Det tyske spørgsmål

Lækkert belyst og sat op på en lav plint lige når man træder ind i Nationalmuseets særudstillingshal ligner Volkswagen Type 1 slet ikke en veteranbil. Næsten aristokratisk fremstår den i sin halvblanke lakering og perfekte stand, skønt den blev samlet for næsten 70 år siden. På dette tidspunkt var designet endda mere end ti år gammelt, men stadig skarpt nok til at stå som en repræsentant for fremtiden og bære de forhåbninger om kommende velstand, som prægede efterkrigstiden. Virkningen har ikke ganske fortaget sig. Man kan stadig godt se, hvad det var, den kunne, den bil. Men biler er vist ikke lige Nationalmuseets spidskompetence, for i kataloget omtales den som Folkevogn ”Mariehøne”. Det må være en oversættelse af dens franske kælenavn. På tysk kaldes den en ”Käfer”, en bille, og det samme på engelsk. På dansk hedder den ”Boblen” eller simpelthen bare en Folkevogn.

Eksemplet viser, hvad der er en svaghed ved Nationalmuseets nye særudstilling om Tyskland. Den er overtaget næsten 1:1 fra British Museum, og man kan godt se, at den ikke er vokset i Nationalmuseets egen have. Målgruppen er tydeligvis et publikum, der har brug for at vide, at Tyskland er en kulturnation, og at tyskerne ikke bruger alle deres vågne timer på at planlægge, hvordan de skal invadere Polen. Det budskab er antagelig spildt på de fleste kulturforbrugende danskere, der for længst har taget Tyskland til sig som yndet rejsemål. Vi har distanceret os fra fortidens problematiske forhold til den sydlige nabo. Briterne er vist ikke nået helt så langt.

Skal man lave en historisk udstilling om Tyskland i Danmark, er der imidlertid en styrke ved denne Verfremdungseffekt, altså at blikket rettes på Tyskland pr. stedfortræder, nemlig at vi som danskere løftes ud af det perspektiv, der ville have været pligtstof, hvis udstillingen var tilrettelagt af Nationalmuseet: det slesvig-holstenske problem. Det forbigås til gengæld med sorgløs lethed, når man som udstillingens kurator er brite. Det er isoleret set en svaghed ved de europæiske stormagters perspektiv på egen historie, at de som hovedregel frejdigt ignorerer Nordens lande og Østersøens rum. Men i dette tilfælde tilbyder det altså os en mulighed for at se bort fra os selv og se Tyskland i et andet perspektiv. I den forstand er udstillingen vellykket. Den stiller det tyske spørgsmål, ”Die deutsche Frage”, som har optaget ikke alene tyskernes naboer, men også tyskerne selv i over to hundrede år: Hvad er Tyskland?

Udstillingen påtager sig ikke at svare entydigt endsige fyldestgørende på det tyske spørgsmål. Der er blot 123 katalognumre, som ikke engang optager hele Egmonthallens areal. Udvalget er til gengæld delikat. Udstillingen satser ikke på det spektakulære eller repræsentative, snarere det tankevækkende. Nogle af de konkrete valg er uforståelige. Hvorfor gengives f.eks. et maleri af Caspar David Friedrich tilhørende Statens Museum for Kunst i fotografisk reproduktion? Det er lidt sølle, at end ikke de københavnske museer kan samarbejde om en løsning. Og så kunne man i øvrigt også have gjort den lille reverens for et dansk publikum at nævne, at Friedrich blev uddannet på kunstakademiet i København. På den anden side må det siges, at det ikke-danske perspektiv fastholdes konsekvent.

Udstillingen tager sin besøger gennem historien fra Middelalderen til Murens fald. Den lægger vægt på de impulser, der udgik fra Tyskland, kulturelt og teknologisk. For 1800-tallets vedkommende savnes – foruden 1864 naturligvis – den tyske borgerkrig 1866. Den er bedre kendt som den preussisk-østrigske krig. Den repræsenterer om noget den indre spænding i det, der stadig i dag præger forholdet mellem de tyske lande. Den efterfølgende rigssamling og industrialisering for nu slet ikke at tale om Den Store Krig, Første Verdenskrig lever også en noget hengemt tilværelse i udstillingen. Der er ikke meget saksisk brunkul, Ruhr-stål eller Krupp-kanoner over foretagendet. Tysk industri overgik på dette tidspunkt både i størrelse og teknologisk kunnen den britiske.

