Fra bondedreng til professor

Ove Korsgaard, Solskin for det sorte muld – om slægt og folk, Gyldendal, 384 sider,  299,95

”I mit hjem diskuterede vi aldrig, om vi skulle holde jul, om køerne skulle fodres, eller om vi skulle gå til gymnastik. Det gjorde alle ordentlige mennesker.” Sådan skriver Ove Korsgaard (født 1942) om sin barndom på en større gård på Mors. Da han voksede op, var andelstidens landbokultur endnu intakt på limfjordsøen. Familien Korsgaard hørte til de grundtvigske og handlede derfor kun i Brugsen, der var en del af andelsbevægelsen. Det var ikke fordi købmanden var for dyr eller et slet menneske. Man kom bare aldrig hos købmanden, og derfor vidste man sådan set ikke engang, hvad hans varer kostede. På andre punkter fulgte familien normen . Selv om der var både grundtvigske friskoler og valgmenigheder på øen, tilhørte familien sognemenigheden, og børnene gik ikke i friskole.

Drengen Ove gik i Hvidbjerg Skole, hvor der var en førstelærer og en andenlærer og to klasser. Det var før skolereformen af 1958, der ophævede forskellen mellem købstadsskoler og de stråtækte, som de kaldes, om end Hvidbjerg Skole som så mange andre var grundmuret og teglhængt. Men det var en landsbyskole, hvis formål var at bibringe børnene de nødtørftigste kundskaber, inden de fortsatte deres virke i landbruget.

Således var det også tanken med drengen Ove. Han kom på Galtrup Efterskole og på Askov Højskole, hvor han fandt ud af, at hans hu stod til bogen. Han kom på Den fri Lærerskole i Ollerup – et eksamensfrit, grundtvigsk seminarium – og samtidig med at Korsgaard gjorde karriere i højskoleverdenen som både mangeårig forstander for Gerlev Idrætshøjskole og som formand for Foreningen for Folkehøjskoler i Danmark, udfoldede han et betydeligt historisk forfatterskab. De tre vigtigste værker fra hans hånd er ”Kampen om Kroppen” fra 1982, som handler om idrættens historie i Danmark. Derpå fulgte ”Kampen om Lyset” om dansk voksenoplysning fra 1997. Den blev siden konverteret til en ph.d-afhandling, den første eksamen, som Korsgaard aflagde i sit liv. Endelig skrev han i 2004 disputatsen ”Kampen om Folket” om uddannelse, dannelse, nation, samfund, magt og politik, som banede vejen for et professorat på Danmarks Pædagogiske Universitet, nu hørende under Aarhus Universitet. Korsgaard står i dag som en af sin generations væsentligste fortolkere af Danmarks historie.

Korsgaards forskning er kondenseret i denne bog. Nye læsere kan begynde her, og gamle læsere kan fornøje sig med gensynet. Titlen er hentet fra den sang, som Grundtvig skrev i anledning af åbningen af sin egen højskole i 1856. Her sammenlignede Grundtvig solskinnets betydning for afgrødernes vækst med oplysningens betydning for den bonde, der levede af at dyrke jorden. Netop sådan en oplyst bondedreng er Ove Korsgaard. Han kommer ikke fra underprivilegerede forhold i økonomisk eller social forstand, slet ikke. Familien Korsgaard har hørt til de ledende kredse på Sydmors i generationer, kulturelt og politisk.  Men han har i løbet af sit liv foretaget en rejse fra en verden, der ikke er længere, til en verden, som det har krævet store mentale omstillinger at finde sig til rette i.

Et af de eksempler, som Korsgaard fremhæver til illustration af denne forandringsproces, er hans faster, Stine. Hun forelskede sig under sit ophold på Askov i 1921 i københavneren Iver Jespersen, arvtageren til forlaget Jespersen og Pio, og han i hende. Iver var fritænker, det vil sige ateist. Hendes familie var meget imod forbindelsen, og det er synd at sige, at gommens forældre var begejstrede for at skulle tage imod en bondefødt svigerdatter. Det var en kamp for parret at vinde forståelse for, at de ville hinanden. Korsgaard gengiver brevvekslinger, der vidner om, at det frie valg af ægtefælle ikke nødvendigvis var en selvfølge for knap 100 år siden.

Da parret endelig blev viet i 1928 - på Københavns rådhus -  var hendes forældre ikke med til brylluppet. Stine og Iver blev en del af det københavnske, intellektuelle, modernistiske miljø og har vel som familiens første akademiker – hun blev cand.psych. - fungeret som pejlemærke for drengen fra Mors, der skulle finde sin egen vej, fordi han på et tidspunkt måtte tage sig sammen og meddele sin far, at han ikke ville være landmand, men noget andet. Hans vej førte over 1968. Politisk revolution eller doktrinær marxisme spillede ingen hovedrolle for ham. Det gjorde derimod opgøret med det givne, selvfølgens ophør. Efter 1968 skal man kunne give en begrundelse, hvis man  vil berettige, at gymnastikken skal passes, køerne skal fodres eller julen skal fejres. Men også den tabte selvfølge var et resultat af et tilsvarende oprør, minder historikeren Ove Korsgaard os om. De folkelige bevægelser, andelsbevægelsen, vækkelserne, grundtvigianismen og Indre Mission var selv et resultat af et oprør mod ”systemet” i 1800-tallet, og Mors var faktisk et centrum i dette oprør. Her blev landets tredje valgmenighed stiftet, og da valgmenighedspræsten Rasmus Lund tog ukonfirmerede børn til alters i 1880erne, var det et opgør med den forestilling, at man kan kunne styre samfundet ved hjælp af kirketugt. Og så blev valgmenigheden til den første frimenighed.

Ove Korsgaard har faktisk gennemført forvandlingen fra bondedreng til professor uden at miste forbindelsen til sit ophav. Han nærer en uskrømtet beundring for sine forældre, og han har bevaret den åbne forbindelse til det grundtvigske skole- og kirkeliv. Han har boet på Sjælland det meste af sit voksne liv, men skildrer sin fødeø i fortid og nutid med varme og indsigt. Mors er centrum, ikke udkant. I Korsgaards skildring er vi langt fra Aksel Sandemoses eller Knud Romers nedgørende billede af den småtskårne provins i Nykøbing Mors, henholdsvis Falster. Det er ikke Laasby-Svendsens, men Hein Heinsens, Frode Jakobens, Jens Smærup Sørensens og selvfølgelig Knud Sørensens Mors, der er tale om.

Ifølge sit eget udsagn bruger Korsgaard sin egen og sin slægts historie til at berette om, hvordan Danmark blev forvandlet fra et bondesamfund til landbrugssamfund, fra et landbrugssamfund til et industrisamfund og fra et industrisamfund til et informationssamfund. I virkeligheden har jeg Korsgaard mistænkt for at bruge Danmarks historie som undskyldning for at skrive sine erindringer, men faktorernes orden er sådan set underordnet, for resultatet er uanset synvinkel vellykket. Historikeren Ove Korsgaard er så integreret med mennesket Ove Korsgaard, at den lille historie sammenføjes sømløst med den store. Videnskabsmanden Korsgaard har altid været meget omhyggelig med sine bøger, klar, saglig og måske en kende tør i tonen. Løssluppen kan man stadig ikke kalde Ove fra Mors, men islættet af det personlige forlener hans danmarkshistorie med en læsbarhed og en glød, der bringer en menneskelig forståelse ind i den videnskabelige forklaring. Bogen balancerer virtuost mellem det personlige og det fælles, mellem det lokale og det overgribende. Den har en klog forfatter, og den har potentialet til at give en hel generation et redskab til at forstå sig selv. Børn og børnebørn kan roligt læse med.

(Kristeligt Dagblad 17. dec. 2013. Avisens korrekturlæser havde rettet Foreningen for Folkehøjskoler til Foreningen af Folkehøjskoler, hvad den ganske vist hedder i dag, men ikke på Korsgaards tid.)

En historikers sans for det konkrete

Erik Kjersgaard,

Kjersgaards Danmark -Fyn, Lolland-Falster og Møn, Gyldendal, 180 sider, kr. 199,95

Kjersgaards Danmark – Jylland, Gyldendal, 336 sider, kr. 249,95

 I 13 år fra 1982 til sin død i 1995 skrev Erik Kjersgaard en ugentlig historieklumme i Weekendavisen. De udgives nu i udvalg af hans søn, Clement Behrendt Kjersgaard, først i de foreliggende to bind dækkende henholdsvis Jylland og øerne Fyn, Lolland, Møn og Falster. Næste år følger endnu to bind om Sjælland med Bornholm og København.

At klummerne kan systematiseres så præcist geografisk er ingen tilfældighed. Kun sjældent brugte Kjersgaard en begivenhed, et begreb eller en person som udgangspunkt. Læseren tages med hen til et sted i Danmark – Vestervig Kirke, banegården i Skanderborg, kroen i Vester Skerninge eller Carl Nielsens barndomshjem - og dets historie udfoldes over det, der i bogtrykt form svarer til tre sider. Genren kaldes antikvarisk eller historisk topografi og dyrkes ikke meget i den professionelle historieskrivning længere - desværre.

En del af Kjersgaards klummer har været udgivet før af Henning Dehn-Nielsen, men de fortjener nye læsere, for de er meget læseværdige. Kjersgaard var i sin form uprætentiøs, nærmest nonchalant, somme tider endda bevidst subjektiv. Han brød sig f.eks. ikke om arkitekten C.F. Hansen. Men det brugte han til at sige noget interessant om amtmandens tjenestebolig i Aabenraa og Pederstrup på Lolland, begge tegnet af Hansen.

Kjersgaard bliver med rette husket som en god formidler. Dermed underforstår man somme tider, at det var alt, han kunne drive det til, men det er en uretfærdig dom. Kjersgaard var ganske rigtigt en pioner i historieformidlingen. Han lavede f.eks. fjernsyn på et tidspunkt, da det ikke var velset på det akademiske parnas. Det kostede ham muligvis en universitetskarriere.

Men Kjersgaard var først og fremmest en dygtig historiker, og hans klummer er en demonstration af den grundlæggende pointe, at den gode formidling bygger på en beherskelse af stoffet, der rækker langt ud over evnen til at slå op i de rigtige håndbøger. Læseren tages med ind i historikerens værksted. Man bliver præsenteret ikke blot for nøgne kendsgerninger, men for de overvejelser, kildekritiske udfordringer og tolkningsproblemer, der ligger bag klummens emne.  Især når det handler om middelalderen, som var Kjersgaards oprindelige speciale, mærkes den faglige tyngde. Men man kan nu roligt bruge ham som guide også til senere århundreder. Han spændte vidt.

