Værdikamp i slutningen af 1700-tallet

Lars N. Henningsen: Værdikamp og Folkeuro. Bønder, præster og øvrighed i 1790’ernes Slesvig

I 1797 blev der indført en ny agende (alterbog) for Slesvig og Holsten. Lars N. Henningsen har i denne bog sat sig for at udrede baggrunden for reformen og ikke mindst dens modtagelse i Slesvig. Hertugdømmerne var i kirkelig henseende meget sammensat. Den gudstjenestelige praksis, ritualer og liturgi var ikke ensrettet. Pietismen og brødremenigheden havde betydeligt folkeligt og gejstligt rodfæste. Landsdelen var et broget tæppe af varierende jurisdiktioner og myndighedsområder. Dele af det nordlige Slesvig var slet ikke omfattet af reformen, fordi de lå under enten Fyens Stift eller Ribe Stift og derfor hørte under kongerigets regler.

I den vestlige del af Slesvig, især halvøen Ejdersted, var der en gammel tradition for udpræget selvstændighed og bondefrihed. Blandt andet havde menigheden i nogle sogne afgørende medindflydelse, når en ny præst skulle kaldes. Kaldsretten var ellers sædvanligvis kongens. Det var også fra det vestlige Slesvig at modstanden mod den nye alterbog udgik. Til myndighedernes, herunder store dele af gejstlighedens, overraskelse bredte den folkelige modstand sig til hele landsdelen i et omfang, så reformen reelt måtte trækkes tilbage.

Forlægget for ’Den Slesvig-Holsteenske Kirke-Agende’ blev udfærdiget af generalsuperintendent (biskop) for Slesvig J.G.C. Adler, der hørte til de oplysningsvenlige teologer. Agenden indførte omfattende ændringer. Blandt andet blev antallet af perikoper (tekstlæsninger) udvidet, antallet af gentagelser af Fadervor reduceret, dåbs- og nadverritualet ændret og den aronitiske velsignelse (”Herren velsigne dig og bevare dig etc.”) afskaffet.

Henningsen mener, at reformen var et oplysningsprojekt drevet frem af en fremskridtstroende dannelseselite, der var i pagt med Oplysningstidens rationalisme og dens teologiske aflæggere, neologien og deismen. Han nedtoner den mulighed, at alterbogsreformen faktisk kunne være motiveret af en oprigtig intention om at forny gudstjenesten til gavn for landsdelens religiøse liv i kombination med enevældens generelle tendens til systematisering og ensretning i lovgivningen.

I spidsen for reformprocessen stod A.P. Bernstorff, lederen af Tyske Kancelli, den del af centraladministrationen i København, hvorfra hertugdømmerne blev regeret. Han var selv vokset op i et pietistisk hjem og forlod aldrig sin barnetro. Han døde imidlertid i 1797 og blev afløst af Cay Reventlow, der var modstander af reformen, og det medførte at centraladministrationen derefter førte en vigende og uklar kurs, som snarere befordrede end dæmpede modstanden, mener Henningsen.
Henningsen ser den folkelige modstand mod reformen som et udslag af værdipolitiske kampe mellem en elite og en konservativ almue, der så sit verdensbillede og sin gudstro udfordret af en uforklaret vilje til forandring fra centraladministrationens side. Man kan ikke bare sig for den iagttagelse, at Henningsen, der har en lang karriere bag sig i statens arkiver, måske trækker lidt på personlige erfaringer i sine konklusioner.

Til bogens fordel taler blandt andet Henningsens dybe kendskab til lokale forhold på sogneniveau og hans suveræne overblik over kildegrundlaget. Dertil kommer en delikat billedredaktion.
Henningsens studie af denne i dansk kirkehistorie ofte oversete episode føjer væsentlige aspekter til forståelsen af den betydelige konservatisme, hvormed liturgien i den danske folkekirke omfattes.

Biskop P.O. Boisens ”Plan til en Forbedring ved den offentlige Gudsdyrkelse” fra 1805 led skibbrud på linje med senere reformforslag af bl.a. biskop Mynster. Anden tekstrække blev indført 1885 og Nordslesvigs kirker blev inkorporeret i Folkekirken efter 1920, men ellers forblev gudstjenesteordningen af 1688 – til trods for flere afgørende udfordringer især om dåbsritualet i det 20. århundrede – i kraft indtil 1992, da en ny alterbog blev autoriseret af Dronningen. Og højmessen afsluttes stadig med den aronitiske velsignelse.

(Kristeligt Dagblad 22. dec. 2016)

Et liv genoplevet i litteraturen

Sven-Aage Jørgensen, København-Kværndrup tur/retur, Historia 2016

Et liv genoplevet i litteraturen, kan man kalde Sven-Aage Jørgensens (f. 1929) erindringer om sine samtaler med to slægtninge, onkel Herman i København, ateist og arbejder, og onkel Rasmus gårdmand fra Kværndrup rundet af en blanding af en "let falmet grundtvigianisme" og Indre Mission.

De to er let stiliserede varianter af de virkeligt eksisterende onkler, men så meget desto effektivere fortællegreb. De tjener som vikarierende læsere, der har hver deres syn på helte og skurke i det store, brogede og adspredte persongalleri, som føres frem. Bogen er for størsteparten - i sig selv ret læseværdige - handlingsreferater af Pontoppidan, Jakob Knudsen, Bjørnson, Johannes V. Jensen, Martin A. Hansen med en afstikker til den svejtsiske Jeremias Gotthelf (1797-1854). At sidstnævnte - meget interessante - forfatter optræder i denne sammenhæng skyldes den omstændighed, at Jørgensen er emeriteret professor i tysk.

