Værdikamp i slutningen af 1700-tallet

Lars N. Henningsen: Værdikamp og Folkeuro. Bønder, præster og øvrighed i 1790’ernes Slesvig

I 1797 blev der indført en ny agende (alterbog) for Slesvig og Holsten. Lars N. Henningsen har i denne bog sat sig for at udrede baggrunden for reformen og ikke mindst dens modtagelse i Slesvig. Hertugdømmerne var i kirkelig henseende meget sammensat. Den gudstjenestelige praksis, ritualer og liturgi var ikke ensrettet. Pietismen og brødremenigheden havde betydeligt folkeligt og gejstligt rodfæste. Landsdelen var et broget tæppe af varierende jurisdiktioner og myndighedsområder. Dele af det nordlige Slesvig var slet ikke omfattet af reformen, fordi de lå under enten Fyens Stift eller Ribe Stift og derfor hørte under kongerigets regler.

I den vestlige del af Slesvig, især halvøen Ejdersted, var der en gammel tradition for udpræget selvstændighed og bondefrihed. Blandt andet havde menigheden i nogle sogne afgørende medindflydelse, når en ny præst skulle kaldes. Kaldsretten var ellers sædvanligvis kongens. Det var også fra det vestlige Slesvig at modstanden mod den nye alterbog udgik. Til myndighedernes, herunder store dele af gejstlighedens, overraskelse bredte den folkelige modstand sig til hele landsdelen i et omfang, så reformen reelt måtte trækkes tilbage.

Forlægget for ’Den Slesvig-Holsteenske Kirke-Agende’ blev udfærdiget af generalsuperintendent (biskop) for Slesvig J.G.C. Adler, der hørte til de oplysningsvenlige teologer. Agenden indførte omfattende ændringer. Blandt andet blev antallet af perikoper (tekstlæsninger) udvidet, antallet af gentagelser af Fadervor reduceret, dåbs- og nadverritualet ændret og den aronitiske velsignelse (”Herren velsigne dig og bevare dig etc.”) afskaffet.

Henningsen mener, at reformen var et oplysningsprojekt drevet frem af en fremskridtstroende dannelseselite, der var i pagt med Oplysningstidens rationalisme og dens teologiske aflæggere, neologien og deismen. Han nedtoner den mulighed, at alterbogsreformen faktisk kunne være motiveret af en oprigtig intention om at forny gudstjenesten til gavn for landsdelens religiøse liv i kombination med enevældens generelle tendens til systematisering og ensretning i lovgivningen.

I spidsen for reformprocessen stod A.P. Bernstorff, lederen af Tyske Kancelli, den del af centraladministrationen i København, hvorfra hertugdømmerne blev regeret. Han var selv vokset op i et pietistisk hjem og forlod aldrig sin barnetro. Han døde imidlertid i 1797 og blev afløst af Cay Reventlow, der var modstander af reformen, og det medførte at centraladministrationen derefter førte en vigende og uklar kurs, som snarere befordrede end dæmpede modstanden, mener Henningsen.

Henningsen ser den folkelige modstand mod reformen som et udslag af værdipolitiske kampe mellem en elite og en konservativ almue, der så sit verdensbillede og sin gudstro udfordret af en uforklaret vilje til forandring fra centraladministrationens side. Man kan ikke bare sig for den iagttagelse, at Henningsen, der har en lang karriere bag sig i statens arkiver, måske trækker lidt på personlige erfaringer i sine konklusioner.

Til bogens fordel taler blandt andet Henningsens dybe kendskab til lokale forhold på sogneniveau og hans suveræne overblik over kildegrundlaget. Dertil kommer en delikat billedredaktion.

Henningsens studie af denne i dansk kirkehistorie ofte oversete episode føjer væsentlige aspekter til forståelsen af den betydelige konservatisme, hvormed liturgien i den danske folkekirke omfattes.

Biskop P.O. Boisens ”Plan til en Forbedring ved den offentlige Gudsdyrkelse” fra 1805 led skibbrud på linje med senere reformforslag af bl.a. biskop Mynster. Anden tekstrække blev indført 1885 og Nordslesvigs kirker blev inkorporeret i Folkekirken efter 1920, men ellers forblev gudstjenesteordningen af 1688 – til trods for flere afgørende udfordringer især om dåbsritualet i det 20. århundrede – i kraft indtil 1992, da en ny alterbog blev autoriseret af Dronningen. Og højmessen afsluttes stadig med den aronitiske velsignelse.

(Kristeligt Dagblad 22. dec. 2016)