæver sig græsklædt en snes meter over jorden, hvor det er højest. Taget er tilgængeligt for publikum, og man har herfra udsigt over Aarhusbugten. 

Der er noget monumentalt over bygningen samtidig med, at den er diskret, forstået på den måde, at den respekterer sine omgivelser, både landskabet og det klassicistiske herregårdsanlæg, der er nærmeste nabo. Prisen for denne arkitektoniske prioritering er blandt andet mangel på lysindfald. I foyeren og cafeteriaet er der godt med dagslys, mens udstillingerne skal belyses kunstigt, og man må sige, at der økonomiseres med strømmen på Moesgaards faste udstilling, hvor den natteblinde sine steder må famle sig frem.

Helt så dunkelt belyst henligger den nye særudstilling om gladiatorerne ikke, bortset fra begyndelsen. Man føres ved indgangen ind i en mørk korridor, der skal illudere kælderen under Colloseum i Rom, så den besøgende kan identificere sig med en gladiator på vej til kamp. Herfra træder man ind i udstillingens største – og velbelyste – rum, der er gennemscenograferet, så man får indtryk af at stå midt i en arena omgivet af tilskuere. Store figurer forestillende forskellige gladiatortyper i tvekamp står opstillet på gulvet. Rummets ene langside er en skærm, hvorpå der projiceres en film med rekonstruerede gladiatordueller.

Derfra ledes man ind i selve udstillingen af historiske genstande. I størrelsesorden varierer de fra et kirurgisk bestik, der anvendtes til behandling af gladiatorernes sår, til originale bygningsdele fra Colosseum. Der er indlån fra en imponerende række af fornemme samlinger fra hele Europa, først og fremmest Italien. De store relieffer med gladiatorscener gør indtryk. Min favorit er en samling af hjelme og benskinner fra Pompeji. I Pompeji fandtes både et amfiteater og en gladiatorskole, som blev udsat for pludselig død og ødelæggelse, men også bevaring ved Vesuvs udbrud i år 79. Herfra stammer de få bevarede eksempler på gladiatorudstyr, og de er derfor meget eftertragtede udstillingsobjekter. Det har ført til mistanke om, at nogle af de genstande, der turnerer på vandreudstillinger om gladiatorer, i virkeligheden er kopier.

Udvalget af genstande er kurateret, som man nu åbenbart også siger i de kulturhistoriske museer, af direktøren for Colloseum i Rom, Rosella Rea. Moesgaards udstilling har netop været vist på et museum i Belgien og skal efter Aarhus til Holland. Moesgaard har til denne udgave af udstillingen suppleret med yderligere indlån fra både danske og udenlandske museer.

Et lille udvalg fra det store fund af våben og udstyr fra Illerup Ådal ved Skanderborg udgør det lokale bidrag til mængden af udstillingsgenstande. Moesgaard Museum har i kraft af udgravningerne en betydelig samling af romerske sværd. Et af de flotteste er med på udstillingen, og museet bemærker med en vis stolthed, at netop dette sværd var forlægget for et, som Russel Crowe anvendte i filmen ”Gladiator”. Det er så også det eneste, der forbinder det med udstillingens tema, for sværdet har tilhørt en romersk officer, og gladiatorerne benyttede netop ikke romerske militære våben. De var derimod udstyret og bevæbnet som stiliserede udgaver af romernes fjender.

I forbindelse med udstillingen udgiver museet en fint illustreret antologi, hvortil Rosella Rea har skrevet de fleste artikler, suppleret af tre udmærkede bidrag af Pauline Asingh, Jeanette Varberg og Jens Damm. Varberg har påtaget sig den utaknemmelige opgave at knytte gladiatorinstitutionen til Østjylland. Gladiatorerne var slaver, krigsfanger, straffede eller frivillige, og derfor kan man ikke udelukke, at der blandt dem var nogle, der kom fra eller havde kæmpet i det sydlige Skandinavien og derfor kan knyttes til f.eks. Illerup Ådal. Men det bliver ved spekulationerne.
 

Et klassisk museumskatalog med systematisk og nummereret fortegnelse over genstandene er det desværre ikke blevet til. En udstilling som denne er bygget på en stor forskningsindsats, der ikke mindst dokumenteres i katalogiseringen, og det er uforståeligt, at denne opgave forsømmes. Antologiens billedredaktion kunne have kompenseret for denne mangel, men billedteksterne er desværre alt for mangelfulde til at udfylde opgaven.

Moesgaard har til sin udgave af denne italienske gladiatorudstilling skabt en effektfuld scenografi og et vellykket udstillingsdesign, hvor der vises hensyn til både ønsket om fordybelse og kravet om formidling. Udstillingen appelerer i høj grad til den samme fascination af den iscenesatte død, som i sin tid trak publikum til gladiatorkampene eller "shows", som udstillingsteksterne kalder dem med et moderne og sådan set ret velanbragt udtryk. Udstyr, diæter og træning beskrives grundigt. Hvis man vil vide mere om den historiske, sociale, kulturelle, politiske og samfundsmæssige kontekst, må man læse den ledsagende antologi.

(Kristeligt Dagblad 26. april 2016)