Anden Verdenskrig og dens uhyrligheder gemmes ikke væk på samme måde, men overeksponeres heller ikke. Perioden 1933-1945 er skaleret således at den ikke skygger for resten af historien. En trækvogn anvendt af tyskere på flugt fra Den røde Hær påkalder sig opmærksomheden. Over ti millioner mennesker flygtede vestpå i krigens sidste år, og dødeligheden blandt dem var uhyggelig høj. At understrege, at krigen også var en tragedie for tyskerne selv er stadig i dag en dristighed, hvis man spørger mange tyskere. Det kræver antagelig en udenlandsk kurator at turde gøre det.

Udstillingen slutter som nævnt med Murens fald og den tyske genforening. Engang var der mange tyske stater, men selv i dag efter opløsningen af DDR er der stadig to tyske stater, forbundsrepublikken Østrig og forbundsrepublikken Tyskland, bestående af mange forskellige lande med markante indbyrdes forskelle og modsætninger. Det tyske spørgsmål består, og med denne udstilling gives der mulighed for at stille det på et lidt mere kvalificeret grundlag.


(Kristeligt Dagblad 8. november 2019. Avisens rubrik var en anden.)

1979

Frank Bösch, Zeitenwende 1979. Als die Welt von heute begann, C.H. Beck 2019

Der er årstal nok at tage af, hvis man skal pege på et tidspunkt, da verden af i dag begyndte. Stefan Zweig tog som bekendt afsked med die Welt von gestern i 1914. 1933, 1945, 1968, 1989, 2001 er andre væsentlige snit i de seneste hundrede års historie. Frank Bösch har fået den idé at pege på årstallet 1979, som er tilpas mærkværdigt til at nysgerrigheden vækkes. Ved læsningen bliver det så meget desto klarere, at han har en pointe. Ret beset har han mange. De ti kapitler handler om henholdsvis revolutionen i Iran, Pave Johannes Paul II’s besøg i Polen, revolutionen i Nicaragua, Kinas åbning for kapitalisme, bådflygtningene fra Vietnam, Sovjetunionens besættelse af Afghanistan, Thatchers valgsejr i Storbritannien, den anden oliekrise, uheldet på atomkraftværket på Three-Mile-Island og TV-serien Holocaust. Det er meget at blande sammen, og især sidstnævnte var nok mest af betydning for et tysk – herunder østrigsk – publikum.

Systematiseret handler det om fire ting: religionens rolle i politik, neoliberalismens fremgang, opbrydningen af Den kolde Krigs bipolaritet samt energiforsyningens centrale rolle.

For religionens vedkommende er det naturligvis indlysende at pege på, at med Khomeinis magtovertagelse i Iran fik politisk islam et væsentligt fodfæste. Saudi-Arabien havde på dette tidspunkt allerede længe været en religiøs stat, men udviklede sig i disse år i langt højere grad i teokratisk retning. Men Bösch peger også på den sydamerikanske befrielsesteologi og naturligvis den katolske kirkes betydning for undermineringen af det sovjettro regime i Polen, der peger frem mod vore dages moralske, religiøse og politiske konservatisme sammesteds.

Thatcher var lige som Schlüter ikke så konservativ så det gjorde noget, men hun gjorde lige som han op med fagforeningernes magt og havde relativ bred folkelig opbakning til denne kamp. Bösch peger på, at Thatcher faktisk udviste mådehold i sine bestræbelser på at liberalisere og privatisere. Neoliberalisme er netop ikke en minimalstats- og laissez-faire-ideologi, men idealet om statsligt tilvejebragte rammer for og kontrol med markedskræfterne som kilde til velstand og vækst snarere end indkomstudligning. 