Temaet er det moderne gennembrud i kulturel, kristelig og politisk forstand. Kan man med Jakob Knudsen bjærge kristendommen ind i naturalismen? Er grundtvigianismen bare forloren yderlighed, således som Pontoppidan karikerer den? Er bonden landets marv? Det er interessant at se disse diskussioner flettet ind Jørgensens egen og siden Danmarks og Verdens historie.

Det er en demonstration af den pointe, som Hakon Stangerup i sin tid gjorde gældene, nemlig at politik ikke blot er krejleres fordeling af midler, men at det er kulturkampt, og at romaner derfor også har en politisk indebyrd, demonstreret ved onkel Venstremands og onkel Socialdemokrats vidt forskellige vurderinger af bøgerne. Jørgensen har en virkelig god pen, tydeligvis ikke upåvirket af dem, han skriver om. Jørgensens vurdering af Martin A. Hansen er f.eks., at han ikke iagttager landbolivet på "bekvem proprietærafstand". Der er også kernetræ at sanke i underskoven af selvudgivelser.

(Anmeldt på Facebook, 27. nov. 2016)

Danmarkshistorien set fra Rådhuspladsen

Bo LidegaardØjeblikke – Danske billeder 1945-89, Politikens Forlag

Bo Lidegaard har været i dagbladet Politikens fotoarkiv og stykket en billedfortælling sammen om Danmark under Den kolde Krig. I sit udvalg veksler han mellem illustrationer af hverdagens situationer, ikoniske begivenheder og store personligheder. På den måde sættes den lille historie sammen med den store, således at det næsten giver mere sammenhæng end en løbende brødtekst ville have kunnet tilvejebringe.

Fra efterkrigstidens første bananer over parcelhus-boomet i 1960erne og indvielsen af den nye Lillebæltsbro i 1970 til 1980ernes københavnske in-sted Café Krasnapolsky fortælles historien om velstandsstigning og kulturelle forandringer. Det sættes ind i en storpolitisk ramme, hvor Danmark spillede rollen som loyal NATO-partner og samtidig som brobygger mod øst. Lidegaard lægger en påfaldende vægt på betydningen af de diplomatiske forbindelser med Moskva og de dertil hørende relativt hyppige officielle besøg.

Sammenhængen mellem sikkerhedspolitikken og hverdagslivet etableres som en underforstået fortælling om ydre balancegang og indre sammenhængskraft. Det skete blandt andet ved, at oprør og nybrud blev kanaliseret af det etablerede system som f.eks. da den systemkritiske musical Teenagerlove blev opført på Det Kgl. Teater af alle steder i 1962. Som et ukonventionelt eksempel på 1970ernes antiautoritære oprør har Lidegaard fundet et billede af to gamle ungdomsvenner, Simon Spies og Mogens Glistrup, der hver især brød med mange konventioner.

Essensen af Lidegaards tolkning af Den kolde Krig finder vi i det kendte møde mellem den amerikanske udenrigsminister John Foster Dulles og Bodil Koch under et NATO-møde i København i 1958. Billedet af de to, som fotografer fra flere blade havde øje for, bruges ofte som illustration af modsætningen mellem en forhærdet, systembevarende mand og en rebelsk, intellektuel kvinde. Lidegaard graver et spadestik dybere: ”Selv om Dulles ser overrumplet ud, var det set med amerikanske øjne mere end noget andet Socialdemokratiet, der leverede varen til alliancen, og ganske særligt venstrefløjen af partiet, som kirkeminister Bodil Koch repræsenterede. For amerikanerne var det afgørende, at Danmark kunne optræde som eksempel på, hvor langt arbejderne kunne nå uden at ty til kommunismen”.

Dermed knytter Lidegaard det socialdemokratiske velfærdsprojekt sammen med sikkerhedspolitikken. Så længe socialdemokraterne kunne levere varen til både Washington og vælgerne, var Danmark på rette spor, også selv om det indebar lidt funktionelt hykleri som i spørgsmålet om amerikanernes atomvåben på Grønland. Det er klart, at heltene i den fortælling er skikkelser som H.C. Hansen og Jens Otto Krag. Under Anker Jørgensen mistede Socialdemokratiet føringen og følingen. ”Det var alt sammen ikke kun Ankers skyld”, som Lidegaard skriver på en måde, der dog synes at antyde, at det var det nok alligevel.

Nogle steder er det gået lidt stærkt i redaktionen af bogen. Et billede er åbenlyst spejlvendt, og et par steder halter stedsangivelserne. Ved ubåden ’Delfinen’s stabelafløbning i 1956 skriver Lidegaard: ”Det ligner en tanke, at Søværnets første nybyggede ubåd efter krigen løb af stablen fra det røde skibsværft B&W”. Lige her savner Lidegaards tanke om forbrødringen mellem den institutionaliserede socialisme og dansk forsvarspolitik dog grundlag. ’Delfinen’ blev bygget på Orlogsværftet.

Bortset fra det har Lidegaard skabt en stærk og sammenhængende fortælling, hvis nærmeste slægtning er Paul Hammerichs Danmarkskrønike. Politikens perspektiv på livet og verden var og er københavnsk, og det må naturligvis præge et udvalg fra avisens billedarkiv. Et af epokens store opbrud, afviklingen af den gamle landbokultur, får f.eks. ikke megen plads.

Bogen er en demonstration af, at Politiken altid har beskæftiget nogle af landets bedste pressefotografer. Billederne varierer i kvalitet fra god til fremragende, og i sine billedtekster kombinerer den altid velskrivende Lidegaard den skarpe iagttagelse med en pointeret sans for sammenhæng.


(Kristeligt Dagblad 17. dec. 2016)