Et levende vidnesbyrd om historiens omskifteligheder

Ulla Kjær, Roskilde Domkirke – Kunst og historie, Gyldendal, 368 sider, 349,95 kroner

Domkirken i Roskilde slår enhver, der kommer til byen, med sin majestæt. Den dominerer nu som før suverænt bybilledet med sin milde monumentalitet. Man knytter sig til kirken, når man bor i Roskilde, uanset om man er kirkegænger eller ej. Spirenes karakteristiske profil er bomærke for utallige lokale foreninger og næringsdrivende. Her må jeg som anmelder bekende min part i sagen, idet Roskilde Domkirke også er min sognekirke. Ingen af os, der bor i byen, kunne forestille os Roskilde uden domkirken i centrum.

I 1968 brændte  kirkens tagrytter, Margrethespiret. Alle i Roskilde, der er gamle nok til at huske det, ved, hvor de var, da de hørte, at domkirken brændte. Det lykkedes at begrænse skaden, og selv om ulykken var stor nok i sig selv, ville det have været en katastrofe, hvis hele bygningen var gået tabt. Byen ville miste sit orienteringspunkt, og verden ville have mistet et enestående stykke kulturhistorie. Kirken blev i 1995 optaget på UNESCO’s verdensarvsliste.

Det er et af de mest interessante fænomener ved kirken, at den forekommer så harmonisk, når den i virkeligheden er et konglomerat af vidt forskellige bygningsdele, der er et resultat af mere end 800 års ufuldbyrdede planer, fixe ideer, prangende forfængelighed og politiske ambitioner. Kirken synes imidlertid at have indgået en særlig pagt med historien og stedet, der gør, at den kan rumme alle forskelligheder, forandringer og modsætninger i en sluttet enhed.

Om dette vældige korpus af røde mursten har museumsinspektør Ulla Kjær skrevet et værk, der vel bedst kan betegnes som en biografi, et forsøg på at leve sig ind i den godt 800-årige skæbne, som er Roskilde Domkirkes. Der har været kirke på stedet i mere end tusind år. Roskilde var i det meste af middelalderen et af de væsentligste politiske centre i det danske kongerige. Ifølge overleveringen byggede Harald Blåtand en kirke i Roskilde. På en søjle i kirkens kor erindres vikingekongen med et sent og stærkt restaureret kalkmaleri.

Den nuværende kirke blev konciperet som en romansk korskirke midt i det 12. århundrede, men ret tidligt i forløbet blev både stilart og grundplan ændret, således at kirken fra omkring år 1200 blev færdiggjort som af de tidligste og fornemste eksempler på den gotiske kirkekunst i Norden og som et treskibet rum orienteret stærkere om længdeaksen end oprindeligt tænkt.

Kirkens indretning og inventar har ændret sig betydeligt gennem århundrederne. Kjær sætter kyndigt disse forandringer ind i en politisk, kulturel og kunsthistorisk sammenhæng. Orgel, altertavle, døbefont og prædikestol blandt meget andet omtales omhyggeligt. Mest markant er de fire store kongelige begravelseskapeller, der er bygget til kirken med omtrent 100 års mellemrum siden det 16. århundrede. Kirkerne i Ringsted og Sorø havde været rivaler til Roskilde som hjemsted for kongelige begravelser i middelalderen. Efter Margrethe I’s død i 1412 lod biskop Peder Lodehat dronningens lig overføre til Roskilde, og hendes pragtfulde gravmæle blev placeret centralt i koret. I samme anledning blev Margrethespiret opført som en udefra synlig markering af gravstedet.

Helligtrekongerskapellet blev grundlagt af Christian I ved et gavebrev i 1459, men det blev først bragt i anvendelse som gravkapel 100 år senere af Frederik II, der også sørgede for at få sin fars, Christian III’s, jordiske rester overført til Roskilde. Siden dengang er samtlige danske regenter begravet i Roskilde Domkirke. Frederik II’s søn, Christian IV lod et nyt gravkapel opføre til sig selv. Et planlagt gravmæle over kongen gik imidlertid tabt, og der var ikke råd til et nyt, så der er en markant uoverensstemmelse mellem det overdådige kapel og kongens beskedne kiste. Frederik V’s kapel, hvor alle den sene enevældes konger ligger begravet, er et af klassicismens allerfornemste værker på dansk grund, et rum af en helt anden verden end hovedskibets, men lige så betagende. Kongerne af de glücksborgske hus, der i år fejrer 150 års jubilæum på den danske trone, fik i 1923 deres eget kapel, et godt eksempel på mellemkrigstidens ikke altid ukontroversielle neoklassicisme. Mange har vanskeligt ved at forsone sig med Einar Utzon-Franks dobbeltsarkofag over Frederik VIII og hans dronning Lovisa. Flere anerkender Kaare Klints udformning af gravmælerne over Christian X og dronning Alexandrine som en tidssvarende og vellykket formidling mellem modernisme og tradition. Til Frederik IX og dronning Ingrid blev der valgt en helt ny løsning, nemlig en begravelse uden for kirken under åben himmel. Margrethe II og hendes gemal har til sig selv valgt en begravelse inde i kirken, i Skt. Birgittas kapel. Ansvaret for udformningen af gravmælet, en såkaldt kenotaf, er lagt i hænderne på dronningens foretrukne kunstner, Bjørn Nørgaard, om hvem man uden tvivl kan sige, at han vil tilføre kirken noget nyt. Om det er godt, er en anden sag.

Ulla Kjær har med stor autoriet og klart overblik samlet og kondenseret den eksisterende viden om Roskilde Domkirke og sat den ind i sin politiske, teologiske, idé- og kunsthistoriske kontekst. Bogen er illustreret med fremragende fotografier af Roberto Fortuna. Fremstillingsformen kan godt forekomme lidt indforstået og teknisk, og bogen egner sig ikke som håndbog undervejs i et besøg i kirken. Dertil er der for megen tekst og for få oversigtsplaner og pædagogiske illustrationer. Til gengæld får man den faglige tyngde og kultiverede omgang med sproget, som kendetegner Nationalmuseets kunst- og kirkehistoriske skole i denne Life and Times-biografi om en fantastisk kirke, der fortsætter med at optage sin samtid i sig og som sådan er et levende vidnesbyrd om historiens omskifteligheder.

(Kristeligt Dagblad 15. maj 2013)