Kinas tilnærmelse til den åbne markedsøkonomi var startskuddet til landets status som økonomisk stormagt, der ikke lod sig underordne Den Kolde Krigs binære logik. Også i Mellemøsten betød den stigende velstand på grund af olieeksporten og bekendelsen til politisk islam som et alternativ til både socialisme og liberalt demokrati, at landene fik et selvstændigt råderum som andet end bare slagmark for andres kampe. Under den første oliekrise 1973 kunne de olieeksporterende lande i Mellemøsten stadig i en vis grad handle samlet, men under den anden krise i 1979 stod det klart, at Mellemøsten ganske vist udgør en væsentlig pol i det globale spil, men i modsætning til Kinas stramt kontrollerede imperium udgår der – foruden olie – mest kaos fra regionen.

Oliekriserne fik også de vestlige lande til at satse på alternative energikilder, alternativ ikke forstået som bæredygtig, men som noget andet end olie fra Mellemøsten. Bl.a. Tyskland købte store mængder gas i Sovjetunionen, Norge og Storbritannien udviklede egne olieudvinding i Nordsøen (Bösch glemmer Danmark og Tyskland). Satsningen på atomkraft var en indlysende løsning på problemet, men den fik et kraftigt tilbageslag med uheldet på Three-Mile-Island, og gav anledning til udvikling af produktion af vedvarende energi. Selv om drivkraften var forsynings- og sikkerhedspolitikken, var der også en ny ideologisk spiller på banen til understøttelse af den udvikling: De Grønne.

Ved at lade kronologien spille hovedrollen i form af et enkelt årstal benytter Bösch sig af et fortælleteknisk og i en vis forstand også et analytisk greb, som på den  ene side ikke altid yder de mangeårige processer, som der oftest er tale om, fuld retfærdighed, men som på den anden side lirker den etablerede forståelse ud af de kendte lejer. Først og fremmest er bogen en udfordring til dem, der betragter 1989 som det afgørende brud, der definerer vores tid. Bösch viser tydeligt, at forudsætningerne for det, vi er blevet til, de ideologiske, sikkerhedspolitiske og økonomiske forandringer, der definerer Den kolde Krigs ophøre, skal søges i tiåret forud for Murens fald.

(Skrevet til denne blog juli 2019)

Postkort fra 1979 forestillende Vindmøllen i Tvind ved Ulfborg, som var den første vindmølle i verden med en nominel kapacitet på 2 MW. (Den reelle kapacitet var dog væsentlig lavere.) På den modsatte side af postkortet var handelsministeriets adresse og teksten "Jeg er også imod atomkraft" fortrykt. Tvindmøllen, der blev indviet i foråret 1978, blev et væsentligt symbol for den nye politiske bevægelse, der ønskede ikke alene uafhængighed af olie, men også atomkraft som energikilde. Som sådan er møllen et centralt symbol på det vendepunkt i historien, som Frank Bösch peger på.

Aktivisme og tilpasning

Bo Lidegaard, Danmark i krig, Aarhus Universitetsforlag, 100 sider, 100 kroner

Mindesten i Ballonparken på Amager

for de  faldne ved træfningen 

29. aug. 1943

Eget foto.

Bo Lidegaard giver i denne bog en fortættet – for nu ikke at sige summarisk – fremstilling af det danske militære engagement uden for landets grænser fra Murens fald til i dag. Det begyndte forsigtigt med udsendelsen i efteråret 1990 af korvetten Olfert Fischer til Den første Golfkrig. Der var tale om en helhjertet opbakning til den af USA ledede alliance, der have til hensigt at bringe den irakiske besættelse af Kuwait til ophør. Der var dog ikke givet mandat til, at korvetten kunne deltage i direkte kamphandlinger. Lidegaard mener alligevel, at der var tale om et klart brud med hidtidig dansk tradition for at støtte internationale operationer med andet end militære midler: ”Selv med klare rammer var udsendelsen af en dansk korvet til deltagelse i en angrebskrig i fjerne lande en svær beslutning i et land, der i 125 år ikke havde deltaget i skarpe krigsindsatser.” Her overser Lidegaard tydeligvis, at danske soldater kæmpede og faldt i militære sammenstød under Besættelsen. Det husker han til gengæld i beskrivelsen af placeringen af danske tropper i Helmandprovinsen i Afghanistan godt ti år senere: ”Danske styrker var for første gang siden Danmarks besættelse involveret i aktive krigshandlinger.” Glemt er så til gengæld de foregående kapitler, hvor han gennemgår indsatsen på Balkan, herunder den legendariske ”Operation Bøllebank” i Bosnien i 1994, som han endda beskriver som et regulært slag. På den måde kan man godt se, at det er gået lidt for stærkt for Lidegaard med at skrive denne bog. 