At det kunne lade sig gøre at fortætte ret avancerede overvejelser i klummens form, hænger selvfølgelig sammen med forfatterens nærmest suveræne beherskelse af genren og sproget, men også at der altid er en klar pointe med teksterne. Kjersgaard brugte historien til at meddele sig om ting, der taler til nutiden. Man kunne tage hans overvejelser om armod og nostalgi i klummen om Carl Nielsens barndomshjem. Spørgsmålet stilles, hvorfor Carl Nielsen kunne bevare sin barndom i så kærlig erindring, når den var så fattig målt i forhold til det tyvende århundredes velstand? Nielsens nostalgi vil Kjersgaard imidlertid ikke afskrive som forloren. I stedet retter han sit kritiske blik mod samtiden: ”I dag har vi det alt sammen og mere til, og så er spørgsmålet dog stadig, om vor sommer er rigere end Carls Nielsens fynske forår.”

Bogen er forsynet med smukke farvefotos af Henrik Saxgren i en dunkel og flot trykkvalitet. Motiverne er æstetiserede, anonyme menneskeforladte landskaber, huse, veje, kirker, der ikke relaterer direkte til teksten, men nærmest forekommer at være abstraktioner over Kjersgaards temaer. Det er et lidt besynderligt redaktionelt valg at træffe, for Kjersgaard appellerer ikke til abstraktion, men til illustration. Man vil faktisk gerne vide, hvordan Aalborghus eller Toreby Kirke ser ud. Han var selv en fremragende billedredaktør, og han var om noget konkret. Hans verden var den historiske virkelighed, så middelbar og usikker vores tilgang til den nu også er, og – som han skriver om Jeppe Aakjær – ”ved døren til virkeligheden må æsteterne vel standse og tie.” Ud fra den betragtning forekommer Saxgrens billeder prætentiøse og nærmest uvedkommende i al deres skønhed.

(Kristeligt Dagblad, 8. dec. 2013)

Grundtvig mellem de ideologiske kløfter

Ove Korsgaard og Michael Schelde ( red.): Samfundsbyggeren - artikler om Grundtvigs samfundstænkning. Forlaget Anis, 251 sider, 249 kroner.

Constantin Hansens berømte billede af åbningsmødet i den grundlovgivende rigsforsamling i oktober 1848 pryder forsiden af denne bog om Grundtvigs betydning for samfundstænkning og politik.

Grundtvig indtager umiddelbart ikke nogen fremtrædende plads på billedet. I forgrunden promenerer alle de nationalliberale skikkelser, mens Grundtvig er pakket væk, siddende i baggrunden til højre langt fra billedets centrum. Faktisk var Grundtvig slet ikke til stede på mødet, for han blev først medlem af forsamlingen efter et suppleringsvalg, men det anfægter ikke en dygtig maler.

Hansen har placeret Grundtvig lige under billedets forsvindingspunkt, hvor de linjer, der markerer dybdeperspektivet, mødes. På den måde sidder Grundtvig tilbagetrukkent og dog centralt i billedet, og dermed er bogens tema slået an: hvordan skal man placere Grundtvig i samfundets, statens og nationens udvikling i det 19.

århundrede? Hvor central var han? Hvem og hvad var han påvirket af, og hvem og hvad påvirkede han? Det vil føre for vidt at omtale alle bogens bidrag. I virkeligheden lader spørgsmålet sig også bedst besvare ved at se over på den anden side af grænsen - den svenske.

Urban Claesson fra Högskolan i Dalarna foretager i bogens sidste kapitel om Sverige, " landet uden Grundtvig", en sammenligning af Danmarks og Sveriges udvikling i det 19. århundrede. Der er flere afgørende forskelle mellem Danmark og Sverige. Den danske selvejende bondestand var et relativt nyt fænomen i Danmark i 1800-tallet. Den blev til som et resultat af landboreformerne i anden halvdel af det 18. og første halvdel af det 19. århundrede. I Sverige var selvejerbønderne langt mere etablerede som stand, også på den svenske rigsdag. De danske bønder havde større grund til at organisere sig som opposition til staten, mens de svenske bønder allerede følte sig som en del af staten.

Omvendt forholdt det sig med vækkelsesbevægelserne i de to lande. I Danmark forblev vækkelserne i det store hele inden for folkekirken, mens de i Sverige, hvor de anglo-amerikanske vækkelser havde betydelig større succes, organiserede sig som frikirker. Her må man i øvrigt endelig ikke glemme at pege på Indre Mission som en afgørende faktor i udviklingen, fordi Indre Mission valgte at blive i folkekirken som en bevidst strategi. At Indre Mission gør væsentlig mindre væsen af sig end grundtvigianerne, får ofte folk til at glemme betydningen af den valgte strategi for integrationen af kirke, stat og folk.

Endelig var industrialiseringen i Sverige mere fremskreden. Derfor stod Socialdemokratiet stærkere dér end i Danmark, hvor bondepartiet Venstre var hovedaktør i forfatningskampen. Her kommer Grundtvigs opfattelse af sammenhængen mellem Helligånd og Folkeånd, det vil sige mellem kristendommen og det nationale, mellem skabelsesorden og historisk virkelighed, ind i billedet. Partiet Venstre tog i vid udstrækning Grundtvigs tanker til sig, også da partiet blev statsbærende i 1901.

Hermed skabtes der i Danmark den stærke integration af kirke, stat og folk, mens den politiske udvikling i Sverige bragte et parti til magten, som ikke havde kirken som selvfølgelig følgesvend. I forlængelse af Claessons pointe kan man pege på, at Venstre faktisk ikke sad på magten særlig længe, og da Socialdemokratiet overtog rollen som statsbærende parti, skete det med en inklusion og ikke en eksklusion af kirken og den grundtvigske folkelighedstanke. Claesson peger på, at kirken i Danmark har folket som subjekt, det vil sige handlende aktør, mens den svenske folkekirke bygger på, at den har folket som objekt. Denne tanke kunne man forsøgsvis overføre på den danske henholdsvis den svenske stat.

Fra Grundtvigs 150-års-fødselsdag i 1933 til hans 200 års fødselsdag i 1983 blev han fremstillet som ophavet til alt godt og hensigtsmæssigt herneden. Det var det halve århundrede, da Grundtvig og Danmark levede lykkeligt sammen.

På en eller anden måde lykkedes det at koble nation, stat og velfærdspolitik sammen til et amalgam af livsanskuelse, forestillingsverden og praktisk politik, som man kunne sætte mærkaten " Grundtvig" på.

I løbet af 1980' erne kunne det imidlertid ikke holde længere. Murens fald, borgerkrigen i Jugoslavien, globalisering, økonomisk krise og migration slog alvorlige sprækker i den danske models selvforståelse. Grundtvig blev fejet til side af dem, der troede på den nationale velfærdsstats død, mens de, der frygtede den nationale velfærdsstats død, tog ham til sig som et krammedyr. Grundtvig blev en rekvisit i et tosidet ideologisk opgør, hvor grøfterne blev gravet så dybe, at det blev aldeles vanskeligt ikke at vælge side. Ville man undgå den ene grøft, faldt man gerne i den anden. Men er Grundtvig så dømt ude? Nej, faktisk ikke.

Ove Kaj Pedersens åbningskapitel forsøger at genåbne den frie drøftelse af Grundtvig og hans betydning uden at falde i nogen af grøfterne. Ove Kaj Pedersen kommer fra samfundsvidenskaben, og hans indfaldsvinkel er, at samfundsvidenskaberne sært nok har ignoreret Grundtvig. Historikerne og teologerne har haft monopol på fortolkningen af Grundtvig, mens samfundsvidenskaberne ikke rigtig har regnet ham for noget. Det er jo i udgangspunktet en forsømmelse, men det tilvejebringer også et ubenyttet fortolkningsrum. Grundtvig er blevet interessant som samfundstænker.og samfundsbygger.

(Grænsen, okt. 2013)

 

Frihedens forskole

Ola Mestad (red.) Frihetens forskole. Professor Schlegel og eidsvollsmennenes læretid i København. Pax Forlag.

Det er en interessant omstændighed ved den danske enevælde, at den blev afviklet over to omgange. Vi husker det, som om den blev afskaffet i 1848-49, men en væsentlig del af riget havde allerede på dette tidspunkt levet uden enevælde i 35 år.

Den del af riget var Norge, der i 1814 blev afstået i forlængelse af det danske nederlag i Napoleonskrigene. Ved den lejlighed benyttede nordmændene muligheden for at vedtage en fri forfatning, der gjorde op med den styreform, der havde været fælles for Danmark-Norge siden 1660.

Denne nye forfatning, der har navn efter Eidsvoll - det sted, hvor den blev skabt - blev lettere justeret bragt med ind i den norsk-svenske personalunion, der varede fra 1814 til 1905, og med ændringer er Eidsvollforfatningen - som verdens næstældste fungerende grundlov - stadig i brug.

Spørgsmålet er, hvordan denne bratte overgang fra enevælde til fri forfatning kunne foregå? Hvor havde Eidsvollmændene, som de norske grundlovsfædre kaldes, lært om moderne statsforfatningsret? Antagelsen indtil nu har været, at de norske forfatningsfædre i høj grad var præget af politiske diskussioner i tidsskrifter og foreninger, hvor borgerskabet mødtes og talte om tidens spørgsmål.

En egentlig opposition var jo udelukket under det enevældige styre, og der var - med undtagelse af en kort tid under Struensee - censur håndhævet med skiftende grader af nidkærhed. Den norske historiker Jens Arup Seip beskrev i en berømt artikel fra 1957 den borgerlige offentlighed som en væsentlig forudsætning for Eidsvollmændenes dannelse. Seip brugte ikke selv »borgerlig offentlighed« som udtryk. Det blev først udbredt med Jürgen Habermas' Habilitationsschrift fra 1962, men tanken er den samme.

Seip brugte det samtidige udtryk, opinionen, og han beskrev, hvorledes intelligentsiaen var optaget af ideen om det opinionsstyrede enevælde, altså at monarken kun kunne styre, hvis han lyttede til opinionen. Derfra er der kun et kort skridt til ideen om et egentligt repræsentativt styre, der blev virkeliggjort i Norge i 1814.

Men de tanker, der blev udmøntet i Eidsvollforfatningen, stammede ikke nødvendigvis fra det københavnske civilsamfund eller en dyb politisk undergrund, men fra den enevældige stats officielle lærdomscentrum, Københavns Universitet. Det fremgår af en ny antologi med titlen Frihetens forskole. Professor Schlegel og Eidsvollsmennenes læretid i København.

