Tom Hermansen, Før jeg siger farvel - samtaler med modstandsmanden Jørgen Kieler
Jørgen
Kieler (født 1919) var sammen med sine søskende aktiv i modstandsgruppen Holger Danske. Han blev taget af Gestapo i 1944 og sammen med sin bror bragt til KZ-lejren Neuengamme, nærmere bestemt den bestialske Aussenlager Porta Westfalica, der nærmest havde karakter af udryddelseslejr.
Om tiden som modstandsmand og som KZ-fange har
Kieler for godt 10 år siden skrevet i et sagligt og grundigt erindringsværk med titlen " Hvorfor gjorde I det?", i to bind, udkommet på Gyldendal.
I 2005 udkom en interviewbog, "Om lidt er de borte", også på Gyldendal, hvor blandt andre
Kieler fortæller sin historie til Ninka, Anne Wolden-Ræthinge.
Kieler færdiggjorde efter krigen sine medicinske studier og blev en respekteret kræftlæge, der desuden brugte sine personlige erfaringer til at undersøge de helbredsmæssige virkninger af et ophold i en KZ-lejr. Han forvaltede sin egen fortid ved at forholde sig videnskabeligt til den. Det er den samme tilstræbte objektivitet, man finder i det 10 år gamle erindringsværk.
I denne interviewbog har journalist Tom Hermansen imidlertid fået lirket lidt i lægen, og det er blevet til et personligt portræt af en mand, der endnu ikke er holdt op med at reflektere over de begivenheder for 70 år siden, der har formet ham og hans skæbne. Bogen handler først og fremmest om tiden 1940-1945, men den tager helt bevidst sit udgangspunkt i nutidens Jørgen
Kieler, en skrøbelig, men stadig meget åndsfrisk mand.
Kieler repræsenterede og repræsenterer den ikke-kommunistiske del af modstanden, den del, der især var motiveret af nationale følelser og en stærk retfærdighedssans.
Han bryder sig ikke om Systemet Politiken og Bo Lidegaards forsvar for Erik Scavenius og samarbejdspolitikken, bestemt ikke.
Men
Kieler har også lært at forsone sig. Minderne fra Porta Westfalica er stadig bitre, men han har stiftet fred med det Tyskland, som han i 1945 svor aldrig at ville besøge.
Kieler, der ellers godt har kunnet virke lidt skråsikker i sine vurderinger, beretter om, hvordan han løbende har måttet justere sit syn på livet og verden, og fortæller varmt og for det meste usentimentalt - man er vel stadig læge - om det at blive en gammel, gebrækkelig enkemand, og om glæden ved at have børn og børnebørn, om erindringens nødvendighed og om pligten og trangen til at besøge de grave, der bliver flere og flere.
Hermansen gør ikke
Kieler til profet eller sandhedsapostel, men skildrer en mand, der er værd at lytte til, fordi han har omsat sine erfaringer til levet liv og betjent sig flittigt af sin intelligens og samvittighed undervejs. Hermansen har ristet ham en værdig rune.
(Kristeligt Dagblad 10. marts 2014)