På den anden side er den også skrevet i et format, hvor der males med den brede pensel, og hvor konklusionerne skal tegnes klart. I den genre er Lidegaard som meriteret historiker, øvet polemiker og velskrivende essayist på hjemmebane. 

Han hæfter sig ved ”Operation Bøllebank” som den begivenhed, der for alvor ændrede danskernes holdninger til militære løsninger:

”Slaget blev et vendepunkt i synet på forsvaret, som fra 1994 blev ombølget af en respekt, det ikke havde nydt siden 1864. Det virkede, som om den kollektive skam efter den forsmædelige besættelse den 9. april 1940 omsider blev vasket væk, og Danmark igen kunne være sig selv bekendt, også i uniform.”

Lidegaard tegner flere linjer i udviklingen. For det første er der som nævnt ændringen i den almindelige opfattelse af krig som sådan. Danskerne er væsentlig mere positivt indstillede over for at lade danske soldater gå i krig end tidligere. For det andet ser han en overordnet linje af kontinuitet, som egentlig går helt tilbage til Danmarks indtræden i NATO, og som handler om, at Danmark hele tiden har set sine sikkerhedsinteresser bedst plejet ved at optræde som USA's loyale allierede. Denne loyalitet har haft sine konjunkturer. Lidegaard hører til dem, der mener, at fodnotepolitikken i 1980erne lå inden for de udsving, som må forventes at optræde blandt alliancepartnere. For det tredje er der tale om eskalation fra det beskedne og defensive i Den første Golfkrig over en ”mere robust krigsdeltagelse” i Bosnien til betydelige tab i Afghanistan og en egentlig førende rolle i nedkæmpelsen af Gadaffi i Libyen.

Endelig er der sket en ændring i krigenes begrundelse eller retfærdiggørelse. I denne del af analysen træder Lidegaard også ud af rollen som historiker og giver sin egen holdning tydeligst til kende. Det skal også ses i lyset af, at han selv som embedsmand i sin tid var rådgiver for en af de helt centrale aktører, Anders Fogh Rasmussen i dennes tid som statsminister. Indtil årtusindskiftet var dansk udenrigspolitik bundet fastere til forestillingen om en international retsorden og folkeretten. Jo mere man kan forpligte andre til at overholde disse principper, desto bedre garantier kan der stilles for et lille land som Danmark. FN er en vigtig institution for dette spor, hvad EU også kunne have været, hvis ikke Danmark havde stillet sig uden for den militære del af dette samarbejde. FN-sporet blev allerede forladt af den socialdemokratiske regering i 1998 med flyforbuddet i Irak og året efter med bombningen af Serbien. Men det var Anders Fogh Rasmussen, der med en politisk tolkning af Besættelsestiden og Den kolde Krig ændrede legitimeringsgrundlaget ved at gøre den aktive krigsdeltagelse til en postering i et moralsk regnskab, der føres over generationer. Fogh Rasmussen fortolkede historien således, at Danmark nu skulle kompensere for det underskud på ”frihedskontoen”, som vi havde oparbejdet ved passivitet og svaghed i fortiden. 