Antologien er første bind i en serie, der er blevet til i anledning af det kommende 200-års-jubilæum for Eidsvoll, der vil blive genstand for omfattende fejringer i Norge næste år. Den er forfattet af danske og norske forskere i forening. Udgangspunktet er det velkendte forhold, at 44 af de 112 Eidsvollmænd havde en universitetsuddannelse, heraf var de 26 jurister, og de var alle uddannet i København. Universitetet i Christiania - det nuværende Oslo - blev først oprettet i 1811, og universitetet i Kiel kom slet ikke i betragtning.

Stort set alle disse jurister havde studeret under J. F. W. Schlegel ( 1765-1836). Schlegel var søn af en fra Sachsen indvandret historiker og blev i 1789 juraprofessor i København, hvor han forelæste og skrev om statsretten. Det var på et tidspunkt, da de nye ideer om statens indretning kom fra de nordamerikanske fristater, som de kaldtes, og ikke mindst fra Frankrig.

Ideerne blev mødt med nysgerrighed og endda tilslutning i København. Når disse nye revolutionære tanker også kunne gøres til genstand for en ofte forbavsende åben drøftelse af en professor på kongens universitet, skyldtes det, at Schlegel omtalte de nye ideer i hypotetiske og teoretiske vendinger, samtidig med at han aldrig lod herske nogen tvivl om sin egen sympati for den bestående styreform.

Det var, hvad man fra en kritisk vinkel ville kunne kalde funktionelt hykleri, men man kan også se det som et udtryk for, at nye politiske ideer faktisk blev anset som spiselige for det enevældige styre, så længe de blev serveret tilstrækkelig servilt og garneret med forsirede forsikringer om personlig loyalitet mod kongen.

Schlegel var berejst, belæst, sprogkyndig og sin tids største juridiske kapacitet på universitetet. Han var under påvirkning af naturretten og Immanuel Kant, hvis tanker om den retfærdige stat drejede sig om sikringen af borgernes autonomi og grundlæggende rettigheder, liv, sikkerhed og ejendom.

Schlegel havde også sympati for forestillingen om borgernes andel i statens styre, men han mente dog, at disse demokratiske idealer først kunne virkeliggøres engang i fremtiden, når folket havde opnået den nødvendige grad af modenhed.

Man kan i dag stødes over denne arrogance, men det interessante er, at han overhovedet fandt noget positivt ved demokratiet. Det var ingen selvfølge.

Schlegel udfærdigede selv et forslag til en norsk grundlov i 1814, et udkast, der muligvis havde større indflydelse på den endelige forfatning end hidtil antaget. At han gennem sine elever i det hele taget havde indflydelse på den politiske udvikling i Norge i 1814, er ikke til at komme udenom.

Schlegel var i sin ungdom en inspirerende lærer, men blev træt med alderen. En af den danske grundlovs fædre, Orla lehmann, nåede selv at studere under Schlegel, men har tilsyneladende ikke modtaget nogen nævneværdig påvirkning fra ham. På dette tidspunkt havde A. S. Ørsted for længst overtaget rollen som dansk juras førstemand.

Ørsted var en af den sene enevældes væsentligste skikkelser og en afgørende overgangsfigur under og lige efter statsomvæltningen 1848-49. Mens Ørsted stadig huskes, blev Schlegel glemt. Den mangel er der forhåbentlig nu rettet op på, og det er et forhold, der ikke kun er af norsk interesse. Indirekte havde Schlegel faktisk betydning for den grundlov, der blev vedtaget i København i juni 1849, for det væsentligste forbillede for Junigrundloven var netop Eidsvollforfatningen.

(Weekendavisen 8. nov. 2013)

Statsministeren, der var verdensmester til at omstille sig

Søren Mørchs bog om Anders Fogh Rasmussen er ikke en biografii egentlig forstand, mere en karakteristik, altså en bedømmelse af et menneskes karakter, de egenskaber, der definerer dette menneske. Det kræver en dyb indånding, før man kan indtage en dosis Mørch ved læsning. Man skal ikke forvente, at han kommer modstridende synspunkter eller fortolkninger i møde med venlige indrømmelser.

Er man som læser indstillet på det, kan man godt læne sig tilbage og lade sig rive med af Mørchs veloplagte prosa. Han gennemfører sin pointe med ubehagelig konsekvens. Anders Fogh Rasmussen havde succes, fordi han ifølge Mørch havde viljen til magt og var i stand til og villig til at pålægge sig selv den disciplin og de byrder, det indebar at være statsminister.

Vi kender ham som Anders Fogh, fordi navnet Rasmussen ikke adskiller ham fra forgængeren. Fogh er et navn, han har fra sin mor, mens den afgørende prægning er kommet fra faderen, Knud Rasmussen, en gårdejer i det centrale Jylland, og Anders Rasmussen bærer hele denne tradition af flid og ordentlighed med sig, som hører til den moralske husholdning, hvor man arbejder, til arbejdet er gjort, svarer enhver sit og er mand for sit ord.

Han kom ind i Venstres Ungdom, hvor han var kendt som " røde Anders", fordi han prioriterede socialpolitiske tiltag. Det ændrede sig i firserne, da han blev tilhænger af Chicago-skolens økonomiske liberalisme og igen, da han som statsminister siden blev velfærdsstatens måske mest betydningsfulde forsvarer i sin tid. Han oversatte Tony Blairs " New Labour" til danske forhold, men i stedet for som sin britiske modpart at gøre et socialdemokratisk parti borgerligt, forvandlede han et borgerligt parti til at blive socialdemokratisk.

Nøglen til forståelsen af Anders Fogh Rasmussens succes er ifølge Mørch hans evne til at omstille sig. Fogh Rasmussen er ikke de langsigtede løsningers mand, men han har så meget desto klarere identificeret, hvad der i situationen kræves uden at sætte magten over styr. Det kan af modstandere opfattes som hykleri, men ud fra en pragmatisk eller kynisk betragtning er det en vigtig politisk egenskab at være i stand til at tiltvinge sig magten og beholde den.

Fogh brugte magten til at involvere Danmark i krige i Irak og Afghanistan, som vi ifølge Mørch ikke havde nogen objektiv interesse i at engagere os i. Fogh styrkede Statsministeriet blandt andet ved at overtage væsentlige funktioner fra Udenrigsministeriet.

Hans forhold til udenrigsminister Per Stig Møller var ikke godt. Karikaturkrisen 2005-2006 blev et eksempel på, hvad der sker, når en opgave falder ned mellem to stole. Mørch mener ikke, at krisen var den danske regerings skyld, men den kunne måske have indset problemets alvor lidt tidligere. Der var i hvert fald ifølge Mørch en dansk ambassadør i Ægypten, der direkte sov i timen.

Krisen satte ytringsfrihed på den danske politiske dagsorden, og den blev et slagord for den del af regeringens parlamentariske bagland, der i dette begreb fandt et forankringspunkt for deres kritik af islam. Fogh lagde da også meget vægt på betydningen af ytringsfriheden i sine taler til danskerne på dette tidspunkt, mens han i et interview med en arabisk tvkanal understregede betydningen af respekt for religiøse følelser. Der er en lang tradition for at tale med to tunger i dansk udenrigspolitik.

Mørchs dom over Anders Fogh Rasmussen er hård, ikke mindst fordi han faktisk viser, hvor dygtig Fogh var til sit arbejde. Han styrede sine ministre, pressen, endda oppositionen.

Og hvad brugte han det til? Til at skaffe sig selv et job i Nato. "Anders Fogh Rasmussen efterlod sig ikke noget blivende aftryk i dansk politik. Kun sporet af Anders Fogh Rasmussen." Og så lader Mørch endda den økonomiske politik helt ude af betragtning. Fogh vil blive husket som den statsminister, der førte Danmark i krig, men med tiden også for det, han ikke gjorde. Han bandt sig til en kontraktpolitik, der blev en ideologisk blokering for økonomiske reformer, og det endda i opgangstider, hvor de havde været meget nemmere at gennemføre end i dag. I stedet lod han dansk økonomi styre lige ind i en boligboble. Krisen kunne jo ikke være undgået, men den hastighed, hvormed vi ramte den, kunne være sagtnet.

 

Mørch har et udpræget talent for spydigheder, men her er en, han mærkværdigvis har ladet ligge: Anders Fogh er som bekendt cand. oecon. Hvad færre ved er, at han har speciale i boligøkonomi. Han havde altså forudsætningerne for at forstå de advarsler, der blev udstedt, men undlod at gøre noget ved dem.

 

(Kristeligt Dagblad 7. nov. 2013)

Uden Hartling var Venstre stadig et bondeparti

Peter Brixtofte, Hartlings arv og det moderne Venstre

"Poul Hartling var ikke statsminister i ret lang tid og efterlod Venstre med langt færre stemmers opbakning, end da han blev formand. Poul Hartling tabte fem valg og vandt kun ét. Målt på resultater var han ingen stor succes, hverken som Venstres formand eller som statsminister." Så kort og præcist opsummerer Peter Brixtofte det, der kunne være blevet Hartlings eftermæle i bogens indledning.

Men hvorfor så skrive en bog om Hartling? Fordi det er Hartlings fortjeneste, at " det lykkedes at forvandle Venstre fra at være et landbrugsparti til at være et parti for alle i Danmark." Dermed blev grunden lagt til partiets langsigtede succes i de følgende årtier. Men Hartling var også mere end det. Han gav ikke indtryk af at være i politik for magtens eller for sin egen skyld. Da Brixtofte selv ( født 1949) gik ind i politik som ung mand, var Hartling partiets leder, og Brixtofte lægger ikke skjul på, at der til grund for bogen ligger en personlig beundring for Hartlings personlighed og integritet.

Poul Hartling blev født i 1914 og voksede op i et lærerhjem på Amager. Han blev som ung optaget af Olfert Ricards forkyndelse, kom ind i KFUM og blev cand. theol., præst og siden rektor på N. Zahles Seminarium. Sin tilknytning til Venstre havde han arvet fra sin far, der var undervisningsminister i regeringen Knud Kristensen 1945-1947. Han blev valgt til Folketinget første gang i 1957. Han blev både gruppeformand og partiformand i 1965, udenrigsminister i VKR-regeringen 1968-1971 og var statsminister i den kortlivede mindretalsregering, der oven på det kaotiske jordskredsvalg i 1973 byggede på Venstre alene.

Statsminister Hartling havde arvet en hastigt voksende offentlig sektor og en truende inflation fra de foregående regeringer og skulle nu oven i købet forholde sig til oliekrisens lammende effekt på økonomien. Hartling lancerede " Helhedsplan ' 75", der skulle sætte en stopper for ukontrollerbare lønstigninger, og han tog efter bare to år som regeringschef et valg på spørgsmålet. Venstre gik frem, men endte med ikke at kunne danne regering.

