Bo Lidegaard, Danmark i krig, Aarhus Universitetsforlag, 100 sider, 100 kroner
Mindesten i Ballonparken på Amager
for de faldne ved træfningen
29. aug. 1943
Eget foto.
|
På den anden side er den også skrevet i et format, hvor der
males med den brede pensel, og hvor konklusionerne skal tegnes klart. I den
genre er Lidegaard som meriteret historiker, øvet polemiker og velskrivende
essayist på hjemmebane.
Han hæfter sig ved ”Operation Bøllebank” som den begivenhed,
der for alvor ændrede danskernes holdninger til militære løsninger:
”Slaget blev et vendepunkt i synet på forsvaret, som fra
1994 blev ombølget af en respekt, det ikke havde nydt siden 1864. Det virkede,
som om den kollektive skam efter den forsmædelige besættelse den 9. april 1940
omsider blev vasket væk, og Danmark igen kunne være sig selv bekendt, også i
uniform.”
Lidegaard tegner flere linjer i udviklingen. For det første
er der som nævnt ændringen i den almindelige opfattelse af krig som sådan.
Danskerne er væsentlig mere positivt indstillede over for at lade danske
soldater gå i krig end tidligere. For det andet ser han en overordnet linje af
kontinuitet, som egentlig går helt tilbage til Danmarks indtræden i NATO, og
som handler om, at Danmark hele tiden har set sine sikkerhedsinteresser bedst
plejet ved at optræde som USA's loyale allierede. Denne loyalitet har haft sine
konjunkturer. Lidegaard hører til dem, der mener, at fodnotepolitikken i
1980erne lå inden for de udsving, som må forventes at optræde blandt
alliancepartnere. For det tredje er der tale om eskalation fra det beskedne og
defensive i Den første Golfkrig over en ”mere robust krigsdeltagelse” i Bosnien
til betydelige tab i Afghanistan og en egentlig førende rolle i nedkæmpelsen af
Gadaffi i Libyen.
Endelig er der sket en ændring i krigenes begrundelse eller
retfærdiggørelse. I denne del af analysen træder Lidegaard også ud af rollen
som historiker og giver sin egen holdning tydeligst til kende. Det skal også
ses i lyset af, at han selv som embedsmand i sin tid var rådgiver for en af de
helt centrale aktører, Anders Fogh Rasmussen i dennes tid som statsminister.
Indtil årtusindskiftet var dansk udenrigspolitik bundet fastere til
forestillingen om en international retsorden og folkeretten. Jo mere man kan
forpligte andre til at overholde disse principper, desto bedre garantier kan
der stilles for et lille land som Danmark. FN er en vigtig institution for
dette spor, hvad EU også kunne have været, hvis ikke Danmark havde stillet sig
uden for den militære del af dette samarbejde. FN-sporet blev allerede forladt
af den socialdemokratiske regering i 1998 med flyforbuddet i Irak og året efter
med bombningen af Serbien. Men det var Anders Fogh Rasmussen, der med en
politisk tolkning af Besættelsestiden og Den kolde Krig ændrede
legitimeringsgrundlaget ved at gøre den aktive krigsdeltagelse til en postering
i et moralsk regnskab, der føres over generationer. Fogh Rasmussen fortolkede
historien således, at Danmark nu skulle kompensere for det underskud på
”frihedskontoen”, som vi havde oparbejdet ved passivitet og svaghed i fortiden.
Med Fogh Rasmussens begrundelse for at gå i krig er det også
blevet lettere at betegne indsatsen som en succés, for da bliver loyaliteten
mod USA et formål i sig selv, et formål, der så at sige opfyldes i det øjeblik
man træder ind i krigen. Lidegaard derimod ser alliancen med USA og
krigsindsatsen som et middel til at opnå fred, stabilitet og sikkerhed. Hans
konklusion bliver derfor afhængig af krigenes udfald og konsekvenser, og den er
følgelig overvejende nedslående. Indsatsen på Balkan betragter han som godkendt
uden at være prangende, fordi der er opnået en del i retning af stabilitet og
fred. Værre står det til med Afghanistan, Irak og Libyen, hvor der hersker
forskellige grader af borgerkrig og destabilisering som et direkte og indirekte
resultat af angrebskrige, hvor Danmark har deltaget. Krigene har ikke ”bidraget
til at styrke Danmarks sikkerhed ved at svække international terrorisme og
islamisk fundamentalisme”, snarere tværtimod, lyder Lidegaards konklusion.
(Kristeligt Dagblad 6. marts 2018. Redaktionen havde valgt
en anden rubrik.)