Med Fogh Rasmussens begrundelse for at gå i krig er det også blevet lettere at betegne indsatsen som en succés, for da bliver loyaliteten mod USA et formål i sig selv, et formål, der så at sige opfyldes i det øjeblik man træder ind i krigen. Lidegaard derimod ser alliancen med USA og krigsindsatsen som et middel til at opnå fred, stabilitet og sikkerhed. Hans konklusion bliver derfor afhængig af krigenes udfald og konsekvenser, og den er følgelig overvejende nedslående. Indsatsen på Balkan betragter han som godkendt uden at være prangende, fordi der er opnået en del i retning af stabilitet og fred. Værre står det til med Afghanistan, Irak og Libyen, hvor der hersker forskellige grader af borgerkrig og destabilisering som et direkte og indirekte resultat af angrebskrige, hvor Danmark har deltaget. Krigene har ikke ”bidraget til at styrke Danmarks sikkerhed ved at svække international terrorisme og islamisk fundamentalisme”, snarere tværtimod, lyder Lidegaards konklusion.

(Kristeligt Dagblad 6. marts 2018. Redaktionen havde valgt en anden rubrik.)

En flue på vægge under Sovjetunionens fald

Michael Dobbs, Sovjetunionens fald – Den kolde Krigs slutspil, Informations Forlag

Sovjetunionens sammenbrud i 1991 er en bemærkelsesværdig begivenhed. På disse kanter kender vi den mest i skikkelse af de afledte hændelser, Berlinmurens fald og den tyske genforening, eller rettere DDR’s sammenbrud og den efterfølgende udvidelse af Forbundsrepublikken med de nye delstater i øst. Sovjetunionen var verdens største stat, kontinentets stærkeste militærmagt, et diktatur styret af kommunistpartiets jernnæve. Men på ganske kort tid smuldrede det bare. Ud af denne opløsning opstod 15 nye stater med Rusland som den væsentligste. Helt uden blodsudgydelse gik det ikke, men vurderet med en verdenshistorisk målestok, er det nærmest helt enestående, at et så stort imperium, der i den grad var bygget på vold og undertrykkelse, kunne falde fra hinanden så relativt fredeligt. Spændingerne, der blev skabt i den anledning, har siden udløst lokale og regionale konflikter i bl.a. Jugoslavien, Tjetjenien, Georgien og Ukraine, men intet i en størrelsesorden, som man dengang med god grund kunne frygte.

Michael Dobbs (ikke at forveksle med den jævngamle navnefælle, der er manuskriptforfatter til den oprindelige version af ’House of Cards’) udgav i 1996 bogen ’Down With Big Brother’, som nu hermed er oversat til dansk. Bogen består af omtrent 60 afsnit, hver med et stednavn, Kabul, Gdańsk, Moskva, Tjernobyl, Jalalabad, Genève osv. som overskrift. I reportagens form beskriver afsnittene tildragelser, begivenheder og møder, som har været centrale i den historiske proces, der ledte til Warszawapagtens og Sovjetunionens opløsning.

Enkelte af afsnittene bygger på Dobbs’ eget arbejde som korrespondent. Han besøgte Leninværftet i Gdansk i 1980, da en af værftets forhenværende ansatte, elektrikeren Lech Wałęsa, stillede sig spidsen for en strejke, der endte med at føre til undtagelsestilstand i landet. Da Boris Jeltsin stående på en kampvogn foran Det hvide Hus i Moskva den 19. august 1991 talte mod de kupmagere, der havde sat Gorbatjov i husarrest, stod Dobbs lige ved siden af.

At skrive historie som om der var tale reportagejournalistik har den indlysende styrke, at læseren trækkes ind i øjeblikkets drama, især med så effektiv en fortællestemme som Dobbs’. Han var naturligvis ikke til stede, da politbureauet for Sovjetunionens kommunistpartis centralkomité i 1985 valgte Gorbatjov som ny gensek, generalsekretær, men hans fluen-på-væggen-reportagestil anskueliggør processen. Dobbs nævner ikke det nu meget berømte tilfælde, da en officer i det russiske flyvevåben, Stanislav Petrov, i 1983 hindrede udbruddet af en atomkrig, idet Petrov med rette identificerede det russiske missilvarslingsssystems advarsel om et amerikansk angreb som falsk alarm. Det skyldes antagelig, at episoden ikke var så kendt, da Dobbs skrev bogen. Den ville ellers have passet perfekt til hans fortælleskabelon.