Brixtofte er overbevist om, at en borgerlig firkløverregering ville have været en mulighed i 1975, men Hartling turde ikke stole på Fremskridtspartiets opbakning.

Mogens Glistrup var ham for upålidelig. Anker Jørgensen blev statsminister i en ny mindretalsregering, hvor han ikke mindst måtte slås med LO's modvilje mod økonomiske reformer, et forhold, som Brixtofte fuldt ud anerkender.

Hartling blev siden FN's flygtningehøjkommissær og modtog i den egenskab på organisationens vegne Nobels fredspris i 1981. Poul Hartling bestred væsentlige tillidsposter langt op i sin alderdom. Han døde i 2000.

Brixtofte er en effektiv og uprætentiøs fortæller. Bogen er ikke en egentlig biografi, der kan erstatte Hartlings egen selvbiografiudgivet i fire bind 1980-1985, men den er læseværdig både for sit indhold og sin sprogdragt.

Desværre går Brixtofte ikke nærmere ind på det centrale spørgsmål, hvordan det lykkedes Hartling at ændre Venstre fra at være et bondeparti til at blive et folkeparti, men bogen udgør stadig virkelig interessant læsning. For de seneste fire tiårs vedkommende bygger den ikke mindst på Brixtoftes egen erindring og insiderviden fra Christiansborg. Nyt for denne anmelder var for eksempel, at programchefen for DR's aktualitetsafdeling, Hans Morten Rubin, fungerede som uofficiel spindoktor for Hartling. Det er endnu et dementi af påstanden om, at DR var behersket af røde lejesvende.

Især i de afsluttende kapitler, der fører historien op til i dag, mærker man, at der er noget på spil for Brixtofte selv. Det giver nerve, men selvfølgelig også tendens.

Han regner sig stadig som venstremand, men man kan ikke beskylde ham for at lefle for sine egne. Det er velsagtens også for sent nu. Han giver skitser til mange interessante portrætter af politiske personligheder, og man lægger for eksempel mærke til de sympatiske skildringer af Anker Jørgensen og Erhard Jakobsen.

Hartling forlod ifølge Brixtofte sit parti uden "fjendskaber og intriger og havde ingen udeståender: Det siger noget om hans format." Det må man jo unægtelig give Brixtofte ret i. Det er uhyre vanskeligt at have magt, lad den være nok så demokratisk funderet, uden at få fjender

(Kristeligt Dagblad 29. okt. 2013)

En anonym rejsende

Volker Barth, Inkognito – Geschichte eines Zeremoniells. Oldenbourg Verlag, 2013

Sent på aftenen den 14. maj 1912 spadserede en ældre,velklædt og lettere korpulent herre gennem Hamborg. Han fik et ildebefindende og faldt om på den centrale plads Gänsemarkt. Tililende, herunder en politibetjent, kom ham til hjælp, og han nåede at give den oplysning, at han boede på det nærliggende Hotel Hamburger Hof, men inden man kunne komme til en nærmere afklaring af, hvem denne herre var, mistede han bevidstheden.

I overensstemmelse med forskrifterne sørgede betjenten for, at den ukendte fremmede blev bragt til Hafenkrankenhaus, hvor den vagthavende læge kunne konstatere, at døden var indtrådt. I mellemtiden synes oplysningen om, hvor afdøde var indlogeret, at være gået tabt. Manden bar ingen identitetspapirer på sig, så politiet udsendte en fremlysning. Ud på natten blev det ved Hotel Hamburger Hofs direktørs mellemkomst opklaret, at der var tale om en dansk greve ved navn Kronborg.

Hvis man slår op i den danske adelskalender, finder man imidlertid ingen ved navn Kronborg. Var manden da bedrager? Nej, det kan man ikke sige. Der var nemlig tale om ingen ringere end den danske konge, Frederik VIII, der sammen med sin dronning og flere af sine børn var på gennemrejse fra et kurophold ved den franske riviera på vej hjem til København. Grevetitlen var kongens pseudonym, når han rejste inkognito.

»Inkognito« betyder ordret ukendt, men kongen havde ikke til hensigt at rejse anonymt, det vil sige uden navn. Formålet med et inkognito var tilvejebringe et spillerum for kongen.

En konge er med sin person bundet, som regel på livstid, til den funktion, som han udfylder. Det har skæbnekarakter at blive født som tronfølger, fordi det er en stilling, som indehaveren sjældent og vanskeligt kan undslippe. Der findes eksempler på, at tronfølgere ikke er blevet konge, men de pågældende har som erstatning som regel fået tildelt den identitet at være den, der ikke blev konge, og det er kun en betinget fritagelse fra skæbnen. Spørg bare grev Ingolf af Rosenborg, der ville have været konge i Danmark i dag, hvis det ikke havde været for ændringen af tronfølgerloven i 1953.

Kongerollen er eksponent for den udvikling, som den personlige identitet har gennemgået i de seneste godt 500 år. Hvad vil det overhovedet sige at etablere en personlig identitet? Det er ikke så ligetil, og det kan illustreres udmærket med fænomenet inkognito, som den tyske historiker Volker Barth gør i sin nye bog om emnet.

Kongens funktion blev i løbet af den sene middelalder og tidligt moderne tid gennemritualiseret. Det vil sige, at enhver selv nok så banal hændelse eller relation var iscenesat og forbundet med omfattende regler og involverede en hel række mennesker. Disse iscenesættelser fik i løbet af det 17. århundrede et omfang, der medførte, at en i teorien enevældig konge som Ludvig XIV af Frankrig var fanget i et gyldent bur af nøje koreograferet hofkultur.

Berømt er Solkongens morgentoilette, der blev overværet af et udvalgt publikum. Det blev betragtet som et privilegium at høre til dem, der iagttog, hvordan den legemliggjorte sol stod op om morgenen. I dag betragter vi det som en selvfølge at kunne låse døren til toilettet. Den luksus kunne Ludvig XIV ikke tillade sig, selv om han var enevældig hersker over den største og folkerigeste stat i Europa.

Man skal være varsom med at forudsætte, at fortidens mennesker havde samme behov, som vi har, men hvis man antager, at grundlaget for den moderne opfattelse af individet blev grundlagt i det 16. og 17. århundredes Europa, ikke mindst i Frankrig, giver det mening, at det var netop på dette tid, at inkognitoinstitutionen blev sat i system. Konger og fyrster begyndte at antage aliaser, især når de rejste uden for grænserne af deres egen jurisdiktion.

Berømt er den rejse, som den russiske zar Peter den Store foretog i 1697 forklædt som almindelig underofficer under navnet Petr Michailowitch. Rejsen varede halvandet år og førte den pseudonyme zar gennem mange europæiske lande. Den rejsende lod sig indkvartere i ydmyge herberger, men konventionen »inkognito« var endnu ikke blevet så fast indarbejdet en del af europæisk kultur, at den kunne forventes overholdt overalt. Ikke alle forstod, at de bare skulle lade, som om han bare var en almindelig russer på gennemrejse, og de europæiske aviser, der netop var i deres vorden, skrev frimodigt om den kejserlige højheds besøg. Zaren havde nu heller ikke gjort det let for sig selv. Han havde et følge på 250 tjenere, rådgivere, diplomater med mere. I London var han indkvarteret i, hvad vi i dag vel nærmest ville kalde en Bed & Breakfast i Norfolk Street, hvor han af gode grunde ikke kunne holde audiens, men ikke desto mindre modtog besøg af både selveste kongen.

I løbet af det 18. århundrede fik inkognito en mere fast form, således at monarker og højadelige for alvor kunne begynde at lege med deres identitet med en begrundet forventning om, at alle omkring dem legede med. Men selvfølgelig var der ikke bare tale om en leg. Zar Peters rejse var ikke udslag af kejserlig vilkårlighed eller tilfældig nysgerrighed. Han var optaget af at lære af den økonomiske og teknologiske udvikling i det nordvestlige Europa. Hans inkognito hjalp ham til at åbne kommunikationsveje, som ikke på samme måde blev stillet ham til rådighed ad hofceremoniellets sædvanlige kanaler.



"Czarens Hus" i Nykøbing Falster. Da Peter d. Store var i Danmark i 1716 besøgte han også Nykøbing Falster. Imidlertid spiste han som om han var inkognito ikke på slottet, men på byens postkro, der derefter benævnes efter ham. Ældre Postkort, Museum Lolland-Falster.

Forekomsten af inkognito synes at være et resultat af en afgørende nydannelse af identiteten som historisk fænomen, idet den ikke længere var bundet til den funktion eller plads, man havde i samfundet, men derimod til den fri vilje. Og i kongens eller fyrstens tilfælde betød et inkognito ikke en fravælgelse af den magt, som kongeværdigheden indebar. Derimod accentueredes kongens magt af det forhold, at kongen endog havde magten til midlertidigt at definere sig selv som en, der var noget andet end konge. Kongeværdigheden blev med andre ord til et spørgsmål om valg og ikke blot skæbne. Dermed kunne kongen finde sig til rette i den moderne verden, hvor individet først og fremmest karakteriseres ved at have en fri vilje, og hvor identiteten af samme årsag ikke ligger fast. Hvis den fri vilje lod sig binde af konventioner eller vaner, var den jo i sagens natur ikke længere fri. Derfor står en moderne identitet altid til potentiel genforhandling.

For en konge som Frederik VIII var der også en praktisk grund til at antage et inkognito. I løbet af det 19. århundrede var infrastrukturen i Europa udviklet i en grad, der gjorde lystrejser mere tilgængelige også for de kongelige. Medlemmer af de europæiske fyrstehuse tilbragte gerne en del af vinteren ved Middelhavet. Når en fyrste rejste under inkognito, skulle værtslandet ikke stille med hele udtrækket af æresbevisninger og militære parader. Raffinementet bestod i, at netop fordi også værten godtog den fiktion, at kongen var greve, var en fuldbyrdet anerkendelse af kongens valg af identitet.

Da Frederik VIII først var død, og hans identitet var fastslået af de hamborgske myndigheder, var der imidlertid ingen vej uden om det forhold, at han var kongelig. Der måtte stilles en æresgarde foran Hotel Hamburger Hof den følgende dag, for den afdøde var nu blevet berøvet sin mulighed for at vælge sin egen identitet og var derfor kongelig igen. Konge var han imidlertid ikke, for det var hans ældste søn, Christian X, blevet i det højeblik, hans far døde, men der var stadig tale om et kongeligt besøg. Frederik VIII’s lig blev standsmæssigt overført til Lübeck, hvorfra det med kongeskibet blev bragt hjem.

 

I den danske folklore hedder det sig, at Frederik VIII døde på et bordel. Det er og bliver et rygte. Det er imidlertid et interessant spørgsmål, hvordan dette rygte opstod. Det synes ikke mindst at stamme fra den tyske presse, der mere end antydede, at den danske konge gerne tog ophold i metropolen ved Elben for at nyde de glæder, som blev tilbudt enhver besøgende verdensmand. For de lokale var det naturligvis ikke ubekendt, at Gänsemarkt grænsede op til en gade, der dengang var bekendt for prostitution. I den danske tradition har det ikke mindst været af betydning, at det sygehus, hvortil liget i første omgang blev bragt, ikke lå lang fra det, der i dag er kendt som Hamborgs forlystelseskvarter, St. Pauli. Alt tyder dog på, at Frederik VIII netop denne aften blot var ude at spadsere for at – spadsere.

(Weekendavisen den 20. sept. 2013)

Krig tager liv og giver mening

Tom Buk-Swienty, Kaptajn Dinesen – Ild og Blod, Gyldendal, 512 sider, kr. 349,95

Wilhelm Dinesen (1845-1895) deltog som ung, nyuddannet officer i krigen i 1864, hvor han udmærkede sig. Tom Buk-Swienty stødte på ham i sit arbejde med sine bøger om Dybbøls fald og Slaget på Als og lagde mærke til, at Dinesen reagerede anderledes end den typiske deltager i de forfærdende slag. Mens krigen for de fleste var den rene rædsel, var den for den unge Dinesen en form for eksistentiel nødvendighed. Midt i galskaben fandt han den glød, som han levede af.

Han opsøgte krigen igen som frivillig på fransk side i den fransk-tyske krig 1870-1871 på samme måde som han opsøgte farerne ved andre dristige eventyr. Det kom fra faderen, A.W. Dinesen, godsejer og artilleriofficer, der havde deltaget som frivillig på fransk side i kolonikrigene i Nordafrika, og som vandt sig status som dansk national helt under den første slesvigske krig 1848-1850. Viljen til krig blev bragt videre til Wilhelm Dinesens søn, Thomas Dinesen, der deltog som frivillig i 1. Verdenskrig i den canadiske hær.

Til fælles havde de tre generationer yderligere, at de gav deres krigerfaringer et litterært udtryk. De kunne skyde, og de kunne skrive. Det gjaldt som bekendt også Wilhelms datter og Thomas’ søster, Karen Blixen, hvis pseudonym, Isak Dinesen, jo ikke for ingenting spiller på patriarkalske principper og muligheden af et blodigt sønneoffer.

Krigen var for familien Dinesen ikke ensbetydende med tab af mening; den var derimod ladet med skæbne og betydning. Den var en del af kulturen og ikke en del af kulturens forfald. Om sin hjemsendelse –dekoreret med Victoriakorset – skrev Thomas Dinesen:

”Nu vender vi tilbage til den gamle verden, med dens kendte love og vedtægter. Vi skal igen gøre os sorger og bekymringer om mange ting, vi skal have de gamle skyklapper på, nu har vi igen en fremtid som en lammende byrde på skulderen. Det ventes af os, at vi skal tage interesse i livets ’realiteter’, dagens politik, vores aktiers udbytte, vores slips’ farve --- Bag os, uigenkaldeligt bag os, ligger eventyrskoven, - den virkelige verden, det eneste liv.”

Præcis som sin far fandt Thomas Dinesen livets mening i krigerhåndværket, kunsten at slå ihjel. Det blev Thomas Dinesens skæbne, at hans livs højdepunkt faldt så tidligt, at han derefter måtte leve 60 år i denne fladbundede og trivielle hverdag, inden døden endelig kom til ham. Anderledes gik det for hans far, Wilhelm, der døde som blot 49-årig, angiveligt for egen hånd. Omstændighederne om hans død er ikke ganske opklarede, heller ikke i denne bog, der er første bind i en tobindsbiografi, hvis konklusion vi må vente med at få næste år.

Bogen er ikke en biografi, men ifølge sin egen varedeklaration en ”dokumentarisk fortælling”. Det må forstås således, at den er en levnedsskildring, der benytter sig af fiktionens former, men er baseret på dokumenterbare oplysninger. Buk-Swientys styrke som forfatter er beskrivelsen af de dramatiske tildragelser, der udgjorde centrum i Dinesens eksistens. Bogen begynder og slutter med de dramatiske begivenheder, da kommunardopstanden blev slået ned i Paris i 1871 med Dinesen som øjenvidne. Hertil hører også historien om, hvordan Dinesens tilbedte kusine, komtesse Agnes Frijs, der på samme tid døde af tyfus under et kurophold i Italien, fratog ham ”hans glødende ungdomstro på, at man i krig fandt skønhed og storhed”.

Der er dog kun spredte henvisninger til kildematerialet, må man bemærke. En kritisk læser kunne godt have tænkt sig nogle flere noter, så man kan se, hvor forfatteren har sine oplysninger fra. Det er en nedvurdering af det store publikum, som Tom Buk-Swienty med rette har fået, at det må nøjes med et summarisk noteapparat.

Det er en åbenlys god idé at tage fat på Wilhelm Dinesen, fordi  han inkarnerede en kultur, der har spillet en væsentlig rolle langt op i det 19. århundrede, men som er blevet negligeret og glemt i det 20. århundredes historieskrivning. Han var ikke adelig, men han repræsenterede et aristokratisk sæt af værdier, en patriarkalsk krigerkultur, som i nutiden er forblevet en nærmest oprørsk understrøm i et ellers tryghedssøgende velfærdssamfund. Vi ser denne understrøm repræsenteret i de unge mænd, der indtil for nylig har opsøgt ild og blod som frivillige i dansk krigstjeneste i Afghanistan. Det er jo paradoksalt, at en oprindeligt systembevarende, konservativ kultur i dag har fået et oprørsk udtryk, men netop dette paradoks finder Buk-Swienty udtrykt hos Dinesen, der ikke fandt sin ære i at repræsentere sin tids tempererede dannelseskultur, men i at drikke tæt og le op i dødens åbne ansigt.

(Kristeligt Dagblad 20. september 2013)

 

Fra redning til flugt

Bo Lidegaard, Landsmænd - de danske jøders flugt i oktober 1943, Politikens Forlag

Hvis denne bog var udgivet for blot nogle få år siden, ville den antagelig ikke have fået "de danske jøders flugt" som en del af undertitlen. Så ville den have heddet noget med " de danske jøders redning".

Der er tale om en forskydning væk fra en betragtning af jøderne som genstande for en redningsaktion over til en forståelse af de flygtende selv som aktivt handlende.

Bo Lidegaard har fået adgang til dagbøger, breve og optegnelser fra nogle af de involverede, og kernen i bogen er en kildebaseret, dramatisk fremstilling af begivenhederne fra den 26. september til den 9. oktober i kronologisk orden, der ser historien især fra flygtningenes perspektiv.

Lidegaard former sin fremstilling som en krydsklippet montage, der følger en række hovedpersoner, hovedsageligt fra København, på deres ofte kringlede rute til Sverige. Lidegaard kan sit skrivehåndværk, og den dramatiske nerve fastholdes dygtigt.

Begivenhederne i oktober 1943 har været normgivende for den danske selvforståelse og for mange udlændinges forståelse af Danmark. Det var en af de få begivenheder under krigen, som danskerne som kollektiv kunne knytte an til med selvrespekt, og ikke mindst takket være Leon Uris' roman "Exodus" om staten Israels oprettelse, hvor nogle af hovedpersonerne er danske, har et stort, ikke mindst amerikansk, publikum fået et meget positivt billede af danskernes indsats i oktober 1943.

Mange udlændinge tror stadig, at Christian X i solidaritet med sine jødiske undersåtter bar en jødestjerne. Det passer ikke. Danske jøder gik ikke med jødestjerne, og kongen altså heller ikke, men der er den sandhed i historien, at kongen varmt støttede den danske regerings politik, der gik ud på at beskytte de danske jøder mod overgreb. Af afgørende betydning var det endvidere, at denne politik havde en stærk klangbund i befolkningen. Antisemitisme var ikke særlig udbredt i Danmark. Jøderne blev betragtet som landsmænd.

Det er stadig fristende at tro på, at jøderne blev reddet, fordi danskerne er et særligt fortræffeligt folkefærd, ikke mindst når udlændinge oven i købet har bekræftet os i denne tro. Ikonisk for mange danskere er den scene fra tv-serien " Matador", hvor den indtil da karakterløse Maude Varnæs redder jøden hr. Stein. Vi vil alle gerne tro om os selv, at vi ville handle ligeså. Det giver en moralsk selvtilfredsstillelse at blive retfærdiggjort pr. stedfortræder.

Men moral udgør ikke i sig selv nogen tilfredsstillende forklaring på det, der faktisk skete. Nogle har vendt det moralske kompas om og har været meget optaget af for eksempel at bebrejde de folk, der lagde båd til flugten over Sundet, at de tog ågerpriser for overfarten. De var jo menneskesmuglere. Det er ikke en dagsorden, der optager Lidegaard.

Den tyske rigsbefuldmægtigede, Werner Best, var presset af Berlin for at få en løsning på det, som nazisterne kaldte " jødeproblemet". Best så imidlertid også klart, at danskerne ikke betragtede jøderne som et problem, og at et indgreb over for danske jøder ville vække en kraftig og uhensigtsmæssig modvilje blandt danskerne. Best havde ingen ideologiske kvababbelser. Han var overbevist SS-mand.

Men i Danmark forestod han den civile administration og var hele tiden opmærksom på ikke at støde danskerne fra sig. Hvis det kom til en skærpet konflikt, måtte han nemlig overlade tøjlerne til den militære øverstkommanderende von Hanneken. Hanneken var på sin side ikke meget for at stille mandskab til jødeaktionen, selvom den foregik under den militære undtagelsestilstand efter augustoprøret i 1943. Han anlagde den samme betragtning som Best, nemlig at en jødeaktion ville ødelægge forholdet til danskerne.

Georg Duckwitz var søfartssagkyndig på det tyske gesandtskab i København, og han fremstilles ofte som " den gode tysker", fordi det var ham, der over for fremtrædende socialdemokrater røbede de tyske planer om at deportere de danske jøder.