Dobbs tager næsten udelukkende udgangspunkt i Warszawapagtens lande. Det vil sige, at systemkonflikten mellem NATO og Warszawapagten ikke inddrages som en faktor. NATOs dobbeltbeslutning 1979, som dannede en væsentligt forudsætning for Den kolde Krigs slutspil, nævnes kun forbigående. Den store NATO-øvelse Able Archer, der i 1983 af Warszawapagten blev tolket som en forberedelse til krig, nævnes heller ikke.

Dobbs opfatter Sovjetunionens og Warszawapagtens sammenbrud som et resultat af en økonomisk og politisk bankerot, der egentlig allerede havde været tydelig omkring 1970. Landbrug og industri kunne ikke følge med produktivitetsstigningerne i Vesten, og det politiske system i Sovjetunionen var stivnet. Dobbs bruger Leonid Bresjnevs skikkelse som et billede på Sovjetunionens tilstand. Bresjnev var de sidste år af sit liv meget syg og endda nærmest dement, men inderkredsen om ham gjorde alt for at skjule det for omverdenen. På samme måde var det sovjetiske system sygt uden at nogen gjorde andet end at forsøge at dække over det. Oliekrisen i begyndelsen af 1970erne reddede imidlertid den sovjetiske økonomi, for eksport af fossil energi fra de rige felter i Sibirien sikrede den nødvendige hårde valuta, hvormed man kunne kompensere for den manglende indenlandske produkton. Landbruget var f.eks. så ineffektivt, at Sovjetunionen ikke var selvforsynende med korn.

Efter 1980 faldt oliepriserne, og indtægterne svigtede. Samtidig havde Sovjetunionen engageret sig i en meget dyr krig i Afghanistan. Bresjnev døde i 1982 og blev efterfulgt som gensek af Jurij Andropov, der døde 16 måneder senere. Hans efterfølger Konstantin Tjernenko døde efter godt et år. Den amerikanske vicepræsident, George Bush sr., var på det tidspunkt vant til at gå til begravelser i Kreml og kommenterede det med ordene ”I omkommer, vi kommer,” som det hedder i den begavede oversættelse af ”You die, we fly.”

I 1985 kom Gorbatjov så til. Han forsøgte at holde sammen på Sovjetunionen samtidig med, at han ønskede at reformere systemet indefra. Begge dele mislykkedes. Dobbs lægger vægt på, at Gorbatjov i modsætning til sine forgængere var for ung til, at han var blevet dannet af erfaringen fra krigen og at han derfor var mindre indstillet på at bruge vold. Magt lader sig dog ikke altid udøve uden vold. I januar 1991 blev sovjetisk militær sat ind mod demonstranter i Vilnius. Det kostede 13 civile litauere livet. Gorbatjov bærer det formelle ansvar for disse drab, men generelt var han ikke tilhænger af jernnævens politik.

En indre opposition i kommunistpartiet gjorde samme år oprør mod det, de opfattede som en slap politik over for delrepublikkernes løsrivelsestrang. Deres kup mislykkedes efter få dage, men da Gorbatjov vendte tilbage til magten, var det for sent. Sovjetunionen gik i opløsning få måneder efter, og Gorbatjovs reelle arvtager blev Ruslands præsident, Boris Jeltsin.

Når Gorbatjov især i Vesten bevares i venlig erindring, skyldes det, at han fik skabt et tillidsforhold til den amerikanske præsident Ronald Reagan allerede ved deres første møde i Genève i 1985. Dobbs fremhæver, at Reagan, der var kendt som sikkerhedspolitisk hardliner, indså, at Gorbatjov var til at tale med, og sammen fjernede de reelt truslen om atomkrig.

Bogen er i Hans-Jørgen Birkmoses oversættelse en fornøjelse at læse. Den er veldokumenteret, men har af gode grunde ikke taget højde for de sidste 20 års intense forskning i Den kolde Krigs ophør. Den skal læses som en kyndig, samtidig iagttagers skildring af afgørende og symbolladede begivenheder, en forening af historieskrivning og journalistik, når den er bedst.

(Kristeligt Dagblad 30. marts 2016)