Men Duckwitz var - eller havde i hvert fald været indtil krigens begyndelse - overbevist nazist og antisemit, præcis som Best, og Duckwitz var uanset sine motiver antagelig ikke meget mere end et sendebud for Best. Sagen var nemlig den, at mange danskere, herunder fremtrædende jøder, ikke troede på, at tyskerne ville gennemføre en jødeaktion. Duckwitz talte dansk og havde troværdighed nok til, at hvad han sagde ikke bare kunne affejes som blot endnu et rygte.

En anden væsentlig faktor var det forhold, at der skulle være et land, som de danske jøder kunne flygte til. Selvom Sverige lå lige for målt i kilometer, var det ingen selvfølge, at de ville blive modtaget på den anden side af Sundet.

Sverige havde ført en aktiv tilpasningspolitik til Tyskland i krigens første år, men den blev forladt i 1942-1943, og det muliggjorde den velkomst, som de danske jøder fik.

Lidegaard redegør omhyggeligt for disse forudsætninger for flugten. Men når det kommer til stykket i konklusionen, vander det alligevel ud i en lidt konturløs fejring af redningen: " Flugten lod sig frem for alt gøre, fordi den danske befolkning så tidligt, så entydigt og så beslutsomt havde vendt sig mod selve den tankegang, der lå bag jødeforfølgelserne.

Nøglen til at forstå den mirakuløse redning ligger således i den politiske indsats gennem de ti år, der gik forud for aktionen." Det er en pointe, der uden tvivl vil gøre sig godt på det amerikanske marked for den slags bøger - en oversat udgave af bogen er på vej - og den er naturligvis heller ikke helt uden hjemmel, men den udtrykker en alt for idealiseret betragtning af den danske politiske kultur i 1943. Danmark var et land på randen af krig og i splid med sig selv.

Modstandere af regeringens tilpasningspolitik var villige til at ofre de danske jøder for at fremkalde " norske tilstande", altså det, som de mente var den nødvendige konflikt. Kun et mindretal af de norske jøder undgik som bekendt at blive taget af tyskerne. At de danske jøder ikke blev ofre for samme skæbne, var et tilfælde. Kun i den betydning kan man tale om et mirakel.

(Kristeligt Dagblad 9. sep. 2013)

Thyge Svenstrup skrev en kommentar til min anmeldelse den 12. sep.:

Seriøs historieforskning har som sit endelige mål at klarlægge forholdet mellem årsager og virkninger i begivenhedsforløbet.

Bo Lidegaard, der har flere solide, bredt anlagte værker om Danmarks historie i det 20. århundrede bag sig, hævder i sin nyeste bog " Landsmænd - de danske jøders flugt i oktober 1943", at redningen i sidste instans skyldtes den indsats for demokrati og humanisme, som de danske samarbejdspolitikere havde ydet i 1930' erne.

I sin anmeldelse i Kristeligt Dagblad den 9. september erklærer Jes Fabricius Møller imidlertid, at de danske jøder kun undgik udryddelsen ved " et tilfælde".

Men hvorfor dog blive stående ved denne før-videnskabelige måde at ræsonnere på? Hvorfor ikke gå yderligere et skridt tilbage og se forsynets eller Guds finger i historien eller miraklet i oktober 1943? Man kan undre sig lidt over, hvad der er på spil i anmeldelsen. Måske ideologiske aversioner. Eller måske har Fabricius-Møller blot dagen, han skrev sin anmeldelse, ligget under for et mindre intellektuelt deficit - tilfældigvis.

Jeg svarede den 17. sep.:

Thyge Svenstrup peger i en replik til min anmeldelse af Bo Lidegaards bog om jødernes flugt i 1943 på det interessante spørgsmål, hvad et mirakel egentlig er. Hvis vi forudsætter, at der ikke er tale om, at Gud griber direkte ind i historien, er vi ladt tilbage med en definition af begrebet, der indebærer en eller anden form for tilfældighed. Jødernes redning kan kun beskrives som mirakuløs, hvis den ikke var helt forudsigelig.

Det var den, hvad de mange samtidige europæiske eksempler viser, netop ikke. Lidegaard mener, at miraklet bestod i den mobilisering af humanitet og demokrati, som de ansvarlige politikere havde stået for siden midten af 1930'erne.

Jeg ønsker ikke at forklejne betydningen af den socialdemokratiske antikommunisme og antinazisme i 1930' erne, men vil blot pege på, at samarbejdspolitikken ikke var den eneste forudsætning for jødernes vellykkede flugt i oktober 1943.

Hvis de tyske myndigheder i Danmark havde ønsket at spærre Øresund for flygtninge, ville det have kunnet lade sig gøre med en langt større effektivitet, end tilfældet var. Hvis svenskerne havde ønsket at modsætte sig en flygtningestrøm fra Danmark, ville de have kunnet gøre det.

Disse to helt afgørende forudsætninger fremgår, må det noteres, ganske tydeligt af Lidegaards bog. Dertil kommer den afgørende forudsætning, at en flugt af denne størrelsesorden kun kunne lade sig gøre med den almindelige danskers tilslutning. Tyskerne lod ganske vist stå til, men kun, fordi de kunne balancere hårfint på grænsen af troværdig benægtelse.

Werner Bests stilling beroede på, at han kunne overbevise Berlin om, at han var hardliner, samtidig med at hans civile administration i Danmark byggede på en forestilling om gensidighed baseret på forhandling.

Best arbejdede for at opretholde illusionen om, at jødernes flugt kom bag på ham. Hvis emsige danskere stak flygtninge til tyskerne, kunne tyskerne altså ikke stikke kikkerten for det blinde øje. At så få af flygtningene blev taget, er altså et vidnesbyrd om, at de danske jøder af de fleste danskere blev betraget som landsmænd. Ellers ville flere være blevet stukket. Deri har Lidegaard helt ret.

Men jødernes heldige flugt må også betragtes som et enestående sammenfald af omstændigheder. Samarbejdspolitikken havde indtil da bidraget til at forskåne jøderne. Den var en nødvendig, men ikke en tilstrækkelig forudsætning for en heldig flugt. Den krævede en kombination af heldige forudsætninger, der tilsammen godt kan kaldes et mirakel.

Historien om FDB er historien om danskerne

Ejvind Oxe, På Tapetet i FDB 1950-90

De to største detailhandelskæder i Danmark i dag er Dansk Supermarked, der driver bl.a. Netto og Føtex, og Coop, der driver Brugsen, Kvickly, Fakta m.fl.. Man kan meget let møde folk, endda ansatte i Coop, som udtaler navnet ”kup”. Det er et udslag af den stærke engelske påvirkning af sproget. Men selv i England, hvorfra brugsforeningstanken faktisk stammer, udtales det co-op, fordi det er en forkortelse for en ko-operativ virksomhed, hvad vi på dansk normalt kalder et andelsselskab. Andelstanken voksede fra 1880’erne i alle de dele af erhvervslivet, hvor landbruget eller landbosamfundet havde kommercielle mellemværender med omverdenen. De mest markante eksempler er forædlingen og afsætningen af animalske fedtprodukter især til det engelske marked, smør og bacon, men også de danske landmænds eget forbrug af daglivarer, foderstoffer mm. blev organiseret på andelsbasis i brugsforeninger, som efterhånden forenede sig i FDB, en forening af danske brugsforeninger grundlagt i 1896. FDB eksisterer stadig som medlemsorganisation, men Coop blev for godt ti år siden udskilt som selvstændig detailvirksomhed i et nordisk samarbejde.

Ejvind Oxe, født 1928, er selv opvokset som søn af brugsuddeleren i Ryslinge på Fyn, den uofficielle hovedstad for den grundtvigsk påvirkede andels-, frimenigheds- og højskolebevægelse, og han har en 40-årig karriere i FDB bag sig, 1950-1990, netop det tidsrum, da den medlemsbårne forbrugsorganisation udviklede sig til et moderne detailhandelskongolomerat. Det kan meget let udlægges som en forfaldshistorie, altså hvordan de oprindelige kooperative idealer blev forsømt til fordel for et knæfald for markedet, men Oxe peger ikke fingre, men beskriver, hvordan organisationen tilpassede sig nye markedsvilkår.  For andelstankens væsentligste vilkår har alle dage været netop markedsvilkårene.

FDB har været afgørende for danskernes forbrugsmønster i det 20. århundrede. Magasinet Samvirke var i mange år det mest udbredte læsestof bland danske forbrugere. Lars Okholm, resultaterne fra FDB’s prøvekøkken og kostpyramiden har udstukket retningslinjer for vores spisevaner. HB, hovedstadens brugsforening, i 1973 sammenlagt med FDB, var pioner i indførelsen af selvbetjeningsprincippet. FDB markedsførte sine egne møbler, og havde indtil 1980erne egne produktionsvirksomheder inden for tobak, brød, kager, konfekture, sæbe, margarine og meget andet. Distribution og markedsføring var en anden styrkeposition. FDB lancerede en sammenstukken iberisk vin under navnet ”Palanza” i 1963, senere "Palanca". Den blev danskernes foretrukne vin. Allerede i 1966 nåede man 1 million liter. Palanca-eventyret sluttede i 1987. Da var der blevet solgt mere end 33 millioner flasker. FDB’s største betydning i nyeste tid er nok satsningen på økologi i Bjarne Møgelhøjs formandstid, 1983-1998.

I mere end 50 kapitler fortæller Oxe med hjælp fra tidligere medarbejdere og kollegaer om udviklingen i den del af danskernes dagligvareforbrug i anden halvdel af det 20. århundrede, som blev varetaget af FDB. Det gør han ganske fortrinligt. Bogen vil antagelig fortrinsvis interessere nuværende og tidligere medarbejdere i FDB, men eftersom forbruget af dagligvarer udgør en stor del af danskernes dagligdag, rummer den også en nøgle til forståelse af danskernes hverdag i det hele taget i dette så højst interessante århundrede.

(Kristeligt Dagblad 19. august 2013)

Mennesket Melanchton forsvinder

Martin Schwarz Lausten, Phillip Melanchton

Martin Schwarz Laustens andragende med denne bog er lige så enkelt, som det er nødvendigt. Han ønsker at fremhæve Melanchthons selvstændige betydning som kirkepolitiker og teolog.

Umiddelbart skulle man tro, at det arbejde var gjort for længst, men Schwarz Lausten viser tydeligt, hvordan forfatteren til Confessio Augustana fra og med det 17. århundrede helt frem til i dag konsekvent er blevet stillet i Luthers skygge. Ikke mindst i Danmark er det ganske påfaldende, fordi Melanchthon netop her på mange områder var en afgørende kraft. Han rådgav reformationskongen Christian III. Han uddannede som professor i Wittenberg mange af de mest talentfulde danske teologer, der kom til at udgøre protestantismens første generation af gejstlige i Danmark.

Og sidst men ikke mindst bidrog han afgørende til rekonstruktionen af Københavns Universitet efter Reformationen. Han fødtes som Philipp Schwarzerdt i 1497 i den lille by Bretten syd for Heidelberg. Hans mor blev enke i 1508, og hun tog den unge Philipp med til sin hjemby Pforzheim, hvor han blev sat i en god skole. En lærd slægtning protegerede ham og gav ham efternavnet Melanchthon, den direkte græske oversættelse af hans fødenavn: sort jord.

Melanchthons uddannelse var udpræget humanistisk. Renæssancens menneskesyn betød en fornyet understregning af menneskets og menneskelivets egen iboende værdighed, dets individualitet, dets erkendeevne. I praksis lagde humanisterne stor vægt på indlæring af de klassiske sprog og hebraisk.

Melanchthon var usædvanlig dygtig. Han blev professor i græsk i Wittenberg i en alder af blot 21 år. Her traf han også Luther og tilsluttede sig hans opgør med pavekirken. Melanchthon forholdt sig loyal mod sit forbillede, "vor højtelskede fader og lærer", som han sagde i sin begravelsestale over Luther i 1546, men han var mere og andet end blot talerør for sin læremesters tanker. I deres syn på nadveren og retfærdiggørelsen adskilte de sig endda betydeligt.

Melanchthon var også en mere forsonlig og pragmatisk natur end Luther og brugte en stor del af sin energi på at holde sammen på de adspredte og forskelligartede reformatoriske bevægelser og idéer. Hans diplomatiske indsats i den anledning blev svækket af, at han ikke var så robust af sind. Han døde 63 år gammel og ligger begravet ved siden af Luther i slotskirken i Wittenberg.

Mens Luther blev en uforsonlig modstander af humanismen, gør Schwarz Lausten en pointe ud af at vise, at Melanchthons teologi var præget af humanismen. Det gjaldt hans syn på viljens frihed og menneskets ansvarlighed, hvorved han udfordrede Luthers forestilling, at kun tro og ikke gerninger havde betydning for frelsen.

Også Melanchthons stærke understregning af lærdommens betydning for teologien hang sammen med hans humanisme. Universitetet i København ville antagelig have set meget anderledes ud, hvis Luther havde været dets arkitekt.

Til trods for Schwarz Laustens betydelige lærdom og flid er det ikke en vellykket bog, der er kommet ud af hans arbejde. Den er i sit anlæg en biografi, men mennesket Melanchthon forsvinder hurtigt ud af syne til fordel for en tematisk, tør og lærebogsagtig disposition af stoffet.

Positivt overrasket bliver man over Schwarz Laustens fine oversættelse af Melanchthons salme, "Ich armer Mensch", og man ærgrer sig over, at den poetiske åre ikke har beriget resten af bogen lidt mere. Schwarz Lausten er ganske tæt på at tabe sit ærinde på gulvet. En strammere komponeret, mere gennemarbejdet biografikunne netop have tjent til at forstå mennesket og teologen Melanchthon i sin udvikling og sin sammenhæng og dermed have givet modvægt til Luthers tunge skikkelse i det historiske billede af reformationstiden.

(Kristeligt Dagblad 10. nov. 2010)

Nye sider af kongehuset

Hannibal Erngaard, Dronningen - som du aldrig har set hende før

I Berlingskes billedarkiv findes tusindvis af fotos af medlemmer af den kongelige familie. Hannibal Erngaard, der selv gennem mange år har arbejdet som nyhedsredaktør på avisen, har samlet et stort udvalg til denne billedbog og forsynet dem med både underholdende og oplysende ledsagetekster. Han har en fin pen og et godt blik for detaljen.

Mange af billederne har aldrig før været offentliggjort, men det kunne de såmænd godt have været. Det er ikke Erngaards hensigt at afsløre hemmeligheder. Det ville også være svært, for den berlingske avis har altid haft et høfligt - for nu ikke at sige servilt - forhold til kongehuset.

For eksempel valgte bladet i modsætning til de fleste andre aviser ikke at bringe det berømte billede af regentparret, hun med udslået hår, han i morgenkåbe, i anledning af sølvbrylluppet i 1992. På det tidspunkt var der selv for berlingeren tale om et udpræget konservativt fravalg.

Årsagen til, at billederne oprindeligt er blevet fravalgt til offentliggørelse, har dog hyppigst været, at bladet har ønsket at bruge andre billeder med samme motiv, eller at billederne ikke har passet til den vinkel, som redaktionen lagde på historien.

Erngaard gør sig i den anledning nogle meget interessante betragtninger om netop det redaktionelle arbejde med kongestoffet og den historiske udvikling, som det har gennemløbet, siden den svenske prinsesse Ingrid kom til Danmark som nygift kronprinsesse i 1935. Det var i høj grad hende, der åbnede kongehuset for pressen, et arbejde, som hendes ældste datter har videreført med sikker hånd.

Billed-Bladets allerførste nummer fra april 1938 havde kronprinsesse Ingrid på forsiden med favnen fuld af tulipaner. Bogen dokumenterer, at pressefotograferne har fået lov til at komme meget tæt på kongefamilien. Pressen har kvitteret med meget sjældent at udstille medlemmer af kongehuset, selvom muligheden nogle gange forelå.

Erngaard giver et fint eksempel fra prinsesse Margrethes barnedåb i 1940. Berlingske valgte at trykke et billede af den daværende kronprins Frederik, der holder sin datter i favnen ved ankomsten til Holmens Kirke. Det er imidlertid et udsnit af et større billede, som Erngaard også gengiver. På det originale foto ses også en træt og fraværende kronprinsesse Ingrid ved sin mands side, men hun kom altså ikke med i avisen.

Ingrid lagde vægt på altid at fremstå meget stilfuld på billeder, og hun var unægtelig også i en klasse for sig. Prinsesse og siden dronning Margrethe har udvidet paletten og har aldrig været bleg for at vise flere sider af sig selv. Dronningen har mange ansigter, fra det majestætiske til det pjattede. Bogens forside viser en kortspillende prinsesse Margrethe med en smøg i munden i et fly på vej til Italien i 1971. Billedet blev ikke bragt.

Da prinsesse Margrethe forlovede sig med den franske greve Henri blev der tilføjet kongefamilien lidt kontinental panache og lidt international kulør. Mange danskere kunne ikke rigtig goutere Henriks farverige skikkelse dengang, men det virker, som om nationen og prinsgemalen har nærmet sig hinanden til noget, der ligner en forståelse.

Et af bogens smukkeste billeder er taget af Mads Nissen. Det viser prins Henrik, der giver sin dronning et kys på panden umiddelbart før det store pressemøde i anledning af regeringsjubilæet sidste år. Det blev bragt, og det bliver hængende.

(Kristeligt Dagblad 13. juni 2013)

De vigtige tråde bagud

Erik Ingemann Sørensen, 1864 – En guide i krigens fodspor, Gyldendal, 256 sider, kr. 249,95

Selv om Den anden slesvigske krig i 1864 tilhører hele Danmark i den forstand, at den udgjorde det definerende udgangspunkt for den danske nation og den danske stat gennem mere end 100 år, var den som konkret begivenhed ret begrænset i udstrækning. De vigtigste slag og begivenheder i krigen fandt sted inden for et overskueligt rum i det centrale og østlige Slesvig: Mysunde, Dannevirke, Sankelmark, Dybbøl og Als.

Erik Ingemann Sørensen har skrevet en anvendelig guidebog til den, der gerne vil gå i fodsporene på deltagerne i krigen. Jeg glæder mig til at tage turen til Slesvig med den i lommen. Omhyggeligt tager han sin læser ved hånden gennem skanser, mindesmærker, krigergrave, slagmarker, lazaretter, hovedkvarterer med meget mere. Historien bliver meget håndgribeligt, når åstederne inddrages så systematisk som her, og Sørensen er en djærv og vidende fortæller. Perspektivet er dansk, men Sørensen indrømmer også plads til fjendens – Preussens og Østrigs – synspunkt.

Bogen har et håndterligt format, når man vil gå, cykle eller bile ad de ruter, der er anskueliggjort på kort og forsynet med gps-koordinater. Bogen er illustreret med historiske billeder og nutidige fotos. Mange af illustrationerne er datidens raffinerede træsnit, de såkaldte xylografier, og  forlaget har desværre ikke haft held med gengivelsen af dem, for de er præget af den særlige grafiske støj, der kaldes moiré, som sagtens kan undgås.  Bortset fra det er udvalget af illustrationer rigeligt og velvalgt.

Tom Buk-Swienty, forfatter til fremragende bøger om 1864, giver med rette bogen en god anbefaling i indledningen, og redaktør af den tysksprogede avis, Der Nordschleswiger, Siegfried Matlok, der ikke mindst i kraft af en fortrinlig beherskelse af også det danske sprog har været det tyske mindretal en klog og god advokat gennem mange år, har skrevet et tankevækkende efterord om de sene eftervirkninger af den dansk-tyske konflikt. Matlok er en helt central skikkelse i den dansk-tyske forståelse, der har afløst gammelt fjendskab.

Sørensen har skrevet sin bog i samme ånd. Han søger ikke at genopvække et fjendskab, men vil ganske prisværdigt blot minde om de mennesker, der tog del i begivenheder, der havde betydning for ikke blot dansk og tysk, men europæisk historie. Den lille, relativt lokale krig var skæbnesvanger.  Den preussisk-østrigske sejr i 1866 var udgangspunktet for preussisk dominans i Østersøen og dermed for den alvorlige forskydning i den europæiske magtbalance, der førte til Den første Verdenskrig 50 år senere. Trådene bagud til adskillelsen fra Norge i 1814, der gjorde Danmark til en småstat, er det også vigtigt at fastholde, når vi næste år højtideligholder 200-, 150-, og 100-års jubilæerne for disse vigtige begivenheder.

(KD 31. maj 2013. Årstallet for den preussisk-østrigske krig er rettet)

Kvindebatterier og voldanlæg

Jesper Asmussen, Vestvolden og Nordfronten, Lindhardt og Ringhof

Det er vel de færreste bilister på Motorring 3 omkring København, som er klar over, at de kører langs en af hovedstadens storslåede turistattraktioner. Motorvejen er anlagt på ydersiden eller fjendesiden af den del af Københavns befæstning, der hedder Vestvolden. På indersiden eller vennesiden er der en velasfalteret gang-og cykelsti. Herfra kan man tydeligt se, at der er tale om et militært anlæg, som vil være et oplagt mål for en udflugt på en af forårets helligdage med denne bog i hånden.

Den voksende interesse for Første Verdenskrig har ikke alene udløst mange udgivelser om de danskere, der deltog i krigen på tysk side, fordi de som nordslesvigere var indkaldt til preussisk krigstjeneste, men også flere om Danmarks væbnede neutralitet.

Forsvarsudgifterne havde været det afgørende spørgsmål i den politiske kamp siden 1864. Estrups provisoriske finanslove og hele forfatningskampen havde de militære udgifter som omdrejningspunkt. Partiet Højre ønskede et stærkt forsvar om hovedstaden, mens Venstre, hvis vælgere for størstedelen boede i landdistrikterne, ikke så nogen nævneværdig værdi i blot at forsvare hovedstaden.

Københavns befæstning blev anlagt i 1886-1894 i en radius af 10-15 kilometer omkring byens centrum. Det var og er et imponerende anlæg med søforterne Trekroner, Middelgrunden og Flakfortet, fem kystforter på Amager og Vestvolden, der strækker sig fra Avedøre i syd til Utterslev Mose i nord og endelig Nordfronten, en række af forter fra Gladsaxe til Tårbæk, der skulle fungere sammen med en omfattende oversvømningsplan inkluderende blandt andet Utterslev Mose, Emdrup Sø, Gentofte Sø og Mølleådalen.

En del af anlægget og dets bestykning blev slet ikke betalt over finansloven. Garderhøjfortet i Jægersborg blev fi-nansieret af privat indsamlede midler og udlånt til det danske forsvar. Ved Hvidøre findes det såkaldte Kvindebatteri, der hedder således, fordi det blev forsynet med i alt otte Krupp-kanoner, indkøbt for midler indsamlet af danske kvinder i begyndelsen af 1880' erne.

Københavns befæstning er ofte med henvisning til Viggo Hørups berømte spørgsmål " Hvad skal det nytte?" blevet latterliggjort. Især De Radikale har først og fremmest set den som en ideologisk magtdemonstration af Højre. Man har taget for givet, at svaret på Hørups spørgsmål var " Ingenting". Nu er opmærksomheden imidlertid i stadig større grad blevet rettet mod befæstningen som militærteknisk anlæg.

Sidste år udkom Martin Jespersen og Jens Ole Christensens flotte bog om Københavns befæstning, hvor det blandt andet blev hævdet, at befæstningsanlægget bidrog til at holde Danmark ude af Første Verdenskrig.

Påstanden er, at det ikke ville have været umuligt for tyskerne at erobre Danmark, men at det effektive forsvar af København ville have bundet for mange tropper til, at det kunne svare sig. Jesper Asmussens bog om landbefæstningen, det vil sige de sjællandske anlæg vest og nord for København, er ikke i samme omfang teseførende.

Den er en praktisk guide ad en cirka 60 kilometer lang rute langs Vestvolden og Nordfronten begyndende ved Avedøre, næsten præcis hvor motorvejsbroen fra Sjælland til Amager nu ligger, og sluttende ved Øresundskysten ved Dyrehaven. Marinens fredede og helt enestående flyveplads ved Avedøre fra 1917 savner jeg dog.

Københavns befæstning var opført i overensstemmelse med de mest moderne principper for forsvar, men blev alligevel hurtigt forældet. I lyset af udviklingen i artilleriets rækkevidde blev forsvaret udbygget under Første Verdenskrig med fremskudte stillinger langs Roskilde Fjord og den såkaldte Tunestilling langs en linje fra Roskilde til Køge Bugt. Fra 1920 blev forsvarsringen afviklet, men flere dele af anlægget forblev i militærets eller civilforsvarets brug helt frem til nutiden.

Asmussen er en fortræffelig turistfører. Bogen er lidt større end rejsehåndbogens traditionelle oktavformat, men den kan stadig ligge i en cykelkurv. Den er velillustreret med både nutidige og historiske fotografier og kort. I tilgift findes der fine tegninger af Jens Overgaard Christensen af den flora og fauna, man kan møde undervejs.

Foruden den kulturhistoriske værdi i det, der dengang var et af Europas største sammenhængende forsvarsværker, er der mange naturskønne områder langs Vestvolden og nord for København. Højspændingsledninger, motorveje og jernbaner er aldrig langt væk, så naturoplevelsen rammes altid ind af moderne infrastruktur, men det må man vælge at se som en del af charmen. Storbyens nærvær er jo hele årsagen til, at befæstningen findes.

(KD, 23. maj 2013)

Et levende vidnesbyrd om historiens omskifteligheder

Ulla Kjær, Roskilde Domkirke – Kunst og historie, Gyldendal, 368 sider, 349,95 kroner

Domkirken i Roskilde slår enhver, der kommer til byen, med sin majestæt. Den dominerer nu som før suverænt bybilledet med sin milde monumentalitet. Man knytter sig til kirken, når man bor i Roskilde, uanset om man er kirkegænger eller ej. Spirenes karakteristiske profil er bomærke for utallige lokale foreninger og næringsdrivende. Her må jeg som anmelder bekende min part i sagen, idet Roskilde Domkirke også er min sognekirke. Ingen af os, der bor i byen, kunne forestille os Roskilde uden domkirken i centrum.

I 1968 brændte  kirkens tagrytter, Margrethespiret. Alle i Roskilde, der er gamle nok til at huske det, ved, hvor de var, da de hørte, at domkirken brændte. Det lykkedes at begrænse skaden, og selv om ulykken var stor nok i sig selv, ville det have været en katastrofe, hvis hele bygningen var gået tabt. Byen ville miste sit orienteringspunkt, og verden ville have mistet et enestående stykke kulturhistorie. Kirken blev i 1995 optaget på UNESCO’s verdensarvsliste.

Det er et af de mest interessante fænomener ved kirken, at den forekommer så harmonisk, når den i virkeligheden er et konglomerat af vidt forskellige bygningsdele, der er et resultat af mere end 800 års ufuldbyrdede planer, fixe ideer, prangende forfængelighed og politiske ambitioner. Kirken synes imidlertid at have indgået en særlig pagt med historien og stedet, der gør, at den kan rumme alle forskelligheder, forandringer og modsætninger i en sluttet enhed.

Om dette vældige korpus af røde mursten har museumsinspektør Ulla Kjær skrevet et værk, der vel bedst kan betegnes som en biografi, et forsøg på at leve sig ind i den godt 800-årige skæbne, som er Roskilde Domkirkes. Der har været kirke på stedet i mere end tusind år. Roskilde var i det meste af middelalderen et af de væsentligste politiske centre i det danske kongerige. Ifølge overleveringen byggede Harald Blåtand en kirke i Roskilde. På en søjle i kirkens kor erindres vikingekongen med et sent og stærkt restaureret kalkmaleri.

Den nuværende kirke blev konciperet som en romansk korskirke midt i det 12. århundrede, men ret tidligt i forløbet blev både stilart og grundplan ændret, således at kirken fra omkring år 1200 blev færdiggjort som af de tidligste og fornemste eksempler på den gotiske kirkekunst i Norden og som et treskibet rum orienteret stærkere om længdeaksen end oprindeligt tænkt.

Kirkens indretning og inventar har ændret sig betydeligt gennem århundrederne. Kjær sætter kyndigt disse forandringer ind i en politisk, kulturel og kunsthistorisk sammenhæng. Orgel, altertavle, døbefont og prædikestol blandt meget andet omtales omhyggeligt. Mest markant er de fire store kongelige begravelseskapeller, der er bygget til kirken med omtrent 100 års mellemrum siden det 16. århundrede. Kirkerne i Ringsted og Sorø havde været rivaler til Roskilde som hjemsted for kongelige begravelser i middelalderen. Efter Margrethe I’s død i 1412 lod biskop Peder Lodehat dronningens lig overføre til Roskilde, og hendes pragtfulde gravmæle blev placeret centralt i koret. I samme anledning blev Margrethespiret opført som en udefra synlig markering af gravstedet.

Helligtrekongerskapellet blev grundlagt af Christian I ved et gavebrev i 1459, men det blev først bragt i anvendelse som gravkapel 100 år senere af Frederik II, der også sørgede for at få sin fars, Christian III’s, jordiske rester overført til Roskilde. Siden dengang er samtlige danske regenter begravet i Roskilde Domkirke. Frederik II’s søn, Christian IV lod et nyt gravkapel opføre til sig selv. Et planlagt gravmæle over kongen gik imidlertid tabt, og der var ikke råd til et nyt, så der er en markant uoverensstemmelse mellem det overdådige kapel og kongens beskedne kiste. Frederik V’s kapel, hvor alle den sene enevældes konger ligger begravet, er et af klassicismens allerfornemste værker på dansk grund, et rum af en helt anden verden end hovedskibets, men lige så betagende. Kongerne af de glücksborgske hus, der i år fejrer 150 års jubilæum på den danske trone, fik i 1923 deres eget kapel, et godt eksempel på mellemkrigstidens ikke altid ukontroversielle neoklassicisme. Mange har vanskeligt ved at forsone sig med Einar Utzon-Franks dobbeltsarkofag over Frederik VIII og hans dronning Lovisa. Flere anerkender Kaare Klints udformning af gravmælerne over Christian X og dronning Alexandrine som en tidssvarende og vellykket formidling mellem modernisme og tradition. Til Frederik IX og dronning Ingrid blev der valgt en helt ny løsning, nemlig en begravelse uden for kirken under åben himmel. Margrethe II og hendes gemal har til sig selv valgt en begravelse inde i kirken, i Skt. Birgittas kapel. Ansvaret for udformningen af gravmælet, en såkaldt kenotaf, er lagt i hænderne på dronningens foretrukne kunstner, Bjørn Nørgaard, om hvem man uden tvivl kan sige, at han vil tilføre kirken noget nyt. Om det er godt, er en anden sag.

Ulla Kjær har med stor autoriet og klart overblik samlet og kondenseret den eksisterende viden om Roskilde Domkirke og sat den ind i sin politiske, teologiske, idé- og kunsthistoriske kontekst. Bogen er illustreret med fremragende fotografier af Roberto Fortuna. Fremstillingsformen kan godt forekomme lidt indforstået og teknisk, og bogen egner sig ikke som håndbog undervejs i et besøg i kirken. Dertil er der for megen tekst og for få oversigtsplaner og pædagogiske illustrationer. Til gengæld får man den faglige tyngde og kultiverede omgang med sproget, som kendetegner Nationalmuseets kunst- og kirkehistoriske skole i denne Life and Times-biografi om en fantastisk kirke, der fortsætter med at optage sin samtid i sig og som sådan er et levende vidnesbyrd om historiens omskifteligheder.

(Kristeligt Dagblad 15. maj 2013)